Print artikel

Fodboldens spændingsfyldte kedsommelighed

VAR der mål eller ej?
Kommentar
30.05.19
2019 blev sæsonen, hvor videoteknologien indtog Champions League. Men måske holder teknologien mere, end den lover?

Fodboldens natur er som vandets, omskiftelig. I sit udgangspunkt er den rolig. Udgøres af jævne bevægelser i en strøm, der stille tager sin form. Boldens gang fra back til stopper til midtbanens ankermand til back – og måske tilbage igen. Sådan kan spillet flyde i minutter, begge hold indforstået med harmoniens fortsættelse. Det forsvarende hold skubber forsvarskæden op og presser fremad, når det angribende hold krydser midterlinjen. Falder tilbage, når bolden vender om. Måske skifter boldens ejermand, og roller byttes om for en stund. Men med ét kan spillet accelerere som ved flodens pludselige indsnævring. Alle blikke og løb retter sig fremad, presser hinanden mod målet. Det hele sker på få sekunder. Måske kulminerer øjeblikket med en scoring, måske ikke. Uanset udfaldet finder en afmatning sted. Det jævne tempos genindtræden. Flodens stille løben.

Pludselig annonceres det, at målet er annulleret for offside. Guardiola falder på knæ i græsset.

Jeg vil påstå, at en årsag til fodboldspillets popularitet, skal findes i dets omskiftelige form. At det konstant vekselvirker mellem det træge og det hastige. Uroen lurer konstant, selv når alt er i uforstyrret formation. Spilleren eller beskueren kan aldrig vide sig sikker på roens fortsættelse, og netop deri ligger kimen til et spændingsfyldt drama. Men noget har forstyrret dette drama. Video Assistens Referee, eller bare VAR, er i løbet af det seneste år blev indført i VM, flere topligaer og senest i Champions League, hvor teknologien har medført flere omdiskuterede situationer. Mest iøjnefaldende var de i kvartfinaleopgøret mellem Manchester City og Tottenham. Her skubber Tottenhams spanske veteranangriber, Fernando Llorente, bolden over stregen med hoften på et hjørnespark til resultatet 4-3, der vil sikre holdet semifinalepladsen. Men som replay-billederne viser, blev han muligvis hjulpet på vej af sin arm. En oplagt sag for VAR, så opgørets tyrkiske dommer løber ud til sin skærm på sidelinjen for at nærstudere øjeblikket. Lettere forvirret ser han ud, for på trods af utallige gentagelser, er et entydigt svar svært at finde. Tro mod reglementet ved tvivlstilfælde holder han fast i sin første dom. Mål. Blot 20 minutter senere skal VAR igen indtage hovedrollen. Manchester Citys Raheem Sterling scorer i opgørets sidste minut til resultatet 4-4, stadion eksploderer og holdet manager Pep Guardiola stormer i et minuts tid begejstret omkring på sidelinjen, imens Citys spillere jublende søger tilbage mod egen banehalvdel. Pludselig annonceres det, at målet er annulleret for offside. Guardiola falder på knæ i græsset.

Det diskuteres jævnligt, om retfærdigheden sker fyldets med VAR. Om fejlkendelserne minimeres og kampene finder deres ”rigtige” vindere. Der gør de givetvis, som det også viste sig at være tilfældet med Manchester Citys korrekt annullerede scoring. Men måske holder VAR mere, end teknologien lover? Ikke blot fordi kendelserne ofte tager uforståeligt lang tid at gennemse til stor frustration for de involverede, men også fordi VAR udvander de få store øjeblikke, en fodboldkamp består af.

Ofte kan en kamp summeres ned til en håndfuld højdepunkter og et par mål. Måske slet ingen.

Jeg vil med glæde vedstå mig, at fodboldkampe tit er kedelige. Der er en årsag til, at de 3 minutter lange highlight-videoer er så populære. Ofte kan en kamp summeres ned til en håndfuld højdepunkter og et par mål. Måske slet ingen. En evig strøm potentialer, der måske aldrig udleves. Men hvis man ikke er én af de besynderlige beundrere af en italiensk catenaccio-duel, er det netop sandsynligheden for langvarig skuffelse, der gør spillet så attraktivt og lænker iagttageren til fjernsynet. For når vi endelig belønnes for vores udholdenhed, vores længselsfulde stamina, slår bølgerne højt. Spillets elementer forbindes gennem boldens linje – dens vej fra sit udgangspunktet til det afstivede målnet, der pludselig slår, som var det stormen, der tog fat i sejlet. Argumentet er ikke, at dårligdom altid rummer en rigdom. Men i fodboldspillet findes en balance, som andre sportsgrene savner. Det er fx tilfældet i håndboldspillet, hvor højdepunkterne og målene fylder alt og dermed også intet.

Men med VAR må fodbolsspilleren og beskueren pludselig besinde sig. Ride af på stormen og vente på den korrekte afgørelse. I min optik ligger faren ved den nye teknologi i, at den udjævner en fodboldkamps kurve, som i vidt omgang består af monotoni med pludselige udsving. Men som tilfældet var ved Llorentes mål, der dog næppe kan sige at indgå i en kedelig fodboldkamp, forstyrrer VAR udsvingene. I flere minutter herskede der tvivl om, hvorvidt målet stod til troende. Og da målet blev godkendt, blev det efterfuldt af et kort jubelskrig og en knyttet næve. Måske er det blot denne reducerede reaktion, vi fremover skal vende os til, når de afgørende øjeblikke indtræder. For vi må alle først holde et vågent øje med dommeren, før forløsningen kan indtræffe. Når han flytter armen til øret for at få sine meddommeres besyv, stoppes entusiasmens brusen i blodet. Og kan vi så ikke lige så godt bare holde igen på umiddelbarheden? Slå koldt vandt i systemet og indfinde os med, at flodens stille løben er nok. Måske lyder modargumentet, at dramaet tilføjes facetter. At VAR blot indskriver sig i det og forstærker. Men sjældent forstærkes elementerne af vores teknologiers indgriben. Fodboldens element har sin egen kraft, og den skal vi passe på med at forstyrre.