Print artikel

Erindringer fra en bluesolog

Gil Scott-Heron sang som en mand, der fik klø af verden og tog kampen op
Anmeldelse
05.07.12
Gil Scott-Heron om Gil Scott-Heron. Selvbiografien er en farlig genre. Nok er det en mulighed for at gøre op med billeder skabt af medier og meningsdannere, men man risikerer samtidig at skrive sig selv fra myte til menneske; at gøre sig selv lidt mindre enestående, lidt mindre relevant.

Gil Scott-Heron var som kunstner både enestående og relevant. Han er blevet kaldt den sorte Bob Dylan og the Godfather of Rap, det sidste selvom han aldrig brød sig særligt om rapmusik og hellere foretrak den selvopfundne titel bluesolog. Gil Scott-Heron besad en unik evne til at dykke ned i den afroamerikanske virkelighed og sætte ord på sin generations håb og frustrationer. Med et klart og enkelt udtryk præget af smuk smerte, hip genstridighed og en ganske særlig ironi, skilte han sig ud fra mange af tidens andre store soulsangere. Den rebelske tone og skarpe sociale kritik, der kendetegner hans største klassikere fra 70’erne, The Revolution Will Not Be Televised, The Bottle og Angel Dust, medførte, at han hurtigt blev stemplet som lidt af en radikal; en »wild-haired, wild-eyed motherfucker«, som han selv skriver. Det er et billede, som stadig hænger ved i dag, hvor Gil Scott-Heron nærmest er blevet et symbol på sort modstand. Men ligesom det at være sort handler om mere og andet end bare protest, var Gil Scott-Heron også mere end bare en aktivist.

http://www.youtube.com/watch?v=BS3QOtbW4m0

Med selfbiografien The Last Holiday - a memoir forsøger Gil Scott-Heron (fra graven - han døde d. 27. maj 2011) at nuancere sin kategorisering som ”vred-sort-mand”. Ikke kun fordi han føler sig sat i bås kunstnerisk, men også fordi han er bevidst om, at stereotype racebilleder historisk set ikke har gavnet kampen mod kulturel undertrykkelse. Som Gil Scott-Heron selv peger ud, kolliderede den amerikanske borgerrettighedsbevægelse i 1960’erne, bedst som den kørte på fulde pumper, som en anden Titanic med et isbjerg af politisk modstand. Smædekampagner, som bl.a. FBI stod bag, sidestillede kampen for sorte rettigheder med radikalisme, militantisme og endog marxisme. Ismer som i den tids USA kunne give ethvert foretagende et dårligt ry. Derfor søger Gil Scott-Heron tilbage - eller frem - til en tid, hvor man ikke taler om sorte rettigheder som en selvstændig idé, men hvor borgerrettigheder betyder frihed og lighed for alle.

I sit forsøg på at facettere sit image som sort revolutionær, ender Gil Scott-Heron desværre i løbet af sin livsfortælling med at typecaste sig selv som en noget mindre farlig - men på mange måder ikke mindre arketypisk - karakter. Han voksede op i Jackson, Tennessee, hvor han gik i byens første raceintegrerede junior high school. Som 12-årig flytter han med sin mor nordpå til New York City, selvom hans ungdomsintuition advarer ham om at forlade rødderne i syden. I New York får han et stipendium til den fornemme Fieldston privatskole, hvor han undslipper følelsen af fremmedhed ved at spille Temptations-sange på skolens finpudsede Steinway flygel. Senere følger han i den store sorte forfatter Langston Hughes’ fodspor til Lincoln University, hvor han udover at lede et mindre studenteroprør, inspireres af gruppen The Last Poets til at skrive politisk ladet lyrik. Han når at udgive en digtsamling og to romaner, inden han bliver succesrig verdensstjerne og, efter en opvarmningsturné for Stevie Wonder, en central del af Stevies bevægelse for at gøre Martin Luther Kings fødselsdag til en national helligdag. Hele livet igennem guides Gil Scott-Heron af en kosmisk kraft, han selv kalder »the Spirits«, som våger over ham og hjælper ham til at træffe de rigtige beslutninger. Man kan næsten se filmen for sig. Men spørgsmålet er, om det ikke snarere er Hollywoods skyld end Gil Scott-Herons egen.

The Last Holiday byder på flere underholdende anekdoter, f.eks. om en impromptu optræden med Michael Jackson i Madison Square Garden, og om Gil Scott-Herons far, som forlader familien for at spille fodbold i den skotske storklub Celtic; og om hvordan Gil Scott-Heron godt 25 år senere under en optræden på skotsk fjernsyn, går på scenen iført en kombi af Celtic trøje og Rangers kasket (det er sjovt, hvis man er fodboldinteresseret). Ligeledes får vi skarpe iagttagelser om John Lennons død, Ronald Reagans b-filmspolitik og den amerikanske borgerrettighedsbevægelses undergang. Det hele dog fortalt med en lidt for strategisk distance, som ikke giver mange fingerpeg om, hvor Gil Scott-Herons iboende smerte stammer fra, og hvad der i sidste ende får ham til at give efter for den misbrugsdæmon, han advarer så flittigt imod i sine sange.

I bogens sidste kapitel udtrykker Gil Scott-Heron en tvivl om, hvorvidt han er i stand til at elske og afslører dermed en skrøbelighed, som man har savnet i bogens foregående 43 kapitler. En skrøbelighed som man finder på sange som Your Daddy Loves You og Home Is Where the Hatred Is. Sange der kendetegnes af en følelse af at stå alene i verden, men samtidig vidner om en stor medfølelse for alle lidende væsener. Gil Scott Herons røst var ikke x-faktor ren men inderlig og ærlig. Han lød som en bluessanger; som en mand, der fik klø af verden og tog kampen op, men måske til sidst bukkede under for den verdenssmerte, som nu engang er bluesens grundvilkår. Den mand gør The Last Holiday os ikke synderligt klogere på. Der skal man nok hellere høre hans plader.