Print artikel

Åh, chokerende

Foto: Sofie Amalie Klougart
Kommentar
25.05.18
Har Lollike og Nielsen kalkuleret skruet en dramaturgisk ubehjælpsom forestilling sammen fyldt med polemiske udsagn for dermed bevidst at gøre debatten til det egentlige værk? Et uendeligt provinsielt udgangspunkt, der gør, at man får lige så meget lyst til at forlade Danmark som Madame Nielsens karakter i forestillingen.

Nogle gange kan man lære meget af selv de dummeste ting. I kølvandet på forestillingen Black Madonna på Teater Sort/Hvid og weekend-seminaret med overskriften Are You Colour Blind? afholdt samme sted, har danske medier, intellektuelle og kulturpersonligheder været på den anden ende. Det hele begyndte med en umiddelbart forståelig uforståelighed over for forestillingens pressemateriale, som hang over hele København: Store plakater med billeder af forestillingens eneste medvirkende, Madame Nielsen, i blackface. Desuden optrådte forestillingens oprindelige titel: White Nigger/Black Madonna. Og så, nede i hjørnet, bogstaverne S/H, som selvfølgelig refererer til Sort/Hvid, hvilket man øjeblikket ville blive klar over, hvis man, ja hvis man kender teatret, simpelthen. Der dukkede altså nogle plakater op med et ret polemisk udtryk i hele byen, især fordi der ingen steder på plakaterne var blevet gjort opmærksom på, at der her var tale om en plakat, der reklamerede for en teaterforestilling, som teatret gerne ville have, man skulle købe billetter til. Herefter blev plakaterne revet ned rundt omkring i byen og erstattet med udsagnet: »Racial violence occured here«.

Og så kunne man gå i gang med at redegøre for, hvordan Madame Nielsens forestilling har skabt stor debat, og hvordan det åbner for spørgsmål om, hvad kunsten kan og må, og hvad det fortæller om os som samfund. Eller hvad det siger om venstrefløjens hykleri, hvidhedsdebatten i Danmark, om privilegieblindhed eller teaterinstitutionernes publikum. Det er alt sammen spørgsmål, som er blevet taget op i forbindelse med forestillingen, både i løbet af det seminar, teatret selv har afholdt om »kunstens rolle i en identitetspolitisk tid«, men efterhånden også i de fleste landsdækkende medier. Og det er virkelig disse diskussioner, om ikke andet nogle af dem, der forekommer at være det egentlig afkast ved hele affæren.

Da ATLAS sad til Teater Sort/Hvids weekend-seminar Are You Colour Blind?, som søndag aften var ved at lakke mod enden, var det i hvert fald svært ikke at smile opgivende sammen med Nazila Kivi og Miriam Haile, som var inviteret til at debattere hele affæren og en slags fremtidsvision for teatrenes politiske ansvar, og som efter en udmattende weekend understregede, at de virkelig var uimponerede over hele denne affære. Hvad var alt det her, når det kom til stykket? En lille, gratis leg med identiteter designet til et hvidt, veluddannet og borgerligt teaterpublikum, der synes tabuer er enormt spændende?

Forestillingens fortælling falder i to afsnit. Det første afsnit handler om pigen, spillet af Madame Nielsen, der bliver født som hvid pige i et dansk villakvarter. Hun har en veninde, der er adopteret fra et afrikansk land, og som er sort i huden, og fordi Madame Nielsen bare elsker sin veninde Linda sådan og sympatiserer med hende, maler hun sig sort i ansigtet. Så det gør Madame Nielsen altså, maler sig sort i ansigtet på scenen, mens hun laver nogle grimasser, der tilsyneladende skal sige: »Dén havde I nok ikke regnet med, hva?«. Så rejser Madame Nielsen til USA som sort kvinde og kæmper for sorte og farvede menneskers rettigheder, får en kæreste i Black Panther-bevægelsen, men bliver på et tidspunkt opdaget og sendt tilbage til Danmark.

Alt sammen selvfølgelig inspireret af historien om Rachel Dolezal, en hvid kvinde, der i 2015 blev afsløret i at være netop det, hvid, selvom hun havde foregivet at være sort og var blevet formand for en organisation for sorte menneskers rettigheder i USA. En historie, der fortæller ret meget om racisme og dens implikationer i en amerikansk sammenhæng, men som af Madame Nielsen bliver brugt som en overfladisk undskyldning for at behandle race som en overfladisk ’identitetspolitisk’ kategori. Anden del af forestillingen forløber sådan, at den stakkels afslørede, hvide pige vender hjem til Danmark, hvor en racekrig er gået i gang, fordi de sorte mennesker fra tidsskriftet Marronage er ved at overtage hele Europa og udslette alle hvide mennesker. I denne del af fortællingen, der måske bedst kan beskrives som en slags studentikos opremsning af alle de referencer, Madame Nielsen har fundet i sit leksikon af racisme-relaterede emner og ikke rigtigt undersøgt yderligere, udvises Madame Nielsen til sidst fra Europa og gynger over Middelhavet i en robåd.

Man kunne indrømme, at man godt ved, at polemik sælger, og at man også skal have brød på bordet nogle gange.

Det hele er én lang opvisning i at bruge spørgsmålet om racisme og direkte racistiske handlinger til ingen som helst ting. Bortset fra selvfølgelig til at udvikle lidt på Madame Nielsen-projektet. Således er det eneste rigtigt interessante øjeblik i forestillingen netop også, da Madame Nielsen, afklædt, så hendes sygeligt tynde krop er synlig, kaster armene op med himlen og råber: »Does this look like white privilege to you?«. Det gør det virkelig ikke. Og hvis forestillingen havde behandlet dét spørgsmål, spørgsmålet om gråzonerne og om rigtig, levet identitet, så havde den måske haft en chance for at blive interessant. I stedet fremstår Black Madonna som en ikke videre vellykket brainstorm mellem Christian Lollike og Madame Nielsen, der uheldigvis er blevet realiseret som dilettantisk teaterforestilling. Til gengæld er det måske en formildende omstændighed, at selve modtagelsen er blevet et interessant værk i sig selv.

Black Madonna, men også debatten om forestillingen, er et godt eksempel på, hvor vigtigt det er at forstå, at alt har en kontekst. Madame Nielsens identitetsprojekt kulminerer med Black Madonna i noget, der fuldstændig bevidst er fyldt med racistiske udsagn og samtidig er en helt tom manifestering af, at man har ytringsfrihed i Danmark. Det virker som om, Lollike og Madame Nielsen enten fuldstændig kalkuleret har skruet en dramaturgisk ubehjælpsom forestilling sammen fyldt med polemiske udsagn for dermed bevidst at gøre debatten til det egentlige værk, eller også som om, Madame Nielsen er faret vild i sine egne intellektuelle ambitioner. Det er sådan set i mindre grad racismen og i højere grad den usandsynligt irrelevante måde, racismen bruges på, der er chokerende her. Lollike og Nielsen har importeret en slags generisk version af en amerikansk kulturkamp om sorte mennesker og postslaveri, men undgår en seriøs behandling af, hvilke kulturkampe, der finder sted i Danmark lige nu. Og det er et så uendeligt provinsielt udgangspunkt, at man får lige så meget lyst til at forlade Danmark som Madame Nielsens karakter i forestillingen.

For hvad er det egentlig, Madame Nielsen og Christian Lollike ønsker at undersøge med denne forestilling? Vil de gerne undersøge, om man kan det her? Lege med identiteter og sige ’provokerende’ ting i en eller anden større (eller mindre) sags tjeneste lidt midt i København? For så burde Madame Nielsen og i hvert fald Christian Lollike kende svaret: Selvfølgelig kan man det. Når man er en del af parnasset i Danmark, kan man sige og gøre stort set hvad man vil uden at blive retsforfulgt. Men hvis man skal sige noget, der udpeger og imiterer en stor, eksisterende etnisk gruppe som en del af sit eget personlige identitetsprojekt, så kan man da i det mindste gøre sig den ulejlighed at gøre det ordentligt og med fornemmelse for hvem man er, og hvem man taler til.

Man kan sætte sig for at få styr på, hvad alle de leksikon-opslag, man har fået skrabet sammen, reelt refererer til i den politiske virkelighed, man står midt i. Eller også skal man bare indrømme, at man godt ved, at man har plukket de lavest hængende frugter ved at promovere sin teaterforestilling med de mest ’chokerende’ udsagn og udtryk, man har haft fantasi til at forestille sig. Man kunne indrømme, at man godt ved, at polemik sælger, og at man også skal have brød på bordet nogle gange. For hvis det er blevet så populært blandt kunstnere i Danmark at 'favne' det farlige, så er det formentlig fordi, at vi bor et sted, hvor der ikke er ret mange ting, der virkelig er farlige.