Print artikel

Komikkens klamme hånd

Foto: Henrik Ohsten Rasmussen
Anmeldelse
26.11.19
Den østrigste nobelprisvinder i litteratur, Elfriede Jelinek, begyndte at skrive den 90 sider lange monolog Am Königsweg om natten d. 9. november 2016, da Donald Trump lige var blevet valgt som USA's præsident. Nu er forestillingen blevet oversat til og iscenesat på dansk.

Den 9. november 2016, så snart det stod klart, at Donald Trump var blevet valgt som USA's femogfyrretyvende præsident, begyndte den østrigske forfatter og dramatiker Elfriede Jelinek at skrive Am Königsweg, en 90 sider lang monolog, der handler om en folkekonges absurde og skruppelløse vej til toppen. Forestillingen havde premiere et års tid efter i Hamborg. Den er siden blevet oversat til dansk, forkortet og bearbejdet af Liv Helm og Baboo Liao, og det er i denne form, under titlen Folkekongen, den kan opleves på Husets Teater lige nu. Lotte Andersen, Youssef Wayne Hvidtfeldt og Emilie Rasmussen spiller de tre roller som henholdsvis den ældre, vrede, blinde seerske, den indbildske, barnlige folkekonge og den unge, vrede feminist. Det er i hvert fald formentlig så tæt, man kan komme på at tale om tre egentlige, adskilte roller. I virkeligheden skifter de alle tre roller hele tiden, og på denne måde er holdninger og betydninger hele tiden i bevægelse i forestillingen som en helt masse løse genstande i en stor rodekasse. I ét øjeblik taler Lotte Andersen fra en individuel, ’manden på gaden’-agtig position, i det næste øjeblik er Andersen og Rasmussen klædt ud som stereotype immigrantkvinder, der gør rent, i det næste er de ’Kvinden’ som Trump forestiller sig hende – uden sprog og med det amerikanske flag på brysterne. Youssef står højt hævet over de hvinende, fnisende kvinder på et bord midt på scenen og erklærer ubekymret om Kvinden, at »man kan spille skønne melodier på hendes gribebræt«. På et tidspunkt taler Rasmussen som et kor af resignerede Trump-modstandere, så det også indeholder et ekko af Trumps fortalere: »Hvorfor skal vi vide noget, når viden ikke nytter?« Senere sidder Rasmussen og maler en stor jordklode hvid, hvorefter Youssef i en groteskt forvredet Trump-maske løber ind på scenen, hiver en stofpose frem, som er syet af et stort amerikansk flag, og stjæler den hvidmalede jordklode som en tyv om natten.

Elfriede Jelinek vandt nobelprisen i litteratur i 2004 og er især kendt for romanen Spillelærerinden, som i 2001 blev filmatiseret af Michael Haneke. Siden 2003 har Jelinek desuden skrevet en række forestillinger, som alle på den ene side er eksplicit politiske i den forstand, at de ’handler om’, hvad der i stor skala sker i politik lige nu, og på den anden side er absurde og flerstemmige, referencetunge og definerede af et grundlæggende meningstab. Det er helt sikkert, at Jelinek har tyngde nok til at skrive sig hen imod en virkelig interessant politisk ambivalens, men iscenesættelsen er også gennemstrømmet af en selvbevidsthed, som antyder, at Helm og Liao er ukomfortable ved tekstens meningstab uden at have noget mere meningsfyldt at erstatte den med end skøre, fjollede billeder. På denne måde skygger iscenesættelsen over teksten, som næsten kan være svær at høre henover alt det sjove. Politisk teater eller teater, som beskæftiger sig med eksplicitte politiske temaer, kan sagtens være virkelig interessant, men er det oftest i de øjeblikke, hvor det ikke helt selv har opdaget, at det er det.

Absurditet kan, når den virkelig lykkes, hvis dette da ikke er en selvmodsigelse, være som en vanvittig afgrund, man lader sig selv falde ned i

Absurditet kan, når den virkelig lykkes, hvis dette da ikke er en selvmodsigelse, være som en vanvittig afgrund, man lader sig selv falde ned i. Når virkeligheden ikke synes at indeholde flere nye svar, men bare en uendelig række af nye PR-strategier for de gamle, så kan de absurde udtryk tilbyde et sted, hvor al mening hvirvles op, så noget nyt kan dale ned og lægge sig henover sindet igen. Jelineks tekst er fyldt med intertekstuelle referencer, og den rummer masser af eksplicitte politiske budskaber. Den måde, tekstens politiske udsagn konstant punkteres og modsiger sig selv skaber på forestillingens tekstside en fornemmelse af absurditet. Desværre griber komikkens klamme hånd hele tiden ind i Helm og Liaos iscenesættelse og hiver sit publikum op af den absurditetens afgrund, vi ellers er så forberedte på at kaste os længere og længere ned i. Resultatet er, at man i praksis ser to forestillinger på én gang: en virkelig sjov og farceagtig forestilling om Donald Trump og en absurd og rådvildt smertefuld forestilling om det moderne politiske menneske, man desværre ikke rigtigt får lov til at koncentrere sig om.   

Jelineks tekst er absolut defineret af en bevægelse frem og tilbage imellem det dystre og det komiske, men iscenesættelsen bærer præg af, at man har klynget sig til det komiske som noget, der skal redde publikum fra meningstabets gys. Det er ærgerligt, eftersom Jelinek har skrevet en tekst, der lover sit publikum at blive fuldstændig omsluttet af ambivalens – og er der efterhånden andet tilbage at klynge sig til?