Print artikel

Lyden af oprør

Refleksion
01.11.17
Public Enemys 'Fear of a Black Planet' imødeså 90’eres kulturelle og politiske zeitgeist med sine gjaldende soulhorn, sirener og insisterende trommeloops og kompromisløse lyd af nødvendighed.

Århus Nærradio var næppe en kilde til street knowledge. Der skulle i hvert fald læses mellem linjerne. Jeg var af den opfattelse, at hiphop var noget man dansede iført cykelshorts, indtil den dag i 1990, hvor den ellers så lunkne lokalradiofoni playlistede Public Enemys Welcome to the Terrordome. For en 10-årig dreng var det lyden af dommedag; en tone af tordnende nødvendighed, der øjeblikkeligt bum-rushede mit Milli Vanilli-show af et ungdomssind i en storstilet home invasion.

På dette tidspunkt vidste jeg ikke, at hovedbibliotekets kælder indeholdte en hemmelig vinduesskranke til permanent udlån, så min første affære med Fear of a Black Planet varede blot en måned. Selvom jeg ikke helt forstod, hvad frontrapper Chuck D prøvede at fortælle mig, eller præcis hvor hans vrede kom fra, forstod jeg udmærket at dette var mere relevant end Roxette, der for evigt blev lagt på hylden.

Public Enemys logo, som jeg genkendte fra skolens ældre drenges påstrøgne skulder- og rygmærker, troede jeg forestillede en betjent i et sigtekorn. Og ligesom en lang række konservative, omend voksne, medier i USA fejltolkede jeg gruppens konfronterende æstetik som et ønske om sort verdensherredømme. Gruppen havde udskiftet datidens obligatoriske dansere med det mystiske sikkerheds- og/eller terroristteam Security of the First World, der sort-uniformerede og våbenbærende fik Public Enemy til at fremstå mere som en junta end en hiphop gruppe.

Det militante udtryk var ifølge gruppen selv en symbolsk reaktion på den systematiske undertrykkelse af USA’s sorte befolkning. Og det er samme symbolik, der præger Public Enemys logo. Personen i sigtekornet forestiller nemlig ved nærmere eftersyn en ung herre - efter sigende LL Cool J’s makker E Love - i såkaldt b-boy stance iført frisk 80’er hiphop mode - en lille baret på skrå. Et symbol på hiphop generationen som helhed, og på Public Enemy selv som generationens talerør, og derfor, som så mange andre sorte ledere før dem, en oplagt skydeskive for foruroligede og bagstræberiske magthavere.

Fear of a Black Planet er også i højere grad en sofistikeret kommentar til raceinduceret paranoia end en direkte opfordring til sort magtovertagelse. Chuck D og Flavor Flav tegner i løbet af Fear’s spilletid på over en time et multifacetteret lyrisk portræt af frygtens ansigt, f.eks. i form af politiets manglende evne til at rykke ud til visse kvarterer, Hollywoods stereotype raceskildringer, skattevæsnets unfair hetz mod succesrige sorte og samfundets manglende respekt for sorte kvinder.

Fear of a Black Planet imødeser Public Enemy de vordende 90’eres kulturelle og politiske zeitgeist og formår at udnytte den sorte afmagt efter et årti med crack, apartheid og Ronald Reagan til at formulere et presserende behov for revolution. Paradigmeskiftet bebudes på pladens sidste nummer Fight the Power, der varsler en række nationalklenodiers uundgåelige fald med albummets måske mest berømte linje: »Elvis was a hero to most/but he never meant shit to me, you see/straight up racist that sucker was simple and plain/motherfuck him and John Wayne.«

Lyden af oprør formidles gennem producerteamet the Bomb Squads tætte prisme af sample-mættede beats, der indeholder spor af flere årtiers politisk tumult og social ulighed. Gjaldende soulhorn, sirener og insisterende trommeloops kombineres uden et eneste sekunds pause med udefinerbare, nærmest musique concrète-agtige klange og lydklip, der tilsammen gør Fear of a Black Planet til en uigennemtrængelig lydmur af kalejdoskopisk kaos, der markerer både Bomb Squad og Public Enemys kunstneriske højdepunkt.