Print artikel

Kollektivet som mindste enhed

Foto: Natascha Thiara Rydvald
Anmeldelse
19.09.18
I Elisa Kragerups åbningsforestilling som ny kunstnerisk chef på Betty Nansen ophæves køn, tid og rum i en dramatisering af Virginia Woolfs satiriske roman 'Orlando' fra 1928.

Orlando blev skrevet som en pause efter romanen To the Lighthouse (1927) og det politiske essay A Room of One’s Own i (1929) som en digression og en leg med stil. Den er en satirisk biografi om den unge adelsmand, Orlando, der lever over 300 år fra 1500-1928 og skifter køn fra mand til kvinde undervejs. Romanen var en kærlighedserklæring til venindeelskerinden Vita Sackville-West, der ligesom hovedpersonen Orlando på grund af sit kvindekøn var forhindret i at arve sin families ejendom og som stred med at realisere sine litterære ambitioner.

Orlando var samtidig et opgør med biografien som genre og med Virginia Woolfs egen far, Leslie Stephen, der i sin position som redaktør på Dictionary of National Biography, havde defineret genren (og ikke biograferet en eneste kvinde). I romanen er der et løbende kommentarspor, der evaluerer, hvad man må og ikke må, når man skriver en biografi (Orlando bryder selv sagt med alle disse regler).

I Elisa Kragerups dramatisering bliver romanen til en kollektiv fortælling, der er tro mod sit litterære forlæg. De fire skuespillere tager tur som fortællere og de enkelte scener drives fremad efter denne røde tråd. Handlingen udfoldes i en række scener, hvor Orlando - spillet energisk sødmefuldt af Maria Rossing - illustrerer fortællingen assisteret af de andre skuespillere i skiftende roller fra scene til scene. Det er udfordrende underholdende.

Du er ikke alene

Stykket er således både en dramatisering af romanen men samtidig en in situ læsning af romanen. Anslaget foregår på scenekanten foran tæppet, hvor de fire hvidpudrede figurer deklamerer romanens første sætning: »Han, for der kunne ikke være tvivl om hans køn«, hvilket selvfølgelig er lige netop, hvad der er. Orlando skifter køn, lever evigt og konkluderer i overensstemmelse med stykkets budskab, at hjertet er en million andre ting, der intet har at gøre med, om det banker i en kvinde- eller mandekrop. Kollektivet har samtidig den funktion, at Orlando aldrig lades alene – heller ikke de tidspunkter, hvor det eneste han vil, er at være alene.

Orlando bliver i stykket hverken skånet for begær eller bedrag og han må pinedød både forelske sig og fortvivle på historiens længste dannelsesrejse som henholdsvis mand og kvinde under skiftende engelske regenter. Kragerup har - som en anden god fe - udstyret ham/hende med en gruppe medfortællere, der ikke viger fra hans/hendes side og som i stykkets forløb behændigt skifter mellem samtlige andre roller fra bejlere, elskerinder til dronning Victoria og engelske litterære figurer. Det er en rørende pointe. Du er ikke alene.

Den kollektive fortællerstemme skruer tempoet i vejret og vi ligefrem haster gennem århundrederne i en ren informations- og detalje overflod, der illustreres af projektioner på gulv og spejlvæg, der udstiller publikums aktive rolle. Spejlet tippes og vi ser os selv i øjnene på grænseoverskridende vis som del af scenens bagvæg. Scenografien af Maja Ravn inkluderer publikum og gør samtidig opmærksom på teatrets rum og dette rums mange muligheder. Vi skal ikke vide os for sikre, nok er stykket tro mod sin historie, men pludselig er publikum del af scenografien, udstillet som de beskuere vi er gemt i mørket blandt alle de andre, der bare vil se på.

Maskerade

Forestillingen tager os med på kønsmaskerade gennem århundrederne fra det engelske elizabethanske, frigjorte hof i slutningen af 1500-tallet til vores egen selviscenesatte nutid. Maja Ravnkildes kostumer er fortolkninger af epokerne og demonstrerer, hvordan klæder skaber folk og her også køn. De fire skuespillere klæder om på scenen og glider umærkeligt ind og ud af deres roller, i det de teatersportsagtigt ifører sig ’løgbuksen’ eller ’kongeparykken’ som henholdsvis poet og drot.

Hjertet er en million andre ting, der intet har at gøre med, om det banker i en kvinde- eller mandekrop.

Skuespillerne er hvidpudrede og iklædt hudfarvede silkedragter, der både kan fungere som kvinde- og mandsdragt, konstruerede med rokoko- og renæssancereferencer og med bindebånd og klap til gylp. Skuespillerne er en art hvide lærreder, hvorpå alle karakterer i stykket kan projiceres op og med ganske enkelte virkemidler, forvandles de til stykkets mange forskellige roller af begge køn. Kønnet er ikke blot drag med mænd, der spiller kvinder, som en parafrase over teatret på Shakespeares tid, der flittigt, men flydende, refereres i teksten.

Man får et indtryk af, at skuespillerne vitterligt vil kunne spille hvad som helst og de stiller sig beredvilligt til rådighed for historien. Mikkel Arndt er således lige akavet-anmassende som både Harry og Harriet – Orlandos vedholdende bejler, der skifter køn efter forholdene.

Mere på hjerte

Orlando er en satirisk biografi, der genforhandler rammerne for genren, eller som ved at bryde alle regler sætter genren fri. I dramatiseringen - som i romanen - løber et kommentarspor, der refererer til stykket som et skuespil (i romanen til det at skrive en biografi). Elisa Kragerup lader skuespillerne ironisere over fortællingen, de formidler mens de formidler den og med dette løbende kommentarspor forholder hun sig til selve det at fortælle en historie, mens historien bliver fortalt og dermed til sin egen metier som dramatiker samt til teatrets rolle og mulighed.

Skuespillerne formidler historien med stort overskud og med elementer af pantomime, gøgl og gak med en falden på halen stram timing. Scenografien ophæver med det store spejl rammerne for rummet, som vi kender det, idet både gulv og væg er i svimlende bevægelse og i en enkelt scene er selve tyngdekraften ophævet og skuespillerne hænger fra en gavlvæg (liggende på gulvet) som i en scene fra en actionfilm. Alle disse virkemidler imponerer, men den løbende metarefleksion gør, at vi bestandigt er opmærksomme på, at hvad vi ser, er et resultat af en række bevidste valg, der illustrerer, referer og demonstrerer men som ikke betager eller henfører. Ikke et øjeblik glemmer vi, at vi alle sammen ved, at her spilles teater, at det er noget vi leger mens vi ved, at det bare er en leg. Orlandos smertefulde om end selvironiske selvbevidsthed bliver alles og henførte er vi ikke, men imponerede, udfordrede og underholdt. Vi har på intet tidspunkt glemt os selv.