Vi er danskerne
Vi møder Christian lige efter kampen. Han står sammen med sin ven fra Odense ved den mobile Tuborgbod. Han har et shot i sin øl, og drikker det, da vi kommer hen til boden. Han er ikke glad. Han har virkelig dårlig samvittighed. Han er overbevist om, at aftenens uafgjorte resultat er hans skyld. Han tog sejren over Rumænien for givet, og det vil han gerne sige undskyld for, at han ødelagde aftenen for alle. Det er selvfølgelig overtroisk og en lille smule meningsløst, men også en smuk gestus. En spontan ansvarsfølelse for vores fælles ve og vel. Christian er i fuldt dress. Landsholdstrøje, halstørklæde og fadøl, og jeg står hurtigt ud. Jeg har intet rødt/hvidt på, og jeg bliver hurtigt spottet af en tilfældig forbipasserende mand, der løber over til mig og råber »Vi er danskerne«, mens han prikker mig i brystet, og spørger om jeg er rumæner. Manden kan bedst beskrives som rockerlignende, og det samme gør sig gældende for resten af hans slæng. Derfor er der også stille et øjeblik, indtil manden griner, krammer mig og kaster et halstørklæde om halsen på mig: »Så, nu er jeg sikker på, at du er dansker.«
Men her er jeg. Til min første landskamp nogensinde.
