Print artikel

Inden vi djøfficerer fodbolden fuldstændigt

Ja, han var, men det er ikke pointen.
Essay
19.04.17
Presset for at fodbolddommere skal bruge video-gengivelser på banen øges efter slutspillet i Champions League. Fejlkendelserne har også været mange og afgørende. Men videohjælp vil ødelægge fodboldens sjæl. Fodbold handler ikke om retfærdighed, men om tragedie.

For et par år siden var jeg på vej hjem med min søn fra en af vores uendelige legeplads-besøg – vi havde spillet lidt fodbold, og jeg havde min Carles Puyol-trøje på. Puyol var nok min sidste fodboldhelt, mit sidste idol, mit sidste forbillede i det hele taget. Voksne mænd, fædre, kan ikke have forbilleder, de skal selv være det for deres egne børn. Barça var røget ud til Bayern München i semifinalen i Champions League blot få dage i forvejen i en med en Barça-fans øjne forfærdelig kamp, hvor Bayern München, der senere vandt turneringen, ydmygede den våbenløse hær med en samlet 7-0 sejr. Vi gik forbi en flok drenge, der fulgte mig vantro med øjnene, som vi passerede dem. Hvad lavede den gamle klovn dog? For en af dem blev det for meget. Han vendte sig om. »Hvorfor har du barça-trøje på, mand? De tabte jo.«

Jeg kom til at tænke på dengang og det salt, de gned i mit endnu ikke lukkede sår, da jeg lidt tung i hovedet efter den medrivende kamp mellem Real og Bayern, satte mig til at skrive dette essay om fodbold, sejr, tab og retfærdighed. Jeg nævner det også for at understrege, at det følgende på det bestemteste ikke er skrevet af en Real Madrid-fan, der godter sig over en ikke helt fortjent sejr. Faktisk er klubben mig så meget imod, at jeg per automatik ikke kan lide hold, der spiller i hvide trøjer. Nej, dette er et forsvar for fodbolden som sådan, og mit fundamentale argument er, at giver vi efter for det stedse mere intensiverede krav om brug af video i domsfældelser på grønsværen vil det fjerne noget meget vigtigt fra og for fodboldspillet. Ændre og muligvis helt ødelægge dets sjæl og betydning.

En kort opsummering. To afgørende mål, der endte med at knække Bayern, blev til på manglende kendelser for eller helt åbenlyse off side-situationer, og tyskernes chilenske midtbanegangster, Arturo Vidal, blev helt forkert smidt ud for et frispark, der aldrig burde være blevet dømt – mens hans madrilenske modstykke, Casemiro, gik fri, da han ret klart lavede sit andet frispark til gult kort. Det var ikke en fair sejr, og i nedlægget efter kampen var Preben Elkjær og Stig Tøfting ikke i tvivl. Det var ikke i orden, og nu burde man indføre video-foranstaltningerne. Et opråb, der siden er genlydt på Facebook og Twitter. I sig selv er det langsom gengivelse af diskussionen efter FC Barcelonas ufattelige remontada mod Paris Saint Germain hjemme på Camp Nou for en måned siden, hvor 0-4 blev vendt til 6-1 på en kombination af genialitet, held og en Suárez-schwalbe i straffesparkfeltet. Det var også uretfærdigt.

Så hvorfor ikke? Hvorfor ikke udrydde kilderne til de uretfærdige sejre, når teknologien åbner mulighed for det, og det allerede bruges i alt fra rugby til tennis og badminton?

For mig starter svaret på det spørgsmål med et andet spørgsmål. For den implicitte forudsætning her er, at den øverste værdi og mening i fodbold – og sport generelt – er retfærdighed. At fodbold skal være så retfærdigt som overhovedet muligt, og det vil i dag sige via øget brug af teknologisk faciliteret overvågning, hvor dommeren som en gud ophæver det at være indfældet i tid og sted og ser det hele igen og igen fra alle mulige vinkler. Men er det virkelig rigtigt? Handler fodbold ultimativt om retfærdighed? Trækker fodbold vejret i renfærdighedens æter, er fodbold etisk rent og purt?

Faktisk blev Real Madrids tyske spiller Tony Kroos spurgt af Die Zeit om netop det for nogle år siden. Svaret fra ham var ligeså kort, som det var ærligt – nej.

Det har han i mine øjne helt ret i. For mig at se handler fodbold om livet, og livet er ikke så retfærdigt som det kunne være. Her råder tilfældighederne og de utilsigtede konsekvenser. Her driver fejlene deres uretfærdige værk. Velfærds- og retsstat eller ej. Det skal fodbolden ikke skjule, men lade træde frem.

Udover at det vil føre til nogle meget irriterende spilstop, er hovedbegrundelsen, at det vil flytte fodbold fra at være, hvad det er, nemlig et spil, der bedre end nogen anden sport, måske cykelsporten undtaget, formidler menneskelivets tragiske vilkår, til at være noget, der afspejler en ideologi om sammenhængen mellem sejr og retfærdighed, mellem trofæ og moral. At vinderen altid også skal være den rigtige, moralske vinder. Men i fodbold skal den lille kunne vinde, den store skal kunne falde, vi skal kunne huske taberen, der spillede smukt, men tabte til kynikerne, som til gengæld glemmes. Vi skal se den oplagte favorit blive snydt for sejren. Bare engang imellem. For det er sådan livet er. Man er egentlig den bedst kvalificerede til jobbet, men ham med netværket tog det for næsen af én. Den visionære politiker blev udmanøvreret af hende, for hvem magten var alt og idéerne intet. Man blev fyret, fordi man var den ældste. Man havde ikke modet i det afgørende øjeblik. Eller man var heldig over al forstand. Vi er alle blevet ofre for uretfærdighed eller har draget en urimelig fordel af den. Og det er det, der gestaltes på en fodboldbane. Det er derfor, tror jeg, at fodbold optager folk verden over hinsides alt det, der skiller dem ad i øvrigt. Fodbolden siger noget sandt om livet - ikke mindst der, hvor det er fyldt med menneskelige fejl, hykleri, synd og snyd og generel uretfærdighed.

Et spil, der bedre end nogen anden sport formidler menneskelivets tragiske vilkår, til at være noget, der afspejler en ideologi om sammenhængen mellem sejr og retfærdighed, mellem trofæ og moral.

Det vil forsvinde, hvis fodbolden djøfficeres af kontrol, efterkontrol og registrering og invaderes af overvågningssamfundet. Og faktisk ser vi det allerede ske bare fra den modsatte side, hvor moderne trænere som tidligere FC Barcelona-træner Pep Guardiola forsøger at gøre fodbold til en matematisk videnskab, hvor tilfældet er udryddet og sejren garanteret bag et gitter af formler, automatismer og spilsystemer. Heldigvis ser det ud til at Pep og hans ideologi kommer til kort i disse år, hvor han milliarderne til trods ikke har kunnet finde vejen til avancement til kvartfinalerne og opefter i Champions League med Manchester City. Som journalisten fra den schweiziske avis Neue Zürcher Zeitung, Stefan Osterhaus, skrev for nylig:

»Det, der kommer til kort ved denne forståelse af fodbold, er accepten af spillet i høj grad er udsat for kræfter, som næsten ikke er til at kontrollere. En fodboldkamp kan være en komedie, drama og mysteriespil – nogle gange sågar alt sammen i en og samme kamp. Også velovervejede beslutninger kan inden for sekunder blive tilintetgjort. Et skridt, en fejl, et tidligt blackout: Og den smukkeste kampplan er allerede forældet.«

Har Guardiola og dem, der har ansat ham, kunnet tro på tiki-taka som teori, der kunne appliceres uanset kontekst, er det kun fordi han og de har glemt at han var træner for verdens bedste hold, der i et unikt øjeblik både havde Iniesta og Xavi til at se og bruge det, der for alle andre var usynligt. I fodbold bliver vi mindet om videnskabens grænser i en verden, der ikke mindst er så kaotisk, fordi den er så fuld af mennesker. Det er hvad, tragedien ved. Menneskets planer går så sjældent op. Der er så meget skæbne.

Ideologien om at vinderen også skal være den rigtige vinder, er noget, jeg opfatter som en amerikansk ting. Og der er mange gode amerikanske ting. Men jeg tror, amerikanerne dyrker den forestilling som en del af den amerikanske drøm om social mobilitet og individualisme. Jeg tror, det er derfor, alle skoler og universiteter i USA gør så meget ud af sport og deres sportsudøvere. Amerikansk sport - ikke mindst amerikansk fodbold - er så regeltungt og fyldt med muligheder for at dommeren skal gense spil for at sikre sig imod det, der sker hele tiden i europæisk fodbold, nemlig at en fejl afgjorde det hele. Vinderen bliver i USA et symbolsk udtryk for, at den der stræber nok og har nok talent, vil komme frem, fordi reglerne er blevet overholdt. At retfærdigheden vil ske fyldest. Men det ved vi jo godt i Europa ikke passer – vi ved jo godt, at tilværelsen ikke altid belønner den ædle og den slidsomme. Vi ved, at man kun i ringe omfang er herre over sin egen skæbne. Ret ofte virker det faktisk som om, tilværelsen i eminent grad belønner den lumpne, den usolidariske og egoisten. Fodbold er på den måde europæisk, mens amerikansk fodbold netop er, ja, amerikansk. De har to forskellige metafysiske mål. Vi her i Europa bærer den tragiske indsigt med os, at den, der står med trofæet til sidst, ikke altid er den moralske og æstetiske bedste.

I fodbold bliver vi mindet om videnskabens grænser i en verden, der ikke mindst er så kaotisk, fordi den er så fuld af mennesker.

Kampen på stadion står ikke kun mellem sejr og nederlag, men også mellem feje vindere og hæderlige nederlag – og ind i mellem ender det altså også uafgjort. Amerikanerne bruger sporten til at overbevise sig selv om, at vinderens sejr også beviser hans moralske værd. Det er vel det, der er grunden til at amerikanere overhovedet dyrker vindere som meget, som de gør. Nummer to er first loser, som Lance Armstrong sagde.

Det er det tragiske livssyn, der står for at falde bort, hvis vi får en større teknologisk faciliteret retfærdighed ind i fodboldspillet, end den et fejlbarligt menneske som dommer kan yde under enormt pres.

Det burde vi som danske fodboldfans vide helt ind i hjertet. Hvordan var det, Faxe fik bolden, der i juni 1992 på kanten af straffesparksfeltet? Flemming Poulsen skraldede Andreas Brehme med knopperne forrest og puffede bolden hen til ham. Hvordan fik Vilfort styr på bolden, inden han så smukt udplacerede Bodo Illgner? Alt det havde kameraovervågning og krav til dommeren om at gense opspillet stoppet. Men vi vandt, fordi fodbold ikke er retfærdigt. Det var der en stor sandhed i. Og tyskerne peb ikke op om det efterfølgende, for de vidste, at det var fodboldens væsen. De tabte.

Efter Bayern tabte holdt klubboss Karl-Heinz Rummenigge en tale til holdet og pressen, hvor vreden piblede ud af ham på trods af suit og slips og german stiff upperlip. »Wir sind beschissen worden heute Abend,« sagde han – vi blev røvrendt i aften. Ja, de blev. Det svider i én, når det sker. Men det sker. Og det skal vi tilskuere og fans kunne se på banen, for ellers er det bare en personlig og privat oplevelse i vores eget liv, som det er svært at sætte ord på og helt umuligt at indgå i et fællesskab med andre om. Og som Søren Ulrik Thomsen skrev i en anden anledning: »Man skal vide, at der findes en skummel kælder, hvor man kan gå ned og drikke sig fuld. For hvis lyset skal falde alle vegne, må man selv bære mørket i sig. Og det er ubærligt.«

Fodbold er og skal ikke være et ideologisk værktøj, der fremstiller tilværelsen anderledes end den er, og dermed fortrænge vigtige, om end ikke altid særligt rare, dimensioner af tilværelsen. Fodbold er beslægtet med teateret – her skal livet selv træde frem, så vi kan føle det og udholde dets byrde. Det er derfor fodbold kan blive til kollektive fortællinger. Og nogle af de mest legendariske anekdoter handler jo om uretfærdighed og skæbne. Geoff Hursts berømte scoring til 3-2 på Wembley mod Vesttyskland i 1966. Diego Maradonas ’Guds hånd’ tyve år senere mod England under VM i 1986. Zinedine Zidanes nedstangning af Maserati 30 år efter igen i VM-finalen mod Italien.

Vi ved jo godt, at tilværelsen ikke altid belønner den ædle og den slidsomme

Fodbold er ikke kun glade vindere og gode tabere, der giver hinanden krammere bagefter. Det er mørket og lyset, tabet og sejren, hykleriet og bedraget, fejlene. Det er modet hos dommeren til at holde fast på den sandhed, han så, mens denne verdens rigeste og mest feterede stjerner skriger ham ind i hovedet, og publikum pifter ham ad helvede til – eller fejheden når han lader sig kue. Det er det hele. Og det er fans, der bagefter kampen diskuterer det skete i en stemning så hidsig, at man skulle tro, at de selv regnede med at det kunne omgøre resultatet om de bare fik den skide Real-fan til at indrømme den offside. Ikke engang guderne kan lave fortiden om, sagde Aristoteles, men fodboldfans prøver alligevel, alt hvad de kan at sætte foden ned for det sketes endegyldighed. Det er der noget meget menneskeligt ved alt sammen. Det skal vi ikke fordrive i et korstog for en mere moralsk udgave af fodbolden.

Og drengene, der spottede mig og min trøje på vejen hjem? Jeg råbte da tilbage. Man er først ægte fan, når man bliver ved sit hold, når de taber, sagde jeg. Når deres storhed ikke er andet end et blakket minde om fortiden og et vaklende håb om fremtiden, hviskede jeg i mit indre. Det kiggede de ikke mindre vantro på mig over. Jeg var bare en mærkelig mand på gaden.