Erindringer fra en bluesolog
Gil Scott-Heron var som kunstner både enestående og relevant. Han er blevet kaldt den sorte Bob Dylan og the Godfather of Rap, det sidste selvom han aldrig brød sig særligt om rapmusik og hellere foretrak den selvopfundne titel bluesolog. Gil Scott-Heron besad en unik evne til at dykke ned i den afroamerikanske virkelighed og sætte ord på sin generations håb og frustrationer. Med et klart og enkelt udtryk præget af smuk smerte, hip genstridighed og en ganske særlig ironi, skilte han sig ud fra mange af tidens andre store soulsangere. Den rebelske tone og skarpe sociale kritik, der kendetegner hans største klassikere fra 70’erne, The Revolution Will Not Be Televised, The Bottle og Angel Dust, medførte, at han hurtigt blev stemplet som lidt af en radikal; en »wild-haired, wild-eyed motherfucker«, som han selv skriver. Det er et billede, som stadig hænger ved i dag, hvor Gil Scott-Heron nærmest er blevet et symbol på sort modstand. Men ligesom det at være sort handler om mere og andet end bare protest, var Gil Scott-Heron også mere end bare en aktivist.
