Print artikel

Vi er danskerne

Christian Eriksen fejrer en scoring
Reportage
09.10.17
Efter en skuffende start på VM-kvalifikationen fik fodboldlandsholdet tilkæmpet sig en plads i playoff-runden. ATLAS' udsendte var til Danmark-Rumænien for at se sin første landskamp live, og for at opleve det rød-hvide fællesskab i Parken.

Vi møder Christian lige efter kampen. Han står sammen med sin ven fra Odense ved den mobile Tuborgbod. Han har et shot i sin øl, og drikker det, da vi kommer hen til boden. Han er ikke glad. Han har virkelig dårlig samvittighed. Han er overbevist om, at aftenens uafgjorte resultat er hans skyld. Han tog sejren over Rumænien for givet, og det vil han gerne sige undskyld for, at han ødelagde aftenen for alle. Det er selvfølgelig overtroisk og en lille smule meningsløst, men også en smuk gestus. En spontan ansvarsfølelse for vores fælles ve og vel. Christian er i fuldt dress. Landsholdstrøje, halstørklæde og fadøl, og jeg står hurtigt ud. Jeg har intet rødt/hvidt på, og jeg bliver hurtigt spottet af en tilfældig forbipasserende mand, der løber over til mig og råber »Vi er danskerne«, mens han prikker mig i brystet, og spørger om jeg er rumæner. Manden kan bedst beskrives som rockerlignende, og det samme gør sig gældende for resten af hans slæng. Derfor er der også stille et øjeblik, indtil manden griner, krammer mig og kaster et halstørklæde om halsen på mig: »Så, nu er jeg sikker på, at du er dansker.«

Men her er jeg. Til min første landskamp nogensinde.

Jeg har aldrig været til landskamp. Sidste gang jeg var i Parken, har været omkring 2007 til en tilfældig FCK-kamp, som de tabte, og hvor stemningen på Nedre C var lettere aggressiv. Jeg må sige, at jeg indtil i dag aldrig har forstået fodbold. Jo, som sportsgren, men ikke dette altomsluttende fænomen, der rydder forsider og som for en udenforstående virker - ja - en smule overdrevet. Men her er jeg. Til min første landskamp nogensinde.

Ude foran stadion er der folkefest. Det er den eneste måde at beskrive det på. Folk valfarter til fra alle indfaldsveje. Unge mænd i rød/hvide kapper synger nationalsangen for fuld hals. Ved en bar sidder en gruppe rumænere med Jack Daniels og cola. Der står på Ultras på deres ryg. Og min ledsager i aften siger, »at dem kunne du sikkert godt få et par på hovedet af.« Men stemningen er ikke ladet med vold, den er ladet med en fjollet glæde. På en græsplæne danser en gruppe mænd rundt i Dannebrogsjakkesæt foran en lille scene sponsoreret af Carlsberg, hvor bandet underholder med Danser med drenge kun afbrudt af skåltaler, der skal gøres os klar til kampen. På et tidspunkt leder forsangeren en fællessang, hvor vi naturligvis synger Der er et yndigt land. I et telt er der hængt et banner op: #Vierdanskerne.

Det, der overrasker mig allermest, er den fuldstændigt uironiske tilgang til fællesskabet. Folk er helt oprigtigt spændte, og da nationalmelodien brøles ud på et udsolgt stadion af 36.000 mennesker, er det umuligt ikke at føle suget. Vi sidder på B1. Det vil sige på den nederste del af den øvre tribune, og udsigten til spillet er ideel. Projektørerne og den skærende grønne bane får én til at glemme, at det er efterår. Det er smukt. På en helt grundlæggende måde er det smukt med alle disse mennesker samlet på et sted, på samme tidspunkt, med samme formål. Og måske er det oplagt, at det altid har været sådan, men det er noget helt nyt for mig, og et eller andet i mig begynder at forstå. Jeg husker spillernes navne, synger med på sangene, og da Christian Eriksen scorer på et tvivlsomt straffespark, springer jeg op helt uden at tænke over det. Jeg er grebet af følelsen, og der er ikke andet at sige, end at det er en eufori, der er god at træde ind i. Kampen bølger frem og tilbage, og mest på midten. Spillet er kørt fast, og på mange måder er kampen lige så grim som 1-0 sejren mod Montenegro. Jeg ved ikke, om man kan kalde den spændende, men det er også ligegyldigt. Der er en kraft i at være her, en fuldstændig spontan følelse af samhørighed, som naturligvis er en slags fortryllelse, som kun hører til i timerne omkring kampen. Da Rumænien højest overraskende får udlignet, ruller en bannerreklame op for Carlsbergs sport bag målet: #Tropådet. Under normale omstændigheder ville jeg læse dette udtryk med en grad af ironi, som et hånligt fnys, tro på det. Men her, vil jeg tro på, at sejren stadig er mulig, at troen på denne aften kan forløses i sejrsrus. Desværre mangler landsholdet de marginaler, der har givet Danmark troen tilbage på landsholdet, og stemningsskiftet er markant, da dommeren fløjter. Folk er nervøse: Hvad betyder det? Er vi i play-off? Kan vi stadig nå at vinde puljen? Jeg forstår ingenting af dette sindrige system af point og puljer, og jeg ved ikke, hvad der skal ske, da vi går ud og forlader stadion.

Til sidst giver han os en krammer, siger, at han sagtens kan banke os, for derefter at give os et kys
 

Det er her vi møder Christian. Den slukørede fan fra Fredericia, og det er her, jeg bliver klædt i mit Danmarkshalstørklæde. Jeg er, indrømmet, ret fuld på det her tidspunkt, og det bidrager formentlig til mit dedikerede engagement i den efterfølgende fest på Central Park, hvor jeg var til 2.g-galla i 2009. Mændene, som giver mig halstørklædet, hænger ved, og vi glider ind og ud af samtaler, der kulminerer i en snak om loyalitet, hvor vores Lars Seier look-a-like af en samtalepartner kysser sin to meter høje nakketribaltatoverede ven for ligesom at vise, hvad loyalitet er. Han har tatoveret »fresh« på knoerne. På en eller anden måde bliver hans loyalitet over for sine venner til en metafor for loyalitet over for landsholdet: Man må elske dem med kærlighed. Til sidst giver han os en krammer, siger, at han sagtens kan banke os, for derefter at give os et kys.

Vi rykker indenfor på Central Park. Situationen kan bedste beskrives som en afterskifest med dertilhørende unge mænd i bare maver, der danser på podiet, mens en mærkelig blanding af midaldrende mænd, der har fri dagen efter, bedstemødre og kvinder med kort farvet hår danser rundt i et pløre af fadøl, drinks og cigaretskodder. Vi deltager faktisk i det her virvar, hvor voksne mænd omfavner hinanden og kys uddeles spontant i baren. Et sted i mængden render en eller anden teenager rundt og udgiver sig for at være Gulddreng, og det er egentligt det eneste, der ødelægger aftenen, fordi han så tydeligt står udenfor festen. Han render rundt, og får taget selfies med naive unge, der er lidt for fulde til at gennemskue joken, og det er her fortryllelsen bliver brudt. Fællesskabet er væk. Han er ikke her til festen for det, vi deler i aften, han er her for sig selv, og hans eget behov for opmærksomhed. Et øjeblik var blikket rettet væk fra individet og ud i det fælles rum. Og pludselig tror jeg på det. Jeg forstår det.