Print artikel

Den sidste etapes melankoli

Miguel Induráin og Claudio Chiapucci side om side i Tour de France
Essay
28.07.19
I aften ruller feltet ind til en sidste massespurt på Champs-Elysées i Paris. Men hvad er det der slutter, når den sidste rytter er kørt over stregen? Og hvorfor gribes man af sørgmodighed, når sendeminutterne fra verdens største cykelløb rinder ud?

Jeg hader den her dag. Og denne gang endnu mere end før, fordi jeg har taget forskud på den med dette essay. Jeg taler om dagen i dag; den dag Tour de France slutter.

Som et konstant aftagende ekko af de foregående 20 dage, kører rytterne en potemkinkulisse af et cykelløb frem mod Paris, for kun til sidst at lade ægte konkurrence tage pladsen fra paradekørsel. Et udbrud flirter med den helt usandsynlige mulighed for at snyde sprinterne, der med usvigelig sikkerhed henter dem på sidste eller næstsidste omgang rundt i Paris. En eksplosion af kulfiber og gummi mod en streg, der er trukket over asfalten. To arme i vejret fra en korpulent rytter. Tre mand på et podie. Så er det slut, og den sædvanlige programoversigt sætter sig ubønhørligt igennem. Så slukker man tv’et. Der er alligevel ikke mere at se, og der er intet at tage sig til. Det solafsvedne sommerlandskab byder ikke på noget som helst, og tavsheden er larmende.

Som dreng var det næsten ikke til at holde ud. Dengang sluttede etaperne til vanlig tid ved halvseks-tiden, og sejrsceremonien var overstået inden halv syv. Så spiste vi aftensmad, og så ramte intetheden. Sportssiderne i avisen dagen efter var allerede et svagt minde, mens verden gik videre, som om intet var hændt. Det var nytårsblues midt om sommeren. Et helt år til, og kun langsomt genvandt min virkelighed mening og fylde frem mod skolestarten. I de seneste år er sidste etape sluttet ved otte-tiden i aftensolens gyldne varme, og bagefter har jeg skullet lægge mine børn i seng, eller et af dem. Jeg er blevet bedre til at flygte ind i noget andet, og vi har en uges ferie tilbage med at gå i vandet eller besøge nogle venner denne gang. Men indeni er jeg på dette punkt stadig 12 eller 13 år, og melankolien føles ligeså intenst som dengang.

Jeg er vokset op med Tour de France fra begyndelsen af 1990erne. Induráin var min store helt. Med sin nærmest ubevægelige position på cyklen, rå kraft, dæmoniske smil bag de mørke solbriller, så magtfuld og elegant og mystisk og tavs. Jeg har altid været fascineret af hans type. Pete Sampras i tennis, Michael Laudrup i fodbold, Poul Erik Højer i badminton. Elegantieren, der aldrig lader følelserne løbe af med sig, hverken i de bedste eller de værste øjeblikke. Ikke fordi jeg selv er sådan, men nok fordi jeg netop ikke er sådan, når jeg dyrker sport. Evigt hidsig, råbende, aldrig helt fair og altid totalt tribalistisk. Selv når jeg bare er ude på en træningstur kan jeg ikke klare at blive overhalet. Det er ikke et kønt syn, mildt sagt, og måske er det derfor, at cykelsporten er den eneste tilbageværende sport, jeg stadig dyrker. Her er der ingen chancer for, at min familie dukker op og ser, hvem jeg også kan være, og de venner jeg cykler med, tiltror jeg ikke at sige noget og at have tilgivelse i rigelige mængder.

Det var nytårsblues midt om sommeren. Et helt år til, og kun langsomt genvandt min virkelighed mening og fylde frem mod skolestarten.

Sådan er det i øvrigt generelt med den omkringliggende virkeligheds forhold til cykelsporten. Så snart offentligheden kommer for tæt på og ser, hvad der virkelig foregår der, intervenerer den. Som når både Luke Rowe og Tony Martin blev smidt ud af årets tour for et klammeri ude på ruten, hvor Martin slog et smut med baghjulet og var ved at puffe Rowe – der efter alt at dømme havde været næbbet eller endda selv slået ud efter Martin – ned i vejkanten. De var begge elegante nok til, at det aldrig blev farligt, og de blev jo gode konkurrenter igen efter etapen. Men det blev fanget på TV, og så skulle der ryddes op og statueres et eksempel. Folk kigger jo på derhjemme. Og vi vil helst ikke mindes om kløften mellem, hvor pæne vi gerne vil være, og hvor pæne vi egentlig er. Er der nogle, der viser smudset og pletterne på skjorten, ryger de ud.

At cykelsportens arrangører har let til moralsk panik, når rytterne viser sig som engle med beskidte ansigter, er på sin side let at forstå. Siden 1998 er cykelsporten i flere omgange blevet ramt at skandaler om massiv, systematisk og organiseret doping, og forargelsen har været så stor, at det på et – eller flere – tidspunkter har truet med at cykelsporten helt ville dø ud som tv-sport. Forretningen var med andre ord truet, og det er nok mere det, snarere end moralsk genfødsel, der har gjort cykelsporten ren(ere).

Nu har vi nået et niveau, hvor dopingspøgelset er blevet en integreret del af fortællingen om cykelsport, og dermed kan det håndteres uden hele sportens legitimitet er i fare for at ryge på gulvet. Men det ændrer ikke på, at det er lidt trist. Kører en rytter over evne – som når Alaphilippe slår Geraint Thomas i en enkeltstart – fyger det med dopinganklager. Også selvom Geraint Thomas og Ineos (tidligere Team Sky) i år har vist sig langt svagere og langt mindre sammentømrede end tidligere år, og selvom ingen fisker anklager hverken om doping eller korruption frem, når de største fodboldhold laver fabelagtige remontadas i Champions League. Det er det samme princip som med Rowe og Martin: man fremstår ren, når man smider andre ud for at være beskidte. Som sagt – den omkringliggende samfundsvirkelighed har fået et belastet forhold til cykelsporten. Her er utrolige præstationer netop det, u-trolige, mistænkelige, falske. I fodbold er det altid en magisk aften på Anfield Road.

Spørgsmålet er hvorfor? Og jeg tror, at svaret har meget at gøre med, at cykelsportens væsen, som – for nu at parafrasere dopingsynderen over dem alle, amerikanske Lance Armstrong – ikke handler ret meget om cykler, er på kollisionskurs med den inderste kerne af det moderne, videnskabeliggjorte samfund, den blev til i.

*

Selv dem, der kun følger sporadisk med i cykelsporten, har lagt mærke til, at den har en forunderlig evne til at vække det litterære i de journalister, der rapporterer fra den. Metaforerne og sprogbillederne sidder løst, og ikke sjældent kommer der formidable tekster og imponerende kommentering ud af det. Så meget mere kan det undre, at der findes så få romaner med cykelsporten som sin genstand og univers. Til gengæld er en af de bedste, så også – og heldigvis – en virkelig god roman.

Tim Krabbé, der inden sin karriere som god amatørcykelrytter, var hollandsk stormester i skak, udgav i 1978 romanen De Renner, Rytteren. En kort autobiografisk roman om det 137 kilometer lange Tour de Mont Aigoual, et cykelløb i Massif Central i Frankrig. Selve løbet har aldrig eksisteret, og er stykket sammen af flere forskellige løb, Krabbé havde deltaget i i løbet af 1970erne, men inkarnerede Krabbéfans har genskabt ruten, som kan downloades fra nettet. Krabbé har fortalt, at 90 procent af romanen er sandfærdig, mens resten er opfundet. Det skal man nok ikke regne med er rigtigt; det hele er formentlig sandt. Og netop det temafelt – sandhed, løgn og sandheden om løgnen – er Rytterens egentlige ærinde.

Krabbé er i det meste af løbet i udbrud sammen med en gruppe andre ryttere, venner og fjender, og det er blandt dem, den absolutte finale skal køres. Afgørelsen skal ikke afsløres her, undtagen at henvise til Krabbés egen konstatering af, at succes, særlig ens egen, ikke er et godt litterært emne, mens nederlag er. Romanen fortæller løbet fra start til slut, men er isprængt små udbrud af tanker, erindringer, paranoide forestillinger om de andre ryttere og skiftevis storladne og ynkelige idéer om hans egen styrke og svaghed. Som Krabbé meget præcist definerer som kendetegnene for det liv i bevidstheden, man har, når man cykler. Undervejs udlægger han bedre end nogen anden jeg har læst eller hørt, skakspillet, pokerspillet, hykleriet, rivaliseringen og nulsumsspillet cykelsport.

Den løse struktur og den springende fortælling er indhegnet af en anekdote om den første femdobbelte vinder af Touren, franske Jacques Anquetil – som med sit James Dean-agtige look og kokainspægede krop sammen med Coppi og Merckx hører til sportens mest mytologiske skikkelser. Anekdoten handler om, at Anquetil altid i begyndelsen af en bjergstigning skulle have taget sin drikkedunk fra stativet på cyklen og proppet den i baglommen på sin trøje. Efter at have været vidne til den handling skulle hans hollandske hjælperytter Ab Geldermans, til sidst have spurgt ham, hvad fanden han egentlig gjorde det for. Jo, skal Anquetil have sagt, en rytter udgøres af to dele, ham selv og hans cykel, og når man kører opad, handler det om, at cyklen er så let som muligt. Ergo…

Ergo – hvad? Uanset, hvor vægten er placeret, rytter eller cykel, er man jo lige tung. Objektivt set. Det er de matematiske kendsgerninger. Overfor det bemærker Krabbé, at en rytter ligesom ethvert andet menneske er udgjort af en sjæl og en krop, og det er sjælen, der er den egentlige rytter, og det Anquetil gjorde, var at skabe en forestilling for sig selv om at være lidt lettere med dunken i baglommen. Illusorisk? Ja. Men »intet er mere nærende for en fast og solid tro end fejlagtige forestillinger.« Og »Anquetil havde brug for tro.«

Succes, særlig ens egen, er ikke et godt litterært emne, mens nederlag er.

Mod slutningen af romanen vender Krabbé tilbage til anekdoten med Anquetil. Han har ledt efter fotografisk dokumentation for den. Af Anquetil på vej op ad et bjerg i Touren med dunken på ryggen. Og ikke én gang finder han ét, hvor drikkedunken ikke sidder pænt på sin plads i stativet på skrårøret. Anekdoten var en vandrehistorie. Der er ingen evidens for den simpelthen. Men Krabbé drager den modsatte slutning. Det er ikke anekdoten, der er falsk, men billederne der er »upræcise.« Geldermans lille historie »træffer rytterens sjæl, og derfor er den sand.«

Her bliver Krabbés roman lige dele portræt af menneskets selv og af cykelsportens væsen. Vi ved fra undersøgelse efter undersøgelse, at mennesker lyver, vinkler, fejlerindrer, overdriver og udelader hver eneste dag. Det ved vi vel egentlig også, når vi skal være helt ærlige overfor os selv. Det er ikke det samme, som at vi aldrig siger sandheden eller er ærlige. Det er vi helst det meste af tiden, men det hele hænger ikke sammen uden lidt lim af fiktioner og gode historier og lidt fortrængning. Det værste vi kan gøre, er at lyve om netop det faktum – lyve om løgnen så at sige. Skal vi styre løgnen i verden, må vi først være ærlige om den kendsgerning, at vi smører lidt tykt på engang i mellem eller lidt sukker udover for hårdtslående sandheder. Og sådan kan man læse Krabbés lille roman. Ikke bare som en dyb beskrivelse af, hvad der foregår i et cykelløb og i en rytters sjæl, men som et forsvar for en lidt tarvelig humanisme: Vi er ikke bedre, end vi er, men det hele kan blive meget værre, hvis insisterer for hårdt på at blive det.

Og det er lige her – mellem en sagtmodig, humoristisk og vel grundlæggende tilgivende opfattelse af menneskelivet i al dets ambivalens og en ideologisk dyrkelse af objektivitet, evidens og sandhed – at konflikten de seneste årtier mellem cykelsporten og den omkringliggende kultur skal findes.

*

I 1987 udgav den tyske filosof Peter Sloterdijk en lille bog med et omarbejdet foredrag, han havde holdt – af alle steder – i den sydkoreanske hovedstad Seoul. Bogens titel er ligeså klassisk for Sloterdijk, som den er uforståelig, indtil man har læst bogen: Kopernikansk mobilisering og ptolemæisk nedrustning. Jeg tror, jeg købte bogen engang i nullerne, fordi jeg syn(t)es Sloterdijk var cool, og titlen lød fed – og fordi jeg aldrig havde formået at kæmpe mig gennem hans store hovedværk, Kritik af den kyniske fornuft, der med sine næsten 1000 enormt tætskrevne sider virkelig er, ja, stor.

Bag den mystiske titel gemmer sig et forsøg fra Sloterdijk på, at komme frem til, hvad kultur og kunst kan være i dag – det vil sige på den anden side af den affortryllelse af verden, der igen og igen er blevet tematiseret af filosoffer og sociologier. Gud var død, jorden var blevet en klode uden en eneste uopdaget plet, og alt kunne beregnes. Hvad er kultur og kunst i den verden andet end åbenlyse illusioner, som højst kan tilgives som underholdning for at få tiden til at gå?

For Sloterdijk – som for så mange andre – udspringer det moderne af Nicolaus Kopernikus’ astronomi. Offentliggjort ganske kort før sin død i 1543 satte hans bog De revolutionibus orbium coelestium (Om himmelsfærernes omdrejning) gang i omkalfatring af næsten alt i århundrederne efter – naturvidenskab, metafysik, religion, politik.

Indtil Kopernikus var det et kosmologisk og metafysisk udgangspunkt, at jorden befandt sig i midten af verdensrummet og i stilstand, mens solen og månen og de andre planeter bevægede sig rundt om i en cirkel, og stjernerne, mente man, var fastgjort i en skal yderst ude. En forestilling, man kalder det geocentriske verdensbillede og som går tilbage til den alexandrinske astronom Ptolemæus i begyndelsen af vor tidsregning. En kosmologi, som med tiden måtte gøre brug af flere og flere hypoteser og gætterier, når det kom til at beregne og forudsige planeternes bevægelser og afstand til jorden og mellem hinanden. Her kunne Kopernikus ved at placere solen i midten af universet og gøre jorden til en planet som alle andre, der drejede rundt om sig selv, gøre astronomien langt mere sammenhængende.

Men som filosoffer som russisk-franske Alexandre Koyré kunne se i begyndelsen af det 20. århundrede, var det med enorme konsekvenser, Kopernikus’ revolution via Newton, Galilei og Descartes bredte sig. Først og fremmest genskabte og forstærkede den skellet mellem fornuft og sanser. Hvor traditionen fra Platon altid var skeptisk overfor sandhedsværdien af det, vi kunne se, var man overbevist om forbindelsen mellem det sete og sandheden om det sete, som på sin side var en usynlig idé. Efter Kopernikus blev det, vi så, en slags løgn.

Det mest prominente eksempel på det har faktisk at gøre med den sol, han satte i centrum i stedet for jorden. Det er stadig aflejret i vores sprog – vi siger, at solen står op, og solen går ned. Men det gør solen ikke. Det ser kun sådan ud, fordi vi tager vores plads på jorden som udgangspunkt; i virkeligheden er det jorden, der kredser om sig selv, mens den kredser rundt om solen. Det er ikke solen, der vender sig væk fra os, men os, der vender os bort fra solen. Sandheden kunne stadig ikke ses, men nu var sanserne et totalt bedrag. Tog man udgangspunkt i dem blokerede de én fra at nå sandheden. Det hævede Descartes op til et princip i sine Meditationer om den første filosofi. Sanseerfaringer kunne kun tillades, hvis de bøjede sig for matematisk beregning, dvs. når der ikke var nogen grund til at støtte sig på dem.

Som naturvidenskaben spredte sig og underkastede flere og flere dele af virkeligheden, gentog det mønster sig. Der var ingen forbindelse mellem det, vi så, og sandheden om det, vi så. Musik var bare svingninger, ting var atomer, kærligheden en kemisk proces i hjernen, mennesket selv en lidt mere avanceret abeflok. Intet var som vi opfattede det. Alle fænomener, fordampede til beregnbare strukturer og relationer, vi ikke bare ikke kunne se, men kun kunne ’se’, når vi helt opgav den verden, sanserne gav videre.

Førnævnte Koyré talte om, at »den kvalitative verden af sanseperceptioner, den verden hvori vi lever, elsker og dør« blev erstattet »med en anden verden, den kvantitative verden af tingsliggjort geometri, en verden hvor der er plads til alle ting – men ikke til mennesket.« Sloterdijk kalder den proces for »destruktionen af det selvfølgelige« og han definerer med rette den sindstilstand, der følger med den som den svimmelhed, man føler, når man kigger ned i en afgrund. Vi lever på en planet, der raser rundt om sig selv i den tommeste luft rundt om en brændende stjerne, der også bare hænger der. Selv hvis man ikke har højdeskræk, giver det et sug af fortabelse.

Ligesom vi ikke bare holder fast i solopgangen og solnedgangen rent sprogligt, men forbinder det med særlige følelser og betydninger, ligesådan har vi brug for fortællinger om verden for at høre hjemme i verden.

Men Sloterdijks ærinde er mindre at gentage konstateringen af den nye ørkenagtige virkelighed, den kopernikanske revolution førte med sig, som at reagere på den. Og hvordan? Jo, vi siger jo stadig, at solen står op og går ned – »i al sin arkaiske skønhed,« som Sloterdijk skriver. For det gør den jo – selvom det bare er for os og ikke i sig selv.

Nøgleordet her er skønhed. For Sloterdijk skal reaktionen på moderniseringen og videnskabeliggørelsen af verden komme fra kulturen. Selvom både litteraturen, musikken (det atonale, dele af jazzen) og særligt malekunsten fulgte med moderniseringen og opgav at efterligne det sanserne, så og hørte, og i stedet søgte ud i det abstrakte og ubevidste, har mennesket brug for sine ’falske’ sandheder for at have - som Koyré pegede på - en plads i verden. Altså, visse blinde pletter, som vi holder fast i selv om vi ved, at det er blinde pletter.

Sloterdijk kalder det forskellige ting: »informeret ligegyldighed«, »naivitetens fornuft«, »antropologiske rester« blandt andet og »et sanseligt hjem«, hvis mål og virke han definerer »skånsomhedens æstetik«, der skal »afbøde det psykiske styrt som uundgåeligt følger, når forskningssvimmelheden bliver absolut.«

Som et fjerde begreb foreslår han simpelthen ordet ”myte”. Ligesom vi ikke bare holder fast i solopgangen og solnedgangen rent sprogligt, men forbinder det med særlige følelser og betydninger, ligesådan har vi brug for fortællinger om verden for at høre hjemme i verden. Også selvom vi ved, at de ikke er helt sande i den betydning, vi giver sandhedsbegrebet i dag – af evidens, dokumentation og beregning. Det er det, der ligger i den fascinerende og gådefulde titel på hans bog: vi har brug for en ptolemæisk nedrustning overfor den kopernikanske mobilisering. Eller som Sloterdijk skriver:

»Der er, som vi også erfarer i samtidskunsten, en naivitetens fornuft, en fænomenernes umistelige ret, en solopgangens primære værdighed, det bogstaveliges, det flygtiges, det ”forgrundeliges” respektable alvor.«

Og kunne man tilføje – også fordi jeg ikke er så langt fremme på den kunstneriske forfront – cykelsportens værdi og nødvendighed.

*

Måske skulle jeg skynde mig at sige, at der ikke er noget galt med sandhed, dokumentation og objektivitet. Det er helt afgørende elementer af mit eget fag og arbejde med politisk journalistik. Her vil jeg aldrig give så meget som en millimeter køb på de idealer.

Min lille kritik handler om, hvor langt man kan og bør drive de idealer, når det kommer til andre dele af tilværelsen: det kulturelle og eksistentielle. Ikke fordi det, der foregår her er løgn, men fordi vi har at gøre med en anden type af sandhed, der holder døren lidt på klem for fiktionen. Så vi har hjem i verden. Og det er i den kontekst vi ikke bare skal se cykelsporten, men også forstå modstanden mod den. For det er jo modstand, der er tale om, når folk stadig er så mistænksomme over for store præstationer i cykelsporten. Pludselig opfattes det som en brøde mod samfundet som sådan, hvis der (måske) er nogle, der har skudt medicinsk genvej. Det er den kopernikanske mobilisering, der ligger i krig med den ptolemæiske nedrustning og vil afsløre, når der sker noget ’stort’ – og i yderste instans bliver fornærmet over, at mennesket kræver sin mytologiske små øer af fortællinger og mening.

At det lige rammer cykelsporten, er måske ikke så underligt. Med sin forening af menneske og maskine krydser cykelsporten bestandigt det kopernikanske og det ptolemæiske. Noget den italienske forfatter og filmmand Curzio Malaparte (der typisk for hans tids intellektuelle både nåede at flirte med fascisme og kommunisme, inden han blev dybt katolsk) i 1947 beskrev indgående i sit essay om Coppi og Bartali.

Sammenstødet mellem det moderne kopernikanske og det arkaiske ptolemæiske, er også pointen i den fine om end noget opulente og meget katolske bog, Rytteren og hans skygge – en beretning om cykelsporten og dens inderste væsen, af ex-cykelprof nu filosof, Olivier Haralambon. Her kommer han med en ret præcis iagttagelse af vores forhold til cykelsporten – og cykelsportens forhold til sig selv i dag:

»Men det er imidlertid ikke let at vurdere omfanget af dette rasende forbrug af kræfter. Man kan selvsagt kvantificere dets produktion af mekanisk energi i overensstemmelse med den lov, der råder i sporten nu om dage, altså om det abstrakte forhold mellem varigheden af den fysiske indsats og den mekaniske kraft. Men det indebærer netop, at man gør det til noget abstrakt, det svarer til at man reducerer et ansigts uendelige rigdom på udtryk til nogle enkelte træk og en indskrænket symbolsk funktion. Anspændelsens fysiognomi er her lige så let at genkende som den marxistiske teori på en Che Guevara-T-shirt.«

Det er watt-målingerne på rytternes cykelcomputere, Haralambon henviser til, og til den enorme dyrkelse af naturvidenskabelige data, som har indtaget næsten alle dele af cykelsporten i dag. Professionelt som på amatørplan. Som udøvende såvel som i dele af dækningen af cykelsporten (heldigvis ikke så meget den danske). Det repræsenterer en reaktion på cykelsportens blakkede fortid med doping-relaterede mirakler. Både i den forstand, at man i stedet for en lidt for smart læge nu har allieret sig med kosteksperter og ingeniører i jagten på de i dag berømte marginale forbedringer og som en måde at forelægge dokumentation for præstationerne, så man kan genvinde troværdighed og legitimitet. Det første indebærer kun små problemer. Som når den tidligere tyske Telekom-strong man Rolf Aldag under årets Tour bemærker, at med wattmålere på cyklen, »misser rytterne deres karrieres bedste dage«, fordi rytterne med blikket på watt’ene »ikke tror på det, de gør«, når de kører over evne.

For det er nu det billede, vi gerne ser os selv i: at teknologien og videnskaben kan redde os fra os selv. Det er vor tids ideologi.

Det andet punkt er noget værre – fordi wattmåling og sammenligninger mellem dem næsten ingen mening giver. Ikke engang for én som mig, der følger sporten relativt intenst. Kasper Asgreen kørte med så og så mange watt – ja, og hvad betyder det? Ingen anelse. Jeg kan bare se, at han kører stærkt som ind i helvede. Med andre ord: watt-tal og de andre kaskader af data, er her bare endnu en anden fortælling om cykelløbet; i stedet for eventyrlige beskrivelser af helte på vej mod gudernes residens på toppen af olympen, har vi nu fået statistiker og tal ad libitum, som ingen rigtig fatter. Det skal give et anstrøg af objektivitet, men det er lige så meget fortælling. Det er bare en fortælling, der ikke vil genkendes som fortælling, men smyger sig om skuldrene med den naturvidenskabelige sandheds kåbe. For det er nu det billede, vi gerne ser os selv i: at teknologien og videnskaben kan redde os fra os selv. Det er vor tids ideologi.

Og ligesom det er en fortælling, der benægter, at det er en fortælling, forveksler vi og cykelsporten målingen og det, der bliver målt. Watt tager pladsen for præstation – ifølge Aldag altså helt ned på rytterniveau. Og ligesom rytterne dermed som en anden tegneseriefigur først falder i afgrunden, når den kigger ned, og »misser sine bedste dage,« mister vi enten oplevelsen af noget helt vildt eller fordømmer den, hvis vi endelig støder på den.

Haralambon konkluderer:

»Selv om man forsøger at reducere præstationen til at være en nøje afmålt bevægelse, vil den aldrig være et maskinelt produkt; den forudsætter et subjekt, det vil sige et stedløst princip, altså noget der ikke lader sig måle. Hvis præstationens sandhed eller kerne skal kunne tilnærmes, kræver dette, at man tegner et portræt af den eller skuer ind i sig selv efter sandheden. Man må altså ty til fortællingen som metode, i ordets strengeste forstand.«

Afskeden med et tre ugers liv med myten Tour de France som univers. En altid sørgmodig udtræden af naivitetens fornuft, og genindtræden i svimmelhedens rige af nøgtern evidens, vidensopsamling og dokumentation.

Fortællingen som den vej, vi skal gå (på oldgræsk betyder methodos at gå efter), eller køre (so to speak), når det kommer til cykelløb. Og, kunne man tilføje, det menneskelige tilstedevær i verden mere generelt. Det er et andet ord, helt bogstaveligt, for de myter, Sloterdijk taler om. Igen; ikke sådan, at vi på en eller anden reaktionær måde, skulle vende – det kan vi heller ikke – ryggen til den moderne, tekniske verden. Men på den ene side har vi brug for områder af livet, hvor fortryllelse og fortælling stadig har plads, og hvor menneskelig mening og sansernes erfaring kan udspille sig som sådan. Og på den anden side har vi netop brug for det, så fortryllelsens og subjektivitetens kræfter ikke slippes løs på andre arenaer – den politiske ikke mindst – hvor den kan stikke ild på hele verden.

Sådan et mytisk sted er cykelsporten. Der er også andre selvfølgelig. Og lige så nidkært, vi skal vogte os for æstetisering af og forsøg på genfortryllelse i politik, ligeså opmærksomme skal vi være på at trække grænser for den kopernikanske mobiliserings indtog i alle dele af tilværelsen.

Ultimativt tror jeg, det er derfra mine i snart 30 somres evigt genkommende blues hin søndag i slutningen af juli stammer. Afskeden med et tre ugers liv med myten Tour de France som univers. En altid sørgmodig udtræden af naivitetens fornuft, og genindtræden i svimmelhedens rige af nøgtern evidens, vidensopsamling og dokumentation.

Snart viser de heldigvis Vuelta’en, VM og Lombardiet Rundt. Men så sker der ingen ting i månedsvis frem til Strade Bianche og Paris-Nice.

Måske jeg i aften i stedet for tristhed, vil trække i cykeltøjet og køre de små 40 kilometer, aftensolen tillader, inden den går ned. Selvom solnedgange ikke findes i virkeligheden. Gå i bad og vaske støvet af mine ben. Måske.

Åh, hvor jeg dog hader den her dag.