Print artikel

Gå dristigt mod nederlaget

Froome krydser stregen efter 80 km alene.
Kommentar
07.07.18
Der er noget chokerende over at have haft en cykelskurk i flere år, som man pludselig må overgive sig til i respekt. Men Chris Froome har skabt sig en situation, hvor både et nederlag og en sejr er heroisk. Det er sådan vi vil have vores sportsstjerner.

»Det er lettere at finde mænd der vil dø for deres land, end det er at finde mænd der vil lide med tålmodighed.« Sådan taler Julius Cæsar om sine soldater, men han kunne ligeså godt have talt om cykelryttere. Lide med tålmodighed - det gjorde Chris Froome og resten af cykelrytterne på 19. etape i årets Giro d’Italia. Her så briten alle sine modstandere og kritikere direkte i øjnene og gik alene i angreb med 80 kilometer til mål. På grusstien på Colle Delle Finestre, “Vinduernes Bjerg”, mindede han os om en tid vi fantaserer om, men som vi så sjældent ser. Han viste os at cykelromantik ikke kun er tilbageskuende, men at de gammeldags dyder stadig kan give smukke sejre i denne moderne teknologiske verden - hans verden. I timevis sled han alene, i sin uortodokse stil. Smukt var det ikke - men det gik fremad! Fremad, som er cykelrytternes mantra i livet. Chris Froome kørte alene over toppen af tre bjergpas. Alene over målstregen. To dage efter blev han fejret i Rom som vinder af sin tredje Grand Tour i træk.

I kølvandet på den bedrift blussede diskussionen om Chris Froome atter op. For Chris Froome har haft en sag om et overdrevent indtag af astmastoffet salbutamol hængende over hovedet. Den femdobbelte Tour de France vinder Bernhard Hinault udtalte for nyligt at han synes, at resten af rytterne i feltet burde strejke i protest imod, at Froome stiller op i Tour de France. Den endelige dom i sagen faldt i denne uge under mystiske omstændigheder. Organisationen bag Tour de France, ASO, gik først ud med en melding om, at Froome ikke var velkommen i deres løb, fordi hans tilstedeværelse ville skade løbets image. ASO ønskede ikke endnu en vinder af deres løb, som så senere kunne få frataget sin sejr på skrivebordet, som tilfældet var det med Alberto Contador i sagen om clenbutarol i 2010.

Salbutamolsagen så nemlig ud til at trække i langdrag og det internationale dopingagentur WADA, var meget uklare om, hvor lang tid der endnu ville gå før afgørelsen ville falde. Cykelsporten kan sommetider fremstå som lidt af et cirkus, og efter månedsvis af usikkerhed om dommen, blev WADA og den internationale cykelunion UCI enige om, at pure frifinde Froome dagen efter ASO’s udmelding. Ikke blot var denne frifindelse overraskende fordi to italienske ryttere med tidligere lignende sager begge havde fået domme for forhøjet indtag af salbutamol. Timingen i frifindelsen - dagen efter ASO’s udmeldingen om Froome som persona non grata måtte siges at være decideret mistænkelig. Ovenikøbet var pressemeddelelsen fra WADA og UCI meget uklar i besvarelsen af, hvorfor sagen blev droppet. Efterfølgende gav ASO Froome grønt lys til at stille til start.

Det er svært ikke at føle sig en anelse magtesløs og forvirret, for hvad man skal konkludere efter et så irregulært sagsforløb. Men her og nu må det postive udfald være, at Froome ikke får frataget sine sejre i Vuelta a España og Giro d’Italia. At Alberto Contador fik frataget sine sejre i 2010 på grund af Clenbuterolsagen kan man måske diskutere retfærdigheden i, men at kigge ned over en sejrsliste, der er hundrede år gammel, og konstatere en tilbagevirkende manipulation med historien er en forfærdelig tom følelse. For sejrene i cykelsporten bør være monumentale og definitive.

At angribe på Colle Delle Finestre, som Chris Froome gjorde, fordrer stort mod. Det er en bedrift, som kræver en uindskrænket tro på egne evner, blandet med et stort kendskab til sin krop og dens formåen. Og det kræver selvsagt styrke, og viljen til sejr, koste hvad det vil. Dette er grundprincipperne cykelsporten dyrker. Hvis ikke det netop er en bedrift af denne kaliber vi ønsker at se i sport, hvad er det så vi søger? Skønheden i en sejr kan måles præcis i hvor lang tid rytteren har siddet alene. Sådan ville Fausto Coppi have det, sådan ville Jacques Anquetil have det, og Marco Pantani - og sådan ville løbsopfinderen Henri Desgrange have det.

Desgrange grundlagde Tour De France i 1903 og styrede løbet med diktatorisk, nærmest tyrannisk, hård hånd indtil 2. Verdenskrig. Hans vision om løbet var, at det skulle være så hårdt, at kun én eneste rytter skulle være i stand til at gennemføre. En tanke, der er forførende i al sin simpelhed. Han brød sig ikke om taktik, han forbød gear, han forbød al udefrakommende hjælp. Cykelsporten har ændret sig markant siden hans død, men Chris Froomes sejr, nærmede sig denne vision om kun en rytter og ingen andre.

Der er noget chokerende over at have haft en cykelskurk i flere år, som man pludselig må overgive sig til i respekt. Chris Froome er ikke populær i den brede offentlighed af årsager der er nævnt og skrevet mange gange. Hans uelegante stil, hans kontrollerende kørsel, hans konstante blik på sin cykelcomputer, hans overlegne hold. Men ind i mellem er sportslige bedrifter så store, at man tænker over dem flere uger efter, og prøver at forstå deres betydning. Froomes sejr var ikke en åbenbaring i stil, men det var en åbenbaring i sejrstørstens tålmodige lidelse - og omsættelsen af denne til fart.

En præstation der er blevet sammenlignet med Froomes, var da Vincenzo Nibali sikrede sig sin anden samlede sejr i Giro d’Italia i 2016. Han var blevet ydmyget hver eneste dag. Ydmygelsen af en cykelhelt er forfærdelig personlig. Det er ikke et nederlag til et hold men et nederlag til en rytter, et menneske. Dag efter dag, bagerst i gruppen, med tomme øjne. Forsiderne på La Gazzetta Dello Sport var billeder af Nibali med ord som “flop” eller “katastrofe” i versaler. Og Nibali udtalte: »Hvorfor vil i såre min stolthed endnu mere, jeg er allerede gået i stykker.«

Men han rejste sig, angreb på Stelvio, “Cima Coppi”, løbets højeste punkt, og Kruijswijk, som var rytteren iført løbets førertrøje, kørte ind i en snedrive på den efterfølgende komplicerede nedkørsel. Dagen efter på løbets 20. Etape gjorde Nibali arbejdet færdigt og vandt sin fjerde Grand Tour. Som Froome for et par uger siden, leverede Nibali en præstation, der inspirerer til at omskrive en verslinje fra Virgils Aeneide en anelse. Virgil skriver: Tu ne cede Malis - sed contra audentior ito. På dansk: Vig ikke bort for ondskaben - gå blot mere dristigt i mod den. En omskrivelse der inkarnerer cykelsportens ide om, hvad kernen i en smuk sejr består af kunne være: »Vig ikke bort for nederlaget - gå blot mere dristigt imod det.«

Den linje bliver forhåbentligt overskriften til Tour de France 2018 når rytterne ankommer til Paris. Hvert år inden Tour de France, har jeg en stor tiltro til, at netop dette vil blive århundredets udgave. Men i år er mine tro yderligere forstærket. For både Froome og Nibali stiller til start med ambitioner om sejren. Franskmændenes elskelige håb Romain Bardet har vist fin form. Nairo Quintana virker ligeledes genfødt og nærmer sig fordums styrke. Richie Porte kommer med en frisk sejr fra Schweiz Rundt. Selvfølgelig er danske Jakob Fuglsang igen i topform, og kan han undgå uheld er jeg sikker på, at han vil slutte blandt de første. Jeg kunne nævne flere endnu. Ønsket om at alle de største klassementsryttere skal tørne sammen i alle de store Grand Tours brænder stærkt. For den stærke modstander er det halve nederlag - men det er også halvdelen af den smukke sejr.

Chris Froome fortjener en del af æren for, at alle stjernerne samles i flere og flere Grand Tours. Som sin generations bedste rytter, sætter han en femte Tour De France sejr på spil, ved at stille op i sin nu fjerde Grand Tour i træk. Han er lykkedes med sejre i de foregående tre. Men det svækker hans chancer i Tour de France, at han har delt så gavmildt ud af sine kræfter de foregåender måneder. I moderne cykelsport synes tesen at være, at der i højere grad er et løb at tabe, end der er et at vinde. Rytterne specialiserer sig og fokuserer intensivt på enkelte sæsonmål. Respekten for nederlaget er så stor, at sejrene sjældent bliver mere end glimtvis heroiske. Men i en situation som denne, har Froome sat det hele på spidsen og har skabt sig en situation, hvor et nederlag er heroisk og en sejr er heroisk. Det er sådan vi vil have vores sportsstjerner.

Ser vi tilbage på cykelhistorien, er det netop ikke dem, der har vundet mest der er blevet elsket, men dem der har kæmpet mest. Tænk på Fausto Coppi, på Raymond Poulidor, der aldrig kom i den gule trøje, på Luis Ocaña, Marco Pantani, og Alberto Contador i slutningen af sin karriere. Alle er de ryttere med fantastiske meritter, men mange af dem har også stået i skyggen af ryttere, der har domineret i højere grad end dem selv. Der er en sær men vidunderlig trang i cykelløb til at holde med udfordreren. Dem som vil omstøde ordenen. I år er det Froome selv, der vil omstøde sin egen orden. Han ved at dét, er hans eneste mulighed for at vinde popularitet.

Det kan virke mærkeligt at skrive denne hyldest om Chris Froome, med den verserende debat der finder sted. Men i cykelsport må man beundre en sejr, når rytteren har lidt for den. Chris Froomes sejre de foregående år har virket så sikre, og uden konkurrence, at følelsen efter Tour De France har været en vag fornemmelse af, at intet virkelig er sket. I Giro d’Italia led Froome, som vi ikke har set ham lide før, og i årets udgave af Tour de France tror jeg det bliver umuligt ikke at se Chris Froome i en rolle, hvor han kæmper alene for at begrænse et tidsstab, et nederlag. Det er præcis det billede, vi har brug for at se. Chris Froome i Tour de France, i sit store forsøg på at omskrive sin egen upopulære historie, presset til det yderste, alene i bjergene.