Print artikel

En souvenir fra Rom

Udstillingsfoto med Antino Canovas 'Sovende Nymfe' og den antikke skulptur 'Sovende Hermafrodit', Classico Pop, Palazzo Massimo. Foto: Cristina Vatielli
Anmeldelse
12.02.19
Med kalejdoskopiske lysinstallationer og videosekvenser, der draperer sig over marmor og gipskopier viser udstillingen 'Classico Pop' pædagogisk og effektivt effektjagende, hvordan antikkens hovedværker og souvenirporcelæn er to sider af samme sag.

Det hele startede egentlig med en udgravning under en boligblok i bydelen Monti for næsten ti år siden. Udover oldgamle potteskår, fandt arkæologerne også noget, de ikke havde regnet med: 12.000 dele biskuitporcelæn fra den fremtrædende fabrikant og skulptør Giovanni Volpatos værksteder, der i slutningen af 1700-tallet trivedes i byen. Enhver ung mand – rigmandssøn, aristokrat, kunstner – med respekt for sig selv, måtte dengang drage ud på den obligatoriske Grand Tour, en dannelsesrejse, der ofte endte i Rom. Og de rejsendes passion for græsk og romersk kunst, ruiner, templer og søjler skabte en veritabel turistindustri – og som en naturlig følge: souvenirindustri. Værksteder og fabrikker specialiserede sig i seriel reproduktion af den klassiske verdens ikoner for at møde efterspørgslen efter replikaer lige til at putte i kufferten.

På Palazzo Massimo og i Crypta Balbi, to afdelinger af Roms nationale museer, fortæller udstillingen Classico Pop både lyslevende og arkivstøvet om netop dette kulturhistoriske kapitel i krydsfeltet mellem berømte kunstværker og masseproducerede souvenirs, mellem original og kopi.

Mens småhandlende længe havde solgt ud af Roms arkæologiske skatkammer, gjorde Volpato for alvor souvenirsalget til big business. Han producerede forfinede produkter i biskuit – uglaseret porcelæn, brændt to gange så det får en mat og marmoragtig overflade – til en snæver kreds af aristokratiske kunder med hang til kopier af klassiske statuer til at pryde deres i forvejen rigeligt udstyrede hjem. Og tusinder af mindre souvenirs til mere demokratiske priser.

Udstillingsfoto med Giovanni Volpatos borddekoration i 98 dele, Classico Pop, Crypta Balbi. Foto: Cristina Vatielli

Classico Pop spørger: Kan man overhovedet bruge begreber som 'original og 'kopi' på tværs af periodeskel og årtusinder? I førmoderne tider skelnede man ikke på samme måde mellem betydningerne og kunstnerisk reproduktion var et udbredt fænomen i hele den græske og romerske verden. Den antikke kunst som unik er i høj grad en myte skabt af den tyske kunsthistoriker Johann Winckelmann i midten af 1700-tallet, en forestilling det er svært af distancere sig fra som moderne kunstpublikum og museumsgæst. Men når ikoniske værker fra græsk og romersk tid respektfuldt sidestilles med masseproducerede forbrugsvarer bliver det klart, hvordan den ophøjede kunsthistorie uløseligt hænger sammen med populærkultur og objekthistorie på gadeplan.

Den første del af udstilling, som udfolder sig i Palazzo Massimo, fortæller historien om den antikke verdens berømte kopier. I et mørklagt rum glider et hvidt lys langsomt nedover en Sovende hermafrodit fra det andet århundrede, inden en gul lyskegle fortsætter henover naboskulpturen: Antonio Canovas Sovende nymfe fra 1820-22. På væggene illumineres samme Canovas maleri Venus med spejl side om side i referenceleg med Paolo Vezzolis La Nuova Docle Vita (2009), hvor skuespilleren Eva Mendes indtager rollen som Canovas Venus. I næste sal står fem statuer inspireret af Myrons diskoskaster. De afbilleder forskellige personer i forskellige situationer, men kernen, skulpturens torso genbrugt i århundreder, er den samme. For enden hænger Robert Mapplethorpes sort-hvid-foto (1985) af en kvindelig nøgenmodel i diskoskasterens positur som zoom til en anden tid. Animationer glider henover vægge og værker og kaster lys på ligheder i form og indhold på tværs af årtusinder. Det er pædagogisk og skåret ud i pap så budskabet står lysende klart: kopi og original er to sider af samme sag.

Når ikoniske værker fra græsk og romersk tid respektfuldt sidestilles med masseproducerede forbrugsvarer bliver det klart, hvordan den ophøjede kunsthistorie uløseligt hænger sammen med populærkultur og objekthistorie på gadeplan.

Udstillingen er lidt brutalt bidt over i to. I Crypta Balbi dokumenteres udgravningen af de 12.000 stykker, der blev fundet i Volpatos fabrik og indfører de mest interesserede gæster i biskuitproduktionens detaljer. Mindre spektakulær end på Palazzo Massimo er Crypta Balbi-udstillingen lavloftet med montrer med biskuitminiaturer af de skulpturer og monumenter, som Rom-turisten dagen lang støder på. Hovedattraktionen her er en enorm borddekoration og tag ikke fejl: den majestætiske gruppe, der oprindeligt bestod af 98 dele – amforaer, guder, helte – er et veritabelt neoklassisk mesterstykke. Volpato var en opportun forretningsmand men hans kunst var raffineret og Classico Pop formår i glimt helt at udviske forskellen på porcelæn og marmor.

Classico Pop er en stemningsfuld udstilling, der engagerende bruger video- og lyseffekter til at fortælle en nuanceret kunsthistorie om de værker, der gør Rom til en evig attraktion. Men koblingen til pop art, postmoderne assemblage og masseproduceret kulturindustri som titlen (og de mange, lange udstillingstekster) antyder, forbliver en antydning og trods tilløb er udstillingen præget af en vis akademisk forsigtighed.

På vej ud bliver bliver man ellers ramt af et uventet metaslag: Museumsbutikken er fyldt med replikaer af berømte antikke skulpturer, romerske amforaer komplet med fabriksfriske potteskår, t-shirts og iPhone-covers med billede af diskoskasteren. Markedet for souvenirs er øjensynligt ikke mindsket siden Volpato var på mode.