Print artikel

Anmeldelsen er ikke et punktum, men et spørgsmålstegn

»Tolv Noveller. ”Fugle paa taget”. Hvad for Fugle? Ikke Duer. Hvorfor ikke? Duer ikke« lød Hans Brix' anmeldelse af Johannes Buchholtz’ novellesamling Fugle paa Taget.
Kommentar
24.07.18
Litteraturkritikkens prøvende læsninger har trange kår, og avisanmeldelsen risikerer at ende som ren forbrugeroplysning. Forfatter og anmelder Martin Bastkjær opfordrer til, at vi ser anmeldelsen som et første anslag til en samtale om litteraturen, frem for en afsluttet dom.

Avisanmeldelsen befinder sig et sted mellem litterær kritik og forbrugeroplysning; i hvor høj grad den vil være et udvidet refleksionsrum for litteratur eller leverandør af citater til forlagenes markedsføring er hele tiden til forhandling. I bedste fald kan den være begge dele. Som anmelder, der samtidig er forfatter, tænker jeg selvsagt over, hvad litteraturkritikken kan bruges til, og det seneste år har emnet flere gange været til diskussion forskellige steder. Blandt andet lancerede Politiken sidste sommer en serie om litteraturkritikkens rolle i dag. Anledningen var et essay af forfatteren Mikkel Thykier, hvori han blandt andet kritiserer aviserne for at holde fast i Tom Kristensens diktum om at anmeldelser er til for læseren, og for at ikke at være åbne for hybridformer, der ophæver forældede skel mellem eksempelvis litteratur og billedkunst. Teksten blev fulgt op af enquete-svar fra kritikere, interviews med forfattere og sågar et debatarrangement i Politikens Hus, inden maskineriet endnu engang fortsatte, som om intet var hændt. Nogle måneder senere viede Information et helt tillæg til diskussionen om, hvad vi skal bruge anmeldelser til i disse tider, hvor brugeranbefalinger og Netflix-algoritmer kan pege den næste mulige kulturoplevelse ud for os. Og for ganske nylig introducerede avisen så, som et indirekte svar på sit eget spørgsmål, et udvidet litteraturtillæg, hvor mængden af anmeldelser er næsten fordoblet.

En af teksterne fra Politikens serie er en kronik af forfatteren Daniel Dencik, der blev bragt 28. august sidste år. Tekstens primære pointe er, at anmeldelser får for meget opmærksomhed; de »forfladiger kunsten og forpester fortryllelsen mellem mennesket og værket«, og når »selv ikke den bedste anmeldelse når det mest umulige værk til sokkeholderne« burde folk hellere bruge tid på at »bevæge sig ud i det ukendte« i stedet for at lade deres valg »diktere af anmeldere«. Citaterne vidner om Denciks polemiske overdrivelser, men tydeliggør også, at mens han anklager publikum for at ophøje Anmelderen, ophøjer han selv Kunstneren. Således lyder det både: »Man kan med rette stille høje krav til professionelle kunstnere, der bruger alle døgnets vågne timer på at dygtiggøre sig inden for et felt. Men der ligger en ubalance i det faktum, at anmeldere enten er folk, der arbejder 9-16 på en redaktion eller er fuldblods amatører, der anmelder i fritiden, dette absurde begreb« og »Hvor den gode kunstner altid kan fanges i en flirt med den totale katastrofe, kan selv den bedste repræsentant af anmelderstanden højst risikere at blive snuppet i en flirt med en redaktionssekretær til en julefrokost«.

For mig virker det langt mere givende at opfatte anmeldelsen som et spørgsmålstegn.

Denne romantisering gør det svært at tage kritikken alvorligt. For selvfølgelig holder kunstnere også fri, og selvfølgelig risikerer anmeldere noget. Der er, som Dencik påpeger, et vist magtforhold mellem anmelder og forfatter, fordi førstnævnte har indflydelse på omtale og salgstal, men i det daglige arbejde (der i parentes bemærket oftere udføres af freelancere end af folk med daglig gang på redaktionen) føles det ikke synderligt magtfuldt at anmelde. Ikke kun fordi stramme deadlines og lave honorarer – vilkår, forfattere også lider under – nemt får en til at føle sig marginaliseret, men også fordi det er sårbart at lægge sin læsning, der ikke har været udsat for samme grundige gennemtænkning og justeringer af nuancer, som værket har, frem til offentlig skue; der er altid en risiko for at misforstå eller overse noget og ligne et fjols, eller en, der slet og ret er dårlig til sit arbejde (vel at mærke det samme, forfatteren risikerer). Da den franske forfatter Georges Perec i 1969 udgav romanen La Disparition, som er skrevet uden brug af bogstavet e, fik den en negativ bedømmelse af en anmelder, som forbløffende nok ikke havde opdaget, at den var skrevet uden det mest anvendte bogstav på fransk. Mindre graverende fejl kan også gøre det; pointen her er, at arbejdsbetingelserne, samt det faktum, at anmelderen er et menneske, medfører en risiko for at misforstå eller overse væsentlige aspekter, som kunne ændre læsningen og bedømmelsen drastisk. Ikke dermed sagt, at det kun er en dårlig ting – for risikoen tvinger ideelt set anmelderen til ikke bare at læse på rutinen.

Dencik indleder sin kronik med at bede læseren om at genkalde sig tre bøger, dernæst tre film og slutteligt tre anmeldelser, med bemærkningen om, at det sidste er det sværeste. Tankeeksperimentet er hans bud på en polemisk illustration af pointen om at værket gør større indtryk end anmeldelsen. Mig minder det snarere om de korte anmeldelser, der ofte fremhæves som eksempler på skarp kritik. Her tænker jeg særligt på Hans Brix, der affejede Johannes Buchholtz’ novellesamling Fugle paa Taget med ordene »Tolv Noveller. ”Fugle paa taget”. Hvad for Fugle? Ikke Duer. Hvorfor ikke? Duer ikke« og på Poul Borum, hvis spydige omtale af Ib Lucas’ Lystens labyrinter lød: »EDBOG. Ib Lucas hedder Gyldendals nyeste computer. Den kan skrive noveller, der næsten ikke er til at skelne fra rigtig litteratur«. Begge anmeldelser er her gengivet i deres helhed. Jeg har flere steder set dem omtalt som modige, fordi Brix og Borum turde være så kategoriske i deres vurdering, men jeg synes snarere det er fejt at bruge sin spalteplads og autoritet til at udråbe noget som værdiløst uden at redegøre for, hvordan man er kommet frem til det.

Jo mere, man redegør for sin læsning, jo mere blotter man sig også som anmelder (det forsøger jeg gerne at forklare folk, når de spørger, om det ikke er fedt at få lov til at udstille en dårlig bog i avisen). På et rent personligt plan forstår jeg godt, at man kan have lyst til at afvise en bog fuldstændig, men uanset om man opfatter anmeldelsen som formidling eller som del af en større samtale om litteratur, er små hånlige ordspil omtrent det absolut modsatte: Hvis bogen er god, vil jeg gerne høre noget om, hvorfor og hvordan den er god. Hvis den er dårlig, vil jeg også gerne høre, hvorfor og hvordan den er dårlig. Allerhelst vil jeg have indblik i dens erfaringsverden. Men jeg lærer intet af dette ved at en finurlig herre tværer bogen ud med en lille håndfuld sætninger.

De første anmeldelser, jeg skrev for Information, fyldte 4500 tegn. I lang tid derefter var standardformatet 4000. Med det nye litteraturtillæg, som både omfatter skøn- og faglitteratur, er der samlet set blevet plads til flere anmeldelser, og i teorien også mulighed for længere tekster. Men de seneste, jeg har skrevet, har været på blot 2700 tegn. I hver anmeldelse forsøger jeg at gengive handlingen så neutralt som muligt, samt at citere så meget fra værket, at læseren uafhængigt af min vurdering kan danne sig et indtryk af, om bogen er noget for hende. Det levner ikke megen plads til selve læsningen. Og det forværrer det problem, jeg allerede havde i de længere anmeldelser, nemlig at mit førsteudkast altid er længere end det påkrævede antal tegn. Hvis jeg skal overholde det førnævnte princip om at beskrive og citere så udførligt, at andre kan danne sig et indtryk af bogen uafhængigt af vurderingen, er jeg nødt til at slette noget, og det første, jeg fjerner, er næsten altid de graduerende formuleringer. »Jeg tror…« forsvinder. »Måske er et af problemerne« bliver til »Problemet er«. Den slags udeladelser får ikke kun en negativ vurdering til at virke hårdere end tiltænkt – det får også anmelderen til at fremstå langt mere skråsikker end nogen af os er tjent med. Tvivl, undren og nysgerrighed er nogle af de vigtigste redskaber for mig som anmelder, men jeg har efterhånden skrevet en del anmeldelser, hvor det ikke afspejler sig i teksten. Jeg tror, den korte form vil blive mere udbredt fremover, også i andre aviser, og i så fald tipper anmeldelsen kraftigt til den forbrugeroplysende side. Der er stort set kun plads til beskrivelse og en kontant vurdering. Læsningen, med dens eksempler, højttænkning og på den ene side/på den anden side, har derimod trange kår.

Hvis bogen er god, vil jeg gerne høre noget om, hvorfor og hvordan den er god. Hvis den er dårlig, vil jeg også gerne høre, hvorfor og hvordan den er dårlig. Allerhelst vil jeg have indblik i dens erfaringsverden.

Når jeg snakker med mine kolleger, oplever jeg ofte, at der er et heftigt fokus på ikke blot den enkelte anmeldelse, men også den enkelte anmelder. Særligt i forbindelse med negative anmeldelser, giver mange udtryk for den tankegang, der ligger i et desværre relativt udbredt udtryk som ”anmelderens dom”, der ikke kun lægger al opmærksomheden over på bedømmelsen af værket, men også får det til at lyde, som om anmelderens opgave er at afgøre, om forfatteren har begået en forbrydelse. Værst af alt giver formuleringen indtryk af, at anmeldelsen er en slags punktum; når dommen er afsagt, er der ikke mere at sige. Samtalen indledes og afsluttes i samme bevægelse. For mig virker det langt mere givende at opfatte anmeldelsen som et spørgsmålstegn. Et udspil, hvis primære funktion er at skabe et afsæt for den videre samtale om værket.

I den amerikanske barbershop-musik harmonerer sangtonerne på en særlig måde, som skaber indtrykket af yderligere en tone, der kun opstår i mødet mellem de forskellige stemmer. Ideelt set kan noget lignende ske i litteraturkritikken: Ved både at give bøger til anmeldere, som er oplagte valg og til nogen, der måske ikke er de mest indlysende læsere af det pågældende værk, får man både medlæsere, modlæsere og læsere, der kæmper med sig selv, på grund af deres ambivalente begejstring, skuffelse, og så videre. Ved at opfatte kritikken som et kor af stemmer – hvor nogen er værd at lytte til fordi de har et indgående kendskab til forfatterskabet, mens andre bidrager med nye perspektiver fordi de stadig er ved at læse sig ind på det – bliver fokus på den enkelte tekst mindre, og det giver mulighed for at bruge kritikken til det samme, som litteraturen kan bruges til, nemlig at blive bedre til at forstå, hvordan verden ser ud fra et andet perspektiv end vores eget. Når den er allerbedst, kan kritikken få mig til at se nuancer hos en forfatter, som jeg ikke selv er i stand til at opfange. Det handler ikke om, at vi skal blive enige, at jeg skal lære at kunne lide den pågældende forfatter – tværtimod: Det er en langt større og vigtigere bedrift at give mig en bedre forståelse af det, jeg ikke er enig i; hvordan udsagn, som byder mig imod, opstår og giver mening for et andet menneske.

I et essay om digtlæsning betegner den norske forfatter og kritiker Espen Stueland dette som et »opmærksomhedsfællesskab«, og det er den samme erfaring, digteren og semiotikeren Per Aage Brandt giver udtryk for, når han skriver: »Når man oplever, at et andet menneske reagerer på en variation, en lille udtryksforskel, som betydende, mens man selv slet ikke havde opfattet den som betydende, kommer man selv til at opfatte på samme måde som den anden, via den anden – ens kritiske sans ændres«. At citatet stammer fra en tekst i Forfatterskolens 25 års jubilæumsskrift er ikke tilfældigt, for det at anmelde er ikke så forskelligt fra de prima vista-læsninger, der praktiseres på mange skriveskoler og -kurser, heriblandt Forfatterskolen: Man forsøger at give sine indskydelser og fornemmelser et udtryk, andre kan forholde sig til, i håb om at starte en samtale, som i fællesskab kan udvikle sig til noget nuanceret og perspektivrigt. For mig er denne model den mest velvillige måde at opfatte de nye, korte anmeldelser på; jeg leder stadig efter en måde at få flere nuancer ind i teksten, men uanset hvad, foreslår jeg, at de – og alle andre anmeldelser – i højere grad opfattes på lige fod med prima vista-læsningens forsøgsvise åbningsreplik. Og ligesom man kan betragte anmeldelserne som et kor, kan man betragte dem som stemmer i et endnu større kor, der også består af diskussioner på sociale medier, i læsekredse, i litterære miljøer, og så videre.

At opfatte anmeldelserne som et anslag, der gerne skulle føre til en mere kvalificeret samtale om litteratur, kræver en holdningsændring hos mange, der læser dem, og stiller større krav til os, der skriver dem. Blandt andet betegnede Erik Skyum-Nielsen i Informations særnummer om krimier en bog af Lone Theils som en »narrefisse«. Et meget værre eksempel sås da Arne Mariager for nylig anmeldte Glenn Christians Månen atlas over sandparken avenue i Fyens Stiftstidende, hvor han foreslog digteren at gå til psykiater. Mariagers udsagn er så hamrende useriøst, at man må undre sig over, hvordan det kan slippe gennem en redaktionel proces og bringes af et medie, som folk forventes at betale for. Så længe dét kan lade sig gøre, er der stadig et stykke vej endnu.