»Vi tager én kamp ad gangen«

Tusmørket udviskede boldens linjer, når solen gik ned over min barndoms baner. Vi kneb øjnene sammen og ønskede os lyse timer. Vi lavede hanekam som Beckham og indersider som Henry. Når kammeraterne var på ferie, blev min altan forvandlet til alverdens fodboldstadioner. To mål i hver ende, der udgjorde verdens yderste punkter. Nettet i målene var sirligt tapet fast til altanens bagvægge, så nettet blafrede som på mine forbilleders arenaer. Når mørket brød frem, fortsatte jeg i skæret fra lyset i lejligheden. Den spinkle dreng med de lyse krøller forvandlede sig til Europas stjerner, imens verdens så på. I 2002 tonsede Beckham sit straffespark i mål og nabokonen brokkede sig. I 2006 skrabede Marcus Allbäck kuglen i kassen mod mægtige Manchester United, stadion brød ud i jubel og kattene løb i skjul.

Det er efterhånden længe siden, jeg tog mine første driblinger på græsbanerne i Farum, og i dag bærer erindringen om sommeraftenerne på en forvirrende dobbelthed. Jeg husker selvfølgeligheden. Vi spillede fodbold som om der ikke var andre valg i livet. Kun torden og lyn kunne fortrænge os fra græsset. En optagethed af legen og intet andet. Men når jeg i dag finder mig selv foran