Print artikel

Venedig synker, men Biennalen holder vand

Reportage
18.05.19
Kunstbiennalen i Venedig er en stærk demonstration af, hvad kunsten kan.

Når man går langs kanalerne, over broerne og langs husene i de smalle gader med de afskallede facader i hvid, okker, gul og brun - det tager en lille halv time at gå fra Peggy Guggenheim til Arsenale og Giardini, områderne for Biennalen - så skal man nyde, at Venedig i åbningsugen for Biennalen udover som altid at være et kunstværk i sig selv også er den største prisme for verdenskunsten i øjeblikket.

I år er den kurateret af amerikanske Ralph Rugoff under titlen May you live in interesting times, der mest skal forstås som en truende forbandelse. Den er uden tema som sådan, men er ude efter at ville undersøge 'både og', samtidige men forskellige perspektiver og grænsers opblødning og opløsning. Derfor er det jo et spørgsmål svævende højt oppe i luften, om de nationale pavilloner er bedagede eller måske ligefrem progressive her i 2019. De står dog i år, som de altid har gjort, og konkurrerer i bedste Olympiske Lege-stil om opmærksomheden.

Allerede på åbningsgaden onsdag stod den på flere timers venten i kø ind til den franske pavillon, som den ombejlede Laura Prouvost har omdannet til en overbevisende dykkertur af en totalinstallation (Deep See Blue Surrounding You). Man ledes af bagindgangen ind til en strandbred af grønligt glas, hvor plastic, efterladte sko, grene, mobiltelefoner og opskyllede dyr leder ind i mørket, hvor oplevelsen af at dykke ned under vandet, flydende i det åbne og grænseløse, er meget virkningsfuldt. Gulvet er blødt som en havbund. Lyde og installationer omfavner en. Udstillingens centrale film tager en flok mennesker med forskellige sprog, hudfarver og aldre fra Paris til Venedig Biennalen – underforstået, at vi alle forskelligheder til trods er på vej samme vej.

På den engelske pavillon har Cathy Wilkes (Untitled) modigt – og helt modsat Prouvost – brugt de store og lyse rum til næsten ingenting. Gravide figurer med topmaver, der ser ud til at kunne briste hver sekund (eller er det sultende børn?) står og ser aldeles ensomme og forladte ud. Udstillingens andre objekter, tøj, gummihandsker og lyse, abstrakte malerier, kommer fra hjemmets domæne. En hånd ligger afskåret på gulvet. Det hele er spinkelt, sårbart og på randen til gå i stykker. Og sørgeligt og skræmmende, for i alt det usagte er det oplagt, at noget er helt, helt galt i det hjem – måske i vores alles hjem, samfundet, kunne man godt tiltænke Wilkes at mene.

Andre pavilloner, der gør indtryk, er den polske med Pauline Boudry og Renate Lorenz film Moving Backwards, den russiske med filminstruktørens Alexanders Sukorovs bearbejdning af Rembrandts maleri af bibel-historien om den fortabte søn, og endelig er der en særlig pointe i, at den Venezuelanske pavillon står tom i år pga. de sociale omstændigheder i hjemlandet.

Nationale pavilloner i identitetskrise

Med fare for at være belastet af nationale briller, hører Larissa Sansours udstilling på den danske pavillon også til blandt de stærke pavilloner. Udstillingen, kurateret af Nat Muller, står samlet, klar og gennemført og filmen, In Vitro, som Sansour har skabt i samarbejde med Søren Lind, er smuk og stærkt berørende i al dens sort-hvide kuldslåethed. Verden er i brænd og menneskene lever under jorden i håbet om en ny begyndelse. To kvinder, en ung og en døende, diskuterer, hvilken rolle og værdi minder, arv, kollektive fortællinger og identiteter har for nye begyndelser. Stærk og smuk á la Tarkovski og brændende aktuel.

Venedig er vist ved at synke i havet helt fysisk. Kunsten på biennalen, lettere rodet og overdrevet, som det nu engang er, holder derimod vand

Valget af Sansour, hendes værks høje kvalitet ufortalt, har i øvrigt været interessant ikke-diskuteret (i hvert fald officielt) al den stund hun jo er født og opvokset i Palæstina. På mange måder perfekt i forhold til biennalens kredsen om identitet, opblødte grænser og tilhørsforhold. Valget af hende er måske netop, ligesom at dansk adopterede Jane Jin Kaisen i år er med på den koreanske pavillon, en måde at udfordre den sædvanlige idé om det nationale på, vise at man kan være dansk på mange måder, og dermed et progressivt og modigt valg i forsøget på at revitalisere de nationale pavilloner. For er nationale pavilloner egentlig ikke ikke en sær anakronisme her på biennalen i 2019, hvor en fugl afgjort ikke skal ligne en fugl og alle andre grænser udfordres og opløses? Omvendt kan man måske polemisk spørge, om man ikke ligeså godt kan lukke de nationale pavilloner med det samme, hvis vejen frem for deres relevans, er at opbløde det strengt nationale? Der er dog næppe nogen af de nationale pavilloner, der lukkes permanent foreløbigt, men de er ligesom verden omkring dem under forvandling.

Stærk Arsenale, svag Giardini

De nationale pavilloner udgør biennalens ene del og den kuraterede udstilling den anden. I 2015 deltog 136 kunstnere eller partnerskaber, i 2017 kun 120 og i år har kurator Ralph Rugoff skåret det ned til kun 79, flest kvinder for første gang og tre kunstnere, der hverken identificerer sig som kvinde eller mand, der dog til gengæld udstiller – meget forskellige værker – i både Arsenale og Giardini. Et virksomt greb i sig selv.

Udstillingen på Arsenale (Proposition A) er imponerende. Værkerne har rum og plads og står distinkte i de gamle bygninger, hvor der oprindeligt blev bygget skibe. Her skiller de følgende sig ud: Ed Atkins med frygteligt realistiske computergenererede, grædende ansigter; Alexandra Bircken med skræmmende menneskelignende figurer, der hænger fra stiger og loftsbjælker; Shilpa Gupta med højtlæste digte fra politiske fanger, der også kan læses på papir på trods af, at de er spiddet på spyd; Sun Yuan og Peng Yus marmortrone med den med mellemrum vildt svingende, gummislange; Anicka Jis æg-lignende, amorfe hængende ting og Andra Ursutas glasskulpturer af deforme kvindekroppe. På havnefronten ved Arsenale ligger vraget af fiskekutteren, udstillet af den schweizisk-islandske kunster Christoph Büchel, der tilbage i 2015 sank i Middelhavet med op imod otte hundrede døde immigranter og flygtninge til følge. Skamfølelsen er umulig at undgå.

(Proposition B) på Giardini er slet ikke lige så stærk. Selve bygningen er en labyrint og giver mindre plads til de enkelte værker, der ender med at gnubbe skuldre i samme rum, hvor de er sat sammen efter ikke helt åbenlyse kriterier. De ovennævnte kunstnere kunne trækkes frem igen, ligesom en række af de andre kunne, udstillingen er selvsagt ikke uinteressant, og spiller jo direkte sammen med værkerne på Arsenale, men den på Arsenale overstråler den ganske enkelt voldsomt.

Venedig er vist ved at synke i havet helt fysisk. Kunsten på biennalen, lettere rodet og overdrevet, som det nu engang er, holder derimod vand. Den er en overbevisende visning af moderne kunst lige nu, der, præcis som kunst skal, åbner mængder af muligheder for at tænke over og stille de vigtige spørgsmål ved egne værdier, antagelser og holdninger; de evigt nødvendige eksistentielle spørgsmål, som vi ikke må holde op med at forholde sig til: hvem er vi, hvor kommer vi fra og hvor skal vi hen? Venedig Biennalen minder om, hvor stærk en kraft kunst og kultur er.