Print artikel

Romankunsten i populismens tidsalder

Mikkel Rosengaard
Samtale
09.10.18
Forfatterne Mikkel Rosengaard og Kenneth Goldsmith mødtes på en café i Brooklyn til en samtale. De havde intet planlagt, men samtalen blev til en refleksion over romanen og kunstens potentiale og om hvorvidt kunsten stadig kan forføre sit publikum.

At fortælle historier er en form for forførelse. Og som det er med forførelsen, så skal der to til tango. Når vi lytter til en fortælling, så har vi en forventning til, hvad der kommer. Forventningerne former vores svar, vi leder efter mønstre, der måske eller måske ikke eksisterer. Gennem de sidste tyve år har digteren og kritikeren Kenneth Goldsmith udforsket sprogets og historiefortællingernes begrænsninger gennem en række konceptuelle langdigte. Hans hovedværk Soliloquy er en transskribering af alle ord, som Goldsmith sagde i løbet af én uge i 1997. Goldsmith kalder bogen en »øvelse i ydmyghed.« Teksten er næsten femhundrede sider lang, men Goldsmith siger stort set intet sammenhængende.

Kenneth Goldsmith: Fortæl mig om Ana. Hvorfor valgte du at fortælle romanen gennem en jegfortæller og ikke gennem Ana selv?

Mikkel Rosengaard: Jeg kunne ikke fortælle historien fra Anas perspektiv, fordi jeg ville skrive en roman, hvor hovedpersonen ikke var et menneske men en historie. Og den her historie eller anekdote skulle fungere som en Don Juan-karakter, der forførte alle på sin vej. I romanen opfinder Anas forældre en historie om deres datters liv og opvækst, og den historie spreder sig fra Anas forældre til Ana, og til Anas forlovede og til en praktikant, der arbejder for hende. Jeg havde brug for mange lag af historiefortællere og -lyttere som blev forført af historien. Det var grundtanken. At se hvad der sker, når en kraftfuld historie går gennem en række liv.

Kenneth Goldsmith: Jeg har en fornemmelse af, at alle skal have en fortælling i dag. En livsfortælling. Jeg har en tolvårig søn, og han er vild med rapperen Macklemore. Hans koncerter er så anderledes end dem jeg voksede op med, hvor musikeren ignorerede publikum. Macklemore er intim, han fortæller historien om sit liv. Han når publikum personligt, med sin Instagram-person, og der er altid en historie om forløsning. Det er som om hele vores kultur er inspireret af tv-profilerne, der kørte under OL. Der er altid en tragedie bag atleterne; de gik glip af guldet sidste gang, de brækkede deres ben, de var i et voldeligt forhold, og de overvandt det hele for at nå Legene. Jeg tror tendensen kommer fra den inspirerende personlige historie, som i Oprah, hvor alle har en tragedie, som de har overvundet. Så vi alle kan klappe. Forløsningen er den nye autenticitet; uden den er du fake.

Socialrealisme er manipulation og dokumentation først, kunst bagefter.

Mikkel Rosengaard: Og det nye i alt det her er, at for bare ti år siden skulle du have adgang til et TV-program eller en avis eller et forlag for at kunne fortælle din historie om forløsningen. I dag skal du bare have en smartphone. Det at opdigte og genopdigte en livsfortælling er blevet demokratiseret. Det er et radikalt skifte.

Kenneth Goldsmith: Ja, det er ikke længere pengene, der gør dig til den du er. Nu handler det om historien.

Mikkel Rosengaard: Det betyder, at vi har en narrativ økonomi. Og det gør at kunsten at fortælle historier er vigtigere end nogensinde før. Jeg var forbi kunstneren Rachel Rossins atelier her den anden dag, og hun fortalte, at hun som teenager sparede op til sine studier ved at designe hjemmesider. Og meget hurtigt opdagede hun, at hun ikke kunne få nogle jobs, hvis hun hed Rachel og var en femtenårig pige. Så hun lavede en ny emailkonto, kaldte sig selv Robert og lod som om hun var i trediverne, og så væltede arbejdet ind. I dag kommer den historie, du digter om dig selv, før den fysiske virkelighed. I internetalderen kan du opdigte lige netop den historie, der passer dig, og så forme dit fysiske liv efter den. Det er der noget dybt subversivt ved.

Kenneth Goldsmith: Det er fuldstændigt warholsk. Grunden til at vi stadig interesserer os for Andy Warhol er, at han havde fuldkommen ret. Alle kan opdigte en historie om dem selv og få 15 minutters berømmelse, som YouTube-stjernerne gør det. Men den udvikling gør det også sværere at fastholde opmærksomheden. Især efter valget af Trump, der føltes som kulturens endeligt, som kunstens undergang. Det amerikanske kulturliv er så fucking afdæmpet, jeg har aldrig set kunsten og litteraturen så nedtonet før. Folk er så freakede ud og med god grund. Kunst føles ekstravagant, nærmest pjattet, sammenlignet med de politiske problemer vi står overfor. Den politiske virkelighed overgår hele tiden fantasien.

Mikkel Rosengaard: Og hvad er dit svar til den udvikling som konceptdigter? Man kan ikke blive meget mere kunstneragtig end det.

Kenneth Goldsmith: Det er en dårlig tid for lyrik, som Brecht siger. Jeg tror, vi lever i en tid for neosocialrealisme. Den eneste kunst, der får opmærksomhed, er den kunst, der direkte griber den politiske situation an. Alt der falder udenfor det politiske bliver opfattet som støj. De eneste, der virker i stand til at håndtere situationen, er late night-komikerne. De lever i det politiske, de bruger det som materiale og kværner det ud dag efter dag i en direkte form, som kunsten simpelthen ikke kan matche. Kunsten er langsom og stille. Kunsten fejler, når den forsøger at håndtere, det der skete i eftermiddags. Kunstens svar på Trump minder mig om 1930erne, hvor de politiske problemer minder skræmmende meget om dem, vi har i dag, med fascisme og populismens fremvækst. Men kunst, der benytter populisme som et tema eller som en kunstnerisk strategi, er ofte ligeså konservativ som det, den kritiserer. Den politiske kunst rykker sig sjældent uden for sit historiske øjeblik. Socialrealisme er manipulation og dokumentation først, kunst bagefter. Vigtigt, men ikke vigtigt som kunst. Det, der overlever, er tvetydighed og uklarhed, og kunsten i dag har ikke tålmodighed til tvetydighed. Den er meget kortsigtet og ineffektiv. Der er mange måder, man kan ændre samfundet på. Kunst er ikke en af de bedste.

Mikkel Rosengaard: Som jeg ser det, er socialrealismens problem et taktisk problem. Den gennemsnitlige amerikaner bruger 10 timer hver dag på skærmtid, timer, hvor de er nedsunket i sociale medier og i underholdning produceret af ekstremt dygtige virksomheder. I sådan en verden virker socialrealismens værktøj utilstrækkeligt. Så du den sidste Berlin Biennale? Jeg synes, det var en virkelig interessant tilgang til det her forbrugssamfundsmonster. Kuratorerne, DIS, havde taget alle de marketingsværktøjer, som normalt bruges til at forføre forbrugere, og havde så vendt dem mod forbrugssamfundet.

Kenneth Goldsmith: DIS sætter kapitalistiske systemer i baglås ved at vende systemerne mod sig selv. Du er aldrig sikker på deres position, de benytter præcis den slags tvetydighed, jeg taler om. Det er derfor biennalen var så forhadt. Anmelderne mente biennalen var en medløber for kapitalismen i en tid, hvor, hvis du ikke er en del af løsningen, så er du en del af problemet. DIS er perverse og ironiske, og ironi er en ganske indviklet og kompleks størrelse at forstå. I stedet for at prøve at forstå biennalen, blev den bare afvist.

Mikkel Rosengaard: Som jeg så det, benyttede biennalen en meget effektiv populistisk strategi, de brugte forbrugssamfundets begær til deres fordel. Hvorfor producere en gigantisk hovedløs Rihanna? Hvorfor lave et Virtual Reality-værk? Fordi det skaber hype, fordi det drager folk ind, som vil prøve den her nye VR-gadget eller have et billede til deres Instagram. Du drager publikum ind, som normalt ikke ville besøge en kunstbiennale. Og mens de er dér, så møder publikum alle de her radikale kunstværker. På den måde brugte biennalen forbrugerens begær til at skabe forandring.

Kenneth Goldsmith: Og det blev de svinet til for.

Mikkel Rosengaard: Ja, men jeg elskede det. Hvis du vil introducere folk til nye ideer, eller bare plante et lillebitte tankefrø hos en person, der ikke allerede er en litterat eller kunstmedløber, så må du bruge forbrugssamfundets redskaber. DIS klædte biennalen i et cool, glitrende forbrugspanser, og med det panser kan man forføre folk og plante nye ideer. Jeg synes romankunsten kunne lære meget af det. Romanen burde prøve at overtage nogle af forbrugssamfundets taktikker.

Kenneth Goldsmith: Og hvor, historisk set, har man set det gjort i romankunsten?

Mikkel Rosengaard: For mig er den store helt Manuel Puig. Hans romaner udspiller sig som regel i undertrykte dele af samfundet. Hovedpersonen er måske en kvinde, der lever i et voldeligt ægteskab i en fattig by på pampaen, eller en mand, der er fængslet af Perón-regimet for sin homoseksualitet. For at overleve i den grumme virkelighed dykker Puigs karakterer ned i fiktioner. De går i biografen, de læser lægeromaner, de forsvinder ind i en kendiskultur. En stor del af Puigs romaner udspiller sig så inde i de her glitrende, forførende fantasiverdener, som romanfigurerne ser og læser og genfortæller til hinanden. En vej frem for romanen kunne være en roman, der tager kattevideoer og Netflix-shows seriøst, eller som behandler de meget virkelige effekter, de sociale medier har på vores liv.

Det smukke ved kunsten er netop dens manglende evne til at gøre noget som helst

Kenneth Goldsmith: Det minder mig om American Psycho og det, Brett Easton Ellis og den gruppe af forfattere gjorde i 1980erne, som var en af forgængerne til det, DIS og grupper som eksempelvis Gulf Cooperation Council laver i dag.

Mikkel Rosengaard: Men problemet med Ellis og alle de der brat-pack forfattere er, at de ikke peger frem mod noget andet end forbrugerisme. På den måde er deres ironi en blindgyde. Jeg er enig i, at vi må overtage nogle af forbrugerismens værktøjer, og at vi kan lære af populærkulturen. Men det er ikke nok at bruge de redskaber til bare at sige, at kapitalismen er ond, eller til at påpege hvordan forbrugssamfundet er kunstigt og overfladisk. Det ved vi alle sammen godt. Vi må række frem mod mere end det. Vi må pege på veje ud. Eller i det mindste prøve at formulere positive visioner, på en ydmyg måde selvfølgelig, fordi vi ved, at vores visioner højst sandsynligt vil fejle.

Kenneth Goldsmith: Det er interessant. Det gad jeg godt se mere af i litteraturen. Hvordan tror du, at sådan en roman ville se ud?

Mikkel Rosengaard: Det kunne måske ligne det, Roxane Gay gjorde i Law & Order: The Complete Series, og det Carmen Maria Machado gjorde i Especially Heinous, hvor de gendigtede alle sæsonerne af tv-serien Law & Order. Eller som den første halvdel af Alexandra Kleemans You Too Can Have a Body Like Mine, hvor romanen dykker ind i de tv-udsendelser og reklamer, hovedpersonerne ser. Eller hvad ved jeg, Fifty Shades of Grey genskrevet af Arianna Reines? Hvis vi lever i en virkelighed, hvor ethvert seriøst alternativ til forbrugerismen er blevet voldeligt undertrykt, og hvor populærkulturen dominerer alle aspekter af vores liv, så kan romanen ikke gå imod populærkulturen og forbrugerismen. Den må gå gennem dem.

Hvis du vil introducere folk til nye ideer, eller bare plante et lillebitte tankefrø hos en person, der ikke allerede er en litterat eller kunstmedløber, så må du bruge forbrugssamfundets redskaber.

Kenneth Goldsmith: Tja, på det her tidspunkt tror jeg ikke kunst og poesi og litteratur er det rette sted at skabe forandring. Det smukke ved kunsten er netop dens manglende evne til at gøre noget som helst. I en kultur, der er så afhængig af kapitalisme og produktion, kommer du til at tabe, hvis du går ind i en politisk diskurs. Du kommer til at tabe til internettroldene. Du bliver hængt af højrefløjen og ædt af venstrefløjen. De her politiske grupper er meget motiverede, og de ved præcis hvilke redskaber, de skal bruge, de har tonsvis af ressourcer og er effektive. Jeg tror kunstnernes modstand skal være det modsatte, den skal komme fra stilstand, fra radikal afvigelse fra kapitalismens regler. Som Auden så berømt sagde: poetry makes nothing happen, og det er dens styrke.

Mikkel Rosengaard: Jeg er ikke så sikker på, at litteraturen ikke kan få noget til at ske. I dag, med internettet og vores telefoner, er det muligt at opfinde en historie, projicere den og så blive til den historie. Det er, hvad jeg har forsøgt at vise med Forestillinger om Ana Ivan. De historier, vi digter, kan materialisere sig og blive til virkelighed. Og det gør historiefortælling ekstremt kraftfuldt.