Print artikel

Cykling som smertefuld forestilling

Et udsnit af den 24oo meter lange pavé mellem Warlaing og Brillon, der er en del af ruten i Paris-Roubaix
Cykling er forestillingen om ensomhed. Man cykler, fordi man vil være sig selv. Her er det Fausto Coppi, der er alene
Essay
14.05.14
Er motionscyklingen en reaktion mod det bestående eller selve inkarnationen af det moderne, en fetichering af smerten, hvor tilskueren spejler sig i rytterenes brutale kropskultur? Cykelsporten er eksploderet, og Victor Boy Lindholm giver sit bedste bud i et limbo mellem kost, skader og Roland Barthes’ mytologier.

Urbanisten og sociologen Henri Lefebvre sagde engang i 1900-tallet, at kroppen var en skole for helbredet, kroppen er ikke tempel, kroppen er lærdommen om et længere liv. Dette er måske noget, der gælder for 10’ernes crossfittere og fitnessuniverset, for de indelukkede lokaler og pligtopfyldende tvangsmotionister. Her ramte Lefebvre noget helt essentielt ved vores samfund. Kroppen er en skole, hvor den formes i en effektiv ramme. Når den ikke er fed, så er den ikke dyr, så belaster den ikke samfundet. Det monotone samlebåndsvægtløft er en skoling af kroppen. Den skal være stenalder, den skal lære i smerten at gøre som Sundhedsstyrelsen siger.

Det er maj. De tre store brostensmonumenter er overstået. Forårets absolutte højdepunkter inden for landevejscykling er afgjort. Outsideren Niki Terpstra tog sejren i Paris-Roubaix og veteranen Fabian Cancellara vandt i Belgien. Brostensklassikerene er det absolutte zenit for smerte, når der snakkes endagsløb, det er brækkede kraveben og Tom Boonen på kokain. Knæskaller mod brosten og tynde kroppe, der slynges ind i hinanden i vanvittige styrt. Man valfarter til brostenene for at se disse afpillede mænd slide deres trikoter til blods. Man dyrker smerten, som en slags pirrende konstruktion. Det er dem, der lider, og os der nyder. Dette har været et grundelement i cykling som tilskuersport, men forholdet er ved at tippe.

Saxo-bank bosserne Kim Fournais og Lars Seier Christensen, der i 2014 er hovedsponsor af Bjarne Riis’ cykelhold, erklærede i efteråret 2013, at cykling er det nye golf:

»I dag er cykling mere populært end golf i den finansielle sektor. Hedge fund managers, mæglere, likviditetsudbydere og investorer har taget cykelsporten til sig på et helt andet niveau end tidligere

Motionscykling er boomet det seneste tiår. Det er mediebranchen og pengemændene, der på rumskibe af carbon har indtaget landevejen. Cykelforretninger med navne som Hellerup Cycling Culture er blevet grundlagt, og strandvejen summer af liv, når solen står ned i Øresund. Der barberes ben og der sammenlignes tanlines. Det er det professionelle liv, der imiteres. Op og ned af strandvejen i uendelige gentagelser, hvor man skriver sig ind i en moderne forestilling om mennesket og maskinen i en mekanisk fuldendelse. På cyklen bliver manden maskinen og maskinen mennesket, det er historien om begæret efter menneskelig mekanisering. En slags udødeliggørelse i mekanikken, hvor mennesket kan destilleres ned til det grundelement, der kalder sig sportsmand. Man er med i historien om smerten i pedalerne. En historie hvor cyklingen som fortælling og mytologi har vist sig ideel, da den besidder det franskmanden Roland Barthes beskrev som sikre essenser.

»Løbet er en usikker strid mellem sikre essenser: naturen, sæderne, litteraturen og elementerne sætter efterhånden disse essenser i forbindelse med hinanden: på samme måde som atomer nærmer de sig hinanden, hager sig fast og frastødes og af dette spil opstår vores epos.«

Som tilskuer ser man mennesket mod naturen, den dopede cyklerytter i kamp mod reglerne, den heroiske skikkelse, der skriver sin litteratur mod Belgiens brosten. Den faldne stjerne med asfalten langt ind i blodet. Cykling er som skabt til metaforer. Det er sportens forestilling.

Cykling besidder dog ikke det, der findes i holdbaserede sportsgrene. Cyklingen befinder sig i smertens individuelle land, men på afstand af den skolede smerte, der findes i motionscentrene. Cyklingen er langt fra den sunde krop, cyklingen dyrker den udmattede, afmagrede, pillespisende krop. Cykling er askese på smertestillende, ude af kontrol med den normaliserede sundhed og skønhed. Cyklingen er sin egen forstyrrede anoreksi.

Cykling er forestillingen om ensomhed. Man cykler, fordi man vil være sig selv. Her er det Fausto Coppi, der er alene

 

Spørgsmålet er så bare hvorfor? Hvorfor cykler jeg?

Cykling er anti-by, en slags tilbagetrækning fra den moderne bykultur, der baserer sig på elektroniske relationer. Hvis moderniteten i dag er funderet på elektronik og mobilitet, repræsenterer cyklen den sidste del. Den er forestillingen om, at det er muligt at komme væk fra noget.

Cykling er antikropsæstetik. Det er tynde arme og tykke ben. Det er sukker, ikke protein. Det er det glatte ben, ikke det maskuline bryst. Cykling er bevægelse mod en smerte, den repræsenterer tid, og der er ingen vej væk fra nogen af delene. Kroppen er ikke smuk, den er brugbar. Det er knoglen, ikke musklen.

Cykling er forestillingen om ensomhed. Man cykler, fordi man vil være sig selv. Man er langt væk fra byen, det er ikke motionen, det er afstanden, det er afskærmningen fra det sociale, der dyrkes. Man er væk fra relationerne i den smerte, der findes i benene, i kroppen og i sidste ende i hovedet.

Cykling er modernitet. Det er den mekaniske maskine, det er apotekerens pilletrilleri, cognac og amfetamin, der var 40’erne og 50’ernes hyppigste dopingmiddel. Det siger ikke stenalder eller raw food, det siger futurisme og kulhydrat. Cyklingen er overflodens sportsgren.

Ovenstående er selvfølgelig alt sammen negationer. De er myter om cyklingen, om bomuldstrøjer og læderfedt. Metal, der spejler sig i solen, og blodet, der løber dopingtykt om anklen. For de fleste handler cykling om frisk luft og dejlige timer med kammeraterne. Men cykling er en dybt konservativ KULTUR. Her er versalerne helt intentionelle, fordi de myter Barthes skrev om, der drejede sig om Tour de France stadig gælder i dag. Tingene har bare forskubbet sig.

Barthes var ingen sportsmand. Få franskmænd kunne vel i 50’erne kalde sig egentlige sportsmænd, og den besættelse af kroppen, der tydeligst ses i Danmarks motionscentre, var ikke på samme måde til stede. Egentlig er der jo ikke nogen forskel på den motion, der dyrkes i Fitness World, og den der dyrkes på landevejen. Det handler om kontinuitet og puls. Dette deler de begge to. Men for en romantiker er cyklingen og dens smertekultur det, der skiller den fra sveden i spinningrummet, fra instruktørens hæslige musiksmag. Forestillingen om en delt verden i smerten er det, der tiltrækker ved landevejen. Det er de mekaniske dele, frygten for punkteringen, for elementerne, at være i regnen, at sidde i solen, solskoldningen og kulden er en del af det hele der hedder cykling og ikke fitnessmotion.

Fra at det er Barthes’ myter, der finder vej til tilskuerne, er det nu tilskuerne, der som udøvende motionister forsøger at skrive med på myterne. Motionisten vil være fri for træningscenterets fire vægge, han eller hun vil være ensomhed.