Print artikel

Paninimania

Guldklumpen Christian Eriksen som klistermærke
Essay
01.06.18
Samlemærker fra Panini er big business og barnlig begejstring, en VM-utopi, hvor slutrunden altid lige er begyndt og aldrig slutter, fri for knock out-fasens smertelige »sense of an ending.« Lige om lidt begynder VM. Indtil da samler vi på klistermærker.

Joel Campbell, Igor Smolnikov, Luis Suárez, Aldo Corzo, Taisir Al-Jassim. Bevægelserne sker helt automatisk og hurtigt. River, åbner, bladrer. Vi har prøvet det tusindvis af gange gennem de sidste 20 år. Bogstavelig talt. Vi kender følelsen af klisteret mod fingerspidserne, når man nænsomt flytter mærket rundt og gør klar til at klæbe det ind. Vi kender bagsidens let voksagtige fornemmelse. Vi kender følelsen af at samle store håndfulde emballage op fra gulvet efter at have klistret 30, 40, 50, 60 mærker ind.

Vi taler selvfølgelig om klistermærker. Helt præcis: fodboldklistermærker af det italienske mærke Panini, der siden 1970 har udgivet samlealbum og mærker til samtlige VM-slutrunder foruden en stribe andre udgivelser i anledningen af EM og diverse klubturneringer. Portrætbilleder af fodboldspillere, beskåret sådan cirka i bustesnit og udstyret med fødselsdato, klub og position på banen.

I løbet af den seneste måned har kiosker landet over haft besøg af flere voksne, måske ligefrem midaldrende, mænd end normalt. De har ikke købt dåsecolaer, smøger og tyggegummi som sædvanlig. De har købt VM-klistermærker.

For ligeså utænkelig en slutrunde er uden en slutrundesang (vi hører endnu engang Re-Sepp-ten og En for alle på repeat og - indrøm det nu - vi kan alle teksten til Sophie Lassen-Kahlke og Søren Poppes hit Danmarks drenge), ligeså utænkelig er en slutrunde uden klistermærker. VM betyder Panini, Panini betyder VM. Og det er altså uanset om dit første VM-minde er Teofilo Cubillas’ ydersidefrispark for Peru ved VM i 1978 eller Thomas Sørensens tunge aften mod Japan i Rustenburg ved VM i 2010.

Eller måske er det faktisk især, hvis dit første VM-minde er Cubillas i den ikoniske diagonalstribede Peru-trøje. Det lader i hvert fald til, at Panini-klistermærkerne taler til et ganske særligt segment af mandlige medietyper, der måske, måske ikke, bruger deres børn som undskyldning for at samle. På Twitter går Panini-samtalen i hvert fald lystigt, på Radio 24/7 fortalte Føljeton-chefredaktør og radiovært, Lars Trier Mogensen, for nyligt begejstret om sin samling og minsandten om ikke også DR2 Dagen for nogle uger siden bragte et indslag om fodboldklistermærker. Vi har endvidere kendskab til, at yderligere en radiomand, en forlægger og en chefredaktør på et glimrende »journalistisk samtidsmagasin« samler på Panini-klistermærker.

Og det lader til at dette købedygtige publikum køber alle de mærker, de kan komme i nærheden af. Hos velassorterede Candy Kiosk på Falkonér Alle, der i flere år har været vores faste leverandør, kan ejeren fortælle, at han ikke sælger mange mærker til børn. I stedet har han gentagne gange haft voksne mænd i røret, som simpelthen beder om at få lagt pakker til side: »Folk ringer og siger ‘Læg 36 pakker til side!’, ‘Læg 25 pakker til side!’, jeg ved ikke hvad der sker?« Og da vi for nylig købte de sidste pakker, der var på lager, havde en mand netop hamstret 80 pakker. Firs!

Ligesom ejeren ved vi heller ikke helt, hvad der sker. For historien fra Candy Kiosk har de seneste slutrunder ellers været, at Adrenalyn XL-samlekortene - Paninis eget konkurrerende produkt - er blevet solgt flittigt, mens de gode gammeldags klistermærker er blevet mindre populære. Det lader til at udviklingen er vendt og at Paninimania har ramt – og dét forstår vi til gengæld godt.

Det evige gruppespil

Udgivelsen af et Panini-album markerer startskuddet på VM-optakten. I månedsvis har vi spekuleret over gruppelodtrækningen (vi skal bare slå Australien og Peru, så er sidste kamp mod Frankrig gratis!) og udtaget vores egen trup (Robert Skov!?). Med klistermærkealbummet, der gradvist fyldes op har vi den perfekte vej, der fører lige hen til åbningskampen mellem to af slutrundens absolut mest skumle nationer: Rusland og Saudi Arabien.

Ligesom hele FIFA er selve VM også bygget på et fundament af svig og fordækte interesser. Men i klistermærkeversionen er VM løsrevet fra tiden: trupperne er stadig fiktive, alting er stadig ren idyl og potentiale, ingen kampe er spillet endnu og alle resultater er mulige. Panini-albummet er en slags VM-utopi, hvor slutrunden altid lige er begyndt og aldrig slutter – den er et evigt gruppespil fri for to kampe, der spilles på samme tid, fri for knock out-fasens smertelige sense of an ending.

Fastfrysningen af tid et sted mellem kvalifikationskampene og slutrunden gør samlealbummet til en førsteklasses katalysator for fodboldromantisk nostalgi. Voksne mennesker kan gå i barndom over gamle albums, der bliver en slags hukommelsesarkæologi, hvor viden, man ikke vidste, man havde pludselig dukker op til overfladen. Med ét husker man at Ciro Ferrara selvfølgelig er født i 1967, at Pierre Womé var yngste mand i ‘98-albummet og at vi i 2002 kun kunne få irske spillere i de pakker vi købte i City2 i Taastrup. På samme måde husker vores far haitianske Emmanuel Sannons mål på Dino Zoff og at finaledommer Jack Taylor var slagter i Wolverhampton, når han bladrer i sit gamle album fra 1974. I klistermærkealbummet får erindringen om tidligere slutrunder fysisk form sammen med den ophobede forventning, når man for hvert nyt klistermærke kommer tættere på åbningskampen samtidig med, at hvert klistermærke i sin fortryllende uforanderlighed (designet og konceptet har ikke ændret sig grundlæggende i 50 år) peger tilbage på tidligere klistermærker og aktiverer minder fra tidligere mapper og tidligere kampe.

Panini-albummet er en slags VM-utopi, hvor slutrunden altid lige er begyndt og aldrig slutter

Samtidig peger klistermærkealbummet også ud. Selvom vi bliver stadig mere blaserte af de ekstreme mængder Champions League, Premier League, La Primera osv., kan det næsten tage pusten fra os at se Ægypten side om side med Uruguay, Nigeria side om side med Island. Det er simpelthen hele verden i et album. Når det går hedt for sig tænker vi på klistermærkealbummet som en form for international mangfoldighedsmaskine, hvor alle lande er forenet om det samme, et verdensideal, der på mærkværdig vis løsriver sig fra slutrundernes grumme kendsgerninger: amokløben kapitalisme, homofobi, racisme, korruption, brud på menneskerettigheder, svindel osv. osv.

Og så alligevel ikke. Den blå farve på årets omslag kunne ellers næsten virke diskret, men ethvert håb om neutral fodboldæstetik bliver forpurret af proto-slavisk ornamentering og skrifttyper, der skal vække mindelser om det kyrilliske alfabet. I højre hjørne på hvert eneste opslag kredser babushka-dukker, Fabergé-æg og Sputnik-satellitten om en stiliseret udgave af Kreml. Der skal ikke herske tvivl om, hvem værtslandet er.

Kapitallogiske klistermærker

Panini er altså ikke kun frydefuld nostalgi og samlerentusiasme. Det er sandelig også big business. I 2014, ved seneste VM, havde firmaet en omsætning på verdensplan på €751 millioner eller i omegnen af 5,6 milliarder kroner.

For hver slutrunde stiger antallet af klistermærker, man skal samle. Da vi samlede vores første mærker i ‘98 skulle vi have 561 mærker for at fylde albummet. I 2014 var tallet 639 og i år er der hele 681 klistermærker - det er det største spring i antal nogensinde. Det skyldes især det støt stigende antal af, hvad vi plejer at kalde »falske klistermærker«. Altså kistermærker, der ikke har noget med trupperne at gøre: Paninis firmalogo, VM’s logo, FIFA’s logo, et billede af maskotten, et billede af pokalen (endda fordelt over to klistermærker!) for ikke at tale om et klistermærke for hvert stadion, ét for hvert værtsby og 10 såkaldte Legends-kort med tidligere vindere og topscorere. Der er desuden fire-fem opslag med reklamer for McDonald’s (9 klistermærker kan man kun få ved at købe Happy Meals!), VISA-kort, Paninis app og latterligt merchandise med VM-maskotten Zabivaka. Var det noget med et officielt krus eller en flot dueblå hættetrøje? Nej, vel… Den slags sider kommer der flere af for hver slutrunde, og dem må man bare bladre hurtigt forbi.

For det, det virkelig handler om er de 18 spillere, holdbilledet og glimmerkortet med forbundets logo på, der hører til hver trup. Resten er bare fyld. Tidligere blev nogle af de mindre profilerede hold - USA, Iran og Jamaica i ‘98; Rusland, Tunesien og Saudi-Arabien i ‘02 - spist af med en enkelt side i stedet for et opslag. Det betød to spillere på ét klistermærke. Og det er noget lort – for hvem ville ikke gerne have haft Peter Cargill, Eric Wynalda eller Ali Daei på hver deres eget kort?

Og ikke nok med at Panini udgiver flere og flere klistermærker, så stiger prisen på mærkerne også. I 1998 kunne vi rende om hjørnet og hen til kiosken på Godthåbsvej (i dag er det en tebutik, og vi rendte slet ikke om noget hjørne, men fulgtes genert med en voksen…) og købe en pakke for 4 kr. Til EM i 2000 kostede en pakke 5 kroner, og det gjorde den stadig til EM i 2016. Men efter seksten år uden prisstigning koster pakkerne pludselig 8 kr. i stedet for en femmer. Det er en prisstigning på vanvittige 37,5% herhjemme mens storsamlende lande som Brasilien og Argentina er udsat for en fordobling i prisen.

Klistermærker - som man skal samle på, for at produktet overhovedet er intakt - er helt ind i kernen et kapitalistisk mønsterprodukt, der skaber en slags afhængighed og presser forbrugerne ud i merkøb. Bare ét mærke til, så har jeg dem alle… Da klistermærkerne udkom i England fik The Guardian matematikprofessoren Paul Harper til at regne på omkostningerne ved at samle: £773 eller rundt regnet 6.500 kr. koster det at fylde et album med samtlige mærker. Hvis altså man ikke har nogen at bytte med.

Når det går hedt for sig tænker vi på klistermærkealbummet som en form for international mangfoldighedsmaskine, hvor alle lande er forenet om det samme

Panini indvendte, at det netop er dét, der er meningen; man skal bytte - og det er jo sandt. Mærkerne er en slags skolegårdsvaluta, hvor man pludselig kan komme i høj kurs blandt sine kammerater, hvis man har lige dén kroatiske forsvarsspiller, som de andre mangler. Og også udenfor børnenes semi-lukkede kapitalkredsløb findes der også et stort, internationalt byttenetværk under hashtagget #gotgotneed, ligesom man kan finde adskillige (og dybt seriøse) Panini-auktioner på eBay og lignende.

På en ferie i Lissabon har vi ovenikøbet set en selvbestaltet byttebørs. Foran banegården på Rossio-pladsen havde ældre mænd og kvinder taget plads i en lille skyggeplet, hvor de byttede og handlede højlydt. Nogle havde små kufferter fyldt med mærker, andre kom tomhændede og gik derfra med lommerne fyldte.

I år lancerer Panini endda et særligt dansk Landsholdsalbum. Og det kan da godt være, at det er #endelafnogetstørre, men her står forhærdede Panini-nostalgikere som os altså af. Dét er simpelthen optrækkeri. For mens, der er en særlig fornøjelse - en slags dybt begravet urstolthed - over at trække Christian Eriksen eller Kasper Schmeichel op af en pakke, er det nok snarere spillere fra Panama, Senegal, Saudi Arabien og Ægypten, der er eftertragtede hos os. Særligt ægypternes 45-årige (!) målmand Essam El-Hadary vakte glæde. Og nu har vi ham endda i bytter – selv dubletten går vi nødigt af med.

Bytterrækker

Bytterne har nemlig altid spillet en stor rolle for os. Det at samle på Panini-klistermærker er i grunden en simpel beskæftigelse - man køber pakkerne, man åbner dem, man klistrer mærkerne ind på deres plads - og det handler om at få de kort man mangler. Men man må absolut ikke undervurdere attraktionen ved at få kort, man allerede har. Når man som os samler for tyvende år i træk, er der nemlig visse dogmer, der må følges. Vigtigst af alt er, at det ikke er irriterende at åbne pakker med mærker, som man har i forvejen. Det er faktisk ret fedt. Det er selvfølgelig en sejr at fylde et album helt ud, og det er selvfølgelig skønt at få lige akkurat dén spiller, man mangler, men byttere har deres helt egen charme.

Til EM i Holland og Belgien i 2000 købte vi så mange mærker i den lokale Spar-købmand, at vi til sidst havde flere hundrede byttere. Og efterhånden blev det sjovere at dyrke vores selvopfundne disciplin, bytterrækker, end at jagte den sidste håndfuld mærker. At lave bytterrækker vil ganske enkelt sige, at vi delte vores byttere ind i lande og lagde dem i forlængelse af hinanden for at se, hvem der var flest af. Vi startede altid i karnappen, hvor hvert land fik tildelt et gulvbræt, og som dagene gik nåede rækkerne gennem hele fjernsynsstuen, ind under spisebordet og helt op til terrassedøren. Eller det vil sige, det kun var Sverige, Italien og Tyrkiet, der nåede så langt. Især den svenske forsvarsspiller Patrik Andersson blev ved med at dukke op. Vores mor viste imponerende overbærenhed.

Favoritmærke med Egyptens 45årige målmand Essam El-Hadary

Man kan dog få så mange byttere, at noget må gøres. Og da vi i 2010 bogstavelig talt havde byttere nok til at fylde både to og tre albums, fik vi hjælp fra uventet kant. På bagsiden af Tipsbladet (dengang det udkom som sit eget blad) skrev fodboldjournalisterne Martin Davidsen og Sebastian Stanbury en ugentlig opdatering om deres fælles Panini-samling. Og en dag manglede de Chiles Rodrigo Millar. Rodrigo Millar? En tur i bytterbunken og vi dukkede op med én, så to, tre og vistnok også fire Rodrigo Millar’er. Vi sendte dem en mail og et par dage efter sad vi på redaktionen og byttede klistermærker. Tipsbladet fik et pænt stykke over 100, vi fik i omegnen af 30 mærker - og var rigtig godt tilfredse. Det år manglede vi kun 10 kort for at have en komplet samling.

Så langt når vi ikke denne gang. I skrivende stund mangler vi 446. Vi må indse at vi er blevet ofre for prisstigning, den store efterspørgsel og det lille udbud. Og så er der jo lige dét, at mens lommepenge kan gå ubeskåret til mærker og intet andet, skal løn som bekendt bruges på husleje, indboforsikring og biodynamiske grøntsagskasser. Nu samler vi i stedet med en nagende bevidsthed om at vi ikke når målet, at samlingen aldrig bliver komplet. I stedet er vi blevet Panini-purister, samling for samlingens skyld. Fordi VM ikke rigtigt er VM uden Panini. Og fordi, hvordan fanden skulle vi ellers lære fremtidens Khaled Badra’er, Erick Lonnis’er og Akwá’er at kende? Og hvis du ikke ved, hvem de er, så er det fordi du ikke har samlet nok.

---

Note: To dage efter deadline og efter at have sendt artiklen afsted opdager vi, at det norske fodboldtidsskrift Josimar på Twitter afslører, at deres artikel om selvsamme emne har præcis samme titel som denne artikel! Åh nej! Skal vi sadle om, ændre titlen? Næh. Vi har valgt at lade den stå fordi sammenfaldet med al ønskelig tydelighed illustrerer, at Panini-klistermærkerne er et internationalt fænomen, der skaber stor opmærksomhed i fodboldkredse verden over. To artikler med samme titel beviser, at Paninimania for alvor har ramt!