Print artikel

At cykle med djævelen

Fra Oleg Tinkovs instagram-profil
Feature
20.10.16
Som dopingskandaler og finanskrise skræmte mange af de store virksomheder væk fra cykelsporten i 00’erne, er en ny type sponsor så småt ved at dukke op. Skøre russere og rige oliesheiker frister med deres store budgetter, men de er ikke et ufarligt bekendtskab. Bjarne Riis har på nærmeste hold oplevet de pengestærke ejeres indtog i cykelsporten – et indtog, som har givet nye muligheder, men også skabt dilemmaer af faustiske dimensioner.

Da Bjarne Riis i 2013 solgte sit livsværk, sit cykelhold, til den russiske rigmand Oleg Tinkov, var han under pres fra flere sider. Han led af tilbagevendende depressioner, han havde ikke formået at finde en ny hovedsponsor til sit hold, og samtidig var antidoping-myndighederne i gang med en efterforskning, der skulle klarlægge, hvor meget han, Bjarne Riis, som holdejer havde vidst om det omfattende dopingmisbrug på Team CSC, som det hed dengang.

Men der var andre overvejelser, der var med til at forme den tidligere Tour de France-vinders beslutning. Salget skulle være med til at sikre cykelholdets stabilitet og tilføje de nødvendige ressourcer, der skulle til for at løfte ambitionerne yderligere, fortalte han på pressemødet og antydede, at der var en højere mening med galskaben. Køberen Oleg Tinkov, som allerede var involveret som sponsor, var en begejstret karakter men hverken nem at arbejde sammen med eller gøre tilfreds, hvilket kun blev tydeligere, som processen skred frem. Bjarne Riis håbede dog på at få lov til koncentrere sig om det sportslige arbejde med rytterne uden for mange indblandinger, mens selve holdejerskabet til gengæld kom på russiske hænder og nu skulle hedde Tinkoff-Saxo i stedet for Saxo-Tinkoff.

Der var store smil, da aftalen blev skrevet under, og med de nye midler kunne man endda hente storrytteren Peter Sagan til holdet. Men med en Tinkov, der kun fulgte sine egne regler, var uoverensstemmelserne efter kun lidt over et år imidlertid blevet så store, at der ikke var nogen vej tilbage. Det blev til en grim skilsmisse mellem russeren og Bjarne Riis, der blev suspenderet og senere fyret som sportsdirektør. Der var mange rygter om, hvordan det var kommet så vidt, men i manges øjne var det det uundgåelige, der var sket. Riis måtte forlade sit hold og var på ubestemt tid dømt ude af den professionelle cykelsport.

Den russiske djævel

»Det er tid til at lægge legetøjet tilbage i æsken«, sagde Tinkov til journalisterne med et skuldertræk, da det stod klart, at Tinkoff-holdet måtte lukke efter denne sæson. Den kontroversielle Tinkov havde i sin tid som holdejer ladet sig styre af pludselige indskydelser og følelsesudbrud, og den endelige beslutning om at lukke holdet virkede ikke til at være noget, han havde ligget vågen om natten over. Det samme gjaldt sandsynligvis ikke for Bjarne Riis, der nu må se til fra sidelinjen, som hans gamle hold spredes for alle vinde, mens han selv må vente mindst et år endnu, før han kan være tilbage på cykelsportens højeste niveau.

Selvom Tinkov var pengemanden i foretagendet, er spørgsmålet alligevel, om Bjarne Riis i virkeligheden betalte den højeste pris, da han skrev under med russeren. Salget indbragte en masse penge og gav umiddelbart uendelige muligheder for at sammensætte et drømmehold, men endte med at koste Riis livsværket, og han blev forment adgang til cykelverdenens absolutte top. Er verdens største korkprop, som Bjarne Riis bliver kaldt, sunket til bunds for at blive der?

Som en cykelverdenens Faust er Riis nu helt afskåret fra den succes, som han på en gang drømte om og ikke kunne få nok af. Han indgik en aftale med Tinkov i jagten på den ultimative hæder, selvom det betød, at han ikke længere stod som ejer af holdet på papiret. Han ville opnå det, han ikke kunne i kraft af sig selv. Ligesom Faust i sidste ende måtte drage til helvede efter at have solgt sin sjæl til djævelen i bytte for overnaturlige evner og et liv fyldt med magt, rigdom og anerkendelse, så lagde Riis sin karriere i hænderne på Tinkov i bytte for kontanter og muligheder.

Oleg Tinkovs instagram-profil

Det har bestemt ikke været nogen hemmelighed for Riis, hvad han gik ind til. Det er bare at tage et kig på Tinkovs Instagram-profil. Kontoen er fyldt med billeder af dyre vine, kaviarburgere, bikiniklædte kvinder og med en excentrisk Tinkov i midten af herlighederne. Livet er en stor fest derinde. Vi er til bal med Mefisto med kridhvide lokker (når de ikke er pink). Men for Riis var Instagram-kontoen måske ikke en afspejling af Tinkovs hedonistiske tilbøjeligheder. For Riis var de mange billeder måske slet ikke et vindue til Tinkovs væsen. I stedet så Riis måske rigdom, eventyr og adrenalinsus, når han swipede sig igennem kataloget over Tinkovs excentriske påfund. Han blev måske blændet af sin egen forfængelige karrieredrømme og personlige ambitioner, når han stirrede på sin mobiltelefon, og ignorerede, hvordan Tinkovs opførsel stod i skærende kontrast til cykelrytterens asketiske livsstil. Tinkovs luksusliv er måske ikke overnaturligt i cykelverdenen, men så i det mindste unaturligt.

Man siger, at djævelen ikke har adgang til et hjem, med mindre man selv inviterer ham indenfor. Men det er ikke kun Bjarne Riis, der har lukket djævelen ind. Cykelsporten som sådan har også været præsenteret for en kolossal fristelse, og står i disse år over for en udvikling, som måske ikke kan vendes, når pagten først er skrevet under. Det handler om, hvor pengene kommer fra, og cykelsportens nye velgørere er ikke nogen, man skal vende ryggen til for længe af gangen.

Prinsen fra Bahrain

Da de store sponsorer trak sig ud af cykelsporten som følge af dopingsagerne (Telekom, Rabobank) og siden den økonomiske krise (Euskatel-Euskadi), kom der med tiden nye til. Men denne gang var det anderledes. Pengene kom ikke fra kommercielle foretagender men fra velhavende individer eller konsortier (Astana, Katusha, Tinkoff). Næste sæson ser et nyt storhold, Bahrain Merida, dagens lys, og måske er det ikke så overraskende, at Bjarne Riis blev sat i forbindelse med netop dette projekt tidligere i år.

»Bahrain Merida will inspire, race hard and look elegant«, lyder det fra gruppen, som håber på at kunne iscenesætte Bahrain som en af verdens sportsnationer. Bahrain Merida er bygget op omkring den tidligere Tour de France-vinder, italieneren Vincenzo Nibali, der efter sigende har fået carte blanche til at samle sin egen gruppe af folk. Med den unge Prins Nasser bin Hamad Al Khalifa i spidsen er det lykkedes at samle et konsortium bestående af forrentningspartnere fra Bahrain, der kommer til at sponsorere holdet sammen med den taiwanesiske cykelproducent Merida.

Nasser bin Hamad Al Khalifa på instagram
Nasser bin Hamad Al Khalifa på instagram

Prins Nasser bin Hamad Al Khalifa selv bliver beskrevet som en sand elsker af sport, og han iscenesætter sig selv som den sporty type, der dyrker triatlon, ridning, boksning og selvfølgelig landevejscykling. Sport giver alskens kapital, også i Bahrain, og etableringen af det kommende cykelhold ligner i den forbindelse et stort opsat, personligt prestigeprojekt, der skal få både Bahrain og prinsen til at tage sig godt ud i en international sammenhæng.

Det er ikke overraskende, at et nyt storhold kommer netop fra Mellemøsten, hvor der i disse år bliver postet mange penge i dyre sportsgrene som Formel 1, fodbold og netop cykling. I år blev verdensmesterskaberne i landevejscykling afholdt i Qatar, og man måtte rykke begivenhederne frem til oktober på grund af de høje temperaturer i området. Og om lidt køres der Abu Dhabi Tour, som til næste år rykker op i World Touren efter at have eksisteret i kun tre år. Løbet tiltrækker allerede nu store navne som Alberto Contador, Vincenzo Nibali, Greg Van Avermaet og Mark Cavendish.

Men cykelsportens involvering med de olierige stater i Mellemøsten bliver mødt af kritik fra flere menneskerettighedsorganisationer. Blandt andet er Prins Nasser bin Hamad Al Khalifa anklaget for personligt at have tortureret en række atleter og sportsfolk, der blev tilbageholdt i forbindelse med prodemokratiske demonstrationer for et par år tilbage, hvoraf mange af dem stadig sidder fængslet i dag.

Det var netop med Bahrain Merida-projektet, der på dette tidspunkt endnu ikke havde fundet sin faste form, at Riis blev kædet sammen. Var han på udkig efter en sportsdirektørstilling, eller skulle han bruge penge til at købe Tinkovs licens tilbage? Det blev under alle omstændigheder ikke til noget. Han har senere sagt, at han tøvede omkring Bahrain-setupet. Måske var det udsigterne til at skulle stå til regnskab over for en lunefuld olieprins, der i sidste ende gjorde det til en for farlig aftale at indgå? Eller havde Riis alligvel moralske skrubler over det etiske fundament, projektet var bygget på.

Vejen til frelse

Læser man Johann Wolfgang von Goethes tragedie, er Faust en noget mere kompleks skikkelse, end det er tilfældet i det oprindelige folkesagn, som er ren syndefaldsfortælling. Ifølge Goethe er Faust nemlig ikke grundlæggende syndig, men der er en fortvivlelse hos Faust, der ender med at gøre ham moralsk ambivalent. Goethe er ude i et opgør med oplysningstidens rationalisme, hvor den menneskelige fornuft har gjort det spirituelle overflødigt, hvilket skaber et moralsk vakuum hos mennesket. Kontakten til det spirituelle er gået tabt, folk synes at være styret af fornuften i stedet for at stræbe efter en dybere og måske mere guddommelig indsigt, og der er ikke plads til andre måder at forstå verden på. Men Faust-figuren repræsenterer hos Goethe det modsatte synspunkt, en tro på, at det er muligt at finde en ny vej gennem en subjektiv erfaring af det guddommelige i naturen. Individet er nødt til at finde tilbage til de sande kvaliteter for at blive fuldendt.

Hos Bjarne Riis gælder det, at han har været i stand til at omfavne det sande og cykelsportens rene følelser, som efterhånden er ved at blive glemt i watt-målere og dopingjageri. Som den komplekse Faust-figur, har han gennem hele sin karriere både som rytter og som holdejer vist en utrolig stræbsomhed, men også en villighed til at prøve alt. Da han stillede sig i spidsen for Team CSC tilbage i år 2000 var det med ambitionen om drive cykelhold på en ny måde. Mange af de ting, han satte i gang, som ingen havde noget tilovers for, er nu blevet inkorporeret i de store holds filosofier, og han har i det hele taget sat sit præg på moderne cykelsport.

Sammen med erhvervsmanden Lars Seier Christensen har Bjarne Riis nu overtaget kontinentalholdet Team Trefor, der er blevet omdøbt til Team Virtu Pro-Veloconcept, og som skal fungere som et udviklingshold for et muligt senere WorldTour hold. Ifølge Riis og Seier er der tale om en ny og innovativ måde at tænke cykelholdsdrift, hvor de vil være i stand til at generere flere penge på egen hånd og dermed kan skaffe det økonomiske grundlag, som Bjarne Riis har savnet. Det skal være vejen tilbage til den professionelle cykelsport, som han mistede efter sin pagt med Oleg Tinkov.

Hos Goethe er den evigt stræbende Faust ikke fortabt. Han bliver taget til nåde, også af Gretchen, som han har forført og forladt i første del. Goethe dømmer ikke Faust for hans videbegær, men frelser ham i sidste ende fra den djævelske pagt med en skare af engle. Men kan cykelverdenen, på samme måde tilgive Riis? Og hvad hvis frelsen udebliver? Er det faustiske snarere et tragisk grundvilkår? Det moderne menneskes forbandelse? Som Mefisto afslører over for Faust, så er de og alle os andre allerede i helvede, fordømt for evigt sammen med Lucifer. Om Ørnen fra Herning kan genopstå denne gang, må tiden vise. Sidste kapitel i beretningen om verdens største korkprop er helt sikkert ikke skrevet endnu.