Print artikel

»Det var et eventyr, og jeg var Zlatan Ibrahimović«

Zlatan kan også svømme under isen i en svensk sø
Artikel
18.11.15
Måske er det ikke så bittert at lide nederlag til en ærkesvensk helt. Genlæsning af den fænomenale Zlatan-biografi i anledning af de tre mål, der sendte os ud af EM.

I går mislykkedes det for Danmark at kvalificere sig til EM-slutrunden i Frankrig efter 2-2 i den afgørende play off-kamp i Parken. Nederlaget blev ekstra bittert, fordi det var Sverige, som tildelte det. Der er dog et lille lyspunkt ved resultatet: Det betyder, at vi kommer til at se den 34-årige Zlatan Ibrahimović, der selvfølgelig spillede en hovedrolle i gårsdagens kamp, ved endnu en slutrunde. Og hvilken bedre måde at fejre det på end ved at læse eller genlæse den fænomenale Zlatan-biografi fra 2012, Jeg er Zlatan Ibrahimović.

Jeg er Zlatan Ibrahimović udmærker sig først og fremmest ved at være noget så sjældent som en bredt rammende sportsbog, der også er blevet anerkendt af litterater. Den rammer både dem, der »ikke er så glade for bøger,« som landsholdets venstreback Riza Durmisi, og dem, der er rigtig glade for bøger. For Durmisi er biografien den eneste bog, han har læst, mens den sikkert for mange læseheste er den eneste bog om fodbold, de har haft fingrene i.

Umiddelbart er der egentlig ikke noget ekstraordinært over Jeg er Zlatan Ibrahimović. Den følger i sin opbygning den af genrens klichéer, der af mediekulturforskeren Garry Whannel er blevet betegnet som »den gyldne succeshistorie.« Den starter med en stor triumf (i bogen vinder Zlatan en psykisk magtkamp over træneren i FC Barcelona, Pep Guardiola) for derfra at beskrive barndommen, de tidlige bedrifter, opdagelsen af talentet, introduktionen af hjælpere (for Zlatan især agenten Mino Raiola), den første succes, yderligere fremgang og endelig endnu en stor triumf. Denne grundstruktur minder om eventyrets, der udgør den mytiske ursuppe for den gyldne succeshistorie. Rent fortællerteknisk følger Jeg er Zlatan Ibrahimović også eventyrets hjem-ud-hjem-struktur. Vi starter i Rosengård i Malmø inden turen går til Amsterdam, Torino, Barcelona, Milano m.m., inden vi slutter med en tilbagekomst til Rosengård, hvor eventyrreferencen bliver eksplicit:

»Der lå Rosengård. Der var tunnelen. Langt væk kunne man høre et tog på vej over broen. Der var nogen, der pegede på mig. En kvinde med slør kom hen og ville have et billede af os sammen, og jeg smilede til hende. Så begyndte folk at stimle sammen omkring os. Det var et eventyr, og jeg var Zlatan Ibrahimović.«

At bogen taler til, hvad man traditionelt kunne kalde, det folkelige publikum, giver altså umiddelbart mening. Det ligger til temaet, fodbold, og til genren sportsbiografi. Men hvorfor er bogen blevet en ægte postmoderne bestseller, der også gerne må stå fremme hos det litterære publikum? Hvorfor må man gerne behandle Jeg er Zlatan Ibrahimović seriøst, mens andre sportsbiografier højest kan opnå status som ironiske kuriositeter?

For at finde svaret på det spørgsmål, må man ned i værktøjskassen med begreber fra det postmoderne kulturanalyseapparat. Herfra vil man med nytte kunne hive begrebet dobbeltkodning op. Når et værk er dobbeltkodet, henvender det sig både til den brede befolkning og til en indviet minoritet af eksperter. Denne sammenblanding af populærkultur og finkultur, der ifølge teoretikeren Fredric Jameson er et konstituerende træk ved postmoderne kultur, er en nøgle til at forstå Jeg er Zlatan Ibrahimović' brede appel.

I bogen træder den dobbelte kodning særligt tydeligt frem i forholdet mellem forfatter, fortæller og emnet. Det særlige ligger i bogens brug af jeg-form, der etablerer Zlatan Ibrahimović som fortæller, kombineret med en eksplicit henvisning på bogens forside til David Lagerkrantz som forfatteren til teksten. Konventionelt befinder bogen sig inden for selvbiografigenren ved at have sammenfald mellem fortæller (Ibrahimović) og emne (Ibrahimović), men uden for selvbiografigenren ved ikke at have sammenfald mellem fortælleren (Ibrahimović) og forfatteren (Lagerkrantz). Jeg’et henviser på denne måde til to forskellige personer; Lagerkrantz, der har formuleret ordene, og Ibrahimović, der har levet dem.

Der er ikke noget nyt i, at en (sports)biografi har en anonym forfatter som ghostwriter. Det nye er, at denne anonyme forfatter i tilfældet Jeg er Zlatan Ibrahimović netop ikke er anonym. Hans navn optræder derimod på bogens forside, og han spillede en ikke uvæsentlig rolle i bogens markedsføring. I den eksplicitte fremhævelse af både Lagerkrantz og Ibrahimović som afsender ses den dobbelte kodning. Lagerkrantz henvender sig til det litterære ekspertpublikum og benytter denne gruppes sproglige koder, og Ibrahimović henvender sig til den brede (fodboldinteresserede) offentlighed. Det gav da også et relativt begrænset ”plop” i litterære kredse, da Lagerkrantz i foråret ”afslørede”, at han havde fabrikeret de fleste af bogens citater, dels fordi det kun tilføjer yderligere kulturel kapital til bogen, da den er ordkunstnerens fortolkning af boldkunstnerens erfaringer, og dels fordi denne citatfrihed ligger implicit i bogens specielle forfatter/fortæller-konstruktion. Jeg er Zlatan Ibrahimović er en biografi, der også indgår en fiktionskontrakt med læseren.

Ud over bogens kulturelle dobbeltkodning indeholder selve personen, brandet, myten, you name it, Zlatan Ibrahimović, hvad man kunne kalde en social dobbeltkodning. Alt efter hvilken vinkel man vælger at anlægge, kan han udtrykke en bred vifte af socialt-ideologiske billeder. Han er selvfølgelig – og det er den myte, der optræder mest tydeligt i Jeg er Zlatan Ibrahimović – den liberalistiske drøm, som på trods af det omgivende samfunds tyngende bånd lever sit enorme potentiale ud. I bogens eventyrstruktur er det magiske relikvie individets indbyggede potentiale tilsat en solid portion protestantisk arbejdsmoral.

Fra en anden vinkel er Zlatan den socialt belastede knægt, der på grund af folkhemmets fintmaskede net fik mulighed for at få succes, og som nu betaler tilbage med et ikke helt lille engagement i barndommens kvarter.

Læg dertil hans glæde ved traditionelle svenske beskæftigelser som jagt og biler, og man er så at sige nået segment-kompasset rundt. Det er ganske enkelt svært ikke på en eller anden måde at identificere sig med Ibrahimović.

Det var derfor oplagt, da Zlatan optrådte i en stort anlagt reklame for det svenske allamands-brand par excellence, Volvo. Her dukker også en tredje dobbeltkodning op til overfladen, nemlig forholdet mellem det nationale og det globale. I reklamen, der bærer den suggestive titel Made by Sweden, ses Zlatan i en række ærkesvenske tableauer (i en hytte i ødemarken, på jagt i en birkeskov, ved et bål ved en sø, alt sammen dækket af sne), mens han i voiceoveren reciterer nationalmelodien Du gamla, du fria. Voiceover og underlægningsmusik er i øvrigt produceret af et andet postmoderne svensk superbrand med global rækkevide, Max Martin, og ”nummeret” har (selvfølgelig) indtjent en guldplade for 3.000.000 streaminger. Reklamen består på den ene side af billedet af det ærkesvenske i produktet Volvo, tableauerne og nationalmelodien, hvis klimaks i reklamen er linjerne »jag vill leva/jag vill dö/ i Sverige« (i modsætning til den officielle teksts »jag vill leva/jag vill dö/ i Norden«) og på den anden side billedet på det ærkeglobale i kraft af den multietniske fodboldspiller, der til dagligt optræder for den franske klub Paris Saint-Germain sammen med spillere fra hele verden og Max Martins internationalt klingende produktion.

Sociologen Frank J. Lechner beskriver fodbolden som en symbolsk arena for besvarelsen af hvem-er-vi-spørgsmålet, der har en central rolle i forhandlingen af nationalitet og globalisering i det senmoderne samfund. Svaret kan for fans og kommentatorer findes både gennem en nostalgisk tilbageskuen, hvor en bestemt tilgang til spillet indskrives i en forestilling om en bestemt tradition (fx at danskerne er »Nordens brasilianere«), og gennem en accept af det rekonstruerede etnologiske landskab i kraft af tiljubling af enkelte spillere eller hele holds præstationer. Reklamen med Zlatan forener de to niveauer. På den ene side trækker den i udpræget grad på forestillingen om en tradition med den ærkesvenske kulisse og brugen af nationalmelodien, på den anden side peger det, at det netop er en heroiseret Zlatan, der optræder, på en forhandling af traditionen.

Jeg er Zlatan Ibrahimović er da også blevet en international succes. Den rammer det litterære publikum såvel som det brede publikum, og taler til folk fra alle segmenter. Den både benytter og forhandler sportsbiografiens koder og klichéer, og det er med rette, at den bredt anerkendes som et af de bedste værker inden for genren nogensinde.