Print artikel

Revolutionens stille stemme

Foto: Brigitte Lacombe
Interview
28.03.17
Den egyptiske forfatter Yasmine El Rashidi undersøger en særlig form for apatisk stilhed i sin debutroman. Hun mener, den er nøglen til at forstå hjemlandets politiske tristesse.

ATLAS møder efter hendes eget ønske Yasmine El Rashidi på et senegalesisk patisserie i den mest gentrificerede del af Harlem. Det behøver man ikke lægge mere i, end at hun er bosat i kvarteret mens hun passer sit undervisningsjob på Princeton universitetet i New Jersey. »I Cairo er der en følelse af at være i eksil i mig selv, og her er jeg i andet slags eksil, hvor jeg er afskåret fra hvem jeg er,« fortæller hun.

Yasmine El Rashidi er egypter, sidst i 30'erne og har udsendt romanen Chronicle of a last summer, der egentlig skulle havde været en non-fiktionbog baseret på de reportager hun skrev for New York Review of Books fra revolutionen i hjemlandet. »Der var en del interesse fra udgivere omkring den her bog på grund af de reportager jeg skrev i NYRB. Mange var ude efter den definitive bog og at den så kunne være skrevet af en egyptisk kvinde, ville også være mere interessant, eller sexet,« tilføjer hun med en smil.

»I fiktionen er der et slags rum, hvor konkrete fakta slutter og en mulig sandhed eller mange sandheder begynder.« Men fordi bogen til at begynde med var en ambitiøs samtidshistorisk forklaring på Egyptens nutid, ligger der er et stort researcharbejde til grund for romanen. Alt fra historiske værker, til nyhedsudendelser fra 70'erne. »På en eller anden måde blev det destilleret til denne her form,« fortæller hun. »Bogens geografi er åbenlyst faktuel og det samme med de historiske fakta, men karaktererne og deres liv er noget jeg har forestillet mig, og det er faktisk dér jeg synes non-fiktionreportagen og romanen bliver sammenbragt for at fortælle en historie, som jeg føler bliver mere sandfærdig eller gør det sandfærdigt på en måde, som jeg ikke tror jeg ville kunne opnå gennem non-fiktion.«

Chronicle of a last summer kan nærmest læses som en psykologisk analyse af en særlig egyptisk sindstilstand. Yasmine El Rashidi vender igen og igen tilbage til ordene sløvhed og stiltienhed. En stemning af melankoli og desillusion, som ikke lader sig beskrive journalistisk. Man kan være et mere sandfærdigt vidne gennem fiktion, mener hun. Romanen har en tone ligeså meget som en handling. Yasmine El Rashidi fortæller om en egyptisk litteratur, der opstod efter nederlaget til Israel i 1967 i seksdageskrigen, som inspiration. Nøgne hverdagsfortællinger, der beskriver en sindsstemning og forlod tidligere tiders form.

»Mama is nowhere. I push through the mashrabiya doors and see her bedroom closed. I knock gently and pause. I stand for a minute. Strain my ears. Lean my body forward. I wait a minute more, then go to the bathroom. Undress. My clothes fall into a heap on the floor. I roll my hair into a bun. I stand under a lukewarm shower. The water turns from gray to clear. When it turns to a cold trickle, I turn it off.«

»De svar, jeg søgte, tænkte jeg kunne findes i den type narrativ,« forklarer hun. Den fortælling måtte tage udgangspunkt i det private, i hjemmet. »Det kan man kun gøre i fiktion,« forklarer hun. Bogens fragmenterede narrativ og mættede stemning af sløv melankoli er ifølge forfatteren mere sandfærdig. »Jeg følte at en bog med et klart plot, en fortælling med en begyndelse og en afslutning ville være mindre sandfærdig, så min store non-fiktionbog, der skulle forklare Egypten blev til en roman, der forsøgte at genskabe en atmosfære, der måske kan forklare tingenes tilstand bedre.«

Stille sløvhed

Det politiske starter i det private for Yasmine El Rashidi. At udforske stilheden og det usagte i hjemmene er en måde at prøve at forstå og udforske det hun beskriver som meddelagtighed. Trods Yasmine El Rashidis opvækst i, hvad hun selv beskriver som relativ velstand, var der noget kvælende ved hverdagen. Det er den stemning, hun mener kan være med til at forklare Egypten mere sandfærdigt.

»På et tidspunkt gik det op for mig, at det jeg er allermest interesseret i, er vores stilhed. Min stilhed, mine venners stilhed. Jeg følte at vi var på vej tilbage til det sted. Jeg tror det er vores største udfordring. Alle taler om diktaturet og undertrykkelsen som forklaring på, hvorfor vi er som vi er, men rent faktisk føler jeg, at vores største konforme handling begynder i vores private rum. Hvordan vi er sammen med vores familier, vores forældre og bedsteforældre.«

»I hear mama through the door. I wonder what she does. She doesn't speak much about what's on her mind. I don't ask. She doesn't ask. The unasked questions feel heavy between us.«

»Udover at ville forstå bestemte former for stilhed prøver jeg at forstå den meddelagtighed, som jeg selv følte. Hvad vil det sige ikke at tage et standpunkt? Det jeg var mest optaget af i bogen, var at skabe den her atmosfære, for at forstå, hvordan den her stilhed gør en meddelagtig i korruption.«

Nederlagskultur

Flere gange i bogen er der karakterer, der erindrer den dag i 1967, hvor man kunne se de israelske kampfly over Cairo. Der er en stemning af knækkethed og resignation. El Rashidi søger selv efter ordene og vender igen tilbage til »sløvhed.«

»Jeg har altid undret mig over den her sløvhed eller apati, som jeg også følte var en del af, hvem jeg er, og som er en del af den generation af egyptere. Jeg har aldrig helt kunne sætte en finger på præcist hvad det er, men det er en form for defaitisme eller resignation. Og jeg mener, at min generation på en eller anden måde arvede dem fra vores forældre. Vi blev opfostret i den kultur og det miljø. Når man vokser op med de her mennesker, som har resigneret over for de her realiteter på grund af det nederlag og den ydmygelse, bliver det en del af din bevidsthed og din underbevidsthed.«

Bogens fortæller gør sig en del tanker om denne politiske mathed:

»Have we inherited defeat, the very spirit of it? Is it seeped into who we are? Do we have to reconcile with our parents' losses to build again?«

Årsagen kan ifølge forfatteren findes i et fællesarabisk traume. »Nederlaget i 1967 var fuldstændigt knusende. Den generation, der oplevede optimisme og håb med Nasser, blev slået helt ud,« siger hun med henvisning til Seksdageskrigen, hvor Israel besejrede Jordan, Syrien og Egypten og i samme omgang besatte og tog Gaza fra Egypten, Golan-højderne fra Syrien og indledte den besættelse af Vestbredden samt annekteringen af Østjerusalem, der stadig fungerer i dag.

Forholdene i den palæstinensisk-israelske konflikt er som en daglig ydmygelse, der ifølge Yasmine El Rashidi er »dybt rodfæstet i den arabiske psyke og bliver videregivet fra generation til generation. Der er ikke nødvendigvis nogen grund til, at min generation eller yngre endnu skal føle som de gør omkring Israel i dag. Altså selvfølgelig er der grunde, på grund af forholdene i Palæstina, men ikke at kunne have en samtale med en israeler på grund de ting, der er sket, føler jeg er en ødelæggende realitet. På et niveau har man lyst til at have et håb, at der kommer en generation, der vil være i stand til at have samtalen, selvom man selvfølgelig har nogle meninger omkring, hvad Israel gør. Men hvordan skal man nogensinde komme videre, hvis vi ikke engang kan tale sammen.«

-Det lyder næsten, som om du beskriver en nederlagskultur. Er det at gå for langt, eller er det noget Vesten har forsømt at forstå i forhold til den arabiske verden?

»Jeg tror den resignation er den bedste forklaring på, hvorfor vi er hvor vi er i dag. Hvorfor protesterer folk ikke mod menneskerettighedskrænkelser? Læsningen af poltiske begivenheder og realiteter bliver filtreret gennem den her prisme af den palæstinensiske sag. Faktisk var der masser af protester under Mubarak, man kunne jo ikke protestere mod ham, så man protesterede mod alt muligt andet fx Israel. På den måde bliver den palæstinensiske sag nogle gang en slags ventil for vrede og utilfredshed, der også handler om alt muligt andet.«

- Det nuværende egyptiske regime er tiltagende undtrykkende, men hvordan er det at skrive under i de forhold? En karakter i romanen siger til fortælleren, at hendes skrivning vil frigøre hende. Hvad mener han med det?

»I Egypten er der en del mere frihed end så mange andre lande, men der er stadig noget der er virkelig kvælende, og det kommer både fra en politisk virkelighed og kulturel virkelighed i form af samfundets idéer omkring, hvor meget af dig selv du skal udtrykke eller ikke udtrykke. Onklen i bogen ser, at gennem fortællerens hengivelse til litteraturen, kan hun få et sprog og et område, hvor hun kan være fri. Som ung kvinde i Egypten er det ikke meningen, at du skal tale, men ved at vende sig mod skrift og litteratur, kan hun få en stemme.«

For Yasmine El Rashidi handler det ikke kun om ytringsfrihed i formel eller juridisk forstand, men selve det at være fri og at have en stemme.

»Når det man udtrykker er så afgrænset af, hvordan det er meningen du skal fremstå, sluger du så meget af dig selv. Jeg mener, det kvæler dig, og det ser man i hverdagen. Folk er på en måde afskåret fra deres ønsker og begær. Onklen ser det som hendes mulighed for frihed gennem det skrevne ord, selvom hun ikke kan handle frit i sin hverdag.«

For den egyptiske forfatter er friheden til at udtrykke sig ikke udelukkende et spørgsmål om retten til politiske ytringer. Hun bemærker, at hun har lagt mærke til, at intellektuelle i USA ofte taler om censur som noget, der altid er forbundet med staten, men for hende er de begrænsninger man pålægger sig selv langt farligere.

»Det er ikke selvcensur på grund af hvad regeringen vil gøre, men selvcensur der bunder i, at man bekymrer sig om, hvad ens eget umiddelbare omgangskreds vil tænke, og det synes jeg er meget mere farligt.«

Uudholdelighed og tomater

Den sidste del af Chronicle of a last summer finder sted i 2014, hvor byen nærmest dufter af revolution. En karakter erklærer, at i Egypten er tomater politk.

»Revolutioner opstår når noget bliver uudholdeligt. I tiden op til protestbevægelsen skrev oppositionsaviserne mere og mere hyppigt om prisudviklingen på blandt andet tomater og grønne bønner. I Egypten havde man nået et punkt, hvor det var år efter år efter år med modgang og man nåede et bristepunkt. I Egypten er det meste af økonomien informel og folk kæmper virkelig hårdt for at klare den og på et tidspunkt opstod en form for desperation, hvor folk følte at de ikke kunne klare det længere.«

- Så hvad var bristepunktet?

»I 2010 var der flere faktorer, der faldt sammen. Den sommer var inflationen astronomisk. På samme tid gik premierministeren ud og sagde, at ikke kunne gøre mere omkring prisstigningerne. Så der var ikke engang muligheden for et håb om forandring. Ramadanen faldt om sommeren det år og folk fastede, og så begyndte de at slå ned på Broderskabet, på oppositionsgrupper og på det koptiske samfund. Så det er det her sammenfald af faktorer, der påvirkede mange forskellige grupper på samme tid. Men i kernen mener jeg, det handler om, hvor svært det blev at overleve i hverdagen, altså at brødføde sig selv. Den sommer føltes det som om noget var lige ved at eksplodere. Man kunne mærke det i luften, og så skete det Tunesien.«

- Hvad er status for det såkaldte arabiske forår så i dag? Der en gennegående stemning af desillusion i din bog. Er der nogen grund til at være håbefuld i dag?

»Trist nok, føler jeg, at det kommer til at blive meget værre før det bliver bedre. En ting jeg hele tiden prøver at minde mig selv om, er, at den her barriere af frygt nu er blevet brudt. Nu kan man tale. Ingen havde forestillet sig, at folk ville komme ud som de gjorde 2013, så jeg føler, at når vi kommer til det punkt, hvor det er uudholdeligt, vil folk lade deres stemme høre igen, men jeg er bange for, at det bliver rigtigt grimt. Man ender et sted, hvor det nærmest virker som en farce, og jeg tror, at lige meget hvilken retning vi er på vej i, kommer der til at være vold og blodsudgydelser. Jeg vil gerne være håbefuld, men på kort sigt er det svært,« tilføjer hun.

Arabisk intellektuel feminisme

»Mona er så hård,« siger Yasmine El Rashidi smilende med henvisning til den egyptiske feministiske aktivist Mona Eltahawy, da samtalen drejer sig mod behovet for en feministisk vækkelse i den arabiske verden. Yasmine El Rashidi har i magasinet Bedouin, hvor hun er i redaktionen publiceret en kritisk samtale med den fremtrædende skribent. »Mona er ikke særligt populær blandt aktivisterne og heller ikke blandt kvinder. Som det fremgår af mit interview med hende var jeg også meget vred på hende, men jeg tror faktisk, at grunden til hun gjorde mig så ubehageligt til mode og grunden til, at hun ikke er populær i Egypten, er at hun siger nogle sandheder som vi ikke er klar til at håndtere. Hun siger ting, som i deres essens er sande, men hun har en måde hvor hun reducerer dem, som er provokererende. Men det er sandt, hvad hun siger.«

Igen vender Yasmine El Rashidi tilbage til stilheden som forklarende faktor. »Under protesterne på Tahrir-pladsen var kvinder højrøstede og gav udtryk for deres holdninger, så jeg synes, det er en del af det generelle problem,« fortæller hun. »Det er, som om vi skal finde vores stemme. Det er også derfor min bog er sådan en stille bog, og det er den, fordi det er virkeligheden omkring hvem vi er og hvordan vi er. Så kan vi måske også kræve et rum, hvor vikke længere censurer og selv og bliver censureret. Selvfølgelig er stemmeretten fundamental, men jeg føler også, at der er andre ting, der bliver nødt til at komme først. Vi kan ikke løse problemerne ved at indføre et system. Det stikker dybere end det, det drejer sig om, hvordan vi handler og hvordan vi udtrykker os selv.«

Faren i bogen giver gentagne gange udtryk for desillusion. Vi har være igennem alt det her før, siger han. På den måde kan tidligere tiders knuste forhåbninger være en måde at forstå nederlagsfølelsen omkring det arabiske forår.

»I et øjeblik troede jeg, at der var en ny generation af intellektuelle og kunstnere, som troede på en opblomstring af nye stemmer og nye idéer, men efter de sidste fem års politiske cyklus, føler jeg, vi er tilbage ved den resignation. De har knækket så mange mennesker. Der er en følelse af fortvivlelse. Der er et potentiale og en mulighed for noget nyt. Ligesom det fuldstændigt ødelæggende øjeblik, som 67 var for landet, kom der alligevel noget ud af det, den her lille gruppe af kunstnere og forfattere, der begyndte at skabe noget nyt. Jeg ser ikke, at det er sket endnu, og jeg håber det er et spørgsmål om tid, men jeg føler at folk er mere forsigtige. Folk der måske ville gøre den slags i dag, har set så mange af deres venner og kolleger nedbrudt, i fængsel eller tortureret, at mange stadig prøver at håndtere det traume. Det har været så voldsomt, at folk ikke har haft tid til at tænke endnu.«

Selv når Yasmine El Rashidi taler om vold, tortur og andre overgreb, er det ikke med vrede i stemmen, men med en form for afdæmpet fortrolighed. Den egyptiske forfatter er imødekommende og veltalende. Hendes spinkle krop og nærmest aristokratiske ro, får hendes præcise formuleringer til at fremstå endnu mere overbevisende.

-Hvorfor er du ikke vred?

»Det er ikke fordi, jeg ikke er vred. Mona er meget vred, man kan ikke spise middag med hende uden, at hendes vrede kommer ud. Jeg tror jeg absorberer ting på en anden måde. Jeg undersøger nok de følelser på en anden måde gennem det jeg skriver. Hvis jeg udtrykte min vrede på samme måde, ville jeg skrive på en anden måde. Og når jeg har de vrede øjeblikke, som jeg virkelig har, så løber jeg en tur og så kommer følelsen tilbage til tænkning og skrivning. Det jeg føler stærkest lige nu er tristhed. Jeg føler det virkelig dybt trist, at tingene er, som de er. Det er en virkelig overvældende følelse af, at noget er blevet tabt.«