Print artikel

»Vi tager én kamp ad gangen«

Essay
15.02.19
Vi snyder os selv, når vi kritiserer fodboldspilleres evne til at formulere sig. Deres intelligens kan måske ikke spores i forklaringer og interviews, men det gør den ikke mindre sublim.

Tusmørket udviskede boldens linjer, når solen gik ned over min barndoms baner. Vi kneb øjnene sammen og ønskede os lyse timer. Vi lavede hanekam som Beckham og indersider som Henry. Når kammeraterne var på ferie, blev min altan forvandlet til alverdens fodboldstadioner. To mål i hver ende, der udgjorde verdens yderste punkter. Nettet i målene var sirligt tapet fast til altanens bagvægge, så nettet blafrede som på mine forbilleders arenaer. Når mørket brød frem, fortsatte jeg i skæret fra lyset i lejligheden. Den spinkle dreng med de lyse krøller forvandlede sig til Europas stjerner, imens verdens så på. I 2002 tonsede Beckham sit straffespark i mål og nabokonen brokkede sig. I 2006 skrabede Marcus Allbäck kuglen i kassen mod mægtige Manchester United, stadion brød ud i jubel og kattene løb i skjul.

Det er efterhånden længe siden, jeg tog mine første driblinger på græsbanerne i Farum, og i dag bærer erindringen om sommeraftenerne på en forvirrende dobbelthed. Jeg husker selvfølgeligheden. Vi spillede fodbold som om der ikke var andre valg i livet. Kun torden og lyn kunne fortrænge os fra græsset. En optagethed af legen og intet andet. Men når jeg i dag finder mig selv foran fjernsynet, på tribunen eller på banen en sjælden gang, overvældes jeg kun i splitsekunder af barndommens rus. Derefter forsvinder den hurtigere, end den kom og efterlader mig med et flygtigt minde om umiddelbarheden og selvforglemmelsen. Samtidig med erindringen kommer dog den lidelse, som er indbygget i nostalgiens væsen. Den smertefulde rejse mod et hjem, der ikke længere findes.

På det seneste har jeg spekuleret over, hvad jeg og andre desillusionerede fodboldfanatikere gør for at udfylde dette nostalgiens tomrum og genskabe umiddelbarheden fra barndommens fodboldbaner? Og jeg tror, jeg har fundet ét af svarene i måden, vi forholder os til nutidens fodboldspillere på. I fodbolddebatten florerer ofte en påstand om, at spillerne er dumme og udannede. En kritik, som underbygges med henvisning til de såkaldte post match-interviews, hvor spillerne besvarer spørgsmål fra ivrige journalister, der søger forklaringer: »Vi tager én kamp ad gangen« og »Vi skal spille vores spil«, lyder svarene ofte.

Jeg indrømmer gerne, at vi tv-seere sjældent beriges af stjernernes kommentarer. Christian Eriksen taler bedre med fødderne end med mundtøjet, og reklameblokken kan nærmest virke som et kærkomment afbræk fra spillertunellens gentagelser. Men spørgsmålet er, om vi skyder forbi målet, når vi gang på gang bebrejder spillerne for deres manglende evne til at fortælle levende om den afgørende scoring, og hvad der gik gennem deres tanker? Måske er det slet ikke meningen, at de skal kunne det? Måske er det os fodboldromantikere, der bærer på en illusion om, at Christian Eriksens og Simon Kjærs bevingede ord er vores dør ind til den forjættede selvforglemmelse, vi erindrer fra barndommen.

Måske er det os fodboldromantikere, der bærer på en illusion om, at Christian Eriksens bevingede ord er vores dør ind til den forjættede selvforglemmelse, vi erindrer fra barndommen.

I essayet How Tracy Austin Broke My Heart skriver den amerikanske forfatter David Foster Wallace om sin evige skuffelse ved sportens biografier. Hvordan han forhåbningsfuldt køber bøgerne om de stjerner, han ser op til og får knust sit hjerte, når biografierne endnu en gang viser sig som overfladiske og ikke formår at give indblik i det egentlige menneske bag sportsudøveren. Men så overvejer Foster Wallace, om sportsbiografierne, bl.a. den om 1970’ernes unge tennisfænomen Tracy Austin, i virkeligheden er så ringe, fordi klichéerne bogen er fyldt med faktisk er nødvendige sandheder for idrætsudøvere på højeste niveau? At hemmeligheden bag atleternes succes er, at de kan sige og skrive sætningen »Jeg må tage én bold ad gangen«, og så faktisk tro på den, når de står i den afgørende finale. At de kan lukke den evige selvbevidsthed og tvivl ude.

Måske det ikke blot er udøvernes sublime præstationer, der er årsagen til deres fascinationskraft? Det er deres evne til at fortabe sig i spillet, vi nostalgisk drømmer om at blive en del af. Og i jagten på det fungerer interviews i kampens hede og de bagudskuende biografier, som de indgange, vi sætter vores lid til. I den seneste tid har jeg selv læst mig igennem en bunke af fodboldens biografier. Alle skrevet af spillere, der oftest er blevet betragtet som spillets hjerner og med titler, som appellerer til den intellektuelt søgende fodboldfan. I think therefore I play af den tidligere italienske landsholdsspiller Andrea Pirlo, samtlige fodboldhipsteres forbillede. Løb for livet – når livet er andet end fodbold af Jan Bartram, tidligere fløjspiller på 80’ernes landshold. Og Jagten på frihed af William Kvist, spilleren der i de senere år har været dagbladenes favorit med sin optimerende tilgang til fodbold og politiske bevidsthed.

Sideløbende med sin tid i klubber som AGF, Glasgow Rangers og Bayer Uerdingen uddannede Jan Bartram sig til økonom, og har i dag en lang erhvervskarriere som leder og konsulent bag sig. Bartram afslutter sin biografi ved at levere en ordentlig bredside til sine tidligere kolleger på fodboldbanen: »det er også stærkt påfaldende, som disse ’vindertyper’ med deres reklamemærkater på tøjet i tiltagende grad forekommer éndimensionelle og hammerkedelige, fordi deres snævre horisont og mentale anoreksia ikke giver dem en egentlig menneskelig dybde, de kan trække på udenfor miljøet. De flyver før de har noget at lette fra, og det er uendelige gentagelser og tomgang i verdensklasse, når de udfolder sig foran en mikrofon og beskriver deres præstationer…Ak ja, hvad man ikke har i hovedet…!!«

Det kan jo virke helt befriende, når én af spillets aktører siger højt, hvad man til tider selv tænker. Men alligevel skurrer kritikken, når Bartram gentagende selv kredser om forholdet mellem tanke og handling. En balance, han fortæller om sine problemer med: »Min lave tænding førte ofte til et faldende engagement, hvor jeg ikke længere følte mig som en del af spillet. Selv i de mest tilspidsede situationer satte kroppen ud, og jeg måtte tage mig selv i ikke at analysere og betragte det hele fra oven med en følelse af fremmedgjorthed.«

Det virker paradoksalt, at Bartram harcelerer mod sine tankeløse kolleger, der måske netop mestrer den evne, Bartram mangler. Hermed ikke sagt, at refleksion udenfor banen, umuliggør selvforglemmelse på banen eller omvendt. Men Bartrams kritik minder alligevel om den tendens, jeg synes at spore blandt fodboldens tilskuere. At vi fascineres af ét, men kræver noget andet. Vi hylder de spillere, der ser spillet hurtigere end andre, Eriksens instinkt. Men når han står i spillertunellen efter kampen, vil vi høre om overvejelser og tanker. Men som David Foster Wallace påpeger, så var der nok ingen overvejelser.

Samme vurdering har tidligere divisionsspiller i HIK og terapeut Jesper Riisgaard Christensen, der arbejder med fodboldspilleres eksistentielle livsvilkår og mentalitet: »Jeg tror, de bedste fodboldspillere er dem, der har mest ro på. Dem der bare lader kroppen tale,« fortæller han til ATLAS. Når fodboldens stjerner præsterer, er hovedet tomt for rationelle bevæggrunde og tvivl. Derfor er det også det stadie, han ønsker, at spillerne opnår igennem deres arbejde med ham: »Et mål, som jeg altid fokuserer på i min behandling er, at spillerne skal være tilstede i øjeblikket, når de spiller fodbold. Jeg tror på, at alle ressourcerne ligger i kroppen. Man skal tænke fodbold til træning. Øve sig i at tænke de forskellige opspilsmønstre osv. Hvis du træner meget, så husker din krop, hvad du skal gøre. Når du så står i situationen, ved din krop, hvordan du skal sparke straffesparket, hvis du kan lukke alt andet ude. Men udfordringen er, at det meget sjældent lykkes«.

Den type intelligens, som fodboldens bedste udviser i deres fremmeste øjeblikke, kan ikke rationaliseres med ordene. Den løber i blodet.

Men var der alligevel ikke en lysende intelligens i Pirlos dovne blik, når den langhårede playmaker fra Juventus’ midtbane elegant strøede om sig med guldbolde? Helt sikkert. Og man bliver kun mere overbevidst, når man tænker på titlen på hans selvbiografi, I think therefore I play. Man behøver dog ikke komme langt i de 150 sider for at erkende, at det er en anden form for intelligens end Descartes’, Pirlo besidder. Om Italiens VM-finale mod Frankring skriver han: »Jeg føler ikke pres. Jeg giver ikke en skid for det. Jeg brugte hele eftermiddagen den 9. juli 2006 på at spille Playstation og at sove. Om aftenen vandt jeg så VM.«

Pirlo spiller ikke, fordi han tænker. Han spiller snarere, fordi han ikke tænker. Den type intelligens, som fodboldens bedste udviser i deres fremmeste øjeblikke, kan ikke rationaliseres med ordene. Den løber i blodet. Måske er det derfor, at læsningen af William Kvists Jagtens på frihed på én og samme tid både er interessant læsning og en pinefuld affære. Man bliver ledt igennem 400 siders ærlig beretning om alle de fysiske, mentale og åndelige tiltag, den nuværende FCK-spiller har taget i brug i forsøget på at forbedre sine præstationer. Man bliver bestemt klogere, også af de lange reflekterende tekststykker. Kvists beretning lider dog under en krampagtighed. Det konstante fokus på at slippe ud af negative mentale mønstre, synes næsten at skabe selvsamme.

Måske det samme er tilfældet for fodboldens publikum? Mit argument er ikke, at fodbolden ikke kan angribes intellektuelt og analytisk. Selvfølgelig kan den det. Det udvider sporten og er selvfølgelig nødvendigt for trænere og analytikere. Men vi skal gøre os selv bevidst om, hvornår vi ønsker at rationalisere sporten. At vejen til den rus, jeg husker fra barndommen, ikke genfindes i spillernes intellektuelle efterrationaliseringer. At tro det modsatte, er at stille urimelige krav til atleterne. Vi devaluerer jo heller ikke en abstrakt kunstners maleri, fordi vedkommende ikke kan forklare hvert et penselstrøg. Tværtimod bliver deres verdensfjernhed snarere opfattet som et tegn på en slags forståelse af alt det, vi jordbundne menigmænd ikke fatter.

Fodboldspillere evner netop at lade kroppen tale. Vi snyder os selv, hvis vi tror, at den kommunikation kan overføres til mikrofonen efter kampen. Den tro resulterer i gentagne skuffelser. Og imens vi brokker os over stjernernes klichéer, flytter vi os længere væk fra den selvfølgelighed og selvforglemmelse, der er kernen i fodboldens ånd og årsagen til, at jeg fortsat sidder klinet til skærmen eller på tribunen, når FCK spiller. Vi skal hylde spillerne, når de hengiver sig til spillet. Nyde det talent, spillerne formår at bære med sig ind i det voksne, professionelle liv. Men de øjeblikke, hvor spillerne præsterer sublimt, kan ikke oversættes uden, at substansen ændrer sig. Derfor må vi stoppe vores brok og opdage, at vi må nøjes med den beruselse, iagttagerrollen kan give. Eller bevæge os ud i sommeraftenerne og finde tusmørkestrålerne selv.