Print artikel

At skrive er en slags neurotisk håb om kontakt

Essay
13.10.16
Debutforfatter Mikkel Rosengaard skriver om at miste en tekst og udgive en bog. Om at blive markedsført og om at brænde af skam i en boghandel i Aarhus

I: Over Storebælt

Jeg har hørt om de foretagsomme bibliotekarer i Vejle, den forslugne læseklub i Middelfart, den driftige boghandler i Viborg og endnu en i Esbjerg, og nu sidder jeg i toget dybt inde i tågen et sted over Storebælt. Jeg er på vej til Aarhus som første stop på en bogturne. Den går også til Nykøbing Falster og Roskilde, Esbjerg og Odense, Vejle og Helsingør, det er meningen, jeg skal læse op af min debutroman Forestillinger om Ana Ivan. Jeg skal fortælle om bogen og give boghandlerne en personlig oplevelse, det handler om at smede mens læserne er varme, forstår jeg, mens anmeldelser og annoncebannere stadig er friske i hukommelsen.

Det er ligesom, da jeg arbejdede i Kop & Kande, sagde min ven, da jeg tog afsked med ham på Hovedbanen.

Så kom der de her mænd fra Krups og OBH, de her mænd med meget spidse lædersko. Og de købte frokost til os, og så fortalte de, hvad det var, der var så fantastisk ved lige netop deres brødrister. Så kunne vi fortælle det videre, ikke? Når kunderne spurgte.

Der er noget ulideligt trist ved at tage på bogturne, i hvert fald som debutant. Hvad der gør det hele så sørgeligt, er svært at sætte en finger på, det er som om situationen er fedtet ind i alle mulige sammensatte og modstridende processer, men følelsen er simpel nok: Da jeg rejste mellem boghandlere og biblioteker og bogcafeer i de danske købstæder følte jeg skam.

Når jeg læste op for otte fremmødte tilhørere, når jeg signerede bøger til boghandlernes stakke, når jeg så mine egne alvorligt sammenknebne øjne, fotograferet af en modefotograf på taget af hans rå og urbane og hipt nedslidte Allen Street-atelier, pludseligt blæst op på en A2-plakat i en boghandel, var det en følelse af forlegenhed og ydmygelse, der fyldte mig.

Det var følelsen af at vide, ikke bare med hovedet og intellektet, men med kroppen, at jeg er svag og begærlig og alene, og at den tekst, jeg har levet side om side med i fem år, ikke længere er den usynlige ven, jeg har diskuteret og grinet og arbejdet med, og i det hele taget filtreret virkeligheden gennem, men er blevet forvandlet til et objekt med sin egen tilværelse, som en Pinocchio-fantasi, der har materialiseret sig og fået liv i virkelighedens verden, og som nu lever videre helt udenfor min kontrol, hvor den forvilder sig ind i læsernes bug eller bliver forvandlet til et æsel af en anmelder, mens jeg sidder alene i toget over Storebælt med en brødristersælgers agenda og et hul i livet, hvor Ana Ivan plejede at være.

II: På Store Torv

I Aarhus skutter folk sig, de lyner jakker op, de drejer sig væk fra vinden. Jeg sjosker ned ad gågaden mod Store Torv, hvor Kristian F. Møllers boghandel ligger. Det er en lørdag i bedste handletid, men der er halvtomt i gaderne, det er en af de her fugtigt kolde dage, hvor kulden siver gennem tøjet og gnaver i knoglerne lige meget hvor mange lag uld man har på, og da jeg krydser over torvet, er der ikke et menneske i sigte.

Kristian F. Møller er en af de få uafhængige boghandlere i Danmark, en institution i Aarhus, har jeg hørt. Hver eneste gang, jeg har nævnt boghandlen, har folk fortalt mig om den nørdet venlige betjening, om det perfekt kuraterede bogudvalg, om afdelingen med engelsk literary fiction, og allerede fra den modsatte side af torvet kan jeg se de store vinduer gløde, navnet der funkler i en elegant, gylden font. Jeg er meget tidlig på den. Tænker, at jeg lige vil gå forbi butikken og hilse på personalet, men da jeg nærmer mig butikken, får jeg øje på en slags installation i vinduet, et tableau bygget af ti eksemplarer af Forestillinger om Ana Ivan, og jeg mærker straks det samme stik i maven, som jeg første gang mærkede dagen før bogen udkom, hvor jeg cyklede forbi Politikens Boghal og så plakaten med mit fjæs hænge dér i vinduet, og instinktivt slog blikket ned mod fortovet, pludseligt brændende fuld af skam.

Det var ikke noget dårligt billede, dér på plakaten. Tværtimod. Jeg fremstod vel sådan ret urban og hipt nedslidt på den Allen Street-agtige måde, præcis som marketingdirektøren havde ønsket det, så det var ikke på grund af fotografiet, at det føltes så ubehageligt. Jeg slog det hen, tænkte, at det nok var nerverne, men i de følgende dage kom ubehaget krybende tilbage, og nu er den der så igen, skammen, midt på Store Torv.

Hvad den skal gøre godt for, forstår jeg stadig ikke helt, men før jeg når at tænke mig om, har min fod drejet om, og min nakke har dukket sig, og mine ben styrer hurtigt væk fra boghandlen, og da jeg er i sikkerhed på Bispegade, begynder den første slud at falde over Aarhus. Inden længe er mine sko og sokker gennemblødte, bukserne våde og kolde, og jeg begynder at se mig om efter en kaffebar og en forklaring på det her følelsescirkus, herregud, det er jo bare en lille oplæsning. I fem år har jeg levet med teksten som en usynlig ven, og hver dag drømt om at se den indbundet i en boghandel, så hvorfor pludselig så hysterisk?

I fem år var det teksten, jeg hang ud med i de mørke morgentimer før arbejde. Det var teksten, jeg mødtes med på læsesalen efter fyraften, og det var teksten, jeg sad med i hjørnet af cafeen, mens min kæreste lukkede baren ned. Når jeg i toget overhørte en interessant bemærkning, var det teksten, jeg daskede på skulderen og hviskede: Hey, den replik der, den kan vi bruge til dig. Og når jeg så en udstilling, der hagede sig fast i bevidstheden, var det teksten, jeg begejstret rablede med: Hey, det der spørgsmål, passer det ikke helt perfekt til dig?

Så hvor er det blevet af: begæret, længslen, ønsket om at nå læserne? Et gæt vil være: det forsvandt i det øjeblik, hvor teksten blev til en bog.

At skrive er en sær form for kommunikation, en slags neurotisk håb om kontakt. Der kan være alle mulige gode og mindre gode grunde til at skrive, men i sidste ende handler det vel om at kommunikere noget til et andet menneske, at skabe et forhold mellem læser og skribent, et forhold der lader læseren slippe ud af sit eget hoved og ind i et andet menneskes bevidsthed for en stund.

Når skrivning er bedst, handler den om at transplantere en tanke eller følelse fra et menneske til et andet, og det eneste redskab man har til at foretage den transplantation, er sætningerne. Det er et svært og tidskrævende arbejde, men også et sjovt arbejde. Det er en form for leg, der giver liv til dine forestillinger og sære, små fantasier, og som slipper tanker fri af din trykkogerhjerne og hjælper dig til at se dig selv og dine medmennesker og jeres indbyrdes forhold fra en ny vinkel, og som i det hele taget er en udfordrende og opbyggelig og prisværdig leg, så længe den står på.

Men så sker der noget. En redaktør læser teksten og antager den. En agent læser teksten og tager den med på bogmesse. Det er en form for forpupning. Du afleverer en tekst, og hvis du er heldig, bliver den viklet ind i alle mulige former for professionel redigering og opsætning, omslag og bagsidetekst, og efter nogle måneder klækkes puppen og noget fremmed kommer ud. Legen er ikke en leg længere. Teksten er ikke længere din usynlige ven. Det er en read-only fil, du ikke kan ændre i. Det er prøveoversættelse, du stort set intet genkender i. Det er en salgstekst som til et stykke mommy lit, det er en middag på en fiskerestaurant, og en marketingdirektør der læner sig ind over fiskesuppen og siger:

Titlen, den er for meget Vester Vov Vov. Okay, det behøver ikke være Imperial, men Dagmar? Prøv lige med en titel som i Dagmar.

I et stykke tid gør det ikke så meget. Det hele er nyt og vildt og udgivelsen er stadig flere måneder ude i fremtiden, og de eneste, der læser din bog, er de forskellige forlagstyper, der var halve og hele år om at kigge på dit manuskript, men som pludselig sender dig sms'er både med og uden emojis, og de udenlandske redaktører med deres e-mails så rosende, at det er umuligt at tage alvorligt.

Og en skønne dag ligger den så foran dig: fysisk indbunden og med stregkode på, og der er anmeldere og journalister, og hvis du er heldig, føles det godt at se dem skrive om din bog. Du kender ikke de her mennesker, du har aldrig skænket dem en tanke, men lige pludselig virker det enormt vigtigt, hvad de synes om din bog. Du læser alt, hvad de skriver, kan måske endda recitere et par af de bedste citater, og først virker det spændende, men lidt efter lidt begynder du at frygte, hvad alle de andre litterære skikkelser vil tænke om din bog, og du begynder igen at stå op i de mørke morgentimer, nu ikke for at skrive, men for at udtænke kloge og originale ting at sige i radioen eller til live-interviews, så du kan imponere alle de her mennesker, du ikke kender, men som du forfærdeligt gerne vil have til at synes godt om din bog, og du tager til oplæsninger, og du venter på flere opkald fra journalister, og ugerne går, og det begynder at gå op for dig, hvor meget du higer efter og er afhængig af komplet fremmede menneskers anerkendelse, og hver gang du ser bogen eller dit billede i avisen, føler du dig falsk, lidt som en bedrager, som om du ikke længere lever dit liv i førsteperson men fra en slags tilskuerposition, ligesom hængende en meter eller to bag dit eget hoved, hvorfra du ser dig selv udefra og vurderer din egen optræden og vejer dine ord og studerer dit publikums ansigter og prøver at aflæse, hvordan dine ord påvirker dem, hvilke sætninger der får dem til at grine, og hvilke der får dem til at tjekke deres telefoner, og for hver optræden føler du dig mere og mere falsk, og du kan ikke længere huske, hvad du rent faktisk tænkte eller følte, da du skrev teksten, dengang før den blev en bog, og hvad der er lagt til og opdigtet for at behage eller imponere dit publikum - og teksten som du egentlig var tilfreds med, begynder du også at tvivle på, og det eneste tidspunkt, hvor tvivlen helt forsvinder, er, når du møder en læser eller boghandler, der kan bekræfte dig i, at det ikke er nogen dårlig bog, og du opsøger flere oplæsninger, og du rejser til flere boghandlere, og en dag går du gennem en sludkold provinsby slæbende på en taske fuld af bøger, som en vækkelsesprædikant på jagt efter sin næste menighed, og du er ikke længere sikker på, hvor den virkelige, ægte, autentiske dig slutter, og hvor forestillingen og optrædenen begynder.

Sådan fortsætter det, kan jeg forestille mig, og på et tidspunkt når du sikkert til en punkt, hvor det eneste du har lyst til, er at brække alle de her tilsyneladende komplekse og selvmodsigende tanker op til dine venner eller din kæreste, men du er bange for at fremstå selvoptaget eller utaknemmelig, nu hvor du endelig har fået den bogudgivelse, du sådan ønskede dig. Så du siger ingenting, og da en redaktør en dag ringer og spørger, om du vil skrive en reportage eller et essay om din bogturne, virker det som den oplagte mulighed for at dykke ned i den følelsesmæssigt betændte udgivelsesproces og undersøge den på en opbyggelig og selv-terapeutisk måde. Du beslutter dig for at være helt åben og ærlig i reportagen eller essayet. Du vil bekende, hvor falsk og manipulerende og iscenesættende, bogudgivelsen har gjort dig, det skal komme helt nøgent og forsvarsløst og råt for usødet, men så snart du begynder at skrive, opdager du, at arbejdet går forfærdeligt langsomt, og at det måske skyldes, at reportagen eller essayet, når det kommer til stykket, slet ikke er særligt åbent eller ærlig eller råt for usødet, men at reportagen eller essayet bare er endnu en optræden - nu bare på et selv-spejlende eller metaagtigt niveau, hvor du ikke længere lader som om du er en selvsikker forfatter med en masse kloge ting at sige, men i stedet giver den som den ærlige og åbne og Knausgaard-agtige skribent - hvilket selvfølgelig får dig til at føle dig endnu mere selvoptaget og manipulerende og falsk, og sådan kan cirklen sikkert fortsætte.

III: I Graven

Der er stadig en time til oplæsningen, og i Graven finder jeg en kaffebar. Et varmt lys brænder derinde, velklædte mennesker slænger sig på træstolene, og jeg køber en kop og sætter mig på en ledig stol i hjørnet. Finder romanen frem af tasken, prøver at finde en passage at læse op fra, et stykke med masser af fremdrift, måske et par muntre replikker, men ikke for mange, det skal heller ikke virke useriøst. Det er ikke helt let at finde sådan et stykke, så jeg finder kuglepennen frem, retter lidt i teksten, springer nogle sider over, så jeg kan suse fra det ene forhåbentligt underholdende afsnit og frem til næste forhåbentligt interessante pointe, og det er lige det her, der er problemet ved en bogturne.

En af de bedste ting ved at skrive er, at du kan bruge teksten til at dykke ned i dig selv og alle dine fejl og mangler og undersøge alle de her dele af dig selv, som du ikke kan holde ud, men på en bogturne tvinges du hele tiden til at se dig selv udefra. Der er hele tiden en dobbelthed, og det må være noget alle skribenter oplever, forestiller jeg mig, den her zone af ubehag, der findes et sted mellem ønsket om at blive læst, og skammen ved at fremstå patetisk selvdyrkende.

På den ene side er der frustrationen, når du ser en dårlig roman ligge fremme i en boghandel, mens din egen bog er gemt væk på en hylde. På den anden side er der frustrationen over at opdage, at du er så smålig og usikker og gnieragtig, at du holder regnskab over, hvilke bøger, der ligger fremme i hvilke boghandlere.

På den ene side er der glæden ved at modtage beskeder fra tidligere dansklærere, eller fra en vens kollegas tidligere dansklærer, der har hørt om romanen online, og som har læst den, og på den ene eller anden måde er blevet rørt af den. På den anden side er der hele den tåkrummende affære om, hvor og hvor ofte, du skal dele artikler eller anmeldelser eller blogposts om din bog.

På den ene side er der glæden ved at læse op i radioen og diskutere tidsperception og performancekunst og andre nørderier med radioværter og lyttere, der er oprigtigt interesserede. På den anden side er der ydmygelsen ved at holde en hel times foredrag på et kulturhus i København, når de eneste tilskuere er dine egne otte venner, og du alligevel er nødt til at sidde på scenen i samtlige 60 nedværdigende minutter, fordi Kunstfonden har betalt dig og intervieweren for at gennemføre arrangementet.

Der er ikke noget nyt i den her dobbelthed. I min tid ved litteraturfestivalen PEN World Voices har jeg oplevet Karl Ove Knausgård stå skælvende og kæderygende før et liveinterview, hørt ham takke nej og nej og nej igen til festivalens afslutningsfest, kun for at se ham komme snigende ud af elevatoren nogle timer senere. Over seks bind har vi fulgt Knausgårds betændte forhold til sine egne forfatterinterviews, som han hader og skammer sig over, men som han alligevel stiller op til igen og igen - og han går endda så langt som til at flanere sportsjakkeklædt og solbrillebærende gennem Manhattan med en flok Vice-journalister, der filmer hele det opstyltede cirkus.

Der er heller ikke noget, der tyder på, at ønsket om opmærksomhed og den medfølgende skam over at ønske sig sådan noget, er et særligt skandinavisk fænomen, at det er noget jantelov, vi er ude i. I et essay fra 1998 roder ærkeamerikanske David Foster Wallace sig ud i en metafor, hvor han sammenligner det at udgive en bog med at opfostre »a hideously damaged infant«:

»You love your infant very much. And you want others to love it, too, when the time finally comes for the damaged infant to go out and face the world. So you're in a bit of a dicey position: You love the infant and you want others to love it but that means that you hope others won't see it correctly. You want to sort of fool people; you want them to see as perfect what you in your heart know is a betrayal of all perfection.«

Heldigvis er det et begrænset problem, kan man sige, den her dobbelthed. Det er et navlepillende problem afgrænset til skribenters og kunstneres og andre såkaldte kreatives navlepillende verdener, sådan kan man sige, og man har måske også ret, hvis man siger det. Det er noget i den stil, jeg tænker dér på kaffebaren, men så får jeg øje på kvinden, der sidder ved vinduet med en notesbog, en kop kaffe og meget flotte lyserøde negle, og så bliver jeg alligevel i tvivl.

Hun drejer lidt på koppen, hun skubber notesbogen i en anden vinkel, hun er ved at opstille en slags stilleben. Hun har telefonen i den ene hånd, hun spreder fingrene og lægger dem mod notesbogens hvide papir, som om hun tilfældigvis er lige ved at bladre, og der er noget fint og skrøbeligt og ømt ved situationen, hun redigerer tableauet på telefonen og lægger billedet op, og jeg får lyst til at sætte mig over til hende, men jeg får også lidt lyst til at græde, og er pludselig slet ikke så sikker på, at hele den iscenesatte og selvspejlende og følelsesmæssigt betændte udgivelsesproces er så fjernt fra hverdagen alligevel.

Der har vel til alle tider været et behov for kontakt, og vel også en slags social optræden. Der har sikkert også altid været et forestillet publikum, og vel også tanker og bekymringer om det forestillede publikums forestillede bedømmelse af vores optræden.

Men der er alligevel noget nyt og syndefaldsagtigt på spil dér i caféen, noget der mimer en bogudgivelse. Der er en kvinde med en kop kaffe og en notesbog og pastelfarvede negle. Der er billedet af kvindens tableau, men publikummet er ikke længere noget, hun forestiller sig, noget inde i hende selv. Hun har set publikummet, hun ved at kommentarerne og delingerne og de blå tommelfingre findes, og nu kan hun ikke glemme dem igen. Hun ved, at der er et publikum, at de bedømmer kaffen og notesbogen og neglene, og måske også hende selv, det sker virkelig. Det er ikke længere en selvoptaget fantasi.

IV: Hos Kristian F. Møller

På samme måde ved jeg også, at der kommer et publikum i Kristian F. Møllers boghandel. Eller det tror jeg i hvert fald, at jeg ved.

Da jeg træder indenfor i boghandelen er der sat stole frem, en lille skål med småkager, men der er ikke en eneste kunde. Der er ellers kun ti minutter til jeg skal læse op, og boghandleren undskylder.

Det er vejret, siger hun, og det er da en beroligende tanke. Den prøver jeg at bilde mig ind, mens vi går i baglokalet, og taler om slud og regn og aarhusianernes indkøbsvaner, men det er svært at holde fast i forestillingen om de regnvåde læsere, jeg kan kun holde fast på billedet i nogle sekunder ad gangen, før jeg får flashbacks til det gabende tomme kulturhus i København.

Heldigvis nævner boghandleren noget om Garth Risk Halberg, og så kan jeg fortælle om vores fælles bekendte, Halberg og jeg, den plejer nemlig at tage kegler, og så taler vi lidt om Halbergs hype og gigantforskud, og om litterær opgejling generelt, og jeg griner gudhjælpemig også. Som om det er noget at grine ad. Og så er det blevet tid til at gå op til småkagerne og læse op for stolene, men da vi kommer ud fra baglokalet, er boghandlen pludselig fyldt.

Det er næsten et mirakel. Og hvis ikke et mirakel, så i hvert fald en samling pragtfuldt dedikerede læsere. Regnen falder stadig tungt udenfor, og her sidder de alligevel, femten eller tyve læsere, det er lige til at blive rørstrømsk over.

Men det er der ikke tid til. Der er passager der skal læses, anekdoter der skal deles, samtaler der skal føres. Publikum er varmt og nysgerrigt, de stiller tyve minutters spørgsmål, og selvom der kun bliver solgt to bøger, bliver det alligevel en god aften. Efter oplæsningen er der en kvinde, der fortæller mig om sine tredive år som psykiater. Hvordan tiden var en relativ størrelse hos mange af hendes patienter, ligesom hos Ana Ivan, og bagefter går vi på Løves, og jeg møder en ung digter, der sætter mig ind i kinesiske kriminalromaner, og en kvinde, som har en dødfødt storebror, i hvis skygge hun har levet sit liv. Bogen fik hende til at tænke på sine forældres styrke, fik hende til at tale med sine forældre. Historier handler altid om det barn, der går bort, siger hun. Aldrig om det, der følger efter.