Print artikel

Plebejerprinsen

Bendtner scorer mod Irland. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Kritik
17.11.19
Det er blevet sagt, at ingen er forpligtet udover sine evner. Men i tilfældet Nicklas Bendtner lader det ikke til at gælde.

For fodboldinteresserede er Nicklas Bendtner interessant, fordi han er en helt utroligt god fodboldspiller. Derfor er det også spændende at læse om hans oplevelser på stadioner og træningsbaner i nogle af Europas bedste klubber med nogle af verdens bedste spillere og ikke mindst trænere. Eksempelvis hans betragtninger om Arsène Wengers og Morten Olsens trænerevner og ledelsesstil. Hans fortællinger om, hvad der får et kollektiv til at virke eller hans vurdering af en træners evner til at få bestemte psykologiske profiler til at præstere er spændende læsning. Men det er også den type læsning, man forventer af en fodboldbiografi. Og her er Nicklas Bendtners og Rune Skyum-Nielsens Begge sider deroppe med andre læseværdige fodboldbøger. Stig Tøftings No regrets, David Nielsens bekendelsesrasende Sorte svin, Erik Rasmussens mærkelige mea culpa-bog om sin tid i AGF og selvfølgelig bogen, alle fodboldbiografier skal måle sig op imod, Zlatan Ibrahimović' Jeg er Zlatan.

Men det, der gør Bendtners bog rigtig interessant, er hans mærkelige status i Danmark som udskældt og elsket, forhadt og feteret. For man kunne mene, at Bendtners karakter og hans landsmænds syn på samme rummer en større historie om vores land. For hvordan kan det være, at en fodboldspillers udsvævende liv og sportslige op- og nedture kan fylde så meget i nationens bevidsthed? Svaret, vil jeg være tilbøjelig til at mene, kan findes i det faktum, at Bendtners karakter stryger en hel del mennesker imod hårene og får den danske nationalpsyke til at dreje forvirret rundt og ikke rigtigt vide, hvilket ben den skal stå på. Her kunne man finde den gamle traver om Janteloven frem, men der lader til at være mere på spil. I Sverige taler man om ”mere Zlatan, mindre Jønsson” som en måde at beskrive en længsel, og måske nagende selvindsigt, efter mere sprudlende karaktertræk hos landets indbyggere. I Danmark gør det samme sig måske gældende. Det er klart, at det er en indgroet del af dansk kultur, at vi hylder folk for at være almindelige og tager afstand til dem, der ikke er det.

Lad os tage kronprins Frederik som eksempel. Kronprinsen elsker en velskænket fadøl og en god koncert med stadionrock ligesom alle andre. Og så er han vild med sport. Han er ikke bare en entusiastisk udøver, han står også ivrigt og klapper, når danske atleter er i ilden til OL. Og han følger det gerne op med en varm krammer, hvis de hiver en bronzemedalje med hjem til kongeriget. Derfor er det heller ikke overraskende, at kronprinsen vælger at fejre fødselsdag/hylde sig selv ved at gøre det mest almindelige, man overhovedet kan gøre i Danmark: løbe en kort tur.

Hans far var der ikke meget folkeligt over. Af Ekstra Bladet udråbt til Kong Henrik, og af den humoristisk anlagte del af folket elsket for sin excentriske tøjsmag og helt igennem royale smag for fois gras, jagt, dyre vine og andre levemands- og overklassemarkører. Ligesom Nicklas Bendtner. Af flertallet afskyet på grund af netop det, hvilket jo kan virke paradoksalt, når det allermest centrale i jobbeskrivelsen for en prins, er at være noget exceptionelt. At være blandt de meget få i meritokratiet, der er født til sin position. Det omvendte gør sig gældende for Nicklas Bendtner, han er født på Amager, hvor hans far havde en usuccesfuld skomagerbiks, men voksede op og blev Danmarks største angrebstalent med en exceptionel tro på egne evner og en eksklusiv smag for hvid Bourgogne og Londons dyreste hotelsuiter.

Kronprinsen virker kort sagt til at være ligeså almindelig som alle os andre plebejere, og alligevel er han elsket og beundret af de fleste danskere. Bendtner mødes med modvilje og skadefro hån, når han fejler. Men umiddelbart virker Nicklas Bendtner ligeså kvalificeret som Frederik til at være konge i Danmark. Begge er en slags plebejerprinser. Bendtner fordi han er nyrig knægt fra Amager, der blev et navn på den internationale scene. Frederik fordi han formelt er prins, men i sin karakter er almindelig. Det ville i det mindste stensikkert være sjovere med Bendtner på tronen. Han kan alt det som Prins Henrik kunne. Være exceptionel, ekstravagant, og så besidder han nogle unikke evner. På den måde er Bendtner den omvendte kronprins Frederik, der gør det modsatte af, hvad folket forventer af ham, og således bliver det endnu mere mystisk, hvordan antipatiens vinde blæser.

På den måde er Bendtner den omvendte kronprins Frederik, der gør det modsatte af, hvad folket forventer af ham, og således bliver det endnu mere mystisk, hvordan antipatiens vinde blæser.

Den tyske filosof Imanuel Kant skriver et sted, at ingen er forpligtet udover sine evner, men spørgsmålet er, om det altid er rigtigt. For overfor hvem er man forpligtet og af hvad? Det lader til, at særligt den danske sportspresse og en ikke uvæsentlig del af den danske befolkning, har rettet en besynderlig skuffet vrede mod Nicklas Bendtner. Han har langtfra fået nok ud af talentet lyder det som regel, eller mere direkte: han har pisset en gudgiven gave væk. Men hvem skylder hvem hvad? Mange danskere lader til at mene, at Bendtner skylder os noget. Eller måske er de skuffede over alt det, det ikke blev til med Bendtner. At hans evner netop forpligtede ham.

Ingen tvivl om, at Nicklas Bendtner har lavet en masse andre veldokumenterede fejl. De er mest gået ud over Bendtner selv og indirekte os andre, da mange flotte mål ikke er blevet scoret på grund af dem. Ingen ved det bedre end Nicklas Bendtner selv. I Begge sider viser han, at han besidder mere selvindsigt end de fleste. Det er både en traditionel fodboldbog om alle de gode mål, der blev scoret, men i ligeså høj grad en bog om alle de mål, der ikke blev scoret. Det ærgrer ham selvfølgelig, og gennem bogen fortæller han generøst om alt for meget fest og druk, alt for mange dårlige beslutninger, der har ført til, at han ikke fik den karriere både han og alle os andre drømte om, da han kom til Arsenal som teenager. Det er egentlig besynderligt, at folk føler, at de har ret til at kræve succes af en der har et stort talent. Måske er det den protestantiske etik, der også prægede Kant, som her slår ud: ikke sjaske tingene væk, altid få mest muligt ud af det du har. En slidsom bonde-logik, der åbenbart ligger dybt i os.

Mange danskere lader til at mene, at Bendtner skylder os noget. Eller måske er de skuffede over alt det, det ikke blev til med Bendtner. At hans evner forpligtede ham.

Men ærgrelsen over, hvor smukt det kunne havde været, kan man bestemt godt dele uden at være moraliserende skuffet. Igen og igen viser bogen, hvordan det kunne være gået, hvis en beslutning, en skade, en træner, eller en medspiller havde været anderledes. Tænk eksempelvis på den middelmådige hollandske angriber Bas Dost, der mirakuløst scorer på samlebånd og holder Bendtner på bænken i Wolfsburg, lige som det er begyndt at lysne. Eller den skade han fik i Juventus, da han endelig var kommet ind i et sundt miljø og hvor han i et mindeværdigt afsnit i bogen lærer at smugryge af de tilsyneladende flinke legender Gianluigi Buffon og Andrea Pirlo. I Juventus oplever Bendtner accept, livsglæde og tryghed, der er alt andet end den engelske kultur, som åbenbart ikke var god for ham. Den største fejl Nicklas Bendtner har lavet i sin karriere, var derfor ikke at tage imod det kontrakttilbud han fik af Juventus i 2013. Det er oplagt at spekulere i, hvordan karrieren kunne have gået. Eksempelvis forestiller jeg mig, at hvis landstræner Åge Hareide havde taget Bendtner med i sin VM-trup til Rusland, ville han havde scoret et glimrende mål i ottendedelsfinalen mod Kroatien, der sparkede Danmark i kvartfinalen. Det står alle frit for at drømme om, hvad der så kunne havde været sket, men det er ikke utænkeligt, at det ville havde gjort Nicklas Bendtner til konge af Danmark.