Print artikel

Nationalitet er en diagnose, man ikke helt kan helbredes for

Foto: Emilie Koefoed
Interview
07.04.18
De irakiske digtere Basim al-Ansar og Rahman al-Najar har boet i Danmark siden 1990erne. De føler sig hverken som danskere eller irakere, men tager det bedste fra hver kultur. ATLAS har mødt dem til en samtale om identitet, litteratur og årsagerne til, at mennesker skriver.

Hamsun boede på Sankt Hans Gade, mens han forfattede hovedværket Sult og frekventerede Nørrebros værthuse. Brecht fandt under krigen et stilfærdigt refugium i Svendborg - på behørig afstand fra verdenshistorien. Céline boede her såmænd også, selvom hans ophold i Vestre Fængsel og senere hen Korsør var af mere mislykket karakter. Verdenslitteraturen har haft adresse i Danmark, om end det virker som længe siden. Men i det lille kongerige lever i dag en enklave af irakiske digtere, som skriver deres tekster i al ubemærkethed.

Vi sidder på Props Coffee Shop. Det er torsdag aften, lyset er dunkelt, bordpladerne er fedtede og tonerne af irsk folkemusik dundrer ud af højtalerne. Døren til værtshuset åbnes og lukkes med jævne mellemrum, når gæster skal ud i kulden for at pulse på deres cigaretter. Ved et bord sidder to mænd og varmer sig ved et stearinlys. De er digtere. Det ved de færreste, for deres bøger udgives cirka 3.500 kilometer sydøst for Blågårdsgade, på et libanesisk forlag, der ofte distribuerer bøgerne illegalt.

Den ene digter er Basim al-Ansar (f. 1970). Han har udgivet to arabisksprogede digtsamlinger og bidraget til Bloomsbury-antologien Beirut 39. For tiden er han ved at forfatte en vovet roman om profeten Muhammad. Når han ikke skriver, serverer han pizzaer og foregiver at være italiener på en restaurant i Nyhavn.

Den anden er Rahman al-Najar (f. 1956). Han er ophavsmand til fire digtsamlinger på arabisk og har brugt fem år på at forfatte en bog på dansk. Han har været møbelsnedker for Rud. Rasmussen, drevet den litterære café Poeten og nu fremstiller han håndlavede ortopædiske proteser.

Digterne er begge opvokset i Bagdad, men har boet i Danmark siden 1990erne. De må indrømme, at de hverken føler sig helt hjemme i Danmark eller Irak.

Rahman sidder tilbagelænet med en stor fadøl. Han har stadig sit overtøj på, da han indleder sin tale om at være en eksileret irakisk forfatter i Danmark: »Når vi kommunikerer med andre irakere, er det som om, vi ikke er irakere. For dem er vi også fremmede. Nu bliver jeg bekræftet i at være dansk, fordi vi sidder vi her og snakker dansk, men så snart jeg går ud på gaden for at købe cigaretter, er jeg udlænding igen.«

Jeg er hverken helt irakisk eller helt dansk, men det er heller ikke bare en mellemposition. Mit danske sprog mangler bare et ukendt led, som stammer fra min barndom.

Basim retter sig op og læner fremover: »I Irak er der mange, der synes, at vi er for danske og vestlige i vores opførsel, udseende og måde at tale på. Vi drikker, vi møder danskere og så spiser vi jo bacon,« griner han.

Migrationslitteraturen har siden 1980erne gået sin sejrsgang verden over med Salman Rushdie og V.S. Naipaul som nogle af de fremmeste eksponenter. Et af bevægelsens særkendetegn er forsøget på artikulere en følelse af dobbelt hjemløshed og den allestedsnærværende fremmedgørelse. De to digtere identificerer sig ikke med denne bevægelse, men deres poesi cirkler alligevel om det splittede liv, som de hver især har udviklet strategier til at håndtere.

»Jeg har etableret en tredje zone, hvor jeg hverken er herfra eller derfra. Jeg må leve mit liv og så må jeg finde nogle sammenhænge. Som menneske,« forklarer Rahman.

»Jeg tror, at ens nationalitet er en slags diagnose, man ikke helt kan helbredes for. Den tredje zone er derfor et iagttagelsesredskab for mig som forfatter. Jeg er hverken helt irakisk eller helt dansk, men det er heller ikke bare en mellemposition. Mit danske sprog mangler bare et ukendt led, som stammer fra min barndom.«

Han varmer sine hænder ved at gnide dem mod hinanden, som om han vasker hænder: »Vi er alle sammen handikappede. Jeg mener. Vi har hver især vores skavanker. Jeg har været her i 25 år, og der findes ikke nogen, som ikke er fremmedgjorte af og til. Om man er dansker, amerikaner eller iraker. Vi føler dog altid, at vi er fremmedgjorte - i tid og i sted. Det påvirker ens dagligdag og måden man tænker på. Derfor har jeg den tredje zone. Der kan jeg samle alle de gode ting.«

Mens Rahman læner sig op ad den rå murstensvæg og taler både afdæmpet og behersket, udtrykker Basim sig energisk og lidenskabeligt: »Jeg er ikke dansker, jeg er ikke iraker. Jeg er alt og jeg er intet. Jeg har irakisk baggrund, selvfølgelig, det vil jeg aldrig glemme. Men jeg anser mig selv for at være kosmopolit og internationalist. Jeg tror ikke på identitet, jeg tror ikke på nationen!«

Han strækker sig langt ind over bordet, når han vil have sine pointer igennem: »Lad mig lige forklare. Jeg accepterer alle mennesker, respekterer alle forskelle. Jeg er åbensindet. Jeg tager fra den ene kultur og fra den anden kultur, alt det gode. Derfor er jeg kosmopolit.«

»Boheme

Trods mit livs kuriositeter

lytter jeg stadig til Skæbnemelodien

Musikeren har spillet den for mig

siden mit eksil

I fortiden, var det mig der spillede håbets melodi for andre. Min sjæl var ivrig efter uroligheder, mens jeg var roens og stilhedens fange.

Nu, er jeg nattens boheme, jeg ved noget om natten: de berusede og de alkoholiske, de hjemløse og lejemorderne, de lesbiske, bøsserne og de biseksuelle, de kriminelle og narkomanerne, chathovederne og vagabonderne. Jeg var på udkig efter hemmeligheder, nydelsens og nattelivets hemmeligheder. Jeg er nattelivets narkoman, der lider af venten, venten på et øjebliks henrykkelse

Jeg lider også af at vente på natbusserne

Jeg bliver bedrøvet, når de svundne nætter ikke kan påkaldes igen. Nogle gange føler jeg, at vi er fanger af en ukendt dagsorden

Jeg vil ikke være en fange af Paradis

jeg vil hellere være daggryet«

- Basim Al-Ansar

To temperamenter

Rahman flygtede hertil i 1992. Før det var han aktiv på den irakiske venstrefløj, sad i fængsel i Iran og kæmpede som partisan mod Saddam Husseins styre. Han vægrer sig ved at kalde sig selv forfatter eller intellektuel: »Jeg skriver af nødvendighed, om nogle ting der er vigtige for mig,« fortæller han og fortsætter: »Jeg er meget påvirket af min barndom. Min far fortalte mig, at en by altid mangler en god håndværker. Du kan ikke bare sidde og betragte, sagde han. Jeg holder meget af mit liv som håndværker, hvor jeg får tid til at tænke over mit liv, og hvad der sker omkring mig. Alle de krige, alle de massakrer. Og så er min kone oveni købet fra Syrien. Det er også noget jeg skal tænke over.«

Rahman vil heller ikke kalde det, han skriver for digte. Han lader helst andre om karakteriseringer, og det nærmeste han selv kommer en genredefinition, er slet og ret tekster. De omfatter surrealistiske dialoger, prosadigte og poetiske anekdoter, der frit blander arabiske og danske motiver.

Her i Danmark er jeg fri. Jeg kan skrive, hvad jeg vil

Basims toneleje bliver mildere, når talen falder på Rahmans poesi: »Rahmans tekster er stilfærdige, rolige og dybe. De er meditative, men de overasker dig altid,« fortæller han og smiler.

Seks år senere, i 1998, kom Basim så til Danmark. Han indrømmer, at den oplevelse har ændret ham meget, særligt som digter: »I Irak skrev jeg både dramaer, digte og noveller. Min litteratur var meget mere abstrakt og symbolistisk. Det blev det jo nødt at være under Saddam Husseins diktatoriske regime. Jeg kunne ikke skrive, hvad jeg ville og derfor blev min vision uklar. Hvis du læste mine digte, ville du ikke forstå dem. Her i Danmark er jeg fri. Jeg kan skrive, hvad jeg vil.«

Han tager en tår af sin guldøl og fortsætter: »Derudover var jeg mere begrænset i mit udsyn under krigen. Da jeg boede i Irak, kunne jeg læse bøger af Nietzsche, Hegel, Marx og Dostojevskij. Jeg lærte meget af deres bøger, helt sikkert, men jeg følte det ikke selv. Det har jeg i højere grad lært her, nu kan jeg deres bøger med hjertet. Jeg har oplevet flere forskellige kulturer og litteraturer i Danmark, og det har påvirket min poesi.«

Rahman beskriver Basims tekster som typisk arabisk 90’er-litteratur, der afspejler tidens nedtrykte stemning: »Basim og andre valgte denne heroiske stil til at udtrykke sig. Det er alvorligt, fordi det er poesi. Men det er også morsomt, fordi det var umuligt at være en helt under Saddam Hussein. Det er, som om han forsøger at bestige et bjerg med meget svage ben.«

»Min nabo Salem, papegøjen Fullah

Min nabo Salem spiller fodbold med spøgelser efter midnat

Jeg spurgte ham om himmelens farve under kampen?

- Ved det ikke nabo, der var masser af fans, svarede han

Stakkels Salem, græder hele natten og kan ikke sove på grund af kærestesorger. Men han er også dum, han skælder hende ud hver evigt eneste dag. Jeg kan høre ham gennem køkkenvinduet:

- Jeg fylder kraftedme din røv med motorolie, hvis ikke du tier stille!

Jeg kunne ikke lade ham være, så en dag sagde jeg til ham:

- Tag dig sammen nabo, lad være med at skælde din kæreste ud mand!

Han hulkede af grin som et brugt ikon:

- Det er løgn, kæreste!

Hende som jeg skælder ud, er min møgkælling af en papegøje Fullah

- Hvorfor græder du så Salem, spurgte jeg?

- Jeg er trist på grund af kærlighed, den blev til et spøgelse. Spøgelser er fandenivoldske, nabo

Se min smadrede trøje, se mit tåbelige forsvar!«

Rahman al-Najar

En eksplosion af arabisk litteratur

Selvom de to digtere ikke længere føler sig som irakere, vil de gerne vedkende sig den arabiske og særligt den irakiske litterære tradition: »Arabisk poesi er det bedste!« udbryder Basim begejstret: »Vi har tusind års historie fra Babylons tid og med Gilgamesh, det første store digt. Det er ofte i Irak, Libanon og Jordan at de nye, moderne bevægelser starter. Cirka hvert tyvende år opstår der en ny stil eller en ny form.« Han mener også, at denne lange tradition har tilført det arabiske sprog flere lag og dimensioner.

»Når jeg eksempelvis skriver, at Satan kommer til mig, har det ikke noget med religion at gøre. Vi taler om poesiens djævel. Det stammer blandt andet fra den arabiske poet Al-Farazdaq (641 – 732), der opsøgte satan i ørkenen, når han manglede inspiration. Djævlen er inspirationen, det er at undsige moralen, undsige Gud, undsige Allah,« påpeger Basim.

Rahman nikker: »Der sker også noget nyt i Arabien, som ligner Tyskland efter Anden Verdenskrig. Der kom et brag, en eksplosion af forfattere og digtere. Det er den samme effekt. Vi har haft diktatorer og med Det Arabiske Forår kom der pludselig en eksplosion af folk, der havde lyst til at skrive, til at udtrykke sig.« Han nævner Hassan Blasim og Ahmed Saadawi som de fremmeste eksponenter for den nyere arabiske litteratur. Af Blasims bøger findes to på dansk, mens den engelske oversættelse af Saadawis roman Frankenstein i Bagdad udkommer til februar på Penguin Books.

Ifølge Rahman har de mange krige, borgerkrige og diktatorer, som særligt Irak har været udsat for i de senere årtier, også betydet, at det arabiske sprog har forandret sig.

»En del af vores helt almindelige ord som sult, tørst, varme, tryghed, hjem, sang, dag og nat, betyder ikke det samme som på dansk. Tag et ord som angst, det er langt mere brutalt på arabisk.«

»Det er ikke bare kultur. Det er vores virkelighed, der er anderledes,« fortæller Rahman. »Når jeg er sammen med mine kolleger og hører, at tyve irakere er blevet dræbt i en vejsidebombe, er det beklageligt for danskerne. For mig er det en tragedie. Der er noget, der indikerer at vores virkelighed er ret forskellig fra europæernes.«

Selvom det danske gennembrud lader vente på sig, afholder det ikke de to digtere fra at skrive.

»Hele historien er en anklagemyndighed overfor mennesket. Retorikken, religionen, politikken, den peger fingre af det. Poesien er den eneste måde, man kan tale afdæmpet til mennesker uden at pege fingre ad hinanden.«

Og hvorfor skriver Basim så? »For det første: Jeg ved det ikke. For det andet: Jeg vil finde mig selv. Jeg vil lære, hvem jeg er, hvorfor jeg er her og hvad der skal blive af mig, når jeg dør. Jeg vil finde svar på den slags spørgsmål, så jeg skriver indtil, jeg har fået det.«

»Skål for helvede,« udbryder han og smiler stort.