Print artikel

Synet bedrager

Essay
20.02.19
Blikket er subjektivt, vi oplever hver vores virkelighed. Gør det os ensomme? Essay fra Torino, hvor Alperne gemmer sig bag vinterdisen.

Det er november og mørkt, da jeg ankommer til Torino. Min ven henter mig ved den smukke, røde station Porta Nuova, derfra går vi gennem byen ned mod floden Po. På den anden side af floden kan jeg skimte omridset af skovklædte bakker, og højt oppe troner et munkekloster badet i blåt neonlys. Det blå lys forvirrer mine øjne, slører billedet, så bygningen danser let. I gaderne i centrum er der ophængt forskellige lysinstallationer. En består af sætninger på italiensk, der lyser i regnbuens farver over en lille gågade og i poetiske vendinger beskriver en gåtur gennem skoven, fortæller min ven, der kan italiensk. Hvis jeg kunne læse dem, ville de lysende sætninger så skabe en illusion om, at jeg befandt i en skov fremfor en by? Der er lyskunstfestival i Torino, og meget hurtigt og helt af sig selv, synes det, bliver lys, synssansen, optiske illusioner, visuel perception, den røde tråd, der løber gennem mine dage og nætter i byen. Det er noget, der sker i min hjerne: Når først man er blevet opmærksom på noget, ser man det pludselig overalt. Mit blik fokuseres, min hjerne vælger ud og spinder tråde, skaber forbindelser mellem egentlig adskilte og uafhængige oplevelser og fænomener, så en sammenhæng og noget, der fremstår som mening, fødes. Min hjerne samler, sorterer, fremhæver noget, vælger andet fra, rykker rundt, binder knuder, tegner streger og skaber et særligt billede af byen og mine oplevelser her.

Lys har en dobbelt natur, som giver videnskaben hovedbrud: Det opfører sig på samme tid som bølger og partikler. Om fænomenet, som blandt andet omtales som lysets dualitet, sagde Einstein: »Det giver to forskellige og modstridende billeder af virkeligheden, og hver for sig forklarer de ikke fænomenet lys til fulde, men sammen gør de.« Mennesket er i stand til at se farver, former og komplekse billeder, fordi synscellerne omdanner lys til nervesignaler, som giver hjernen besked. Lyset strømmer ind gennem pupillen (som er et hul, en tanke, der altid forskrækkede mig som barn) og fokuseres som billede på nethinden, hvor det formindskes og vendes på hovedet (som i et camera obscura). Det opfangede mønster af lys sendes via den optiske nerve videre til hjernen, som vender billedet om igen, så vi ikke går rundt og ser verden på hovedet. Når vi oplever, at en genstand har en bestemt farve, skyldes det, at genstanden reflekterer lys med bestemte bølgelængder. Den røde rose er rød, fordi rosen, dvs. det materiale, rosen består af, absorberer lys med bølgelængder i det gule, grønne og blå spektrum, mens den reflekterer, altså afstøder, det røde lys, som er det, der når os. Hvilken farve har rosen så i virkeligheden? Når den står i mørket, alene, uden mit blik til at se dens refleksion af det røde lys? Har den da ingen farver?

Det er først næste morgen, at byen for alvor bliver til for mig. Den oplyses af solen, der kun akkurat trænger gennem disen, lyset reflekteres af de cremefarvede barokke bygninger, af floden, hvis grågrønne overflade, fortæller min ven, på særligt klare dage spejler et af byens eneste højhuse, som ellers befinder sig så langt fra floden, at man ikke skulle tro, det var muligt. Lyset reflekteres af de mørkhårede mennesker, der med misundelsesværdig henkastet elegance og højlydte stemmer drikker espresso og bevæger sig hjemmevant rundt i gaderne, af statuerne og butiksvinduernes kaotiske udstillinger, af bilerne og sporvognene. Lyset strømmer ind gennem mine pupiller, og byen materialiserer sig for mig som en smuk og blød by.

Blikket er subjektivt. Vi oplever hver vores virkelighed. Gør det os ensomme?

Videnskabsfilosoffen A.F. Chalmers skriver i Hvad er videnskab?, at den oplevelse en iagttager har, når hun betragter en genstand, ikke kun bestemmes af den information, som i form af lys trænger ind i øjet eller af de billeder, som dannes på nethinden. To almindeligt seende, der betragter den samme genstand fra samme sted under de samme fysiske omstændigheder, har ikke nødvendigvis samme synsoplevelse, selvom billederne på deres nethinder er stort set identiske. Det er fordi, vores synsoplevelse også afhænger af vores tidligere erfaringer, viden og forventninger. Blikket er subjektivt. Vi oplever hver vores virkelighed. Gør det os ensomme? Skaber det uoverstigelige afgrunde mellem os?

Andre oplever altså byen anderledes end jeg. Torino er kendt for at være en industriby, det er ikke mit billede. Selvom Chalmers skriver: »der findes én fysisk verden, som er hvad den er, og som eksisterer uafhængigt af iagttageren,« kan jeg glimtvis blive i tvivl, fordi vi jo ikke har direkte adgang til den. Er det muligt at nærme sig den fysiske verden, nærme sig det sande billede af virkeligheden, opleve den usete rose, og er det overhovedet ønskværdigt? Er det smukke ikke det subjektive ved blikket? De mange perspektiver, de mange forskellige billeder?

Skjulte bjerge

Alperne løber langs byen mod Vest, fortæller min ven, da vi begiver os over floden og ind mod centrum på vej til Museo Nazionale del Cinema. De sneklædte bjerge, fortæller han videre, indrammes som var det romantiske malerier af bygningerne langs de snorlige gader, der stråler ud fra byens mange pompøse pladser, Piazza Castello, Piazza San Carlo, Piazza Vittorio. Han peger ned ad en gade og siger: Der er bjergene! Jeg kan ikke se dem. De er skjult af disen, der gør himlen mættet og gråhvid og luften uigennemsigtig.

Jeg er i tvivl. Det, jeg ser, er så utydeligt, at det ligeså godt kan være fantasi. Jeg fotograferer de usynlige bjerge med min telefon og giver op

Jeg ved ikke, om jeg skal tro på, at bjergene virkelig er der. Også fordi min ven har for vane at bilde mig de særeste ting ind. Men da hans italienske kæreste bekræfter bjergenes eksistens, må jeg næsten tro dem. Det er ikke let at tro på noget, man ikke har set med egne øjne. Jeg tænker over, hvad denne ikke-sansede viden om bjergene betyder for min oplevelse af byen, men kommer ikke frem til et svar, ud over at det bidrager til det puslespil, min hjerne er ved at lægge, hvis billede bærer præg af noget illusorisk. Hver dag stirrer jeg ned ad de lange lige gader for at få syn for sagn, for at få øje på Alperne, der efter sigende skulle danne en majestætisk væg langs byen mod Vest. Jeg forsøger at få bjergene til at eksistere, også for mig, men hver dag skjuler disen dem. Insisterer jeg på at få bjergene at se for at gøre min og min vens virkelighed fælles, for på den måde at komme ham nærmere?

I forlængelse af det magiske øje

»Prima la torre,« siger vagten med et smil, da vi har købt all-inclusive billetter til udsigten fra Mole Antonelliana og Museo Nazionale del Cinema, som den 167,5 meter høje bygning huser. Vi følger vagtens råd og træder ind i elevatoren, der løfter os op gennem bygningens indre, hvor en masse skærme med filmklip omgiver os, alt lyser og er i bevægelse, vi bevæger os op mod et hul i loftet, der virker alt for lille til elevatoren. Oppe fra tårnet folder den lyse, disede by sig ud under og omkring os. Jeg går hen til rækværket og ser mig omkring og spørger, hvilken retning bjergene ligger i. Min ven peger og siger: »Dér er bjergene,« men det er for diset, jeg kan ikke se dem. Jeg bliver stædigt stående og stirrer mod det sted i horisonten, hvor bjergene skal være, og pludselig synes jeg, at jeg kan se noget, svage konturer af bjerge og noget sort og hvidt, som sten og sne. Min ven griner og siger, at det er noget, jeg finder på, at min hjerne opfinder bjergene som et fatamorgana, fordi jeg så gerne vil se dem. Jeg er i tvivl. Det, jeg ser, er så utydeligt, at det ligeså godt kan være fantasi. Jeg fotograferer de usynlige bjerge med min telefon og giver op.

På vej ned i elevatoren overvejer vi, om vagten, der sagde »prima torre«, er en del af kurateringen, om det udvidede perspektiv, som elevatorturen og udsigten fra tårnet gav os, er medtænkt i vores oplevelse af museet. Vi er rusket åbne, vores kroppe, øjne og sind er hypermodtagelige for indtryk nu.

The Archaeology of Cinema hedder den første del af museets enorme udstilling, som har fokus på videnskab og historie. Det handler om tiden før biografen, før filmen, om hvordan mennesket gennem historien har underholdt sig visuelt, hvordan det menneskelige øje fungerer, og hvordan man kan snyde synssansen ved hjælp af optiske illusioner. Det er her, jeg lærer, at billedet vender på hovedet på nethinden, og det forvirrer min ven og mig så meget, at vi et øjeblik spekulerer på, om verden virkelig vender på hovedet. Så læser vi videre og må le ad os selv.

Som mange andre teknologiske apparater blev kameraet til at begynde med især brugt til videnskabelige formål inden for bl.a. fysik, botanik og arkæologi, senere til underholdning og kunst. Et af de tidligste kameraer er camera obscuraet, som består af en kasse med et lille hul i, hvorigennem lys passerer og rammer en overflade eller et spejl, hvor billedet reproduceres og vendes på hovedet. Altså meget lig den måde, hvorpå menneskets øje fungerer. Camera obscuraer blev bl.a. brugt af malere, der skitserede efter billedet for at opnå et detaljeret og virkelighedstro resultat. Det var før, man fandt en metode til at fiksere billedet som fotografi. Med kameraet kan man opfange andet og mere end med det menneskelige øje. Kameraet som en forlængelse af øjet, der gør det muligt at standse tiden og opfatte detaljer, man ellers ikke ville kunne se. Hvad sker der, når en dråbe vand rammer vandoverfladen? Det menneskelige øje kan ikke følge med, ser kun dråben falde og ringene i vandet, men med kameraet kan man fiksere øjeblikket, hvor dråben rammer, og se vandets bevægelse opad mod dråben.

Det menneskelige øje kan ikke følge med, ser kun dråben falde og ringene i vandet, men med kameraet kan man fiksere øjeblikket, hvor dråben rammer, og se vandets bevægelse opad mod dråben

Ordet fotografi kommer fra græsk og betyder ”tegne med lys.” Maler og opfinder Louis Jaques Mandé Daguerre opfandt i 1822 dioramaet, 17 år før han opfandt daguerreotypiet, en af de tidligste teknikker til at fiksere et billede på papir. Det handler om lys. I et diorama anvendes lys til at skabe en illusion om, at billedet er levende. I udstillingen er der adskillige dioramaer og andre optiske apparater med lignende effekter. Malede landskaber med bittesmå huller belyses skiftevis bagfra og forfra, så beskueren oplever, at det bliver dag og nat, peepshows; store trækasser med et lille hul, igennem hvilket beskueren kan se billeder, kinesiske skyggespil, et kaiserpanorama: en cylinderformet struktur med bløder sæder rundt om og stereoskopiske glughuller, igennem hvilke fotografier fra hele verden bliver tredimensionelle (første gang dette kunne opleves var i 1880!). Det må have været fantastisk at opleve disse optiske illusioner i en tid, hvor filmen, de levende og tredimensionelle billeder ikke fandtes, magisk og forunderligt. Og det er det endnu. Selv efter virtual reality. Min ven og jeg løber nysgerrige og begejstrede fra det ene glughul til det andet og fascineres af de i virkeligheden meget enkle teknologiers fuldstændig fortryllende virkninger.

Hvis optiske illusioner, synsbedrag, dis og tåge så let kan forvrænge billedet og vores perception af verden, hvordan vi så stole på, at det, vi ser, er virkeligt? Måske er det på grund af den slags spørgsmål, at jeg søger til videnskaben, mere specifikt naturvidenskaben, en såkaldt objektiv videnskab, der stræber efter at genspejle virkeligheden nøjagtigt, for at finde svar, for i hvert fald at finde ud af, hvordan mit øje fungerer rent fysiologisk, hvorfor min hjerne gør, som den gør, som om jeg dér kan finde sandheden om virkeligheden, det sande billede. Selvom jeg ved, det ikke er tilfældet. For heller ikke videnskaben er objektiv, ligesom fotografiet heller ikke er det, fordi der er et menneske, der ser, udvælger, beskærer, bruger sin viden, forventning og erfaringer i forskningen, i fotograferingen.

Tilsynekomst

Vi kører op og op ad snoede veje, op ad skovklædte bakker. Det er min sidste dag i Torino, jeg rejser om få timer. Under os bliver byens huse, biler, træer og mennesker mindre og mindre. Da vi træder ud af bilen på toppen af bakken, rejser Castello di Rivoli sig foran os, en imponerende bygning; et enormt slot med høje søjler og smukke buegange vistnok bygget i det 9. eller 10. århundrede. I begyndelsen af det 17. århundrede blev Manica Lunga bygget til, en aflang og meget smal bygning. Slottet er en ruin, men en funktionel ruin. Den er kunstnerisk og åbenlyst lappet med glas og metal, ikke restaureret eller genopbygget. Den er frosset fast og udstillet midt i sit forfald, midt i sit kollaps, den råber om tid og forgængelighed. Dele af bygningen mangler; takkede kanter, hvor sten er faldet af, søjler, der ikke længere bærer noget, et vindue mangler og er blevet fyldt med mursten, hele endevæggen af Manica Lunga er erstattet af glas uden forsøg på at skjule det ruinøse. I dag er slottet et museum for samtidskunst.

The City of Broken Windows hedder særudstillingen af den tyske billedkunster Hito Steyerl, som fylder den øverste etage af Manica Lunga. I det smalle, aflange rum har arkitekten Andrea Bruno, som stod for renoveringen af bygningen, fået indsat et stort antal vinduer på begge langsider. I hver ende af rummet er der opstillet en videoskærm, og hele vejen rundt løber en tekst på væggene, også hen over vinduerne. Den ene video handler om et måske fiktivt videnskabeligt forskningsprojekt, der går ud på at lære kunstig intelligens at genkende lyden af vinduer, der knuses, så man kan optimere overvågning. Den anden video handler om en aktivistisk gruppe i USA, der maler tromp d’oeil-vinduer på træplader og indsætter dem i forladte bygninger og på den måde skaber en illusion om, at husenes vinduer ikke er knuste. Teksten på væggene er struktureret sådan, at der på ét vindue står »break, this« og på to andre står »window«. Jeg står og ser på ordet vindue skrevet på vinduet, så på selve vinduesglasset, og så fokuserer jeg mit blik og stiller skarpt på det, der er bag glasset, indrammet af vinduet, og dér ser jeg bjergene. Selvom vi er kørt i retning væk fra dem, har øget afstanden mellem dem og os, er det nu, de lader sig se, også af mig. Disen er lettet akkurat nok til, at lyset kan trænge igennem, så jeg kan se Alperne; mørke, sneplettede, ujævne toppe bag ordet vindue og det egentlige vindue.