Tyngde og timing

Håndbold er et spil, der først og fremmest handler om tyngde. Der findes ud over brydning og styrtløb næppe en sportsgren, hvor udøverne læner sig så meget, som de gør i håndbold. Netop tyngden, og ikke mindst evnen til at docere den, er en nøgle til at forstå Danmarks flotte spil ved det igangværende VM i Egypten.

Alt, hvad der foregår i en håndboldkamp, kan betragtes som et forsøg på enten at opnå eller bryde tyngde. At det angribende hold forsøger at opnå nok tyngde til i sidste ende at tvinge bolden ind over målstregen, mens det forsvarende hold forsøger at modstå eller bryde denne tyngde, virker åbenlyst. Men finessen i håndbold er, at for at opnå tyngde, må man også bryde den gennem finter, screeninger, overgange o.s.v. Det skyldes et essentielt benspænd for det angribende hold, nemlig reglen om angrebsfejl. Reglen om angrebsfejl betyder, at man ikke blot kan bruge en overlegen fysik, – en større kropslig tyngde, – til at gennembryde forsvarets mur.

Man kan ikke angribe med en rambuk, men er derimod nødt til at udsende trojanske heste, der skal narre forsvaret. Spillere med så forskellig fysik som den 206 cm høje og 106 kg tunge stregspiller Bence Bánh