Print artikel

Stakit, stativ, kasket

Anmeldelse
10.03.19
Sort Samvittighed har forvandlet kærlighedens og parforholdets klichéer til en stor, lysende ting, en perfekt forestilling, som vi kan dele med hinanden.

De er fem kvinder på scenen, alle klædt i paillet-dragter og store tylskørter. De har store, troldeagtige frisurer med enkelte farverige fjer, der stikker ud her og der. Og så er deres ansigter malet i noget, der ligner en blanding af krigsmaling og en slags overdreven understregning af, hvordan et malet kvindeansigt ser ud: løbende mascara og læbestift der forlænger amorbuen helt op til næsen. De ligner kvindelige fantasivæsener eller smukke, sære fugle. De begynder at synge linjerne fra et Pia Tafdrup-digt: »Jeg har gjort mit hjerte stort/og venter dig/mellem vægge mellem gulv og loft«.

Og så, i en slags stram, surrealistisk fortolkning af revy-genren, folder Sort Samvittighed kærligheden ud, som den er blevet beskrevet af danske kvindelige forfattere igennem 100 år. Og Elisa Kragerup, som har instrueret forestillingen, og de fem kvinder på scenen, Jeanett Albeck, Rikke Bilde, Kitt Maiken Mortensen, Lila Nobel og Signe Egholm Olsen, behandler teksterne både vildt og nænsomt. I et af de første og måske også fineste passager stiller Kitt Maiken Mortensen sig for eksempel frem og fremfører en monolog om at forsøge at fortælle sin kæreste, at hun elsker hende. Først prøver hun en meget alvorlig situation, men det er næsten også for meget. Så lige midt i at hun fortæller en sjov historie, men det er også næsten for useriøst. Til sidst siger hun det bare midt i soveværelset en eller anden dag: »Stakit, stativ, kasket.« Og så tilføjer hun: »Det er faktisk næsten umuligt at sige«.

Forestillingens passager er hele tiden skiftende i stemning og form, sådan at teksterne nogle gange bliver opført som sange, andre gange i absurde dialoger og en enkelt gang bare ét udsagn råbt ind i en megafon mange gange. Der er Tove Ditlevsens tekster, som fremstår tørre og smadrede, men hvis dyrt købte indsigter ikke lader sig ignorere, Suzanne Brøggers lysende klare analyser af menneskelig intimitet, som det viser sig vi både kan tage alvorligt og grine lidt af på samme tid, og der er Pia Tafdrups inderlige insisteren, som på flere måder indrammer forestillingen i stemning og udsagn. Men der er også Inger Christensen, som siger: »Kærligheden findes«, så vi er nødt til at forsøge at tro hende, og Lone Hørslevs sarkastiske leverpostejspoesi: »Så kan vi putte endnu en dag i bunken med fælles erindringer«. Derudover er der tekster af Karen Blixen, Naja Marie Aidt, Ursula Andkjær Olsen, Agnes Henningsen, Louise Breyen og Ellen Heiberg.

Selvom teksterne er meget forskellige i stemninger og udsagn, opstår der på tværs af dem alle et stort, fælles ’du’, som befinder sig et sted imellem publikum og skuespillerne. Sort Samvittighed konstruerer i deres eget, sære formunivers, dette kæmpestore ’du’, den ellers nogle gange lidt inderliggjorte, forsigtige og prætentiøse tiltalemåde, så den bliver en voldsom modkraft til henvendelsen på scenen, en slags antistof i rummet.

Sort Samvittighed er ikke bange for alvoren og giver den generøst til os som en dyrebar gave.

Det bedste ved I et forhold er imidlertid ikke, hvor dygtig og smuk, forestillingen er. Det er derimod, hvor sjov den er, men uden at der er tale om eller anden slags comic relief midt i al hjertesorgen. Sort Samvittighed er ikke bange for alvoren og giver den generøst til os som en dyrebar gave. Men det, de forstår og minder os om, er at det sjove hænger uløseligt sammen med alvoren. Her griner man ikke et kaglende grin i lettelse over, at alvoren engang imellem udskiftes af et eller andet sjovt og skørt, som er lettere at befinde sig midt i. Man griner, fordi absurditeten og det sjove, pausen i smerten, er så genkendeligt og menneskeligt og måske nogle gange det eneste, man har. Og det er ikke bare en følelse, men en måde, man kan forsøge at leve på. Som Rainer Maria Rilke har skrevet: »Lad alting ske for dig. Skønhed og rædsel. Bare fortsæt. Ingen følelse er endelig.«

Det er ikke umuligt at skrive om kærligheden på smukke og meningsfulde måder, men det er ofte lidt kedeligt at tale om den, fordi bevægelsen frem og tilbage mellem det smertelige og det lette næsten kan virke banal, når man har oplevet den nok gange. Vi, der har sørget, ved allerede godt, at sorgen ikke er konstant, men skyller indover os som bølger, og at der ikke er modsætningsforhold mellem at være både lykkelig og ulykkelig eller ligeglad og engageret på samme tid. Men tænk alligevel at sidde i et stort rum og ikke bare blive mindet om, at vi ikke er alene om at sørge og glæde os over kærlighed, men også mærke det og se det, bare i et øjeblik.

Man kunne vel godt sige, at der er større historier at fortælle end dem om dig og mig, og at der kunne være vigtigere ting at ville offentligheden lige nu end en forestilling om parforhold. Man kunne også sige, som en del feministiske kritikere understreger i disse år, at det er en af feminismens mest sejlivede problemer, at kvinder fortsat forventes at være mere optagede af kærlighed og pardannelse end mænd gør. Men når man oplever, hvor indædt og inderligt, disse kvindelige forfattere har insisteret på at behandle kærligheden som noget, vi alle ligger under for og samtidig kan underlægge andre, så er det svært ikke at føle, at kærligheden allerede angår os alle sammen. Og at den er et arbejde, vi er nødt til at blive ved med at gøre. Eller »kærligheden findes,« som de fem kvinder til sidst synger højt og insisterende, uden de helt ser ud som om, de selv tror på det. Og vi er nødt til at fortsætte. Ingen følelse er endelig.