Anmeldelsen er ikke et punktum, men et spørgsmålstegn
Avisanmeldelsen befinder sig et sted mellem litterær kritik og forbrugeroplysning; i hvor høj grad den vil være et udvidet refleksionsrum for litteratur eller leverandør af citater til forlagenes markedsføring er hele tiden til forhandling. I bedste fald kan den være begge dele. Som anmelder, der samtidig er forfatter, tænker jeg selvsagt over, hvad litteraturkritikken kan bruges til, og det seneste år har emnet flere gange været til diskussion forskellige steder. Blandt andet lancerede Politiken sidste sommer en serie om litteraturkritikkens rolle i dag. Anledningen var et essay af forfatteren Mikkel Thykier, hvori han blandt andet kritiserer aviserne for at holde fast i Tom Kristensens diktum om at anmeldelser er til for læseren, og for at ikke at være åbne for hybridformer, der ophæver forældede skel mellem eksempelvis litteratur og billedkunst. Teksten blev fulgt op af enquete-svar fra kritikere, interviews med forfattere og sågar et debatarrangement i Politikens Hus, inden maskineriet endnu engang fortsatte, som om intet var hændt. Nogle måneder senere viede Information et helt tillæg til diskussionen om, hvad vi skal bruge anmeldelser til i disse tider, hvor brugeranbefali