Print artikel

En følsom megaloman

Essay
15.06.18
Kanye West er de seneste uger blevet fordømt og hyldet, forkastet og forsøgt forstået. Men blandt Trump-støtte, emojitunge tweets og dumfriske udtalelser flammer stadig komponisten Kanyes uforlignelige musikalske radikalitet.

Jeg har været svimmel op til ankomsten af Kanye Wests nye album ye, der droppede forrige uge. Ikke kun af fanabstinenser, men simpelthen fordi mine kæbemuskler var blevet trætte af at tygge sig igennem de mange, daglige nyheder med Kanyes navn i overskriften. Der har ikke været stille omkring ham, siden han vendte tilbage til Twitter i slutningen af april og gjorde sig uvenner med det halve af kulturverdenen. Han har sagt og gjort uhyrligheder, blevet fordømt og hyldet, forkastet og forsøgt forstået, men han er aldrig blevet tiet ihjel. Men i de minutter, hvor ye ramte internettet og alle måtte bruge de 24 minutter Kanyes nye album varer på at lytte, var der forfriskende stille. I de efterfølgende dage har der igen været murren i krogene, men denne gang er debatten musikalsk funderet, og det har været tiltrængt.

Jeg har været fan af Kanye West siden 2008, og jeg har af og til følt mig som en rodeocowboy på ryggen af en følsom megaloman. Det var i 2008, han på 808s & Heartbreak svøbte sin vokal i autotune og brugte effekten som et æstetisk greb, fremfor kosmetisk som var kutymen i popmusik. Der var noget, der talte instinktivt til mig, en sær nerve i musikken mellem spændt følsomhed, ubøjelig punkenergi og så de der hooks, som vidnede om både popforståelse og vildt blod i årene på personligheden bag. Motoren i hele hans virke er på den ene side et stratosfærisk stort ego og på den anden side en brændende trang til at udtrykke sig kunstnerisk med kulturelle spredehagl over hele paletten.

Men lad os begynde ved Kanyes tilbagevenden til Twitter i april. Han blev fejret som den fortabte søn, der kom tilbage fra at have levet en skyggetilværelse uden for internettet. Den 25. april blev det mere speget, da han skrev: »You don't have to agree with trump but the mob can't make me not love him. We are both dragon energy. He is my brother. I love everyone. I don't agree with everything anyone does. That's what makes us individuals. And we have the right to independent thought«. Mine øjenbryn var knap kommet op, før han kort efter sendte et billede ud med teksten »my MAGA hat is signed «.

Billedet af den røde kasket med hvide broderede versaler med Trumps signatur på selve hatteskyggen, vidnede om, at Kanye West og Donald Trump var blevet dus. Klokken var ikke mange slag over frokosttid samme dag, før præsidenten retweetede: »Thank you Kanye, very cool!«

Personen Trump, ikke politikeren
Så var brødet altså brudt imellem de to brødre, hvis man da tør bruge kristen terminologi i sammenhæng med Kanye, der selv har proklameret »I Am A God«. Reaktionerne på tweetsne væltede som forventeligt ind og placerede Kanye midt i den slags mediestorm, som han er så formidabel til at skabe ud af ingenting. Folk, fæ, kunstnere, journalister og celebreties af enhver slags var klar til at fordømme ham for altid, og Kanye blev mindet om, at det er kontroversielt at vifte med den røde kasket, ikke mindst i de kreative, demokratiske kredse, som Kanye er en del af, og ikke mindst fordi han selv – som kollegaen Frank Ocean spiddende bemærkede – i forbindelse med orkanen Katrina sagde, at daværende præsident George W. Bush »doesn’t care about black people«. Hvis noget har vist sig de seneste uger, så er det Kanyes komplekse persona. Han har været svær at elske på det seneste, for én ting var Trump-støtten, noget andet var hans dumfriske og historieløse kommentar om, at 400 års slaveri var et »valg«.

Den store misforståelse i det her, som Kanye indtil videre har været en af de eneste, der kunne se, er, at Kanyes Trump-støtte ikke er politisk motiveret. Derfor giver mediernes hurtige sammenkædning af Trump-støtten og Kanyes slaveri-kommentar heller ikke mere mening, end da verdenspressen konkluderede, at Lars von Trier var nazist, fordi han sagde nogle klodsede ting i Cannes.

Jeg synes ellers, at han, på trods af sin dumdristighed og megalomane millionærstatus, har formået at gå ind i verden med træsko på. Det er faktisk rørende, når han i et nyligt Youtube-interview med tv- og radioværten Charlamagne virker såret, da talen falder på Obama og det famøse klip, hvor eks-præsidenten kaldte ham for en »jackass«. Det var i kølvandet på Kanye Wests afbrydelse af Taylor Swifts takketale til VMA 2009 med ordene: »I’ma let you finish, but Beyonce have one of the best videos of all time«. Ligesom man dér, i det febrilske moment på den store scene med læderskjorte og en isse med barberet ornamentik, kunne mærke indignationen brænde, flammer den pludselig igen, når han taler om Obama. Og faktisk ikke det at Obama kaldte ham jackass, men snarere dét, at Obama ikke ringede efterfølgende og undskyldte: »I’m your favorite artist. You played ‘Touch The Sky’ at your inauguration«, sukker han. Det er denne oprigtige forvirring over omverdenens (forståelige) mangel på forståelse, der er kilde til, at man gang på gang i sidste ende trækker på smilebåndet ad Kanyes fornuftsstridige logik.

MAGA-kasketten
I disse dage er han i færd med at skrive en bog på Twitter, hvor han udbreder en positiv livsfilosofi, plæderer for »free thought« og vel opdaterer den litterære teknik stream of consiousness til 2018. Holder vi fast i den tidligere rodeoanalogi, er jeg sikker på, at Kanye ikke bevidst prøver at kaste folk af sig. Men hele hans virke er drevet af at følge en egen logik, som formodentlig er baseret på lige dele excentrisk intuition og en solid forståelse for at navigere så effektivt som muligt i en moderne amerikansk medievirkelighed. Det sidste kan vel også siges om Donald Trump, og det er måske ikke noget dumt sted at starte, hvis man vil forsøge at forstå, hvorfor Kanye pludselig vifter med sin nye kasket.

Det første er naturligvis den simple pointe, at Kanye ud fra et designperspektiv synes, at MAKE AMERICA GREAT AGAIN-kasketten var et uforligneligt stykke hattedesign. Man bør i den forbindelse ikke glemme, at mindst halvdelen af Kanyes kunstneriske virke for tiden kommer til udtryk i design af sko, tøj og tasker i hans firma Yeezy, og det brandvarme modehus Balenciaga tog eksempelvis også Bernie Sanders-kampagnens æstetik op i en kollektion sidste år.

We are both dragon energy. He is my brother. I love everyone

Det næste er, at MAGA-kasketten konkret symboliserer Trump-kampagnens enorme og primitive gennemslagskraft og dermed troen på at gøre det umulige muligt, som i sidste ende fungerede som en selvopfyldende profeti. Faktisk foretager Kanye den manøvre over for Trump, som hans egne fans (undertegnede inklusiv) med fordel kunne bruge over for Kanye selv af og til – nemlig at separere musiker fra musik og politiker fra politik. For Kanye giver det mening at adskille Trump fra den politik, han fører, og det kan man (og bør man måske) være uenig i, for det er at ignorere al kontekst, og den er der en hel del af. Men det er fra det perspektiv, man skal se miseren, for Kanyes Trump-støtte er tildelt personen og kampagnen Trump, som beviste, at det umulige var muligt, og det er det, han spejler sig i. »I no longer have a manager. I can't be managed«, skrev Kanye også på Twitter den 25. april. På samme måde har utallige spindoktorer opgivet at få Trump til at stoppe med at tweete, der er blevet rystet på hovedet, han er blevet frastødt og tilgivet. Der løber, ifølge Kanye, en »dragon energy« i dem begge, og den kommer til udtryk ved en egenrådig radikalitet i alle sammenhænge.

Kompromisløse collager
Det var den musikalske radikalitet, jeg blev slået bagover af hos Kanye, den insisterende vilje på klichéen ’kunstnerisk frihed’ taget til det yderste. Altså en sjældent avantgardistisk tilgang til musik, der faktisk figurerer i en ultrakommerciel sammenhæng og en mesterlig evne til at skabe musikalske nybrud ved at lade modsætninger mødes. Produktionerne i hans tidlige karriere gennem 00erne var domineret af soulsamples fra gamle Motown-plader og trommemaskiner som den Roland TR-808 titlen 808s & Heartbreak refererer til. Men efterhånden begyndte arrangementerne at stikke i flere retning, der blev eksperimenteret med form og hiphoppen virkede efterhånden mere som et bur end en kreativ ramme. Vendepunktet var i den forbindelse hans magnum opus My Beautiful Dark Twisted Fantasy (2010), hvor han fx på den 9 minutter lange hitsingle Runaway rundede af med en voldsom og følelsesladet tre-minutters vokalsolo råsyltet i forvrænget autotune. Og senere på nummeret Lost in the world fandt et usandsynligt slægtskab i Justin Vernon fra Bon Iver og byggede stilskabende bro til indierocken. Det stod pludselig klart, at Kanye ikke ville stille sig tilfreds med at ramme toppen af hitlisten men samtidig insisterede på udmåle nyt lydligt territorie.

Jeg kan huske, hvordan efterfølgeren Yeezus, da den udkom i 2013, ramte mig som en slaghammer. Åbningsnummeret On Sight blev først brændemærket med et groft synthesizertema skabt i samarbejde med Daft Punk for efterfølgende at blive kløvet midt over med et guddommeligt gospel-sample. Modsætningen, der opstod der, er ikke velegnet til at blive formuleret skriftligt, for det handler i høj grad om en fintvævende tekstur i de musikalske produktioner. Som når det benhårde minimalistiske beat på New Slaves, et nummer, der behandler sort identitet og racespørgsmål, løber ud i et storladent sample af en rockballade af det ungarske band Omega, mens Frank Ocean nynner henslængt over. Det er grundlæggende en simpel collage-manøvre, han her foretager, men den er ekvilibristisk udført med stor emotionel tyngde, og set fra et populærmusikalsk perspektiv er det helt enestående kompromisløst. I øjeblikket efter Frank Ocean klinger ud begynder Hold My Liquor med en Justin Vernon, der først synger et blåt og beruset vers, der bagefter bliver omformuleret af en hård fyr som Chief Keef. Først: »I can hold my liquor«, dernæst: »I can’t handle no liquor«.

Det er sammenstillinger som disse – kunstnere, ideer, genrer, der mødes internt i én sammenflettet form i et hiphopnummer – som giver lytteren en følelse af, at der er noget på spil. Indsatsen er høj, sådan er det jo gerne, når man gør noget, andre ikke før har gjort, men udbyttet er tilsvarende. Som Lou Reed, musiker og stifter af The Velvet Underground, sagde, da han i 2013 anmeldte Yeezus: »There are moments of supreme beauty and greatness on this record, and then some of it is the same old shit. But the guy really, really, really is talented. He’s really trying to raise the bar. No one’s near doing what he’s doing, it’s not even on the same planet«.

Yeezus var et vendepunkt, der fx banede vejen for et samarbejde med Paul McCartney, da han introducerede den gamle Beatle til et nyt publikum med det akustiske samarbejde på Only one. Eller for den sags skyld lave The Life of Pablo, hvor det virkede som om alle sluser stod pivåbne og inspirationen strømmede gennem hele værket som løbeild, hvor fortidens soul og gospel blev slynget sammen med 90er rock, klassisk og Atlanta-trap og Rihanna og Chris Brown var inde for at synge koloenorme pophooks. Kanye er ikke typen, der finder et godt vers, et godt omkvæd og lægger sang på. Han er inde og skrue på grundlæggende træk, der kendetegner popmusik, som form og struktur i et nummer. I tilfældet med The Life of Pablo var han endda inde og skrue på selve albumformatet, da han udgav albummet digitalt og efterfølgende blev ved at foretage små ændringer og tilføje stykker og numre til det. Der ligger radikal viljestyrke bag alle valg.

Kreativ entreprenør
Så hvorfor udfolder Kanyes kærlighed sig pludselig som støtte for den radikale præsident? »When [Donald Trump] was running, I felt something, and the fact that he won proved that anything is possible«, sagde Kanye for nyligt det førnævnte to timer langt interview med tv- og radioværten Charlamagne Tha God. Imens de i øvrigt vandrede sammen i aftenrøden i den kønne dal i Calabasas, California, hvor Kanye netop har købt 120 hektarer land til at bygge et nyt ’community’ på. »I’m not talking about what he’s done since he’s been in office. But the fact that he was able to do it. Remember when I said I was gonna run for president? I had people that was close to me, friends of mine, making jokes, making memes, talking shit. Now it’s like, now it’s proven that that can happen. When I see an outsider infiltrate, I connect with that. I’m not a traditional thinker, I’m a non-conformist. Also I’m a producer, I like to take Otis [Redding], chop it up, do it like this. So what’s the Ye version of this? The Ye version would be the Trump campaign and maybe Bernie Sanders’ principles«.

Det er interessant, at Kanye tager sin modsætningsfyldte, musikalske radikalitet fra sample-kulturen og anvender den i en politisk sammenhæng. For de fleste giver det ikke mening, men for Kanye gør det, fordi han ikke har politikken for øje, men kampagnen og designet af den. Trump var helt objektivt bedre til at føre kampagne end Hillary, fordi han bedre forstod at navigere i den måde medierne fungerer på i dag. Det er entreprenøren og businessmanden Trump, Kanye deler energi med. Det er derfor han bliver såret, når folk degraderer ham til at være ’rapper’, for han er efterhånden mindst lige så meget fashiondesigner og kommende byggematador i sit firma Yeezy, som han er pladeselskabsejer i GOOD Music og hiphopkomponist. Det er ved at dæmre for verden, at der efterhånden ikke findes nogen grænser for hvad han kan. Derfor virker det heller ikke længere vanvittigt (i hvert fald ikke vanvittigt urealistisk), når han siger, at han på sigt bliver verdens største ejendomsinvestor, at vil være præsident, at Yeezy bliver verdens største designerbrand. »I’m a wild-out personality, I’m like the cousin you can’t bring nowhere«. Tiderne er skiftet, og det er til både Ye og Trumps fordel. »It’s a time for the unconventional«, som Kanye selv udtrykker det.