At skrive er en slags neurotisk håb om kontakt
I: Over Storebælt
Jeg har hørt om de foretagsomme bibliotekarer i Vejle, den forslugne læseklub i Middelfart, den driftige boghandler i Viborg og endnu en i Esbjerg, og nu sidder jeg i toget dybt inde i tågen et sted over Storebælt. Jeg er på vej til Aarhus som første stop på en bogturne. Den går også til Nykøbing Falster og Roskilde, Esbjerg og Odense, Vejle og Helsingør, det er meningen, jeg skal læse op af min debutroman Forestillinger om Ana Ivan. Jeg skal fortælle om bogen og give boghandlerne en personlig oplevelse, det handler om at smede mens læserne er varme, forstår jeg, mens anmeldelser og annoncebannere stadig er friske i hukommelsen.
Det er ligesom, da jeg arbejdede i Kop & Kande, sagde min ven, da jeg tog afsked med ham på Hovedbanen.
Så kom der de her mænd fra Krups og OBH, de her mænd med meget spidse lædersko. Og de købte frokost til os, og så fortalte de, hvad det var, der var så fantastisk ved lige netop deres brødrister. Så kunne vi fortælle det videre, ikke? Når kunderne spurgte.
Der er noget ulideligt trist ved at tage på bogturne, i hvert fald som debutant. Hvad der gør det hele så sørgeligt, er svært at sætte en finger på, det
