Print artikel

Grænsen mellem at intellektualisere og overintellektualisere fodbolden

Udsnit fra bogens omslag
Kritik
29.06.18
At intellektualisere fodbolden betyder nødvendigvis ikke, at man har noget klogt at sige om den. Men én ting er langt værre end forkrampede fodboldintellektualiseringer: påstanden om, at man skal holde sig fra at gøre sporten til genstand for filosofiske eller æstetiske analyser.

VM i fodbold er endelig i gang. Det betyder klistermærker og samlehæfter fra Panini. Lange, lyse sommeraftener med tv’et kørende på tiende time. Diskussioner om hvilken europæisk klub, der bør hente Perus højre kant. Indædt forbandelse over at misse første halvleg af Egypten-Uruguay. Og så betyder det intellektuelle, måske endda filosofiske, eksaminationer af sportens åndelige, kulturelle og politiske rækkevidde.

Mønsteret er tydeligt: op til VM i 1994 skrev den britiske journalist Simon Kuper bogen Football Against The Enemy, en antropologisk undersøgelse af sportens plads i verden. Til VM i 2002 udgav Gyldendal antologien Fodbold! Forfattere om fænomenet fodbold med bidrag fra høje pander som Jean-Paul Sartre og Umberto Eco. Til EM i 2004 skrev den amerikanske journalist Franklin Foer reportagebogen med den pompøse titel Hvordan fodbold forklarer verden. Til VM i 2014 udkom forfatterkollegerne Karl Ove Knausgård og Frederik Ekelunds brevudveksling Hjemme - ude om fodbold, litteratur og kulturdebat. Til EM i 2016 skrev den belgiske forfatter Jean-Philippe Toussaint pamfletten Fodbold om den voksne mands kærlighed til den barnlige leg. Og som optakt til slutrunden i Rusland udkom for nyligt den fransk-amerikanske professor Laurent Dubois’ The Language of the Game.

Uanset stil og indhold ansporer bøgerne, og lignende af deres slags (der er mange flere endnu), til den samme diskussion: hvor går grænsen mellem at intellektualisere og overintellektualisere fodbolden? Hvis der overhovedet er en grænse?

Det er der, ifølge Simon Kuper, og i sin anmeldelse Jean-Philippe Toussaints Fodbold for New Statesman, skrevet lige efter udgivelsen, kritiserer han belgieren for at have overskredet den. Faktisk, mener Kuper, ryger forfatteren i begge af den intellektuelle fodboldbogs to store fælder: først kvalmende, lavendelduftende vendinger, der ophøjer den fysiske udfoldelse til selve meningen med livet, dernæst navlepillende banaliteter, der ser stort på nuancer og “kloger” sig på fodbolden for klogskabens skyld - ikke for fodboldens.

Allerede i det første afsnit af anmeldelsen stikker Kuper kniven ind: »Sammen med Ashley Coles erindringer, My Defence, er Fodbold den værste bog om sport, jeg nogensinde har læst - et eksempel på hvordan man ikke skal skrive om emnet. […] At elske fodbold er ikke berettigelse nok til at skrive om det. Jeg elsker chokoladekage, men jeg ville ikke kunne skrive tusind ord om det.«

Ikke desto mindre, eller måske lige netop derfor, egner Toussaint sig ganske fint som udgangspunkt for en diskussion af fodboldintellektualiseringer. For bøger som Fodbold har nemlig en slående evne til at være skuffende vage, selvom både intentionerne og idéerne på overfladen fremstår interessante.

Altså, en pamflet med den nøgne titel Fodbold skrevet af en belgisk forfatter, der med lidt godt vilje - i hvert fald hvis han trækker i en rullekrave - ligner Michel Foucault, er jo bare enormt tiltrækkende. Og det svækker bestemt ikke fascinationen, at han undervejs lige slår et smut forbi Hannah Arendt og Samuel Beckett.

Først kvalmende, lavendelduftende vendinger, der ophøjer den fysiske udfoldelse til selve meningen med livet, dernæst navlepillende banaliteter.

Men at intellektualisere fodbolden betyder nødvendigvis ikke, at man har noget klogt at sige om den. At det lyder godt betyder ikke, at det er godt. Alt for ofte synker den intellektuelle fodboldbog sig selv ned i anekdotiske fyraftensovervejelser. Alt for ofte bliver sammenligningerne for søgte, referencerne for åndede, argumentationen for vidtløftig.

Som her hos Toussaint: »Intet ondt kan ramme os, mens vi ser en fodboldkamp. Ligesom det frontale og velsignede nærvær af et kvindeskød i visse af kærlighedsaktens positioner med ét slag får dødsangsten til at forsvinde, bedøver den og opløser den i favntagets fugt og varme, holder fodbolden os radikalt på afstand af døden.« Kvindeskød? Kærlighedsakt? Dødsangst? Tja. Pointen fortaber sig i sproget.

Der er imidlertid én ting, der er langt værre end forkrampede fodboldintellektualiseringer: argumentet om at man partout skal holde sig fra at gøre sporten til genstand for filosofiske, æstetiske, sociale, idéhistoriske, antropologiske eller politiske analyser. At man bare skal nyde det - uden at tænke over, hvad det egentlig er, man nyder.

Som regel er den slags et forsvar for fodboldens evne til at lukke verden ude, og selvom det er et fuldt ud legitimt og berettiget synspunkt, er det en misforståelse, at fodboldens autonomi betyder, at man hverken kan eller skal tage den alvorligt som tankemateriale.

Faktisk er nogle af de mest vedkommende fodboldintellektualiseringer netop dem, der behandler fodbold som fodbold og intet andet end fodbold. Dem der undersøger, hvad vi egentlig siger, når vi siger, at fodbolden er et hverdagshelle uden dybere mening og formål. Dem der accepterer, at fodbolden bare er, men i stedet for at gå i stå, udforsker dette er. Dem der anerkender, at fodbolden er en ferie fra livet, og lige netop af den grund giver sig i kast med at pille den fra hinanden.

Selvom bogen handler om sport i det hele taget, er det vigtigste og vægtigste eksempel den tyske litteraturprofessor Hans-Ulrich Gumbrechts In Praise of Athletic Beauty fra 2006. På en og samme gang en kritik af allegoriske analyser af sporten og et udkast til en æstetisk sportsteori.

Men også den engelske filosof Simon Critchleys What We Think About When We Think About Football, der udkom i slutningen af sidste år, og op til VM er blevet oversat til dansk af forlaget Klim, er et glimrende eksempel på en fodboldintellektualisering, der formår at forene en - filosofisk - analyse af den sportslige erfaring og en respekt for fænomenets umiddelbarhed. I kapitlet Sensate Ecstasy bygger han videre på Gumbrechts idé om sportsøjeblikkets unikke evne til at sænke tilskueren - og udøveren - ned i en selvforglemmende tilstand af ren og skær tilstedeværelse.

Til Jean-Phillipe Toussaints forsvar bør det tilføjes, at han i Fodbold kortvarigt faktisk forsøger noget lignende, når han under overskriften Fodboldens tid, skriver:

»Mens vi er på stadion eller sidder foran fjernsynet, befinder vi os i fodboldens abstrakte og betryggende verden, vi lever, mens kampen varer, i en tidslomme, beskyttet mod den ydre verdens knubs.«

Desværre bliver det trængt i baggrunden af overgearede, indholdstomme passager som den med kvindeskødet og dødsangsten. På den måde viser pamfletten både potentialet og risikoen ved at intellektualisere det smukke spil. Men det er som sådan ikke Toussaints idé, der er problemet.

Fodboldens banalitet, dens ligefremme karakter, er ikke et argument imod at intellektualisere sporten - men et argument for. Det er et sportsæstetisk greb at hæfte sig ved, at fodbold sådan set bare er fodbold - og at det er heri, fascinationen ligger. Eller sagt på en anden måde: fodbolden bliver til mere end fodbold i kraft af, at den bare er fodbold.

Når folk kritiserer fodboldintellektualiseringer med pointen om, at vi bare skal lade sporten være som den er, har de altså både ret og uret. De har ret i, at store dele af fodboldens tiltrækningskraft består i dens ophævelse af hverdagsvirkeligheden. Men de har ikke ret i, at dette er et argument imod intellektualiseringer. Hvis fodbolden formår at være autonom i en verden, der ellers flyder over med meninger og informationer, som kræver vores stillingstagen og fortolkning, må vi nødvendigvis spørge os selv, hvordan den gør det.