Print artikel

Det reneste had og den klareste lykke

Reportage
15.03.19
Lokalderbyet om fodboldmagten i Rom mellem S.S. Lazio og A.S. Roma er et af de mest hadefulde opgør i fodboldverdenen, der med sine myter og symboler trækker tråde gennem Italiens historie fra Cæsar til Mussolini og til nutidens politiske kaos.

En lille, snigende følelse af angst. Jeg bevæger mig i mørket mod Stadio Olimpico med en klump i halsen. Normalt når jeg tager på stadion er det med en ekstatisk følelse, en forventningens glæde. En glæde over at opleve det som fodbold er: et smukt, simpelt spil med mange lag, et sammensurium af følelser og et særligt menneskeligt fællesskab. I dag er det anderledes. I det fjerne kan man høre lyden af kanonslag, korte, velorkestrerede råb fra menneskemængder og en konstant summen fra helikoptere, der holder øje med gaderne i Roms ellers rolige og hyggelige Flaminio-kvarter. »Er det krig eller fodbold, vi er på vej til?« siger en af dem, jeg følges til stadion med. Halvt jokende, halvt i alvor.

På toppen af Monte Mario, bjerget der ligger bag Olimpico, dukker en smuk guldstatue op. Det er La Madonna di Monte Mario, blandt romere kaldet Madoninna (den lille Madonna). Den blev rejst i 1953 som tak til Maria for at have skånet Rom under 2. Verdenskrig. Et blandt hundredevis af Maria-portrætterer i det romerske bybillede. Men statuen er særlig for mange romere. Bjerget er forsvundet i aftenmørket og Madoninna svæver alene over stadion og holder vogtende, måske en anelse bekymret, øje med byen og romerne. Hun ved, at det er en særligt emotionel aften, da Roms to store fodboldklubber og ærkerivaler, S.S. Lazio og A.S. Roma, skal mødes i Serie A, i Derby Della Capitale, kampen om fodboldmagten i Rom.

Til venstre for mig løber Tiberen roligt og til højre forsøger bilister desperat at finde en parkeringsplads. Der er for en gangs skyld mange romere på vej til Olimpico i dag, et stadion der med plads til knap 73.000 mennesker stort set aldrig bliver udsolgt. Måske fordi billetpriserne er for høje i et land, der er presset økonomisk, måske fordi det er et mærkeligt fodboldstadion med en atletikbane, der gør afstanden til selve fodboldspillet stor, eller måske fordi de to klubber, der har hjemmebane på Olimpico, A.S. Roma og S.S. Lazio, ikke har vundet noget nævneværdigt i lang tid. Roma vandt sidst Scudettoen (det italienske mesterskab) i 2001 og Lazio i 2000. Det kan også være på grund af Calciopoli, match-fixing-skandalen fra 2006, der afslørede storklubber som Juventus, Milan, Fiorentina og Lazio i omfattende aftalt spil og gav Serie A et dårligt ry.

DVCE i marmor

På Ponte Duca d’Aosta samles Romas fans om mad- og ølboder, og der købes fodboldtrøjer med klubbens helte, både de nye som supertalentet Niccoló Zaniolo og den bosniske angriber Edin Džeko, de gamle som kaptajnen Daniele De Rossi, der har været i klubben for evigt og den nu abdicerede kejser af Rom, Francesco Totti, Il Capitano. Man kan også købe tørklæder i Romas giallorossi-farver med påskriften Lazio Merda. Så er scenen sat.

Da vi krydser broen kommer vi til Foro Italico, der blev skabt af Italiens fascistiske leder, Benito Mussolini til De Olympiske Lege i 1940, som ikke blev afholdt på grund af 2. Verdenskrig. Området bar endda hans navn og hed Foro Mussolini og er skabt med inspiration fra antikken og den arkitektur, der præger det historiske centrum. Her ligger atletikstadionet, Stadio dei Marmei, der er omringet af gigantiske skulpturer af nøgne, muskuløse kroppe, der symboliserer forskellige former for atletik, og som på denne aften står i mørket og vogter over den tomme og aflåste løbebane. Her står Stadio Olimpico, det kæmpemæssige fodboldstadion, men det første, der møder mig, er synet af en tronende og oplyst obelisk, der har påskriften MVSSOLINI DVX.

Rom er fyldt af historiske obelisker, men denne er den eneste moderne obelisk, og den viser tydeligt Il Duces forsøg på at omfavne det historiske Rom og Italien, forsøget på at blive den nye store leder, i Julius Cæsars og særligt Augustus' fodspor, en leder som Mussolini beundrede inderligt. Obelisken står der bare, underligt uforklaret, og lyser i mørket. Gaden foran obelisken er dækket af et smukt marmorgulv med muskuløse mennesker, som statuerne ved Stadio dei Marmei, og der står DVCE DVCE skrevet i marmor, gentaget flere steder, som en henvisning til den fascistiske leder. Man kan tydeligt se, at skriften for nyligt er blevet renoveret.

Ørnen mod hunulven

Klubbernes symboler og slagord pryder flagene, både i den anden ende af stadion på Curva Sud, hvor Romas fans befinder sig og på Curva Nord og hos os på Tribuna Tevere, hvor Lazios fans holder til. Dyr bruges som symboler overalt i sportens verden som maskotter, der render rundt og krammer børn og voksne, men her i Rom er der en helt anden seriøsitet forbundet med dyrene som symboler. Romas dyr er hunulven, den capitolinske ulvinde, der er Roms varetegn og en skulptur, der kan ses på det storslåede Musei Capitolini i Rom. Hunulven er sammen med Romulus og Remus, de to brødre der diger ved hunulvens bryst, og som ifølge myten grundlagde Rom. Blandt klubbens mange kælenavne er derfor tilnavnet La Lupa, hunulven. Et af Lazios kælenavne er Le Aquile, Ørnene, hvis symbolske betydning i denne sammenhæng kan spores til cirka år 100 f.Kr., hvor ørnen blev et fælles symbol for de romerske legioner. Af mere humoristiske indslag blandt aftenens mange flag kan man hos Romas fans se et flag i Lazios farver, men hvor ørnen er skiftet ud med en rotte.

Et kvarter før kampstart ændres Lazio-tilhængernes sang til en begejstret hujen. Midt på banen vandrer en lille, overvægtig mand nu rundt og vinker til publikum. Bombastisk musik brøler ud over stadion og så kommer en stor, smuk kongeørn pludseligt flyvende. Den svæver rundt til stor jubel blandt tilskuerne for til sidst at lande på den lille, overvægtige mands arm. Den er god nok: Lazio har en ørn ved navn Olimpia, der tager en runde på Olimpico før hver hjemmekamp. En vidunderlig gimmick, der må gøre Romas fans lyseblå af misundelse. Jeg tvivler på, at de får lov til at sende en hunulv på banen før deres hjemmekampe. Der er mange myter om rivaliseringen mellem de to klubber, og en af de hårdføre er, at en Roma-fan engang formåede at slå Lazios ørn ihjel med en slangebøsse.

Fascismens ansigter

På Curva Nords nederste del sidder en gruppe af de mest hårdkogte Lazio-fans. Store flag med et bogstav på hver er rejst gennem hele kampen: IRRIDUCIBILI står der skrevet; dem, der ikke kan reduceres, røres, flyttes. Denne fangruppering har kontrollen over Curva Nord og er af flere omgange blevet knyttet til neo-fascistisk ideologi og voldelige aktioner. Blandt Lazio-tilhængernes flag er der store portrætter af Dino Grandi og Giorgio Vaccaro. Grandi var fascist og minister i Mussolinis regering og Vaccaro forsvarede Lazios ret til ikke at blive indlemmet i den forsamling af klubber, der skulle blive til A.S. Roma i 1927. Og så var han general hos det fascistiske regime. Alle der interesserer sig bare lidt for fodboldkultur har hørt, at der er hårdkogte neo-fascistiske grupperinger blandt Lazios fans. Det er naturligvis en lille del af klubbens fans, men den er der. 

Roma bliver ofte omtalt som arbejderklubben, der hører til inden for Roms bymure og Lazio som den rige klub tilknyttet forstæderne og oplandet til Rom. Hårdkogte Romanistas (fans af Roma) kalder hånende Lazios fans for burini; bønderne som kommer ind og sælger smør i byen, og Lazios kalder Romas tilhængere for slagtere og jøder. Men det er en skrøne, at Lazio er klubben med rødder i fascismen, og Roma er den sande, gode arbejderklub. Det er i hvert fald en halv sandhed. Begge klubber har tilknytning til fascismen. Roma blev dannet af fascisten Italo Foschi som et forsøg på at lave en samlet klub i hovedstaden, og Lazio overlevede som nævnt denne fusion og forblev sin egen klub - også støttet af det fascistiske styre. Men Roma blev hurtigt set som folkets og byens klub: de har taget byens farver til sig, ulven som symbol og hørte til i et af byens arbejderkvarterer Testaccio. Lazio modsatte sig at tage del i fusionen, har ørnen som symbol, har taget sine farver som en hyldest til Grækenland og den romerske historie og blev dannet i den historisk mondæne bydel, Prati, der stadig i dag er et fint og rigt kvarter. Denne historiske klasseforskel og politiske uenigheder, et væld af myter og hændelser gennem de sidste 90 år lægger hovedgrundene for hadet mellem de to klubbers fans.

Kort efter ørnen har forladt stadion, kommer de to holds spillere på banen, og kampen fløjtes i gang. Lazio er svage favoritter på grund af hjemmebanefordelen, men de er også pressede, da de er 6 point bag Roma i Serie A. Begge hold mangler vigtige brikker i startopstillingen: Roma er uden deres græske forsvarsgeneral, Kostas Manolas, og Lazio har deres største stjerne og topscorer, Ciro Immobile, på bænken, da han har haft en skade. Kampen bølger frem og tilbage og begge hold er afventende. Forventelig nervøsitet. Der går kun tolv minutter, og så viser Manolas' fravær sig at blive et alvorligt problem for Roma. Et kæmpe hul i forvaret og Lazios ecuadorianske angrbier Felipe Caicedo scorer sikkert. Tribuna Tevere og Curva Nord ryster, Lazios fans brøler af lykke. 1-0 til Lazio.

Når far og søn heiler

Kort før kampstart ankom en lille familie og satte sig på rækken foran os. En fint klædt kvinde med læbestift, langt mørkt hår og lysebrun læderjakke, en far med Lazio-trøje og kulsort, slikket tilbageredt hår og deres 8-9 årige søn, i fuld Lazio-mundering og med helten Immobiles navn og nummer på ryggen. Under kampen tænder faren den ene smøg med den anden og bæller et par øl. Han er rædselsslagen, fuld af angst for kampens udfald. Moren smiler venligt til os. Faren forklarer på italiensk til sin søn og peger mod Curva Nord, mod IRRIDUCIBILI, hver gang de begynder at synge. Han ringer til nogen på Facetime, måske nogen der befinder sig på Curva Nord, og ud af det blå hæver han armen og instruerer sønnen i at gøre det samme. Armene hæves mod Curva Nord, og det er ikke til at tage fejl af. En velkendt hilsen som blev indført af Mussolini i 1919 som en hyldest til den stolte, storslåede romerske fortid, da han påstod, at denne romerske hilsen, saluto romano, blev benyttet i Romerriget. Den fint klædte kvinde opdager det og får far og søn til til at tage armene ned.

Under kampen bliver der heilet flere steder. På Curva Nord kan man spotte de hævede arme og i pausen står tre mænd med et flag med gotiske bogstaver og får en anden til at tage et billede af dem, mens de løfter armene strakt mod Curva Nord. Ingen reagerer. Lazio-fansene jublede, kyssede og krammede hinanden da de kom foran. Men det er ikke en kamp, der er båret af kærlighed. Hadet til modstanderen er større end kærligheden til fællesskabet. Det er åbenlyst, det stråler ud af tilskuerne, selv de mange der ikke hilser fascistisk mod Curva Nord. Det er ikke en kamp som fans af de to hold ser frem til med glæde, men med forhåbningen om at komme ud på den anden side med et godt resultat.

Efter Lazios føringsmål forsøger Romas angriber Edin Džeko sig, men bolden bliver reddet. Roma har ikke noget at komme med og virker skræmte af Lazio-tilhængernes massive lydkullise. Lazios forsvar står bomstærkt, og de to tidligere Liverpool-spillere Lucas Leiva og Luis Alberto dominerer midtbanen over Romas kaptajn, Daniele De Rossi, som virker atypisk usikker og uden overblik. Lazio sætter til stående ovationer Ciro Immobile ind. Kort efter får de straffespark, og Immobile scorer sikkert. Lazio er på vej mod sejr, og klubbens helt har scoret.

Daniele De Rossis blik

Tre uger før derbyet var jeg på Olimpico for at se ottendedelsfinalen i Champions League mellem Roma og FC Porto. En helt anden fodboldkamp og en fuldstændig anderledes oplevelse. Jeg var alene på stadion blandt Romas fans, stemningen var god, folk hilste pænt på mig, og der var højt humør. Der var også et grimt skær af kapitalismens triumf i fodboldverdenen, som man ser til den slags prestige-kampe: Billetterne var ekstraordinært dyre, turister med selfie-stænger, der slet ikke ser kampen, fyldte på lægterne, og der blev konstant optaget video. Alt skulle dokumenteres - også på Snappen og Instagram. Tre uger senere til derbyet er der ingen, der tager billeder. Alt er intenst, alle smil, sange og vredesbrøl kommer fra dybet af hvert et menneske. Der er fuld fokus på kampen og reaktioner på hver eneste handling fra spillerne eller dommeren.

Roma vandt kampen imod Porto 2-1, og kaptajnen De Rossi styrede midtbanen med ro og overblik. At betragte De Rossi fra tilskuerpladserne, i fugleperspektiv, var en rørende oplevelse. Han er ikke den hurtigste spiller, men hvilken ro han spiller med! De Rossi har dybe, mørke øjne, en spids næse og et stort og vildt (men nøje tilklippet) skæg. Han er en smuk mand, der udstråler ro og aggressivitet på samme tid; et symbol på den stærke, romerske mand, der kan lede holdet (og byen) til stolthed og storhed via fornuftige valg på og udenfor banen, og som holder sig til og følger trænerens gameplan.

Man fristes til at tillægge hans blik en stoisk ro med henvisning til den sympatiske og vellidte “filosof på kejsertronen” Marcus Aurelius, der i dag er en fantastisk statue af på Capitol-højen, hvorfra han, ridende på hest og med roligt overblik kigger ud over Rom - nøjagtigt som De Rossi har overblikket over sine medspillere og modstandere. De Rossi er det maskuline symbol, og hans blik trækker tråde til Romerriget, til Julius Cæsar og Augustus og Roma-legenden Francesco Totti. Benito Mussolini, må jeg blankt erkende, ejede også det blik, men hverken Silvio Berlusconi og landets nuværende ledere Luigi Di Maio, Giuseppe Conte og Matteo Salvini ejer det. Berlusconis blik er det ubehageligt skælmske, Conte og Di Maios det overfladisk charmerende og Salvinis det aggressivt dovne. Ingen af dem ejer De Rossis målrettede, rolige blik. Men tre uger senere, på denne derby-aften, ligner De Rossi en forvirret, skambidt måge, der intet kan stille op mod Lazios altædende kongeørne.

Og så sker det. 3-0. Det endegyldige punktum. Lazio starter et angreb med smukke, hurtige afleveringer og Danilo Cataldi spilles fri og scorer. Sidst Lazio slog deres ærkerivaler med 3-0 var i 2006, hvor træneren Delio Rossi fejrede sejren med at hoppe i Il Fontanone, fontænen på Gianicolo-højen – i december måned. Målscoreren Danilo Cataldi, født og opvokset i Rom, løber efter sin scoring ned til Curva Nord og smider trøjen. Ekstasen blandt publikum er utrolig og voldsom. I overtiden bliver der uddelt hele fire gule kort, og Romas frustrerede back Aleksandar Kolarov med en fortid i Lazio bliver smidt ud.

1.000 kirker

Faren foran os løfter sin søn op i en glædesrus, kysser ham og vender sig mod mig. Han kigger mig i øjnene. Han er lykkelig, hans øjne er sorte som kul, hans blik er ekstatisk. Jeg kigger væk, glæden stråler ud af alle Lazio-fans. Men det er svært at se bort fra hadet, der stråler i øjnene på manden foran mig og i blikket på de mange fans omkring mig.

Der er også skønne blik. En ældre mand ved siden af mig, der læser sportsavisen og smiler, når jeg kigger hans vej. En endnu ældre mand står ved siden af og løfter et flag i hvidt og lyseblåt, det svajer roligt. Han er stolt af sin klub, sit hold, han har tårer i øjnene. Han kan næsten ikke holde flaget, han ryster. Men det er svært at smide følelsen af ubehag, det mørke i manden foran mig, der kommer ud af hans øjne, tonen i råbene, de fascistiske flag og hilsner. Jeg kan ikke føle den her sejr, der er noget på spil, som jeg ikke kan forstå, og som jeg aldrig vil kunne forstå, der er noget på spil, en kulturel kamp, som tilhører det italienske og Rom.   

På vej fra stadion runger Lazio-fansenes sang. Vi er næsten de eneste, der går ved slutfløjtet, men det her er ikke vores fejring. Vi har hverken ret eller lyst til at deltage i fejringen. Der er heller ingen tumult på vej ud, og da vi krydser Ponte Duca d’Aosta i mørket, er der helt stille. Romas fans bevæger sig ind mod deres by igen, lydløst, dybt chokerede over ydmygelsen.

Det siges, at der er knap 1.000 kirker i Rom, og efter denne aften får jeg lyst til at inddrage Stadio Olimpico i den imponerende statistik. Det er et sted, hvor menneskets største følelser udfoldes og hvor der søges frelse. Men det er forkert at sammenligne fodbold med religion, selvom det særligt i forbindelse med romerne er oplagt. På stadion er der ingen Gud, der kan frelse dig, og der er intet i fodbold, der kan rense dig. Der gives ingen falske løfter om Himmel og Helvede. Fodbold foregår altid lige foran dig og inde i dig, det er både håndgribeligt og ubeskriveligt. Som denne aften til derbyet viste, bevæger fodbolden sig i et grænseland: den kan bryde menneskets moralske hinde og skabe den reneste følelse af had, der er rettet mod en forestilling om en anden gruppe af mennesker, en anden livsførelse, der står i modsætning til dit eget, trygge, konstruerede selvbillede. Og fodbolden kan modsat også skabe den klareste følelse af lykke.