Print artikel

Han kunne køre opad, nedad, enkeltstart, i sidevind og sprinte

Merckx havde en brutal alt-eller-intet måde at køre cykelløb på.
»At blive nummer to efter Merckx, er lige så godt som at vinde,« sagde den italienske cykelrytter Felice Gimondi.
Artikel
18.07.15
Landevejscyklingens mest legendariske rytter Eddy Merckx fyldte 70 år i juni. Hans rekorder og resultater står stadig den dag i dag som et vidnesbyrd om en af historiens mest komplette ryttere. I storhedstiden dominerede han en sæson på samme måde, som han dominerede løbene, fra start til slut.

»At blive nummer to efter Merckx, er lige så godt som at vinde,« sagde den italienske cykelrytter Felice Gimondi, der var en af mange talentfulde cykelryttere i slut-tresserne og start-halvfjerdserne, der måtte nøjes med en birolle i Merckx’ store dramaer.

Selvom det i dag er 37 år siden, at den nu udnævnte baron Edouard Louis Joseph Merckx, trillede cyklen i garagen efter en karriere, der indebar fem Tour de France sejre, fem Giro d´Italia sejre og 3 VM-titler, bare for at nævne en flig af hans kilometer lange CV, står resultaterne stadig, som det alle nye talenter og stjerner bliver målt op imod.

Gennembruddet på den store scene kom i 1966, da Merckx vandt forårsklassikeren Milano-San Remo. Som der var tradition for blandt belgiske ryttere var han i sine første år udpræget klassikerrytter. Skiftet fra Peugeot-BP til italienske Faema i 1969 blev dog startskuddet til Merckx’ karriere som konge og kannibal af såvel endagsløb som etapeløb. Cykelholdene Faema og Molteni var bygget op omkring den sejrslystne belgier, og han var den ubestridte leder på holdet, der var fyldt af stærke hjælperyttere.
Modsat mange af nyere tids etapeløbsryttere som Indurain, Pantani, Armstrong og Contador, fokuserede Eddy Merckx aldrig kun på bestemte etapeløb, men kørte, som de fleste af cykelrytterne i 60’erne og 70’erne, løb i hele sæsonen. Hans sæson strakte sig oftest fra februar til oktober, og sejrene kom igennem hele sæsonen, for Merckx stillede aldrig op for blot at deltage, det var sejren eller ingenting.
Hans dominans og jerngreb om cykelsporten varede fra 1969 – 1974, hvor konkurrenterne oftest kun kiggede på en mand i feltet, kannibalen fra Bruxelles. Han satte sig på løbene tidligt og sad altid i front af feltet, klar til at opsøge chancen lige meget hvor den bød sig. Til konkurrenternes store frustration kunne kannibalen køre i alle terræner og angreb i bjergene, på nedkørsler, brosten eller strid modvind. Hans mod til at skabe løbene og jernhårde vilje gjorde, at han ikke ventede på sidste bjerg, som vi kender fra nutidens cykelløb, men han turde skabe løbet, og det var medvirkende til, at Merckx’ navn i dag ikke kun forbindes med sejrene, men også den spektakulære måde han vandt dem på.

»Gjorde ingen mine til opgive«
Debuten i Tour de France kom i 1969, og hvilken debut – han gjorde rent bord ved at vinde seks etapesejre, den grønne pointtrøje, den prikkede bjergtrøje og den gule trøje med et forspring på hele 18 minutter ned til anden pladsen. Hans omfattende greb om denne tour og hans lyst til at vinde skinnede igennem på 17 etape. En bjergetape på 217 kilometer, hvor det legendariske bjerg Tourmalet og tre andre stigninger skulle passeres. Den gule trøje sad trygt og sikkert på den belgiske rytter med et forspring på otte minutter, men alligevel angreb han på Tourmalet. Det blev starten på et fire timers langt soloudbrud i den franske varme. Han smadrede konkurrenterne og udbyggede sin føring med yderligere otte minutter. Hans psyke gjorde, at han aldrig opgav eller mistede troen på sig selv, ikke i 1969 eller de næste fem år, hvor han sad sikker på tronen af landevejscykling.

I starten af halvfjerdserne blev den spanske rytter Luis Ocaña af mange betragtet som Merckx’ værste rival og den største trussel mod hans dominans i Tour de France. Deres i duel 1971 slog revner i myten om overmennesket Merckx, da de to kæmpede i en af de største dueller i Tourens historie. I 1971 kørte danske Leif Mortensen, der i dag er sportskommentator på Eurosport, som løjtnant på Ocañas BIC hold, der skulle prøve at punktere Merckx kurs mod hattricket i det franske etapeløb.

Under Tour de France i 1971 var det på BIC-holdet blevet bemærket, at Merckx ikke havde været lige så godt kørende i bjergene, som han plejede at være. På 11. etape fra Grenoble til Orcières skulle feltet køre 134 kilometer og passere tre kategoriserede stigninger, og planen var, at kannibalen, iført den gule trøje, skulle sættes under pres.

»Ocaña ville have Merckx’ Molteni-hold kørt tyndt allerede på første bjerg, som var kun ti kilometer efter starten. Vi var kun lige begyndt på bjerget, da den første fra vores hold angreb. Jeg havde fået besked på, at jeg skulle angribe som sidste mand før Ocaña. Det tyndede ud i Merckx’ hold, og da jeg angreb, så måtte han selv køre mig op. Ligeså snart jeg var kørt ind, så angreb Ocaña kontra, og han fik selskab af Zoetemelk, Van Impe, Agostinho og Gösta. Tilbage sad Merckx alene uden hjælperyttere. Fem konkurrenter mod ham med 120 kilometer til mål En håbløs situation,« fortæller Leif Mortensen.

Merckx fik kun lejlighedsvis hjælp af en holdkammerat, men var ellers overladt til en ensom jagt, hvor ingen havde interesse i at hjælpe ham. Foran kørte Ocaña fra de andre fire, og Merckx hentede mod slutningen tre af udbryderne selv.

»Jeg sad i hans hjul hele den etape, og han gjorde ikke mine til at opgive. Hellere ikke, da han hørte tiderne. På et tidspunkt var det 5 minutter, og han sad stadig alene og førte. Da vi ramte sidste bjerg efter mere end 120 kilometers jagt, førte han stadig gruppen an op mod mål på. Og selvom manden havde slidt hele dagen for at forsvare sin trøje, så overspurtede han alligevel hele gruppen, der havde siddet på hjul af ham,« siger Leif Mortensen om etapen, hvor Merckx på trods af sin tredjeplads havde smidt over 8 minutter til sin spanske konkurrent.

Hævnen og troen på sig selv
Merckx fik en hviledag til at sunde sig på, hvilket han benyttede til at planlægge et modangreb på Luis Ocaña. Dagen efter ventede en såkaldt transportetape på 251 kilometer, som startede med en nedkørsel fra bjerget, som Ocaña havde vundet på to dage forinden, og umiddelbart var der ingen fare på færde for BIC-holdet og Ocaña.

»Før starten skulle vi på BIC-holdet have førerkasketter på, fordi vi førte holdkonkurencen. Det betød, at vi kom til at stå lidt bagved i feltet, da etapen startede. Merckx og et par af hans holdkammerater angreb med det samme på nedkørslen og en 20-mandsstor gruppe med Merckx slap fri,« fortæller Leif Mortensen.

Transportetapen blev med et slag forvandlet til en hæsblæsende jagt på 251 kilometer, der blev kørt med et snit på over lidt over 45 kilometer i timen. Det var på daværende tidspunkt den højeste gennemsnitshastighed, en Tour de France etape var kørt på nogensinde. Udbrydergruppen ramte Marseille med et forspring på to minutter, og Merckx tabte spurten til Luciano Armani, der vandt etapen foran et gabende tomt målområde. Det hæsblæsende tempo havde betydet, at etapen var halvanden time foran tidsplanen, så publikum var ikke i nærheden af at være på plads.

»Knap halvtreds procent af feltet burde være faldet for tidsgrænsen på den etape, men de fik lov til at forsætte. Etapen var typisk Merckx, han opsøgte mulighederne, hvor de var. Han behøvede ikke et bestemt terræn. Modsat Ocaña, der gerne skulle have bjerge eller enkeltstarter i et etapeløb, så kunne Merckx køre opad, nedad, enkeltstart, i sidevind og på sin gode dage kunne han også overraske sprinterne på de flade afslutninger, « siger Leif Mortensen.

Merckx endte ved at vinde Tour de France i 1971, da Luis Ocaña styrtede på en nedkørsel i regnvejr og måtte udgå. Merckx’ tredje Tour de France sejr på ligeså mange forsøg var en realitet. Men måden nagede mesteren, han ville vinde på egen styrke, ikke en konkurrents uheld.

»At blive nummer to efter Merckx, er lige så godt som at vinde,« sagde den italienske cykelrytter Felice Gimondi.


La Course en tête

Eddy Merckx opfandt sin egen måde at gribe cykelløbene an, på fransk La course en tête, løst oversat til dansk betyder det at køre løbet fra fronten. Kort sagt var strategien at sætte sig på løbene fra start til slut, ud fra devisen om, at man ligeså godt kunne bruge kræfterne på at angribe sine modstandere i stedet for at bruge dem på at køre sine angribende modstandere ind. I endagsløbene gav taktikken god mening, da det ikke havde noget formål at spare energi, men taktikken var noget mere risikabel i etapeløbene, hvor rytterne skal have energi til flere dage for at forsvare deres klassement. Taktikken rummede en vis del alt-eller-intet, hvor en forkert disposition kunne koste ham, men den gav den belgiske mester et hav af spektakulære sejre.

William Fatheringham har dækket cykelsport for The Guardian siden 1989, og skrev i 2012 biografien Half man, half bike om kannibalen. Han peger på, at hans enorme behov og lyst til at vinde skal findes i hans opvækst, tidlige cykelkarriere og i hans behov for at vinde på Merckx-måden.

»Som barn nød han virkelig at vinde løbene for æren og roserne, der fulgte. Da han blev professionel gjorde hans tidlige succes, at han altid havde behov for at være den bedste. Han følte, at han skulle leve op til, hvad han allerede havde opnået, og at han skulle gøre det på Merckx-måden, hvilket indbar, at han sad på løbet, og dominerede det,« siger William Fatheringham.

Han fortæller desuden, at Merckx følte en forpligtigelse til at bevise sig over for sin mor. Hun havde rådet ham til at læse i stedet for at cykle, da han var ung, men havde givet efter, da hans uomtvistelige talent blev tydligt.

Rytterne i 50’erne, 60’erne og 70’erne var økonomisk afhængige af at køre små gadeløb ved siden af de professionelle løb. Jo større navn, desto flere startpenge fik de. Selv i de små gadeløb var Merckx kendt for at gøre alt for vinde. Det skyldtes dels behovet for at vinde og vise flaget, fordi startpengene blev betalt for, at stjernerne skulle ses i front og ikke bagerst, som han sagde. Han var kendt for altid at køre for sporten skyld og aldrig for pengene, men samtidig accepterede han blindt, at han måtte køre mange mindre løb for at indtjene startpenge og glæde holdets sponsorer.

Kannibalens omfattende program, der normalvis bestod af i hvert fald mindst to Grand Tours, Paris-Nice, klassikerne i foråret, Belgien Rundt og VM tilsat diverse gadeløb gjorde, at hans cykel stort set altid var i bevægelse i løbet sæsonen. I sin 11 årig karriere havde han årligt imellem 111 og 151 løbsdage, så det var ikke så underligt, at hans krop efterhånden blev slidt. Til sammenligning har Contador, Froome og Nibali i løbet af de sidste tre år gennemsnitligt haft 66, 60 og 80 løbsdage i kalenderen.

Det var derfor ikke så overraskende, at kroppen begyndte at volde problemer i 1974, hvor en skridtskade og efterveerne fra et voldsomt styrt virkelig begyndte at plage mesteren. Merckx sled ekstra meget på sin krop, fordi han sjældent gav den tid til at komme sig over styrt og sygdom. Kroppens brok til trods lavede han i 74’ hattrick ved at vinde etapeløbene Giro d'Italia, Schweiz Rundt og Tour de France i samme sæson, hvilken ingen ryttere tidligere havde gjort. Hvis man sammenligner Merckx toursejr i 69 med sejren i 74, var der på papiret ingen forskel – en sikker og dominerende præstation – men kørestilen var en anden.

»Hvis man sammenligner Merckx’ toursejr i1969 med 1974, så var det tydeligt, at han var blevet mere hæmmet med årene. Han følte ikke længere, at han var fysisk udødelig. Han var stadig lige så ambitiøs og sulten efter sejre som tidligere, men hans måde at køre på havde forandret sig. Selvom han stadig dominerede løbet og fik hele otte etapesejre, så var han mere kontrolleret og afventende end tidligere. Han angreb ikke længere langt ude fra med hundrede kilometer til mål som I 69,« siger William Fatheringham.

Merckx…. Og de andre
I 1975 faldt Merckx fra cykelsportens allerhøjeste tinder. Det blev den franske rytter Bernard Thévenet, der fik tildelt rollen som David, der skulle nedlægge cykelsportens Goliath. Merckx havde trods en tvivlsom form stillet til start i Tour de France i 1975 med håbet om at vinde, så han ville have 6 sejre i det franske løb – som den eneste gennem tiden.

Løbet startede planmæssigt med to etapesejre og den gul trøje, men Merckx var pludselig menneskelig i bjergene, hvor han tabte tid til sin konkurrent Bernard Thévenet. På 14. etape blev det ekstra dramatisk, da han i slutningen af etapen bliver slået hårdt i lænden af en fransk tilskuer. Trods smerter i leverregionen efter slaget valgte Merckx at køre videre. På 15 etape fandt det virkelige vagtskifte sted. Bjergetapen med fire kategoriserede stigninger var udsat til arena for slaget mellem den gamle mester og den nye franske udfordrer. På anden sidste bjerg Col d'Allos kørte Merckx’ Molteni-hold på fuld styrke, og med en kilometer til toppen angreb Merckx for at få et lille forspring før nedkørslen. Thévenet havde været godt kørende i bjergene, men havde ikke Merckx' kvaliteter som nedkører. Efter nedkørslen havde Merckx mere end et minut ned til franskmanden, og der ventede nu Merckx en overkommelig stigning på 6,5 kilometer. Stigningen var væsentlig mindre end de tre forgående, feltet havde forceret. Merckx gik dog pludselig ned, og han blev først hentet af Thévenet, så Gimondi, Zoetemelk og Van Impe. Merckx’ tid som konge af Touren var forbi – til tilskuernes og fransk presses store glæde, der længe havde håbet på en udfordrer til overmennesket.
Merckx angreb forsat helt til løbets slutning og blev samlet nummer to, og det blev starten på nedturen. I 1978 stoppede Merckx karrieren efter to sæsoner, hvor han var en skygge af sit tidligere jeg.

Når 102. udgave af Tour de France bliver skudt i gang, skal feltet på 17 etape passere Col d’Allos og slutter som i 1975 i Pra Loup. At der ligger en slet skjult hyldest til Bernard Thévenet, der for præcis fyrre år siden satte punktum for Merckx’ dominans i touren, er vist ikke til at overse.

I dag optræder Merckx’ navn ofte i selskab med Anquetil, Hinault, Indurain og indtil for få år siden også Armstrong, som alle opnåede at vinde Tour de France fem gange. Men modsat Merckx, byggede Anquetil og Indurain deres sejre op omkring stærke enkeltstarter og defensiv kørsel i bjergene. Den eneste af de fire, der tåler sammenligningen bedst, er grævlingen, Bernard Hinault. Ligesom kannibalen gjorde han sig gældende i både etapeløberne og klassikerne, om end det var mindre succesfuldt end Merckx. Deres måde at køre etapeløbene mindede om hinanden, hvor der ikke blev givet ved dørene. Det er meget sigende, at de to herrer ligger 1 og 2 på Tour de France rekordliste over etapesejre. Merckx og Hinault har vundet henholdsvis 34 og 28 etaper hver – der blev ikke foræret noget væk, selvom de førte.

I dag synes muligheden for en ny Eddy Merckx, som dominerer en hel sæson at være meget fjern. Alligevel bliver Merckx’ rekorder udfordret, dog ikke af en overmenneskelig rytter, men af flere forskellige, som har specialiseret sig indenfor for specifikke løb. Eksempelvis nærmer sprinteren Mark Cavendish med sine 25 Tour de France etapesejre de to legender.
Rytterne har i dag en mere fokuseret tilgang, hvor de udser sig forskellige mål i sæsonen, som de så kører efter, som eksempelvis Lance Armstrong. Han var kendt for at dukke op til Tour de France og vinde, hvorefter han forsvandt for først at blive set igen til næste Tour de France.
Leif Mortensen, der som kommentator følger løbene på tætteste hold, kan dog godt se en vis lighed med en af feltets ryttere.

»Alejandro Valverde besidder de samme kvaliteter, som Merckx gjorde, men han mangler stabiliteten. Merckx havde et fantastisk hold, men hvis det svigtede, så klarede han altid selv ærterne. Han var en suveræn sportsmand, som var den bedste i den periode, hvor jeg var i feltet, men man kunne aldrig mærke det på ham. Han var nede på og enorm fokuseret, når han sad på cyklen. Han står for mig som den bedste rytter igennem tiden,« fortæller Leif Mortensen.