Print artikel

Auschwitz har for altid har ændret betingelserne for at være menneske i Europa

Refleksion
30.03.19
Primo Levis voldsomme tekst er en man kan konfrontere sig med, snarere end én man kan læse, skriver Jens Albinus om sit arbejde med 'Hvis dette er et menneske'.

Mit første møde med Primo Levis tekstmassiv hænger for mig uløseligt sammen med indtryk fra Vietnamesiske gadebilleder. Hanoi. Ho chi Minh City. Gigantiske, massivt sammenfiltrede knuder af hængende telefonkabler, filtrer sig sammen med min første læsning af bogen. Ligesom kæmpestore, ulykkeligt skibbrudne henvendelser, som det synes umuligt at udrede. Enhver der har set de kabelknuder, vil vide hvad jeg taler om – det underlige sug i maven, de efterlader: Er der virkelig henvendelser i alle de ledninger? Hvilke er mon aktive, hvilke for længst døde ender?

Hvilke råb, som man sender ud i verden, når frem til et øre der kan lytte? Hvilke bliver hængende i en udslukt forbindelse? »En stor bunke. 99 par sko, de bliver aldrig til sko igen«, skriver Levi et sted. Jeg ser op i den uløselige kabelknude. Europa blev heller aldrig Europa igen. Der er et før og et efter Auschwitz. Ligesom der er et før og et efter, for enhver der har læst Levi’s bog.

Jeg er på filmoptagelser i Vietnam, langt væk hjemme fra. Produktionen er tysk, jeg er dansk, og landets sprog er vietnamesisk. Jeg kommunikerer på tysk, lidt fransk og meget halvdårligt engelsk.

Jeg læser bogen. Det vil sige, jeg åbner den, endelig. Jeg har haft et eksemplar liggende i årevis.

Den er blevet trykket mig i hånden af velmenende mennesker. Verdenslitteratur. Det tyvende århundredes vigtigste bog. Har de sagt. Den slags kan lægge sig tungt henover enhver tekst.

Jeg bliver tynget ned på forhånd. Pligtlæsning. Læs det her. Jamen læs det. Ja.

En anden ting er det her med Holocaust. Jeg er opvokset i 80’erne. Jeg er vokset op med Spielbergs, med Hollywoods ikoniske beslaglæggelse af hele emnet. Meryl Streep i en stribet fangedragt. Det er en blokering i mig. Simpelthen.

Så jeg åbner bogen, et sted midt i, snarere end beslutter mig for at læse. Bogen åbner sig et sted, og jeg begynder at læse, ord for ord. Hvad er det her? Hvad er det egentlig? Det er ord om en krop i en verden. Der er en enorm fremmedhed i forholdet mellem denne krop og denne verden. Hvis dette er et menneske. Sansningerne er knivskarpe. Det hænger ikke nødvendigvis konsistent sammen. Jeg leder efter en præmis. Ordene opstiller en præmis. Ordene siger de ikke vil fordømme. De fordømmer. Ordene forlader det sansede og bevæger sig op til et sært overskuende niveau. Et tilsyneladende teknisk niveau. Som om ordene gerne vil være en videnskabelig rapport. Det tekniske niveau braser sammen. Vi er igen nede i mudderet. I ophobede sanseindtryk. Bevidstheden, der taler, springer et andet sted hen. Den vil være vidnesbyrd, siger den, den rejser sig til en storm af noget, der er noget helt andet end vidnesbyrd. Den opmåler omridsene af noget uoverstigeligt. Opstiller igen videnskabelige teser. Tvivler selv på dem. Besværger dem så. Jeg bladrer om til titelbladet: Hvis dette er et menneske, står der. Jeg lukker bogen. Går ud i de vietnamesiske gader. Ser op. Bliver svimmel. Går tilbage læser noget mere. Bliver svimmel. Hvis dette er et menneske.

Fra denne ørken af intethed er han én der råber. Og vedbliver med at råbe. Det er, hvad han giver videre til os.

Tanken om at række Levis ord om overlevelse eller delvis overlevelse i Auschwitz videre ud i verden, stående på en Europa-palle, springer ud af dette mit første frontalsammenstød med den her tekst. Jeg er ikke vietnameser. Jeg er europæer. Min forvirring og mit manglende overblik bor i mit europæiske kød. Jeg tror, at Auschwitz for altid har ændret betingelserne for at være menneske i Europa. Jeg tror at Levis voldsomme og mærkelige tekst er en man kan konfrontere sig med, snarere end én man kan læse. Levi blev i Auschwitz selv konfronteret med noget, han ikke havde nogen som helst forudsætninger for at begribe endsige overskue. Ordene i teksten prøver hele tiden. »I dag ved vi—« står der flere gange, når de støder mod et nyt punkt af ufremkommelighed og føler sig nødsaget til at springe til et andet niveau. Jeg tror, at en af de omstændigheder ved udryddelseslejren, som kan være nemmest at overse – nu bagefter – er tabet af overblik, tabet af forståelsesramme. Springet fra »I dag ved vi – « og til det direkte nærvær i lejren er så massivt ufatteligt som lejren selv. En barriere. Kan den barriere brydes? Levi fortsætter livet ud med at beskæftige sig med dét problem og finder aldrig noget svar.

Det er blevet sagt om Levi, at lejrens nulpunkt paradoksalt vækker »hans højeste forestillinger om menneskeheden« til live. En provokerende pointe: Midt i vores egen tids ind-ordnen af menneskeliv i store, overordnede kategorier, kan disse Levis »højeste forestillinger« om det enkelte menneskeliv virke som en voldsom sten i skoen og synes næsten helt umulig at konfrontere sig med. Enhver vragstump af ordentlighed, der kan reddes i land, er et mirakel. Ethvert menneskeliv, der ikke går tabt, er en undtagelse og et mirakel. Ethvert råb ud i verden, der ikke bliver hængende i en død forbindelse, er et mirakel. Men for Levi er der ikke nogen anden mulighed, og derfor bliver han ved. Han afviser alle letkøbte konklusioner, han tilbageviser sentimentalitet, han afskyr illegitime sammenligninger.

Lejren er et helvede af intethed og må fastholdes som sådan. Fra denne ørken af intethed er han én der råber. Og vedbliver med at råbe. Det er, hvad han giver videre til os. Enhver må finde sit eget ståsted i forhold til at konfrontere sig med det råb. Men konfrontationen må stadig finde sted. Hvis dette er et menneske.