Print artikel

»Hvis Guardiola er Mozart, så gør det Mourinho til Salieri«

Feature
19.05.18
José Mourinho vil opnå kontrol over spillernes følelsesliv for at skabe den perfekte taktik. En slags maskinfodbold, hvis eneste svaghed paradoksalt nok er, at det er mennesker, der skal spille den. Portræt af mestertræneren, der ikke bare kæmper for at vinde fodboldkampe, men også for at komme ud af Pep Guardiolas skygge.

»Der er skrevet så mange bøger af folk, jeg ikke engang kender, så mange bøger fyldt med usande kommentarer, så mange bøger så langt fra, hvordan jeg tænker, føler, og hvem jeg er.«

Det er ikke let at blive klog på José Mourinho. Heller ikke ifølge manden selv. Citatet stammer fra introduktionen til Mourinhos selvbiografi Mourinho fra 2015, men bogen er ikke et opgør med løgne og fordrejninger. I introduktionen forklarer Mourinho nemlig videre, at ord ikke er den rette måde at opsummere hans karriere på. Det er billeder derimod. Biografien er en simpel billedbog bestående af fotografier, der viser Mourinhos mange sejre og triumfer.

Det er den fortælling, som den selvudnævnte The Special One ønsker. Når alt kommer til alt, er det de otte mesterskaber, de to Champions League-trofæer og alle de andre titler, som tæller. Alt andet er overflødigt. Han er blevet synonym med den kyniske resultatorienterede fodbold, som ser stort på, hvordan sejrene kommer i hus – bare de kommer det. I aften står han i endnu en finale. I spidsen for Manchester United F.C. skal han kæmpe om FA Cup-pokalen imod sin tidligere klub Chelsea F.C., hvor han fra 2004-2007 for alvor slog sit navn fast i topfodbolden.

Zeru Tituli

Men Mourinho har ikke bare trukket et spor af succes efter sig igennem karrieren. Side om side med triumferne har der hersket et kaos, der har vokset sig større i takt med, at han har besteget den ene fodboldtinde efter den anden. Et kaos, som konstant udvider Mourinhos manøvrerum og giver ham magt og kontrol, men som også kan blive for stort og lukke sig om ham.

Mourinho dyrker kaosset. Han langer ud efter modstandere, journalister, dommere og kampprogrammet. Han provokerer og mere end antyder, at hele verden er imod ham. Belejringstilstanden er permanent. Han hænger spillere ud i pressen og kritiserer truppen, hvis resultaterne for en stund svigter. Han truer med at tage sit gode tøj og gå, når krisen kradser.

Med andre ord er man enten for eller imod Mourinho. Der er ingen gylden middelvej. Han kræver en radikal loyalitet af sine omgivelser, og hvis han ikke har den fulde opbakning, er kompromisset kun en mulighed som en midlertidig våbenhvile. Men når han har opbakningen, og hierarkiet er på plads, fremstår han som en kultisk lederskikkelse.

Det kunne ikke stå klarere, end da Mourinho takkede af i Inter Milano i 2010 efter at have vundet det italienske mesterskab, Champions League og den nationale cup – en såkaldt treble. Hardhitteren Marco Materazzi var rørt til tårer, da han skulle tage afsked med Mourinho, og på lægterne blev mesterskabet fejret med sloganet ”Zeru Tituli” – et slogan, Mourinho var ophavsmand til.

I en tirade tidligere på sæsonen havde Mourinho - udover at kritisere journalisterne for at prostituere deres intellekt - hånende proklameret, at de tre trænerkollegaer Carlo Ancelotti, Luciano Spalletti og Cladio Ranieri ikke ville vinde nogen titler den sæson – altså zeru tituli. Grammatikken var dog ikke helt på plads. På korrekt italiensk hedder det zero titoli. Men Mourinho fik ret, og fejlen endte med at blive kult fremfor kikset. Fejlen blev fremhævet og ophøjet, fordi det er resultaterne, der tæller, og ikke hvordan de opnås. Grammatik er i sidste ende bare pynt. Zeru Tituli var det perfekte slogan for den store triumfator, der fik ret, fordi han vandt alt selv.

Fodboldens Salieri

»Egoet og intelligensen er fjender. Når de kolliderer, vinder egoet.«

Sådan beskriver Jorge Valdano sin magtkamp med Mourinho i bogen 11 Powers of a League fra 2014. Den argentinske fodboldlegende, der først som spiller og siden som træner vandt tre mesterskaber med Real Madrid, var teknisk direktør, da Mourinho blev ansat i kongeklubben i 2010 efter opholdet i Inter. Magtkampen med Mourinho kostede Valdano jobbet, og Valdano nøjes ikke bare med at lange ud efter Mourinhos intellekt. Han går i bogen skridtet videre og placerer Mourinho i Pep Guardiolas skygge: »Hvis Guardiola er Mozart, så gør det Mourinho til Salieri. Han ville have været en stor musiker, hvis Mozart aldrig havde eksisteret.«

Valdanos dom er ikke ment som en decideret forudsigelse, men skæbnen ville alligevel, at Mourinhos Manchester United i denne sæson skulle se sig slået af bysbørnene fra Manchester City med Guardiola i spidsen. Derfor er aftenens finale så meget vigtigere for Mourinho. Normalt er en national cupturnering bare et ekstra krydderi, men for første gang i karrieren må Mourinho sande, at han efter to sæsoner i en ny klub ikke har været i nærheden af at vinde hverken mesterskab eller Champions League. Hvis han taber finalen, vil han for blot tredje gang i karrieren have leveret en sæson uden et betydningsfuldt trofæ.

Men sammenligningen med Guardiola stikker dybere end bare en sammenligning med en træner, som Mourinho har haft mere end almindelig svært ved at få krammet på. Og det ved Valdano.

Real Madrid sendte i sin tid bud efter The Special One for at støde den catalanske tiki-taka af den spanske fodboldtrone. Ingen krav om flot og seværdigt fodbold. Det handlede udelukkende om at få stoppet Guardiolas F.C. Barcelona. Og det passede Mourinho glimrende. Han havde nemlig et personligt regnskab at gøre op.

Ydmygelsen

Barcelona havde fravalgt Mourinho til fordel for Guardiola i 2008. Guardiola, der som spiller var et produkt af Barcelonas berømte akademi La Masia og vandt et hav af titler med førsteholdet, blev forfremmet fra ungdomstræner til cheftræner. Barcelona havde set stort på Mourinhos meritter og hans tid som assistenttræner i klubben og valgt en af deres egne, der kun havde ét års erfaring som reserveholdstræner. Afvisningen var ikke kun overraskende og skuffende. Den var også ydmygende. I Real Madrid kunne Mourinho tage sin hævn.

Det lykkedes dog aldrig helt. På trods af, at Mourinho vandt det spanske mesterskab i sin anden sæson i Real Madrid, så fortsatte Barcelonas dominans efterfølgende. Da Mourinho efter tre sæsoner måtte forlade Real Madrid, fordi rænkespil, intriger og et anstrengt forhold til flere spillerprofiler begyndte at fylde for meget, skiftede han tilbage til Chelsea. Og Guardiola fulgte på sin vis med.

Han kræver en radikal loyalitet af sine omgivelser, og hvis han ikke har den fulde opbakning, er kompromisset kun en mulighed som en midlertidig våbenhvile.

»Jeg blev mestre i alle de klubber, jeg har været træner for. Jeg tog til Inter, Real Madrid, Chelsea. Alle titler er vigtige. At vinde mesterskabet i Spanien med 100 point imod det bedste Barcelona nogensinde er en stor bedrift, som jeg nød meget. Måske skal jeg i fremtiden være klogere og vælge en anden klub i et andet land, hvor enhver kan blive mester. Måske vil jeg tage til et land, hvor den trøjeansvarlige kan blive træner og vinde titlen. Måske er jeg nødt til at blive klogere, men jeg nyder stadig disse udfordringer.«

Kommentaren faldt efter, at Mourinho havde vundet mesterskabet med Chelsea i sin anden sæson i 2015. Mourinho nævner ikke Guardiola, men referencen er soleklar. Guardiola fejrede nemlig på samme tidspunkt sit andet mesterskab med FC Bayern München, som han var blevet træner for i 2013. I Mourinhos øjne var Bayern München ikke en egentlig udfordring. Klubbens hjemlige dominans var for stor.

Man kan argumentere for, at Mourinho har ret. Siden 2000 har Bayern München vundet 13 af 18 mulige mesterskaber, men hvorfor overhovedet skænke Guardiola en tanke i sejrens stund? Guardiola fremstår som en besættelse for Mourinho. Eller måske snarere en forbandelse. For det er ikke kun Guardiolas titler, som Mourinho har svært ved at hamle op med.

Med Manchester City har Guardiola slået pointrekorden i Premier League ved at opnå 100 point. Den tidligere rekordindehaver er Mourinho, da han vandt mesterskabet i 2005 med 95 point i Chelsea. Dengang var han det nye stjerneskud på den internationale fodboldhimmel. 42 år gammel. Dengang var Mourinhos defensive fodbold nyskabende og forviste de forsvarende mestre Arsenal, der sæsonen forinden havde skrevet sig ind i historiebøgerne ved ikke at tabe en eneste PL-kamp i hele sæsonen, til andenpladsen. Dengang kunne Arsenals besnærende offensive fodbold ikke trænge igennem den blå beton, Mourinho havde støbt i Chelsea. Rekorden for færrest indkasserede mål i en PL-sæson blev sat: 15 mål.

Rekorden står stadig. Men Guardiola har slået en anden rekord. Rekorden for flest scorede mål på en PL-sæson: 106 mål. En rekord Mourinho aldrig har været i nærheden af. Mourinho kæmper ikke længere blot for at vinde, men også for at vise, at hans defensive fodbold stadig er relevant.

Den psykologiske taktik

Troen på, at Mourinho er den rette træner til at føre Manchester United til det første mesterskab, siden klubikonet og den mest vindende træner i engelsk fodbold Alex Ferguson trak sig tilbage i 2012, er ikke stålsat blandt klubbens fans og journalister. Kritikken går ikke kun på de manglende resultater, men også på taktikken. Det er især offensiven, der står for skud. Den har virket ustruktureret og planløs, og de dyrt indkøbte profiler synes uforløste. Enkelte kritikkere er endda gået så langt som til at hævde, at Mourinho ikke har et egentligt koncept. Den spanske journalist Diego Torres påstår i sin bog The Special One – The Secret World of José Mourinho, at Mourinho slet ikke har en plan for, hvordan han vil spille fodbold. Alt kan koges ned til vrede, ambitioner og frygt, som hver enkel spiller kanaliserer imod et fælles mål. Men når de psykologiske kilder er tappet for energi, så er der ikke andet tilbage end den viljeløse føjelighed eller mangel på samme, som Mourinho har forsøgt at skabe.

At påstå, at Mourinho ikke har et koncept, er dog at gå for vidt. Men man kan ikke adskille psykologien fra fodbolden i Mourinhos perspektiv. Taktikken har psykologiske formål, og psykologien har taktiske formål. De to størrelser er mere end hos nogen anden træner indbyrdes forbundne i Mourinhos koncept.

Mourinho er blevet sammenlignet med en af den italienske catenaccios pionerer, argentinske Helenio Herrera. Herrera nød især stor succes i 1960’erne i Inter med et stramt defensivt kontrabaseret 5-3-2-system og lagde, som en af de første moderne fodboldtrænere, vægt på at motivere sine spillere psykologisk.

Men Mourinho er ikke sådan at sætte i bås. For man kan også spore træk fra den italienske mestertræner Arrigo Sacchi, der med sin 4-4-2 ville gøre op med den defensive catenaccio. Han fjernede liberoen i femmandsforsvaret og satte en ekstra spiller ind på midtbanen. Han gik væk fra mandsopdækning og over til zoneopdækning og en høj baglinje med tilhørende offsidefælde. Han lånte den hollandske totalfodbolds ide om, at et hold skal bestå af universalister fremfor specialister og mente, at spillerens individuelle frihed skulle udfolde sig i overensstemmelse med den overordnede drejebog. Han benyttede et mere avanceret og intelligent presspil end totalfodbolden. Et presspil, der tog højde for flere faktorer, og handlede om at få et psykologisk overtag.

»Presspil handler ikke om at løbe, og det handler ikke om at arbejde hårdt. Det handler om at kontrollere rum. Jeg ville have mine spillere til at føle sig stærke og modstanderen til at føle sig svag. Hvis vi lod vores modstandere spille på en måde, de var vant til, så ville deres selvtillid vokse. Det var nøglen: vores presspil var ligeså meget psykologisk som fysisk.«

For Sacchi handler fodbold om kollektivet, og presspillet er grundpillen. Med formationsskiftet ofrede Sacchi også den dybtliggende spilfordeler, den klassiske italienske regista. Den centrale midtbane blev mindre vigtig i det opbyggende spil. Ofte gik spillet helt uden om midtbanen og foregik bagved den med forsvarsspilleren Franco Baresi som omdrejningspunkt eller foran den med Ruud Gullit som den toneangivende kreatør.

Selvom Mourinho ikke deler Sacchis forkærlighed for den offensive fodbold, så er grundanskuelsen den samme. Fodbold handler om at kontrollere rum og ikke bolden, og kontrollen giver et psykologisk overtag. Mourinho foretrækker også, at den centrale midtbane ikke sidder tungt på spilopbygningen, men ikke ud fra en antagelse om, at hele holdet er registaen. Det handler for Mourinho om at minimere risici. Om ikke at lave unødige boldtab og forære modstanderen chancer.

Derfor kan Mourinho heller ikke læne sig op af Sacchis højt skattede 4-4-2-formation. Den centrale midtbane med kun to spillere er for risikofyldt. Mourinho bliver nødt til at have en ekstra mand på midten. Han har igennem tiden benyttet forskellige opstillinger, men en rød tråd har været tremandsmidtbanen. Den hyppigst anvendte formation er 4-3-3, som man især forbinder med den hollandske totalfodbold, der også har haft stor indflydelse på FC Barcelonas fodboldfilosofi.

Den umenneskelige trivote

Men hvor Johann Cruyff, der videreførte arven fra totalfodboldens fader, Rinus Michels, var interesseret i at bevare den rette balance i positionsspillet og derfor indædt modstander af at spille en offensiv midtbane foran to sideordnede midtbanespillere, så har Mourinho et andet sigte. Hvor Cruyff mente, at det gav bedre muligheder for pasningsspillet at vende trekanten om og forvandle den offensive midtbanespiller, den klassiske tier, til en defensiv midtbanespiller, den såkaldte sekser, så ser Mourinho et enormt potentiale for tremandsmidtbanen i presspillet. Den indbyggede risiko, som Mourinhos koncept har, er, at presspillet kan fejle, og hvis han kan fjerne den, er han usårlig.

En slags maskinfodbold, hvis eneste svaghed paradoksalt nok er, at det er mennesker, der skal spille den.

I presspillet er timingen afgørende. Risikoen ved at time presset forkert, er, at modstanderen spiller sig over presset og rammer det bagrum, som holdet efterlader, når der presses op. Ifølge journalisten Torres blev Mourinho så besat af tanken om at eliminere risikoen i presspillet, at han udviklede den såkaldte trivote i Real Madrid. En slags midtbanetrekant, der med et energisk pres kunne høste frugterne af det kollektive høje pres uden at lade bagkæden skubbe op. Ved at udvide arealet, midtbanetrekanten dækker over, ville Mourinho ramme tiki-takaen i mellemgulvet og kontrollere hele banen med presspil.

Trivoten skulle udvide Mourinhos værktøjskasse. Den skulle bruges med omtanke imod de modstandere, som den gjorde allermest ondt på. Den blev imidlertid ikke den banebrydende taktiske opfindelse, som Mourinho havde håbet på. Men hvad værre var, så afslørede trivoten andre svagheder i Mourinhos taktik. Mourinho var ikke bare den snu pragmatiker, der listigt tog fusen på de andre og aldrig tabte resultatet af syne. Mourinho var selv styret af et ideal om at presse modstanderen til fejl – et ideal, som man kunne bruge imod ham.

Efter et 0-1-nederlag til Real Betis den 24. november 2012 åbenbarede træner Pepe Mel et simpelt taktisk træk til pressen: »Vi forsøgte at sikre os, at Real Madrid havde bolden så meget som muligt, fordi de på den måde straffer sig selv.«

At overlade boldbesiddelsen til modstanderen har været et af Mourinhos varemærker – især i de store kampe. Tanken er at gøre det så ubekvemt som muligt for modstanderen at have bolden. At presse, stresse og provokere dem til kostbare fejl. At få dem til at frygte at have bolden. Mourinho blev slået med sine egne midler. Af sin egen psykologi.

Kort tid efter nederlaget til Betis konkluderede Mourinho, at de spillemæssige problemer handlede om følelser.

»Vi bliver nødt til at spille hver kamp med den samme mængde koncentration, med den samme personlighed, den samme ambition. Vi bliver nødt til at nå grænserne for vores potentiale og med målet om at vinde klart i vores sind, selv når vi støder ind i problemer. Vi mangler følelsesmæssig kontinuitet. Det er den vigtigste ting. Så følger spørgsmålene om fodbold.«

Hvad Mourinho ønsker midt i al kaosset er ensretning. Spillerne skal ikke optræde som individer, men som en del af en kollektiv identitet. Som en del af den samme personlighed med en så overlegen stabil psyke, at al modstand fuldstændig uanfægtet ryddes af vejen. Mourinho vil opnå kontrol over spillernes følelsesliv for derigennem at skabe den perfekte taktik. En slags maskinfodbold, hvis eneste svaghed paradoksalt nok er, at det er mennesker, der skal spille den.

The Happy One

»Jeg har den samme natur, jeg er den samme person, jeg har det samme hjerte, jeg har de samme følelser relateret til min passion for fodbold og mit arbejde. Men jeg er selvfølgelig en anderledes person. I dette øjeblik vil jeg beskrive mig selv som en meget glad person.«

Mourinho relancerede sig selv, da han vendte tilbage til Chelsea i 2013 efter opholdet i Spanien. Nu var han The Happy One - ikke længere The Special One. Han fodrede offentligheden med et nyt image. Han lagde afstand til aggressionerne, uberegneligheden og den grænseløse adfærd, der var kulmineret i, at Mourinho havde prikket Barcelonas assistenttræner Tito Villanova i øjet efter endnu en tabt Clásico.

Men udtalelsen var ikke bare en tom PR-øvelse. Den var en bevidst selvmodsigelse. Mourinho var på én og samme tid den samme og en anden. Han talte med to tunger. Han gav ét budskab til pressen om, at han var genfødt, og et andet til fansene og spillerne om, at han var gode gamle Mourinho. The Happy One var ligeså manipulerende og beregnende som The Special One.

Hvis Guardiola er Mozart, så gør det Mourinho til Salieri.

Lykken varede dog heller ikke ved. I Mourinhos tredje sæson gik det helt galt for de forsvarende mestre, der flirtede med nedrykningsstregen, inden Mourinho blev fyret. Klubbens daværende tekniske direktør Michael Emenalo forklarede, at fyringen skyldtes en dårlig kemi mellem spillere og træner og gav i den forbindelse Mourinho et nyt øgenavn: The Individual. Anonymiseringen var ikke bare en hån mod Mourinhos forskellige personaer. Den var også en konstatering af, at Mourinho ikke længere var en del af klubbens fællesskab. Mourinho var for anden gang i karrieren blevet afvist af en klub, han betragtede som et hjem.

Mourinho risikerer at blive fodboldens Ahasverus, der ifølge sagnet blev dømt af Jesus til at vandre evigt på jorden. Mourinho finder ikke fred, før han får den rette anerkendelse, men hans higen efter anerkendelse og at gøre tingene på sin egen måde er samtidig det, der i sidste ende fremtvinger afvisningerne og ydmygelserne. En sejr i aftenens finale vil ikke give Mourinho fred. Men den kan købe Mourinho lidt mere tid. Ligesom Fergusons FA Cup-triumf i 1990 købte ham mere tid og var det første trofæ i en yderst imponerende række. Mourinho drømmer om at gøre som Ferguson og blive betragtet som hans værdige arvtager. Spørgsmålet er bare, om De Røde Djævle kan rumme kaosset, manipulationen og frygten i det lange løb.