Print artikel

Cykling kan ikke være moralsk

Tom Simpson på cyklen
Feature
05.07.16
Sport kan ikke holde til at være et moralsk domæne. Cykling handler ikke om moral, det handler om at vinde, og derfor er dopingkampen blot endnu en knopskydning i det kristne omsorgsprojekt.

Hvis man tror, at det vigtigste i sport er at være en god kammerat, så har man misforstået, hvilken ventil sportsudøvelse er. Sportens værdi er netop, at den er et afgrænset og kontrolleret område, hvor man kan annullere samfundets gældende normer. Det er en slags ventil for nogle arkaiske tilbøjeligheder, som vi har besluttet os for er problematiske i vores samfund. Det er ikke sikkert, at man skal frigive doping, men det er sikkert, at sport ikke kan holde til at være et spejl for samfundet. Hvis det spejler noget, er det kun viljen og magten, som findes undertrykt i os alle. Sådan siger to markante idrætsforskere om de såkaldt præstationsfremmende midler, der sætter spørgsmålstegn ved den moralske dom over doping.

Professionel elitesport er defineret ved den form for motion, der ikke har kroppens sundhed for øje. Den er det diamentralt modsatte af den bølge af palæo og fitness, som de seneste tyve år er skyllet ind over Danmark. Elitesport er et sted for opofrelse og kamp. Her er det den stærke der regerer. Det er dennes individuelle mål, der hersker og fremelskes uden hensyn til fællesskabet. Derfor er sportens område radikalt anderledes end de nordiske velfærdsstaters normaltilstand.

Det er netop derfor, at diskussionen om doping overhovedet er interessant. I sporten får vi udfordret vores sædvanlige opfattelser af moral og synd, der stiller spørgsmålet om sport overhovedet kan holde til at være et moralsk domæne.

De døde

Dopingens historie og betydning for især cykelsport er dybere og længere end Festinaskandalen i 1998. Det er også af den grund, at en debat om doping og moral ikke umiddelbart er så enkel, som at snakke om snyd eller ej. Det er var i 1920’erne og 1930’erne, at doping for alvor tog fart. Før det havde man historier fra det sene 1800-tals baneløb, hvor udøverne tog alt fra kokain og koffein til stryknin og alkohol for at holde sig vågne i de dagslange løb. Man så også tilfælde, hvor heroin og kokain blev anvendt i mere eller mindre effektive sammenblandinger. Fra 1920’erne og frem blev brugen mere systematiseret og en integreret del af cykling, fordi sporten stillede høje krav til både styrke og udholdenhed. Det har måske en historisk forklaring, at det netop var på dette tidspunkt, at brugen af præstationsfremmende midler blev en naturlig del af sporten. Dels var man kommet til et punkt i udviklingen af effektive medicinske præparater, hvor anvendelsen af dem rent faktisk medførte en kontrolleret og øget effekt, og dels var det i 1920’erne, at de længste og hårdeste etapeløb fandt sted. Det længste Tour de France var i 1926, hvor feltet tilbagelagde 5745 kilometer med en gennemsnitsdistance på 332 kilometer om dagen. Det er længere end noget professionelt endagsløb er i dag.

I den brede befolkning var der fra begyndelsen ikke nogen stor modstand mod doping. Det er bemærkelsesværdigt, at det ikke blev betragtet, som en moralsk forkastelig gerning at anvende præstationsfremmende midler. Derimod blev det stiltiende accepteret, som en nødvendig del af sporten. Det ændrede sig markant i 1950’erne og 1960’erne. Den indlysende forklaring er naturligvis de dødsfald, som fandt sted. I 1955 faldt en rytter om, som følge af medicinsk indtag, men omkom dog ikke. Derimod døde den danske banerytter Knud Enemark Jensen i 1960. Hans død blev brugt som et argument for kampen mod doping i sport, og herefter forsøgte myndighederne med mere eller mindre effektive tests. Det interessante er dog blot, som man kan læse i artiklen A Search for Truth af Idrætsforskeren Verner Møller, at Enemark ikke døde af præstationsfremmende stoffer, men af Ronicol, som afslapper og udvider blodkarrene og kan fremprovokere hedeslag, hvilket også var Enemarks dødsårsag.

Viljen til sejr er den sunde krops vilje til magt

Dopingkampens vigtigeste dato er den 13. juli 1967. På den 13. etape for årets Tour de France kæmpede briten Tom Simpson sig op af Mont Ventoux. Han var småsyg og på de sort/hvide billeder kan det ses præcis, hvor presset han var. Simspon var i sit livs form, og hvis han ville vinde en tour, var det denne han kunne og måtte vinde. Derfor ignorerede han en diarré, som gjorde, at han ikke kunne holde væsken i sig. Det var en varm dag på bjerget, og det siges, at der blev målt op mod 54 grader. Ved starten konstaterede tourlægen Pierre Dumas: »Hvis drengene stikker deres næser i stofferne i dag, kan vi stå med et dødsfald.« Simpson omkom på bjerget. Han døde af et hedeslag, som konsekvens af anstrengelserne i den voldsomme varme. Der blev både fundet amfetamin og cognac i blodet, men ikke i mængder, der kunne lede til et dødsfald. Simpsons død blev som Enemarks brugt til at katalysere det antidopingapparat, som i dag styrer rytternes liv. Det er disse dødsfald, som især vendte stemningen i befolkningen.

Den danske idrætsforsker Ask Vest Christiansen giver yderligere forklaring på, hvorfor befolkningens attitude vendte: »I slutningen af 1950erne og begyndelsen af 1960erne har man det, der blev kendt som Thalidomidkatastrofen. Det var et stof man gav til gravide kvinder mod morgenkvalme. Men en række af disse kvinder endte med at få børn med alvorlige misdannelser. Det betød, at den lidt ukritiske optimisme, der hidtil havde domineret i synet på medicinens muligheder, nu blev suppleret af en betydelig skepsis.« Sammen med myndighedernes generelle modstand mod stoffer i 60’erne, der blev fremprovokeret af hippiebevægelsens forhold til bevidstudvidende præparater satte man hårdt ind mod især amfetamin. Det skabte utilfredshed blandt rytterne, og det er her det store skisma mellem motion og elitesport og samfundets - og sportens moral er at finde.

Cykling som den moderne sport

I Christiansens artikel We are not sportsmen, we are professionals, kan det læses, at modsat klassiske sportsgrene som tennis, fodbold eller atletik, så har cykling ingen præmoderne oprindelse. Cykelsporten blev født ved opfindelsen af en mekanisk maskine. Den blev skabt på et tidspunkt, hvor den medicinske udvikling tog fart, og hvor anvendelsen af kemiske stoffer blev alment og anset som noget sundt. Tænk på, at størstedelen af de stoffer man i dag anser for at være skadelige, blev fremstillet med kroppens og sindets sundhed for øje. Derfor var det også indlysende, at professionelle cykelryttere tog disse stoffer i brug. De virkede rent faktisk.

I det perspektiv blev cyklingen og dens brug af præstationsfremmende midler den moderne sport, og derfor er der ingen modsætning mellem rytternes moral, og befolkningens moral i sportens første år. Man forstod, at de professionelle atleter agerede inden for et andet etisk kodeks end den almene borger. I 1966 udtalte den tidligere vinder af Vuelta a España Ruti Altig: »Vi er professionelle, ikke sportsfolk.« Altig havde nægtet at lade sig urinteste, fordi han mente, at det forstyrrede hans forberedelser. Doping blev betragtet som et middel de professionelle rytterne kunne bruge til ikke bare at præstere bedre, men også til at lette deres arbejde. Christiansen forklarer: »På det tidspunkt var det amatøren, der repræsenterede det olympiske ideal for en sand sportsmand. Det ligger i ordet amatør, at det er en der elsker sin sport, og han fik naturligvis ikke penge for det. Cykelryttere blev betalt, og kunne derfor sige, at de ikke var sportsmænd, men professionelle. De var arbejdstagere med et job, og havde som sådant ret til at bruge de her stoffer, som gjorde deres arbejde udholdeligt.«

På mange måder er cykelsporten blevet i den moderne periode, mens resten af samfundet har bevæget sig videre. Det er derfor, at moralen i sporten er i åben konflikt med dets omgivelser. Cykelsporten er den ultimative test af kroppen. Det en slags hellig trekant af ryttere, læger og fabrikanter, hvor man for alvor kan se, hvad den menneskelige organisme kan. Det er det, der fascinerer. Det er derfor, at cyklingen ikke kan være moralsk eller opbyggelig.

Det svage samfund

For at forstå forskellen på de værdier, som hersker i samfundet og sporten, kan man se på, hvilke bevægelser et samfund, som Danmark er rundet af. Det kunne nemlig give et bud på, hvorfor netop Norden og især Danmark, er et af de fremmeste lande i dopingkampen. Ifølge Christiansen og Møller er Danmark og Norden præget af en protestantisk dyrkelse af det svage individ, hvor det svagheden i mange tilfælde ses som en afgørende kvalitet. Det er noget grundmenneskeligt i et kristent samfund at tage sig af den svage, såvel psykisk, fysisk og socialt. Hvilket er en indlydesende fordel, når man har et fordelingssamfund, der skal sørge for samfundets bund, men det er ikke noget, der umiddelbart harmonerer med elitesport. Med det in mente, giver dopingkampen mening. Samfundet må redde atleten fra sig selv, og dopingens fristelser. Som Christiansen og Møller skriver i bogen Mål, medicin og moral, så er dopingkampen, blot endnu en knopskydning i det kristne omsorgsprojekt.

»Fordi sporten giver røde kinder og legemstyrke har man fejlagtig troet, at den passede som hånd i handske til det fremherskende omsorgsparadigme.« Christiansen og Møller ser samfundet og sportens forhold til det, gennem Nietzsches prisme fra Antikrist. Her sætter den tyske filosof det kristne samfunds moral og kropsforhold op mod det attiske aristokratiske samfund, hvor den stærke blev hyldet og den svage dræbt. Han skriver »Kristendommens basis er de syges nag, instinktet rettet mod de sunde, mod sundheden. Alt det vellykkede, stolte, overmodige og fremfor alt skønheden volder den smerte i øjne og ører.«

Måske deler sporten Nietzsches foragt for svaghed. Cykelsporten giver ingen plads til svaghed. Den svage rytter lider langt mere end den stærke rytter - doping eller ej. I sporten er det den ubarmhjertige, angrebslystne og aggressive person der hyldes. Man kan sige, at det er dødssynderne, der vinder i sport. Det kan også være derfor vi fascineres af sporten, fordi den er radikalt anderledes end hverdagen. Selvom vi normalt opfatter det sunde menneske, som et der dyrker gode moralske værdier, så er det i sportens optik det antikristelige, som er det ægte sunde. »Viljen til sejr er den sunde krops vilje til magt,« som det hedder i Christiansen og Møllers bog. Cykelrytterne har derfor mod til sundhed, de sætter lid til deres egen sunde krop, og sætter den på spil for at være den bedste, for at opnå det sublime. De ofrer sig selv i smerte for at opnå det evige. Det er sådan man kan forstå dopingkulturen, og sådan man kan forstå, hvorfor en mand som Lance Armstrong blev så god. I hans første selvbiografi It's Not About the Bike, forklarer den syvdobbelte Tour de France mester, at evigheden kan opnås gennem smerten: »Smerte er midlertidig. Den varer måske et minut eller en time eller et år, men på et eller andet tidspunkt vil den fortage sig, og noget andet vil komme i stedet. Hvis jeg derimod giver op, vil den vare for evigt.«

Jeg har sgu ikke dårlig samvittighed. Det har jeg aldrig sagt. Det var en del af kulturen

Det er derfor sport fascinerer. Det er inden for dette afgrænsede område, at den stærke krop kan eliminere den svage. Den er modbilledet til samfundets normaltilstand, og netop grunden til, at de to domæner ikke kan dele moral, og hvorfor sportsstjerner ikke kan være moralske forbilleder. De er modbilledet til alt godt i et velfærdssamfund. Nutidens sundhedsdyrkelse er anderledes end cykelrytterens ensomme ridt i bjergene, og det er ikke meningen, at Fitness World-kulturen skal smitte af på professionel sport. Alligevel er det lige præcis det, der er sket. Cykelryttere straffes hårdt, og bliver sigende nok kaldt for syndere. Hvorfor projekterer man samfundets sundhedsbesættelse over på sporten?

Løkken om halsen

Møller og Christiansen skriver: »At dyrke det sunde er et svaghedstegn. Det er stærkere at tage den for givet.« Det er det store atleter gør, og derfor de kan sætte den på spil i sportens verden. At tage doping er at tage sin sundhed for givet. Spørgsmålet om sundhed er ikke interessant, når vi snakker om elitesport. Der er naturligvis visse risici ved at tage EPO. Hvis ens hæmatokritværdi kommer op i nærheden af de 70, er der en stor risiko for at blodet bliver for tykt, og at man simpelthen får hjertestop. UCIs grænse ligger på 50, og på den måde, er det tillagt at dope sig til den værdi. Grænsen er arbitrær, fordi den fastlagt et næsten tilfældigt sted. I langrend har man for eksempel en grænseværdi på 54. Man kan sige, at grænsen er til for at gøre alle lige. På den måde er dopingbekæmpelsen igen et produkt af det moderne samfund.

Det moderne projekt bygger på en forestilling om lighed, og sporten udfordrer denne tanke. På en måde indser anti-dopingagenturerne, at alle ikke er fysisk lige, men insisterer på at alle skal konkurrere på lige vilkår. Man sælger altså dopingkampen på et argument om sundhed og fair play.

Idrætsforsker Ask Vest Christiansen mener ikke, at cykelsportens motiver for at bekæmpe doping, er helt det de selv giver udtryk for. »Man får det indtryk, at det ikke handler om moral, men om det brand, der skal sælges fra arrangørernes side. Det som er særligt ved cykelsporten, er, at den kun er noget værd i kraft af det produkt, der kan sælges. Hvordan sikrer man sig så, at man sender et signal om, at dopingen bliver bekæmpet? Det gør man bl.a. med hårde straffe.« Det er derfor doping bliver straffet langt hårdere end en svinestreg i en spurt, der er langt farligere end det at tage doping under medicinsk kontrollerede forhold. Den øjeblikkelige risko ved at styrte i et felt, der kører 80 kilometer i timen er højere end bloddoping. Alligevel accepterer man den risiko, og straffer kun fejl under løbet med bøder eller kort udelukkelse, hvor selv den mindste mængde doping straffes med op til livstidskarantæne. Derudover kommer stigmatiseringen som dårligt forbillede og synder. Den dopede cykelrytter skal stå til ansvar for en hel kulturs problem med at komme overens med mod og styrke. Der er en grund til, at der er en tæt sammenhæng mellem cykling og depression. Tænk på ryttere som Marco Pantani eller Michael Rasmussen, der skriver i sin selvbiografi Gul feber, at han var øjeblikke fra at lægge en løkke om sin hals, da han blev smidt ud af Tour de France i 2007.

Jesper Worres holdning har en næsten pastoral karakter, hvor han ser sig selv, som en slags hyrde for en menighed, hvor han må beskytte de medlemmer, der har anlæg for synd

Den danske rytter Brian Holm, der kørte en lang karriere på landevejene for blandt andet det tyske hold Telekom, insisterer på, at cykling er et lukket moralsk system. Dårlig samvittighed er ikke en mulighed.

»Jeg har sgu ikke dårlig samvittighed. Det har jeg aldrig sagt. Det var en del af kulturen,« fortæller han over telefonen til ATLAS. Cyklingen er den stærke individs kultur per defintion, og Holm giver ikke meget for dopingagenturernes moralske kamp: »Det er da latterligt, når chefen for dopingagenturet siger, at man er overrasket over, at Armstrong har dopet sig. Måske skulle man overveje om man gør sit arbejde ordenligt. Alle havde fattet, at Armstrong var dopet. Man vidste sgu godt, at man ikke kan købe blodposer i 7-11.«

Det er iøjnefaldende, at det forlanges, at atleter skal være økologiske organismer, der skal leve et liv vi ikke selv er i stand til. Det er måske den skuffelse, der opstår, når vi opdager, at de heller ikke kan leve rent. Den skuffelse der indfinder sig, er blot en skuffelse afledt af dårlig kendskab til kendsgerningerne: At elitesport er anderledes end idræt. I elitesport er sejren alt. Der findes intet andet, og som beskuer vil vi se udøveren gøre det bedre og større, ikke renere og pænere.

Det kulturkristne DCU

Der er især en konflikt i den danske dopinghistorie, der altid dukker op. Nemlig kontroversen mellem Michael Rasmussen og den tidligere direktør for Dansk Cykle Union Jesper Worre, der førte et hårdt og nærmest puritansk korstog mod Rasmussen. Jesper Worres holdning har en næsten pastoral karakter, hvor han ser sig selv, som en slags hyrde for en menighed, hvor han må beskytte de medlemmer, der har anlæg for synd. »Dopingkampen handler om at beskytte raske mennesker,« siger han til ATLAS og er tæt på at underbygge Møller og Christiansens holdning, at bekæmpelsen af doping, har en grundlæggende kristen karakter.

Jesper Worre, der også anvender det karakteristiske synderbegreb om dopede cykelryttere, indrømmer, at han havde sat sig for at fælde Michael Rasmussen. På mange måder er Worre alt det, som gør moderne cykelsport kedeligere end tidligere, og essensen af, hvordan det omkringliggende samfunds moral trænger ind i cykelsporten: »Det er en tendens i det moderne samfund, hvor vi fjerner de dødelige risici. Dopingen er absurd, fordi tanken ikke er tænkt til ende. Det er mod moral og etik i samfundet.« Man kunne sige netop. Det er det elitesport handler om: At turde ofre sin egen krop i jagten på den evige hyldest.

Hvis man absolut skal tale om, at elitesport kan have moralsk potentiale, så er doping og frigivelsen af den måske netop der, hvor muligheden findes. Som det ser ud på nuværende tidspunkt, har udøverne ikke muligheden for at vælge. I valget findes den moralske handling. Det er tvivlen som vilkår, der sætter ind og udfordrer mennesket. Dopingagenturernes totalforbud gør, at cykelrytterne bliver som børn. De er underlagt forbud og restriktioner, som medfører en straf. Overfor et et frit valg, kan man udvise moralsk styrke og rygrad, og på denne måde være et forbillede for unge mennesker. Konsekvensen vil selvfølgelig være, at man altid ligger bagerst, og kæmper, mens man tænker på, hvilket godt og tabende menneske man er. Kampen om doping handler i høj grad om at gøre sig bevidst om, hvilke værdier man hylder.