Print artikel

Lys på trods

Reportage
29.06.17
Når alt virker sort, kan man vælge at vende sig mod noget lyst. Det er perspektivets magt, fortæller Bjarke Niemann under sin tour med bandet Lightwave Empire, der spiller insisterende kærlighedssange. Reportage fra en weekend på festival.

»Festivalen er lidt ligesom karnevalet i gamle dage,« siger Bjarke Niemann fra bagsædet af bilen. »Det er en slags ophævelse af hverdagen, hvor alle får lov til at være lidt fucked. Så kan man tage tilbage til hverdagen bagefter og sætte pris på normerne.« Bjarke er forsanger i bandet Lightwave Empire og vi sidder i en bil på motorvejen mod Sjællands Odde, hvor vi skal med færgen til Aarhus for at spille på Northside Festival. Vi har aftalt, at jeg skal være embedded i bandet under festivalen. Med i bilen er også Anders, der spiller bas og Jesper, der er både ven og med som chauffør. Jeg har ikke den store erfaring med festivaler (faktisk ingen), og er begyndt med at spørge lidt ind til, hvad det egentlig er, der er så attraktivt ved de her festivaler. »Der er masser af grunde til ikke at tage på festival,« siger Bjarke. »Man går lidt i hundene på festival.« Bjarke er midt i 30'erne og erfaren musiker. I mange år var han frontmand og kreativ drivkraft i bandet Spleen United, der fungerede som orkester indtil 2013. Nu har han lavet et nyt band med en ny lyd og en ny stil. Der er gengangere fra Spleen United, men bandet er Bjarke. Det er hans projekt, og det ligger lidt i luften, at aftenens koncert er en slags eksamen for det nye band. Eller i hvert fald en form for milepæl. »Det en lidt underlig dag, som er ladet med alt muligt, som jeg ikke helt kan overskue hvad er,« fortæller han. »Sidste gang jeg stod der, var sidste gang jeg spillede med et band og nu har jeg brugt nogle år på at få det band skubbet lidt til side, og nu er det så bare mig, der har et liveband med. Det er en anden vision, der er i gang, og musikken er jo anderledes.«

Det virker til, at halvdelen af byen er på vej til festival, da vi kommer kørende gennem Aarhus. Der går og cykler hundredevis af mennesker i samme retning. Vi kører gennem Åbyhøj til en bagindgang, hvor vi bliver registreret. Får armbånd påtrykt artist saturday og bliver anvist parkering. Der har været meget snak om regnvejr og festivalmudder, men inde i backstagområdet er der grønt græs og tørt. Vi får anvist et bandrum i en container indrettet med to værelser med sofa, arbejdsbord, en bunke gaver, flasker og et køleskab fyldt med øl og vin. Mai, der virker til at være bossen i artistområdet, hilser hjerteligt og udpeger et madtelt, en juicebar, en barber og fortæller, at der også er mulighed for massage. Hun kommer med en bemærkning omkring opførsel, der refererer til sidste gang Bjarke og Kasper (der spiller keyboard) spillede på festivalen dengang de var Spleen United. Koncerten er åbenbart legendarisk for sammenbruddet midt i showet. Kasper var fuld og kravlede rundt i lysriggen, Bjarke skred fra scenen, og bandet gik i opløsning lige der på scenen. Alle griner, jeg har fået fortalt historien i bilen på vej hertil og tænker, det nok er fint lige at nævne det, når alle nu har det i baghovedet alligevel. Kasper siger, at han havde kort hår dengang, så der er nok ingen, der kan genkende ham alligevel.

Bandet falder til ro med kaffe og lidt mad. Der er omkring tre timer til koncerten. Der bliver hilst på en del mennesker. Kolleger og branchefolk. Alle i området ligner nogen fra et band, hvilket vel ikke er så underligt. Der er absolut ingen abefest, musikerne hygger sig og hænger ud, men der er også en slags rolig fokuserethed. Det er mennesker, der er på arbejde.

Anders går ud på festivalpladsen for at høre et engelsk band. Trommeslageren, der ikke har været med i vores bil herover, ankommer sammen med en tredje guitarist. Jeg spørger Bjarke, hvorfor det er nødvendigt med flere guitarister og får at vide, at der ikke er noget, der er nødvendigt. Det er en god pointe om kunst, synes jeg. Bjarke fortæller mig om nogle praktiske ting omkring lydprøve og sceneteknik. Vi taler lidt om at have et publikum. Om gerne at ville tilfredstille dem, men heller ikke nødvendigvis nyde at stå på scenen. Vi hilser på nogle branchefolk, som jeg ikke får fat i hvem er. DR3 kommer for at lave et aftalt interview.

Efter endnu et interview er bandet samlet foran bandrummet. Den tredje guitarist, der af ukendte årsager bliver kaldt Spaghetti, foreslår, at vi åbner en af de kolde flasker rosé fra bandets køleskab. Spaghetti er omkring 10 år yngre end resten af bandet og har en lidt mindre rolig energi omkring sig. Han er sjov, langhåret og udadvendt. Han er den nyeste tilføjelse til gruppen og virker til at passe godt ind, selvom han stikker lidt ud. Han er ikke ligeså garvet som resten af flokken, men er til gengæld mere begejstret. Han fortæller energisk om en ven han har ude på pladsen, som han synes vi skal møde. Han er DJ fra Esbjerg, siger han. »En fed type.«

Bjarkes kone Sabine kommer. Stemningen er god og alle krammer og hilser. Som gamle venner, der mødes og hygger i en kolonihave ved en særlig lejlighed. Nogle englændere fra et band, der hedder The Kills går forbi. To rocklignende fyre, hvor den ene har en flaske rom dinglende i hånden og en pige i spraglet tøj, som jeg får at vide er forsangeren. De skal spille om lidt, og er på vej mod scenen. Asger, der spiller guitar og også er en garvet musiker, spørger Bjarke, om han synes, han skal skifte til en skjorte. Spaghetti komplementerer trommeslagerens skjorte med palmetryk. Bjarke spørger bandet, om de har styr på deres grej. Alle bekræfter, men stemningen er ved at være lidt mindre afslappet. Der er en lavmælt debat om alkoholindtag versus evner til at spille. Vi går op for at hente en guitar, så Bjarke kan varme lidt op.

En time til showstart. Der er en ladet stemning af forventning og nervøsitet. Jeg spørger Bjarke, hvordan det går. Han beklager sig over stemmen og erklærer sig lidt nervøs. Da jeg bemærker, at jeg synes, den der stemning af fællesskab og nervøs energi er fed, svarer han tørt, at det jo heller ikke er mig, der skal derop og stå. Bookeren Morten, der har styr på alt det praktiske, kommer og siger, at han har bestilt en shuttle til scenen til om en halv time. Bjarke taler for og imod at tage en ekstra guitar med på scenen. Chaufføren Jesper, der ligeså meget er med for hyggens skyld, siger, at det er sådan stemningen må være i spillertunnellen før en landskamp. Bjarke udbryder: »Fuck, jeg gad godt ind og spille landskamp nu. Og spille godt!« Han laver en imaginær tæmning og en aflevering i luften.

Bjarke sætter sig ind i bandvognen for at spille på den guitar, vi hentede før. Jeg overhører nogle branchefolk tale om Depeche Mode-koncerten forleden i Parken. Meningerne er delte. Den med de mest arketypiske branchetræk – dunk, højrøstet, brovtende, tøj der var cool for 10-15 siden – siger noget om nogle forbandede bongotrommer. Sabine har omsorgsfuldt hentet noget meget sund grøn juice til Bjarke. Hun foreslår også et tip hun har hørt, at Helmig bruger til halsen, men det bliver afvist. De er tydeligvis et hold, Sabine og Bjarke.

På færgen fra Odden til Aarhus har Bjarke fortalt mig historien om sit kunstneriske skifte. Hvordan han var kørt fast med det gamle band, og hvorfor det var nødvendigt at finde et nyt udtryk. »Min kone spiller en stor rolle i det,« forklarer han. »Det passer faktisk nogenlunde med, at sidst vi spillede på Northside, havde hendes mor lige begået selvmord. Det gjorde hun juleaften. Der hoppede hun ud fra Vejlefjordbroen. Jeg har kendt min kone siden vi var 15, og hendes mor har altid fyldt meget, hun har en lang historie med depression og pillemisbrug. Det var selvfølgelig superhårdt for min kone, at hun begik selvmord. Det var, som om hun havde gået og ventet på det. Hun har forsøgt mange gange og det har ligesom været en mekanisme, der har styret den familie. Det skete samtidig med, at min kone var gravid og jeg var musikalsk ved at køre fast, og alt det blev blandet sammen, og det er jo på en eller anden måde det, der kommer ud nu.«

Året efter Sabines mors selvmord mistede Bjarke sin egen mor til kræft. Jeg spørger ham til forbindelsen mellem livsvilkår og det kunst, man producerer:

»Med det her Lightwave Empire-noget, er det jo ret konkret. Det er ligesom kærlighedssange, ikk'. Det har jeg ikke beskæftiget mig med før, for jeg synes ikke jeg havde noget at sige. Jeg kunne ikke se, hvilken funktion det skulle have. Og nu er det mere noget med at lave noget musik, der siger noget andet. Hvor man var et andet sted. Min kone var superked af det. Der var modstridende følelser i gang. Had og kærlighed, det var selvfølgelig superkompliceret for hende. På samme tid var hun højgravid og vi have et barn på fire. Det var en hård periode, og for mig gav det ikke nogen mening musikalsk at arbejde med noget, der ikke føltes varmt eller lyst,« siger han og fortsætter:

»Man kan sige, at temaet omkring det hele er noget med, at det stadig fungerer. At livet stadig fungerer. At det ikke er absurd, selvom det virker helt fucked up. Den der ting med at blæse ind på skadestuen kl. 5 juleaften og se hende ligge der iskold en time efter hun er blevet hevet op af vandet, og så tilbage til det køkken, hvor hun stod og lavede maden, inden hun satte sig ind i bilen og kørte op til broen. Hvad gør man så, og hvad fanden siger man til sin datter? Det virker jo fuldstændig meningsløst, og så har jeg jo nok haft behov for at lave noget, der var lyst og musikalsk set rart. Tekster med en meget mere direkte kommunikation og meget mere til min kone.«

Musikkens lysere toner udtrykker også en mere konkret rejse mod et lysere og varmere sted. »Næste jul skal vi ikke over Vejlefjordbroen og sidde og æde sovs i Trekantsområdet. Vi har brug for et andet perspektiv,« var tankegangen, fortæller han.

»Siden dengang har jeg været rigtigt meget i USA. Første gang var julen efter, også for at komme væk, og fordi turen til Jylland: hvis jeg skal være ærlig var den jo nedtur nok i forvejen, men den var helt ubærlig efter det, der var sket. Så tog vi til Los Angeles og havde en plasticjul som var superfed. Så det var som om, at hele den der californiske ting kom ind som en slags painkiller-tablet. Det fungerede totalt godt og gør det stadig, og det er også derfor vi tit er derovre. Vi har lige været der igen i tre måneder, jeg har mit studie derovre, og for mig karrieremæssigt har jeg også gerne villet rykke mine ting derover.«

Det er nærliggende, at forestille sig det iskolde mørke vand i Vejlefjord, som den skarpeste kontrast til de varme californiske bølger og det bløde lys i solnedgangen. »Jeg har valgt at sige, at jeg kun vil beskæftige mig med de lyseste ting. Jeg gider ikke det dystre. Jeg gider ikke elektronisk musik,« siger Bjarke. Han vender tilbage til det, han kalder perspektivets magt: »Min mor kunne ikke klare ideen om at dø, og det eneste jeg kunne berolige hende med, det var, at jeg sagde, at det var meningen hun skulle dø. Det er også meningen, at jeg dør og mine børn lever videre. Det kunne tøjle hendes dødsangst en lille smule at høre, at sådan er fortællingen, og sådan har den altid været. Det handler også om perspektivet. Det kan godt være, at man ikke konstant kan finde ro i det, men momentvis kan man. Det kunne hun i hvert fald.«

Få minutter før afgang til scenen. Bandet står nu op udenfor containeren. Der er i sidste øjeblik opstået et problem omkring et midikeyboard. Intens debat. Bjarke virker en lille smule irriteret over overraskelsen, men der bliver enighed om, at det nok går pånær ved en enkelt intro. Et par stykker går ind i vognen for at hente rosé til at tage med på scenen. Bjarke skynder på dem, ligesom bookeren Morten gør, han fylder også min favn med ølflasker. Vi tager en minibus til scenen. Morten styrer showet håndfast, men med højt humør. Bjarke er kaptajnen, og Morten er styrmanden. Vi når scenen 10 minutter før showstart. Der bliver joket lidt nervøst, men humøret er højt. Kasper siger, han vil kravle op i lysriggen. Mens bandet fjoller, er Bjarke mere fokuseret. Det er tydeligt, hvem der er lederen. Ham med ansvaret. Morten kommer tilbage og holder en kort peptalk. De griner lidt af det, da han vender ryggen til. Lidt efter kommer han tilbage og siger »to minutter« mens han også viser totallet med fingrene. Vi kan høre en konferencier, men ikke ordene. Bjarke og Asger går på scenen og åbner med et akustisk nummer. Jeg er ret sikker på, at sangen handler om de ting, vi talte om på færgen. Publikum klapper, og resten af bandet går på scenen og spiller en vellykket koncert.

Sidste nummer er Sundown. En af de sange Bjarke skrev i Los Angeles som reaktion på alt det tragiske, der var sket den jul i Vejle. Det lyder trodsigt lykkeligt. »Når man står overfor et kvæstet menneske, så det naturligt at prøve at finde et eller andet til det menneske for at hjælpe, og så må man kigge på, hvad har vi her i verden? Ok, vi har solopgange og vi har solnedgange. Det kan vi bruge. Du har muligheden for at flytte til et andet land. Du har muligheden for at starte forfra. Du har kærligheden mellem de og de mennesker,« fortalte Bjarke på færgen.

»For mig er det også en øvelse i perspektivets magt. Man kan gøre rigtigt meget omkring sit eget liv ved at være bevidst om, hvordan man anskuer tingene. Da jeg var yngre, deprimerede det mig helt vildt at tænke på jordkloden, som man ser den ude fra rummet. Det gjorde mig sanseløst deprimeret, da jeg var 16 år gammel, til det punkt hvor jeg måtte tage medicin mod det, fordi jeg ikke kunne håndtere det der makroblik. Jeg syntes, det var så deprimerende, at alle de små lys, der var i alle de små vinduer, alle de små biler, alle de små skæbner, der var ens, og jeg var en af dem. Nu finder jeg ro i det. Det er det, Sundown handler om. For mig er det et billede af at stå i vandkanten i Californien, mens solen går ned, og have den der fornemmelse af, at man er en del af et kæmpe stort system, men som stadig er småt og trygt fordi det gør det samme dag efter dag, og det har det altid gjort. Nogle gange er det rart, når man ikke har en gud, at sende det over på nogle andres skuldre, som er det store system. Så det samme, som deprimerede mig helt vildt som teenager, finder jeg en kæmpe tryghed i nu.«

Bandet går af scenen. De laver det, Bjarke kalder en post mortem på koncerten lige nedenfor ståltrappen, der fører væk fra scenen og ned på en parkeringsplads fyldt med lastbiler med grej. Han er glad for, at nerverne er væk. Nogle har haft problemer med lyden, Anders er træt af noget med en monitor. Spaghetti er glad. Asger virker nogenlunde uanfægtet. Tilbage i backstageområdet er stemningen glad og lettet. Bjarke fortæller, at han for en gangs skyld følte sig glad og afslappet på scenen. Han er lettet. Måske mere end han giver udtryk for. Sangene blev godt modtaget, selvom de ikke var kendte for størstedelen af publikum. Jeg tænker, det er modigt at stille sig op foran nogle tusinde mennesker og udtrykke sit inderste. Maj, der bød os velkommen tidligere, kommer og ønsker tillykke og præsenterer nogle flasker champagne, der står i en bowle inde i rummet. Spaghetti siger, han skal være »balalajka,« men efter et par glas foreslår Morten, at vi går over i madteltet og spiser sammen.

Efter middagen møder jeg en fra Thomas Helmigs band ved kaffebaren. Han har en stor rund hat på og et slags tørklæde indenunder. Fra festivalen har jeg - rimeligt nok - fået besked på, at jeg ikke må henvende mig til andre artister i backstageområdet, men siden den venlige mand selv indleder samtalen, tænker jeg, det ville være uhøfligt at afvise ham. Han siger, han er 25 år ældre end alle andre i backstageområdet, og det virker ikke helt forkert. Kaffemanden er så baristalangsom, at Helmigs bandmedlem begynder at blive bekymret for, om bandet er gået på uden ham. Men så kommer Helmig med sit rigtig nok alderstegnede band forbi på vej mod scenen. Helmig har stramme hvide jeans på, solbrillerne med blå glas og kysser lige Renée, inden de tager afsted. Manden, som jeg synes ligner en trommeslager, får endelig sin cortado og når med de andre.

Det er en lun og lys sommeraften. Koncerten er spillet med succes, alle har fået mad og nogle glas vin, og folk hænger ud i klynger rundt i backstageområdet. Tempoet stiger efterhånden, og de næste timer udvikler sig til mere og mere fest. Bjarke siger, han vil ud og høre The Prodigy. Nævner noget med, at han købte en plade med dem på sin blå mandag. Jeg tester også kort festivaloplevelsen, som de 40.000 gæster oplever den, men noget leret og klistret mudder og et generelt uinteressant komfortniveau får mig hurtigt til at vende tilbage til de trygge rammer i backstageområdet. Helmig og band er tilbage, og deres fest er større end vores. Sammen med Asger og Spaghetti falder vi i snak med Thomas Helmig. Han har triumferet fuldstændigt på den store scene. Fra backstage kunne vi høre et brøl fra publikum, der var højere end selve koncerten. Festivalen har fået en del kritik for at have booket ham, da mange mener, det er for folkeligt og ikke passer ind i festivalens kunstneriske profil og ambitioner. Helmig er skideflink og spørger, hvordan det gik med »vores koncert« og siger, at han desværre ikke fik den set, men hans søn så den og har fortalt, at han synes den var fed. Han fortæller, at han var virkelig nervøs i dag, fordi han ikke troede, det er hans publikum. Spaghetti siger, at det er det da i Aarhus, men Helmig svarer, at selvom ham er helt vildt imponeret og taknemmelig for modtagelsen, så er han vant til et ældre publikum, og fortæller hvordan han lagde mærke til, at han kunne høre, når publikum sang med, at der var mange flere mænd, end der plejer at være. »En dybere tone‚« griner han. Han virker oprigtig helt vildt glad for koncerten. Vi skåler og snakker om løst og fast, indtil Helmig siger, han skal finde sin kone.

Omkring kl 1.30 får vi at vide, at vi skal forlade backstage, da det er ved at lukke ned. Anders og Spaghetti har været i gang med at blande en rigtigt stor drink i den bowle, vi fik champagnen i tidligere, og har været i juicebaren for at hente lime. Juicebaren er lukket, og Spaghetti bliver jaget ud derfra og får at vide, at han ikke må tage nogen lime med. Den samme medarbejder fortæller, at om lidt kommer Prodigy forbi på vej ned til deres private backstageområde og så skal vi altså være lidt stille, da de er blevet lovet fred og ro. Jeg undrer mig lidt over Prodigys fintfølende ører, da vi den sidste time har kunnet høre dem brage deres aggressive elektroniske stormvejr udover festivalpladsen. Da de få minutter senere kommer forbi vores bord, ligner de egentlig heller ikke nogen, der er på vej op for at lægge sig. Nærmere et hold statister fra Game of Thrones, der lige har overstået en voldsom kampscene mellem trolde og orker. Mens vi er ved at bryde op, bliver det sidste af bowlens indhold kastet i retning af Anders af Jesper, der gennem et stykke tid har brokket sig over, at drinken smagte væmmeligt. Uoverensstemmelsen går især på, om det er god ide at blande øl i drinks. Den tidligere flinke Maj flyver over og siger, at nu skal vi fandeme smutte. Vi går ned til en scene, hvor Sort Sol er ved at spille og ser deres koncert fra bagscenen, mens vi drikker de øl, vi nåede at få med fra artistområdet.

Da vi mødes dagen efter, er der mere ro på. Det blev ret sent, da vi efter Sort Sol-koncerten kørte syv mennesker i pirattaxa til en fest i den anden ende af byen. En af de sommeraftner, hvor man ikke bliver træt og først går i seng lang tid efter, solen er oppe og de obligatoriske fugle kvidrer. Bjarke skal mikse noget lyd. Jeg forstår ikke helt de tekniske aspekter, mens sagens kerne er, at DR skal bruge noget lyd fra koncerten inden alt for længe, og der er noget, der skal downloades og noget med nogle niveauer, der skal ordnes. Vi sætter ham af ved et studie på havnen ved siden af en bygning med et skilt, hvor der står Viva los pedalos og viser vej mod cyklistforbundets lokale afdeling. Gårsdagens hændelser bliver debatteret. Bjarke var ikke tilstede, da vi blev smidt ud af backstageområdet og skal lige høre, hvad der er sket. Har vi fucket op eller har festivalmenneskerne overreageret? Vi bliver enige om, at det nok er lidt begge dele, og når vi nu alligevel skal ud og hente bilen, vi efterlod derude i går, kan Anders jo lige stikke ind og sige undskyld til Maj. Det er ham, der bliver nødt til at gøre det, for han har glemt en taske i bandrummet, så han skal derud. Bjarke mener, at det er amatøragtigt at glemme sin taske, når man laver ballade. »Når man bliver smidt ud, så husker man sin fucking taske,« siger han. Ude ved festivalen beder Maj Anders om at sige undskyld til en eller anden festivalboss. Jeg tænker, det er en lidt mærkelig magtdemonstration, bare fordi der er blevet hugget to lime og spildt lidt drink på en græsplæne. Mine forestillinger om rock-livet var nok lidt vildere. For at gøre ondt værre kan vi ikke få vores bil. En havde ikke været opmærksom på, at parkeringstilladelsen udløb ved midnat, og nu har Bisses udlejningsbiler parkeret, så vi ikke kan komme ud. Der står et telefonnummer i ruden, men da vi ringer, er telefonen slukket. »Bisse,« siger Anders irriteret. »Han er jo ligesom CV Jørgensen, dengang CV Jørgensen gik på efterskole.« Mens vi venter, spørger jeg Anders, om jeg må tage det med i artiklen. »Ja, hvis du også skriver, at jeg synes han er fed,« bliver der svaret.

Da vi endelig sidder på færgen mod Odden og har skaffet BT, Kombardo-balloner og frikadeller med kartoffelsalat, spørger jeg Bjarke til hans udlængsel. Jeg forstår, at Los Angeles er lys og muligheder, og Vejle og omegn er mørk og afsluttet. Det lader til, at hele det her musikerliv med at blive hyldet på scener, blive passet og plejet i et backstageområde, blive fuld i rosé som andre mennesker har sørget for er til rådighed i rigelige mængder, i sidste ende handler om noget så enkelt som at sige til sin elskede, at det nok skal gå og pege på de smukke ting omkring os:

»Det er noget med at lave musik, der er lys når man sætter den på og som kan virke opløftende og hvor budskaberne er: jamen det hele er fucked, men vi har stadig det her og det er alt, hvad der ligesom er i livet. Det er ikke meningen, at det skal være anderledes. Det er meningen, at det skal være fucked, men så finder man nogle små oaser af noget lykkeligt, blandt andet kærlighed. Jeg vil ikke sige, at det er logisk for der ikke nogen logik, men der er nogle ting man altid kan falde tilbage på, og i mit tilfælde med hende, så har det været vores tosomhed.«