Print artikel

»Kom! Lad afskaffe samvittigheden!«

Foto: Frederik Korfix
Artikel
07.10.16
Jens Albinus spillede sidste år hovedrollen i Shakespeares Richard III. ATLAS har fået overdraget hans arbejdsnoter, hvori han blandt andet konstaterer, at »stykket viser, hvor let det kan være for én enkelt ond vilje at manipulere en hel nation, når den vælger at basere sin politik på angst og trangen til at sikre sig selv.«

RICHARD 1:

Det er nemt at forstå at man kan blive bange.

Det er nemt at blive skræmt af urolighederne i verden.

For hvad nu hvis alt det man har sikret sig og holder af, skal blive truet?

Tryghed. Velfærd. Privilegier. Fred.

Det er nemt at forstå at man vil udgrænse det der skræmmer.

At man insisterer på grænser mellem det foruroligende og én selv.

Når fremtiden er uvis, og verden truende, er der stærke dragninger mod at få angsten bragt under kontrol.

I Danmark vælger vi i øjeblikket politikere, som indgår klippefaste aftaler med hinanden om sikkerhed, og som kappes om at dulme vores frygt og indgive os tryghed.

Som kæmper for at Danmark ikke pludselig kan kaldes til indsats i forhold til Eurozonens finansielle kaos.

At vi ikke pludselig skal vise os solidariske, hvis nogen af de øvrige EU-lande tager imod flygtninge, eller låner penge til de gældsplagede.

Solidaritet er en farlig glidebane hen imod noget der er uden for kontrol.

Vi vil have kontrol med penge, som vi evt. modvilligt låner grækerne.

Og ophæver vi retsforbehold, er det en klippefast aftale, at det ikke kommer til at betyde at vi skal matche de øvrige EU-landes indsats på flygtningeområdet.

Vi vil sikre os og ikke have vore privilegier truet.

Vi vil ikke pludselig være dem, der står med røven i vandskorpen. Det indgår vi klippefaste aftaler med hinanden om.

Stykket Richard III viser, hvor let det kan være for én enkelt ond vilje at manipulere en hel nation, når den vælger at basere sin politik på angst og trangen til at sikre sig selv.

Hvor let det er at gøre angsten til genstand for én enkelt mands vilje, så den virker til fordel for den ene, som tør sige højt, at han vælger solidariteten og medfølelsen fra.

Alt der kræves er, at han beslutter sig for det. Og at de andre tøver længe nok og er bange nok og selviske nok.

Personerne i Richard III er bange. De er lige kommet ud af en stor krise, og de frygter for at blive slynget tilbage i krisen. De plejede at være bange og urolige, det vil de ikke være igen.

De plejede at være udsatte, det vil de ikke være igen.

Så de indgår klippefaste aftaler med sig selv og hinanden om at sikre sig selv og egne privilegier, alt imens de overser at de netop derved holder den angst i live, som lige netop er dét Richard skal bruge, og har tænkt sig at bruge, og bruger.

Frygt er den hest, som Richard af Gloster rider til magtens tinde på.

Men selv om stykket således leverer en knivskarp og sørgeligt dagsaktuel analyse af magtens mekanismer og forvaltning, så er stykket ikke udelukkende politisk. Ja, det er ikke engang politisk til at begynde med.

For Shakespeare er digter, og i Richard III viser han sit digteriske mesterskab ved at krybe helt ind i hovedet på denne ene mand, som beslutter at anvende hele sit ikke ubetydelige potentiale til det ene formål at sætte sin ondskab kompromisløst igennem.

Som omdanner sin virkelyst til glubende ambition.

Som anvender sin følsomhed til at vælge empatien fra.

Og som vender sin kærlighedshungrende afmagt på hovedet og gør den til en hadets almagt.

Hvad sker der i hovedet og hjertet på en mand, der vælger det menneskelige fællesskab radikalt fra og hengiver sig hæmningsløst til sin egen grænseløse individualitet?

Som tager kampen op med de allerstørste eksistensvilkår og prøver at give baghjul til alt og alle undervejs.

Richard er hverken psykopat eller humørløs livshader. Han er fuldstændig ond og deformeret i sit sind. Men ondskaben og deformiteten er ikke en skæbne, han er kastet ind i som følge af tragiske hændelser, overgreb eller katastrofer. Det er ikke noget, han ikke selv er herre over. Det er værre: Det er noget, han bevidst vælger til.

Ved sine sansers fulde brug, og med anvendelsen af al sin følsomhed, humor, og ikke mindst intelligens, vælger han et blik på verden, der er så fuld af lede, så færdig med verdens dumhed og uretfærdighed og smålighed, at han med åbne øjne vælger det onde til. Han vælger sin egen skygge over solen, vælger at lade denne skygge vokse og bringe ham så langt det går.

Og medfølelsen, menneskeligheden, dagen, lyset, de andre. Alt det vælger han fra.

At spille Richard er som den vildeste tur i byen. Det begynder som en rus, der vender alting på hovedet. Så sker der en masse ting, der udvikler sig helt anderledes end ventet,  og til sidst er man bragt steder hen, man ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig var mulige.

Det hele involverer nogle rimelig kraftige tømmermænd.

Undervejs er det på den sygest tænkelige måde en allerhelvedes fest.

(25. august 2015)

RICHARD 2:

Tre stikord for mig lige i øjeblikket er: angst (kujonagtighed) – dyrbarn.

Der er mange af de Richarder, som jeg har set rundt omkring på det sidste, der har en tendens til at miste noget af det blinde dyriske had, for i stedet at bevæge sig i retning af en mere elegant dansende, klovnagtigt og næsten feminiseret Richard.

Jeg vil gerne huske den side af ham som er mere – ja, dyr.

Richard, et odd out animal?

Måske ser jeg i øjeblikket dette Richards had – der jo er helt centralt – som ikke så finslebet, men mere en voldsom kraft, næsten en rus - et dyrisk had? Er der noget, der hedder det?

Had er jo en enormt stærk attraktiv kraft, og Richard vælger hadet til  -

han inkarnerer hadet, han definerer sig selv ved det -

Og ligesom hos et par af Shakespeares andre notoriske hadere (Shylock, Jago) findes der motiver og forklaringsmuligheder bagved (moderen, den deforme krop, osv.) – men egentlig er det fuldstændig rene had måske så attraktivt (og medrivende), i og med at det sætter sig blindt igennem. Og dermed ud over evt.– nok så åbenlyse – forklaringer.

Det kan godt være at Hitler hadede jøderne, måske fordi han havde en hård barndom, eller måske var Hitler selv jøde- eller havde jødiske slægtstræk - og det kan man så analysere over - osv.:

Men på bundlinjen, når han står der, og river folkemængden med, det uafviselige, det for alvor kraftfulde, potente, er: At Hitler hadede jøderne.  Han fucking hadede dem. – og det havde enorm forførelseskraft over sig…

Altså hadet i sig selv, som han formåede at bygge en stor medrivende rus op omkring, voksede sig ud over enhver rationalitet, enhver forklaring. Uafviseligt, næsten som en stor seksuel kraft, eller en stor altoverskyggende angst. Igen: Noget nærmest dyrisk blindt.

(12. marts 2015)

Foto: Frederik Korfix
Foto: Frederik Korfix

RICHARD 3:

Richard er IKKE én, fra hvem det onde udgår, han er ikke en ekstraordinær overnaturlig kraft (troldmand, eller hvad man vil), som sender dæmoni udover en i øvrigt skøn verden.

Richards dæmoni består i hans underlige betingelsesløse klarsyn: Han fjerner medfølelsen fra sit eget blik og “beslutter sig for at spille skurk”.

Herefter griber han fat i noget i folk iboende, som han sætter lys på og instrumentaliserer til sin egen fordel.

Han producerer ikke et eller andet helt vildt psykopatisk sært, en frådende kugle af ild, som han sender ud over verden. I stedet sætter han (nærmest uanstrengt) nogle små snubletråde op, som folks egen forfængelighed, dumhed, ærgerrighed, forsigtighed, tvivl, usikkerhed, tøven (læs: menneskelighed) så skvatter i.

Dette er således IKKE historien om en spændende, farlig, uendeligt fascinerende PSYKOPAT.

Det er historien om et menneske, der har besluttet sig for at sætte alt til side for at få genoprejsning og som derfor siger: Hvad sker der, hvis vi suspenderer det, der hedder medfølelse?

Hvis vi nu holder op med at “tilgive”, eller “se det hele med en lille smule medfølelse”. Hvis vi nu – kort og klart - giver hver enkelt, hvad han eller hun fortjener? (selvfølgelig: Set i lyset af Richards eget projekt “fortjener”, men stadig).

»Jeg skal behandle dem efter fortjeneste”, siger Polonius til Hamlet, som beder Polonius tage sig godt af de tilrejsende skuespillere.

Det bliver Hamlet rasende over: »Bedre, mand!« siger han. »For hvis hver af os fik hvad han fortjente ville det se sort ud for os alle

På en måde er det netop det, Richard gør: Han lader enhver få, hvad hver enkelt fortjener. Uden formildende omstændigheder. Uden Nåde.

Og den konsekvens han gennemfører dette med gør, at vi kan komme til at sidde og heppe på ham.

Når man tænker over det, er der noget næsten lærestykkeagtigt konsekvent, noget næsten eksemplarisk over, hvordan ofrenes egne karakteregenskaber, deres egen individualitet, bliver kernen i deres fald:

Den sladdervorne og lemfældige Clarence fældes af sladder og lemfældighed.

Den forbandende Margareta rammes af sin egen forbandelse.

Edwards egen hidsighed og tøjlesløshed lægger indirekte ham selv i graven.

Elisabeth rammes af sig egen forstillelse (over for Clarence).

Som en dygtig judokæmper bruger Richard kraften i de andres udfald mod dem selv.

Og Richard er i den forstand virkelig en antikrist:

Kristus siger: Alt kommer af nåde! (altså: Ingen kan frelse sig selv – eller sikre sig selv -  af sig selv, men kan kun håbe på at blive mødt med medfølelse).

Du kan kun håbe på at blive genrejst (genfødt) af en større kraft udenfor dig selv (Gud).

Men Richard (antikrist) siger: Intet kommer af nåde! Medfølelsen er det, der slører vores blik. Væk med den! Han sætter klarhed frem for medfølelse, konsekvens frem for føleri.

Du kan kun genføde dig selv af dig selv til trøst for dig selv.

Til slut rammes Richard naturligvis af ANGSTEN. Det sker fordi han begår en alvorlig hybris undervejs: Han glemmer at han også selv kun er menneske. Og han rammes af sin egen konsekvens: »Når jeg dør vil ingen ynke mig/ Og hvorfor også det, når i mig selv/ der ikke findes medynk med mig selv?«

Det foldes ud i fjerde og femte akt.

Men på en måde sker det allermest fantastiske til sidst. Til allersidst. Fordi:

Når han vel er slået helt i bund og fuldt ud har indset sin egen udsathed, så vælger han alligevel – til allersidst - at række en hånd ud mod publikum – sin trofaste følgesvend på rejsen - og sige:

»Kom! Lad os Gå! Lad os afskaffe samvittigheden!«

Og det siger han vel at mærke på et tidspunkt, hvor han til fulde har indset, hvad dette credo indebærer!

»Samvittighed, det ord har krystere/ skabt for at holde stærke sjæle nede.

Slå til kun, kan vi ej til himlen nå/ så skal vi hånd i hånd til helvede gå«

(17. september 2015)

RICHARD 4:

DET FØRSTE ORD ER ”NU”!!

Teksten får sit eget liv og en utrolig rigdom, når den får krop og bliver talt. Heller ikke plottet virker mere så vanskeligt at forstå:

Richard, Edvard, Clarence. Edvard er på tronen. Edward (Annas Edward) er allerede dræbt.

Richard formår at få hidset Edvard op til at lade Clarence henrette, hvorover Edvard selv slipper taget i sit eget liv og dør.

Det åbner landskabet for et fornyet spil om kongemagten, fordi Edvards egne sønner er så små, at de endnu er umyndige.

Hovedmodstandere i det politiske spil om kongemagten er hele tiden Elisabeth og hendes bror Rivers.

Og selvfølgelig den sig – nærmest mytologisk - nærmende Richmond.

Overlevelse! Først og sidst det: Vi befinder os »in the aftermath of a great civil war«, som en kommentar skriver. Ingen kan vide sig sikre. Ingen ved, hvad der kommer til at ske rundt om næste hjørne:

Hastings, Catesby, Tyrrell, Stanley, Brakenbury, Buckingham. Som med mere eller mindre held forsøger at placere sig med størst mulig personlig vinding i spillet.

Hvem er væk i næste øjeblik? Hvem viser sig at have satset rigtigt? Hvem har netop forseglet sin egen skæbne?

Den maskerede brutalitet. Som på en måde, med al vores kunnen og viden om samtalestrategier og sandwichkritik og girafkommunikation, blot har øget vores opmærksomhed på selve spillet: Vi er for længst holdt op med at lytte til hvad øvrighedspersoner siger, men spørger hvorfor de siger netop dette netop nu!

I næste øjeblik kan øksen ramme os. Det er sådan samtlige medvirkende i Richard III må have det.

Jeg læste et sted, at den borgerkrig, der går forud for handlingen i Richard III, udryddede en femtedel af landets samlede befolkning.

En femtedel!

Dvs: Alle kender nogen, alle er i familie med nogen, der er forsvundet i løbet af natten, pludselig er væk, for ikke mere at dukke op. I morgen kan det være dig. Eller mig.

Det er i et sådant landskab, at denne teateraftens karakterer famler efter OVERLEVELSE.

Hver gang nogen åbner munden i denne tekst er det for at gribe ”denne ene chance”!

Der er ikke plads til tilbagelænet sniksnak  - der er ikke plads til at føle sig tryg:

– Hastings, som et øjeblik tillader sig at ”slappe lidt af” og føle sig i tryg forvisning om sin egen sikkerhed: Han kommer til at opleve følgerne umiddelbart!

Tekstens ordlyd er så gennemkomponeret! Og træder tydeligt frem, når man siger teksten højt. Dette er ikke plakatreplikker. Det er ikke en redegørelse for konklusioner, som er vundne, og nu refereres.

Dette er dynamisk bevægelig erkendelse, som fødes NU!

Det første ord i teksten er NU, og heraf kan samtlige medvirkende passende tage stikord!

Alle som åbner munden, satser, de taler NU. Lad mig tale NU, mens jeg endnu ikke er slæbt bort. Lad mig tage chancen NU, den kommer ikke igen – INGEN ved, hvordan det ser ud i morgen. Eller om en time. Eller om 5 minutter.

På sin vis er det et mentalt pres, der kan minde om udryddelseslejren.  Man kan ikke engang blot satse på at holde lav profil. For måske er det netop dem, der ikke satser, der bliver de næste. Hvad der betød overlevelse i går, kan være lig med udryddelse i dag. Det er så radikalt.

(Det er også heri jeg tror kvinderne, f.eks. de, der spiller Anna og Elisabeth kan søge deres grunde til den bevægelse de foretager i deres respektive scener. De er ikke svage og ”nemme” kvinder. TVÆRTIMOD! De er superstærke overlevere som skal OVERLEVE!!

Når Anna beslutter sig for at begræde sin dræbte ægtemand midt i Londons gader, udviser hun et gigantisk mod. Og det er én, der vil OVERLEVE, som foretager dette sats! Når Margaret ser alle sine fjender samlet på ét sted ved hun  at dette er øjeblikket. NU. Når hertuginden siger til Richard: »Lad mig tale«, er det i knivskarp bevidsthed om, at hun har dette ene vindue til at gøre det i. Denne ene chance. NU. Og når Elisabeth beder Richard skrive til hende om noget tid, når hun har talt sin datter på plads, så er det en afsindig stærk OVERLEVERS erkendelse af situationen. Richard er simpelthen nu det halmstrå, de skal klamre sig til. NU. Hvis de skal overleve. Og det SKAL de.

Teksten er så vild. Så rig. Det elizabethanske vers betyder, at teksten hele tiden er informeret af sin egen modsætning. Alt står i den talte tekst. Det er kompositions-princippet.

Teksten står aldrig stille, men bevæger sig hele tiden. Og alting er gyldigt NU. Jeg tror: Der er ingen undertekst. Det gælder ikke om at finde på en masse under teksten eller over teksten eller ved siden af teksten. Det står i teksten og erkendelsesrejsen er PÅ linjen, i ordene.

»Har nogen bejlet sådan« er et godt eksempel: Der er ikke tale om at indtage en eller anden snørklet psykologisk indstilling, og så fylde teksten med undertekst.

Langt mere er det at være på NU’et hele tiden: Der menes, hvad der siges, og hvert ord er nu: Når det om Edvard hedder, at han er ”skabt af naturen i dens ødsle lune, tapper, elskelig osv.” – så er det ikke ironi: For Richard er dette fuldt gyldigt. Og så først følger næste led fuldt gyldigt: Jeg har nok hidtil sat mig selv for lavt.

Jeg tror, der er værdi i faktisk være tilstede i , at det sagte hele tiden er fuldgyldig virkelighed for den, som siger ordene. Så bygger teksten sit eget komplekse og meget menneskelige udsagn op. Og i forlængelse heraf: Richard er et menneske. Der er følsomhed i ham. Og der er en næsten fortvivlet lede ved at verden er sådan, at han kan sætte sig igennem på den måde, han gør. Samtidig med at der er fryd og glæde og nydelse og lyst og leg.

23. juni 2015.

RICHARD 5:

Dette må blive grundaksen i mit arbejde med Richard:

Enten har man en grundoplevelse af verden som et fortroligt sted

som man kan smelte sammen med (i kærlighed).

Man oplever fortrolighed med verden, og ligesom man ikke klart kan se og analysere den man elsker, kan man ikke klart se og ikke analysere verden. Man kan hengive sig til den (medfølelse er en nødvendighed og en forudsætning).

Man kan give slip og til sidst acceptere sin død fra verden. Men man kan ikke spille og ikke manipulere verden, for verden er ikke noget andet end man selv er. Men ligger under for verden. Verden er et fortroligt sted.

(løgn)

Eller man har en grundoplevelse af verden som et fremmed sted,

som man er adskilt fra.

Netop fordi man ikke er sammensmeltet med verden – men befinder sig på afstand af den - kan verden læses og spilles. Man forsvinder ikke ind i verden. Man fremkaldes in absurdum (4.akt sc.3) – man kan ikke give sig hen til verden (medfølelse er ikke en mulighed) og ikke acceptere at slippe den og ikke dø. Man kan ikke give sig ind under verden. Verden er forskellig fra en selv. Man kan aflæse verden og underlægge verden. Verden er et fremmed sted.

(sandt)

16. marts 2015.