Print artikel

Kollektive fornemmelser med blændende scenisk udtryk

Foto: Emilia Therese
Anmeldelse
15.10.19
Elisa Kragerup er den kronede dronning af dansk teater. Hendes opsætning af ’En skærsommernatsdrøm’ på Betty Nansen er en tilfredsstillende serie af flot komponerede billeder, lyde og bevægelser. Det er Shakespeare i en lynhurtig, fysisk og moderne fortolkning, og det er både overraskende og skinnende selvfølgeligt.

Det hele begynder med nogle smartphone-videoer. Skuespillerne sidder bag det halvgennemsigtige lærred, hvorpå videoerne projiceres op i realtime, med hver deres selfiestang, og det centrale drama mellem Hermia, Lysander, Demetrius og Helena foregår som en slags gruppesamtale i Facetime: Hermias far vil tvinge hende til at gifte sig med Demetrius, men hun elsker kun Lysander. Demetrius elsker Hermia, men Helena elsker Demetrius. Foran os blinkes der rundt imellem deres ansigter, Hermia siger én ting ind i sit kamera, men bliver afbrudt af Demetrius, så hendes skærm bliver minimeret ned i hjørnet. Deres erklæringer om kærlighed og deres fortvivlelse over deres indviklede skæbne, formidles på en måde, der minder om reality-shows a la Paradise Hotel eller Big Brother. Det er et virkelig genkendeligt og endda måske lidt gennemtærsket format, men det fungerer alligevel, hvilket vil sige, at det er utrolig sjovt. Det virker desuden instinktivt sandt, at forelskede mennesker er lige præcis så uudholdeligt optagede af sig selv som især Hermia og Lysander fremstår.

Elisa Kragerup, dronningen af dansk teater, har som sædvanlig allieret sig med nogle af landets dygtigste skuespillere til sin opsætning og nyfortolkning af Shakespeares En skærsommernatsdrøm. Som Maria Rossing, der kan skifte imellem at være sjov og sørgmodig med frygtindgydende menneskelighed. Eller Peter Plaugborg, der som et kæmpestort, kontrolleret dyr tager magten over rummet med sin stemme og stærke krop, så forestillingens magiske elementer kan spejles i den hypnotiske kraft, han har over sit publikum. Scenografien, som Steffen Aarfing står bag, er smuk og klog og fyldt med uforglemmelige billeder. Som skovens alfer, der i en David Lynch-agtig hotellobby-stil i underlige fuglepositurer synger en dansksproget udgave af Nancy Sinatras Bang Bang for skovens dronning, Titania, da hun skal sove. Eller Peter Plaugborg, Mikkel Arndt og Niels Ellegaard, der bryder alle regler for, hvor sjovt noget dumt kan være, da de maser sig ind igennem en sidedør i kæmpestore maskotkostumer.

Scenerne mellem dem, amatørskuespillerne, der skal optræde til hertugen og hertugindens bryllup, er omskrevet af Line Knutzon, og selvom Peter Plauborg især i én scene næsten får publikum til at vælte ned af stolen af grin – det er så dejligt at få lov til bare at grine – er Knutzons udtryk et uvelkomment jovialt dansk præg på den ellers mystiske og i sig selv sjove Shakespeare. Knutzon har nemlig plukket den allerlavest hængende frugt her til lands lige nu: ’Er det ikke lidt fjollet og dumt med den der krænkelseskultur?’ Og med todimensionel sarkasme er det Mikkel Arndt og Niels Ellegaards opgave at få os til at grine af ’identitetspolitikken’ med replikker som: »Ej, men hvis du føler, det er sådan, så er det selvfølgelig fuldstændig din ret at føle, at det er sådan«, eller »… så hvis du har lyst til at blive kaldt John, så skal du selvfølgelig bare kaldes John.« Det er skuffende, at Kragerup med hjælp fra Knutzon skal spærre den fælles latter inde i den middelsøgende, danske lårklaskerstemning, for Shakespeare var sjov i forvejen, og det er så kedeligt at få forklaret, hvad det er, man griner af.

Forelskede mennesker er måske lige så forelskede i ideen om forelskelse, som de er forelskede i hinanden.

Det er sandt, at Elisa Kragerup er en utrolig teaterinstruktør. Hun ved, hvad mennesker er bange for, og hvad de længes efter, og hun bruger den viden til at gøre os, om ikke andet, lykkelige i et par timer ad gangen inklusiv pause. Hendes største styrke er måske, at hun i hver af de tekster, hun bearbejder, lykkes med at hive nogle få, ufatteligt klare tråde ud. Der synes i hendes tekstarbejde altid at finde en særlig proces sted: Hun fornemmer instinktivt, hvad teksten vil sit publikum, og hvad der er mest almengyldigt og måske endda tidstypisk i den tekst, hun har imellem hænderne. Herefter giver hun disse simple, kollektive fornemmelser et blændende scenisk udtryk.

I bearbejdelsen af Shakespeare, Knutzon og Ovids tekster har Kragerup fundet de fortællinger, hun selv tilsyneladende synes, spejler den tid vi lever i på den bedste måde. Og det er sandt, at noget, man kan fortælle med En skærsommernatsdrøm, er at forelskede mennesker måske er lige så forelskede i ideen om forelskelse, som de er forelskede i hinanden. Eller at forelskelsen, når dens næsten magiske magt fordufter, virker latterlig og banal. Man kan endda bruge Shakespeare til at fremkalde et nostalgisk suk over, hvor meget ved livet vi går glip af, mens vi kigger for meget ned i vores smartphones. Men alt det, som gør En skærsommernatsdrøm til en god forestilling, er også væk, så snart man rejser sig fra teatersædet. Måske er det fordi, der ikke er nogen ambivalens eller egentlig smerte undervejs. Det er klog og smagfuld (veluddannede mennesker elsker at elske David Lynch-agtig æstetik) underholdning. Det er en imponerende bedrift at gøre Shakespeare så tilgængelig og så moderne i ordets bedste betydning. Der er bare det, at man også kan længes efter at møde det tvetydige og utilgængelige, om ikke andet i små glimt.