Print artikel

Udgravning af Sydhavnens minder

Reportage
01.05.17
Sydhavnen ændrer sig. Her vandrer ATLAS' udsendning rundt blandt lamaer, fiskere og knopskydende glasbygninger. Hun ser på skiftet fra fiskerihavn til penthouselejligheder og opløsningen af det særlige Sydhavnssammenhold.

Det er dels mennesker, dels får, en lama og alpakaer, der har trådt de vidtforgrenede stier på Sydhavnstippen. Fårene er naturplejere, som blev sat ud i 2009. De holder vildnisset venligt. De holder invasive arter som bjørneklo og canadisk gyldenris i skak, så den biologiske artsrigdom kan blomstre og øges. Lamaen og alpakaerne passer på fårene og på hinanden. 

Jeg står på noget, der for bare hundrede år siden ikke fandtes, på en nu knap synlig losseplads, men føler mig overbevist om, at jeg befinder mig i naturen. For hundrede år siden var der vand, hvor jeg står, Kalvebodløbet randt under mine fødder. Kystlinjen er forandret, landet har bredt sig ud i vandet. Kystlandskabet er blevet til ved tilfældig opfyldning. Nedrivningsaffald blev fra 1945 og helt op til 1980 dumpet her, gamle sporvogne kørt herud og brændt af. Langsomt voksede Tippen op af vandet, blev til et stykke land med bygningsrester og affald hulter til bulter i sig. Nu skjuler vegetationen Tippens lossepladsfortid, men går man ud til kanten, afsløres områdets beskidte fortid (og nutid): rustne stålrør, mursten, betonklodser og bildæk stikker ud af jordlagene.

Et sted har nogen lavet en bålplads, siddepladserne omkring består af gamle betonklodser med graffiti. Et andet sted skimtes et opslået telt, en cykel og poser med pantflasker mellem nogle buske. Længere ude i vildnisset møder jeg en mand og hans søn. De spørger, om jeg er stødt på lamaen og alpakaerne. Det er jeg ikke, endnu. Jeg leder også efter dem. Manden og hans søn er medlemmer af Tippen fårelaug, manden foreslår begejstret, at jeg melder mig ind. De holder dagligt øje med, om dyrene trives, og en gang imellem slagter de et får og spiser det sammen. Da jeg senere finder lamaen og alpakaerne ved at følge et spor af frisk lort, overvejer jeg at råbe »Jeg har fundet dem!« til de to, som allerede er ude af syne, men det føles forkert at bryde stilheden. En stilhed, man sjældent finder i byen.

Der er gjort mange forsøg på at forvandle Tippen til et (mere) civiliseret sted. Men hver gang er forslagene blevet mødt med så stor modstand fra beboere i området, naturelskere og andre med ønsket om at værne om biodiversiteten og byens grønne åndehuller, at stort set ingen af planerne er blevet realiseret.

De aktive rødder

»Har I egentlig nogensinde hørt om dengang, vi lavede verdens længste kaffebord? Det gik fra Valbyparken til Rådhuspladsen! Vi kom i Guinness rekordbog, jeg har selv set det!« Udråbet kommer fra Hanne, en krumrygget kvinde med kridhvidt hår i norsk sweater, bag hende står en rollator. I 1991 protesterede beboere i området mod anlæggelsen af den godsjernbane, der løber i den nordlige ende af Tippen, med aktionen ”Verdens længste kaffebord” langs den planlagte jernbanelinje. Kaffebordet snoede sig rundt i haveforeningerne og gennem Dyremarken, men nåede ikke hele vejen til Rådhuspladsen og kom heller ikke i Guinness Rekordbog, fortæller Paul-Erik Lind, sydhavnsekspert og faktatjekker på mit essay. Hanne blander to forskellige kaffeborde sammen. I 1967 lavede Københavns kommune et kaffebord på strøget i anledning af byens 800 års jubilæum, som kom i Guinness Rekordbog. Kaffebordet i Sydhavnen fra 1991 har helt sikkert været længere, fortæller Paul-Erik, men alligevel blev jernbanen indviet i 2000.

Jeg sidder i caféen på Karens Minde Kulturhus. Huset, der ligner et slot, var først bondegård, senere, fra 1879, det, man kaldte åndsvageasyl. I dag fungerer huset som bibliotek, café og kulturelt mødested med koncerter, litteraturoplæsninger, filmvisninger, yoga og teater. I det grønne område omkring kulturhuset holder Børnenes Dyremark til, en frivillig forening, hvor børn med tilknytning til området har mulighed for at være del af et fællesskab og lære om dyr, ride på heste og passe får og kaniner.

I selskab med omkring tyve andre har jeg set Filmen om Mozarts Plads, som handler om nogle andre aktivister, nemlig Jøns og de andre øldrikkere, som holdt til på Mozarts Plads for ca. ti år siden. Jøns er tilstede ved filmvisningen, mange af de andre i foreningen De aktive rødder er døde nu, fortæller han. Mozarts Plads er Sydhavnens geografiske centrum, og indtil 1970 kørte her sporvogne, linje 3 og linje 11, men det er der ingen spor efter i dag. I den lille pavillon på pladsen bestyrede De aktive rødder en café, de arrangerede loppemarkeder, forskønnede pladsen ved bl.a. at sætte nye brædder i bænkene, arbejdede frivilligt på værestedet Amadeus og holdt inderligt med Boldklubben FREM. Hvert år omkring jul sørgede rødderne for juletræstænding og en julemand, der delte gaver ud til Sydhavnens børn. 

Allerede tidligt i filmen bliver det klart, at nøgleordet for De aktive rødder og de andre sydhavnere er sammenhold, sydhavnssammenhold.

Selv i sine år som statsminister takkede socialdemokraten Anker Jørgensen nej til at flytte ind på Marienborg og blev i stedet boende i sin lejlighed i det almene boligbyggeri AKB på Borbjergsvej i Sydhavnen. I filmen er der et klip, hvor Anker holder tale på Mozarts Plads. Her undrer han sig over alt det stål og glas, man bygger med på den anden side af Sydhavnsgade. 

Efter filmen taler vi om metrobyggeriet, om, at pladsen snart lukker og først åbner igen i 2023, når metrolinjen i Sydhavnen er færdig. Man vil skabe et nyt byrum på Sjælør Boulevard, hvor øldrikkerne kan holde til, mens byggeriet er i gang. Der bliver spurgt til, hvordan Mozarts Plads kommer til at se ud, om det bliver stål og glas, om pavillonen skal rives ned. Det skal den. »Så demonstrerer jeg!«, udbryder Hanne, »så må vi lave verdens længste kaffebord igen!«, siger hun udfordrende.  

Historisk svimmelhed

»Området har forandret sig forfærdelig meget. Eller ikke ”forfærdelig”, for forandring er jo ikke nødvendigvis dårlig«, siger Paul-Erik Lind som noget af det første på sin rundvisning i det, som kaldes ”det nye Sydhavn”, og som består af tre gamle industriområder: Teglholmen, Enghave Brygge og Sluseholmen. De fleste i gruppen er fra Valby Lokalhistoriske Forening, jeg er langt den yngste. Vi står, hvor Støberivej og Teglholmsgade møder hinanden, ved den nye skole, og forsøger uden held at finde læ for blæsten. Lige præcis dér lå fristaden ”Haveje” fra filmen Midt om natten, fortæller Paul-Erik og peger, vi smiler. Her lå fristaden, som Benny og Arnold oprettede efter at være blevet hjemløse pga. nedrivning af gammelt og opbygning af nyt. I dag er det eneste spor efter fristaden den lokale idrætsforening Havaje IF.

Området har virkelig forandret sig meget og gør det stadig, og det går stærkt! En kvinde i gruppen fortæller, hvor svært hun sommetider synes det er at finde rundt herude. Pludselig er en gigantisk bygning sprunget op af jorden, hvor der før var ingenting, pludselig er en bygning, man husker, forsvundet sporløst. Hvor end vi går, er vi akkompagneret af lyden af hydrauliske borhammere, der bryder asfalt op. Luften har sandsynligvis været fyldt med lignende lyde før i tiden, dengang området var fuld af industri. Maskindelene til B&Ws skibe, skrueaksler og skibsskruer, blev støbt i den nu nedrevne støberihal og fragtet på pramme til Christianshavn og Refshaleøen, hvor skibene blev bygget, Ford anlagde Nordeuropas første samlebåndsfabrik her, og der, hvor Aalborg Universitet ligger i dag, lå et skibsværft.

Vi står ved bagsiden af den forhenværende Lemvig-Müller & Munch stålhal, en af de få bevarede industribygninger, som nu huser et italiensk supermarked. Paul-Erik fortæller, at her hvor vi står, sejlede for mindre end fyrre år siden kolossale skibe med lasten fuld af stål. Vi ser det for os, skibene, vandet, arbejderne. Asfalten gynger under os, begynder at åbne sig, vi ser ned og opdager, at vi befinder os midt ude på det mørke havvand, et skib kommer sejlende. Historien gør os svimle. Lyden af en bil, der kører forbi, rykker os tilbage til nuet, tilbage på fast grund, men tiden har forandret sig lidt for os, udvidet sig.

En anden bygning, som står endnu, er Radiofabrikken Always. Under besættelsen producerede fabrikken radiomateriel til den tyske værnemagt, fortæller Paul-Erik. Det fik den danske modstandsgruppe BOPA nys om og forsøgte flere gange at sprænge bygningerne i luften, og i marts 1945 lykkedes det. De bygninger, vi ser i dag, er altså ikke de oprindelige. Direktøren kom i fængsel, men firmaet overlevede. Efter krigen begyndte produktionen igen, og tidligere lærlinge på fabrikken har fortalt, at en del af deres arbejde bestod i at rense hagekors af radiorørene.

En mand og jeg er sakket bagud, fordi en betonbygning spækket med glitrende beslag har fanget vores opmærksomhed. »Beslagene er helt ødelagte, sikke noget byggesjusk!«, siger manden, »Jaah..,« tøver jeg, »men tror du ikke, det er en ruin, altså, tror du ikke, den er ved at blive revet  ned?« »Nå jo, det er jo ikke rigtig til at sige«, svarer han. Bygningen er udelukkende form, uden synlig funktion, og man bliver i tvivl om, hvorvidt den er på vej op eller ned, om den er fortid eller fremtid, ruin eller nybyggeri. Sådan er det med flere af bygningerne her, fortid og fremtid sidestilles, bliver næsten det samme, forsvinding eller tilblivelse, tomme skaller, ren form.

Man skal ikke bede om tilladelse, når man kan få tilgivelse

Jeg er på vej til Fiskerihavnen i håb om at møde Brian, havnens sidste erhvervsfisker. Langs kajen, foran hjemmebyggede huse, ligger bunker af fiskegarn, orange bøjer og andet fiskegrej. Det er uvist, om det er i brug. Havnen er tom, bortset fra enkelte, der nyder solen på bænkene. 

En kvinde kommer gående, jeg standser cyklen og spørger, om hun ved, hvor Brian er, om han er ude med båden. »Ja, han sætter garn«, siger hun. Da jeg spørger, om jeg må stille hende nogle spørgsmål om havnens historie, ler hun og siger, at hun er alt for ny her, at hun kun har boet her siden 2000. »Du skulle i stedet spørge John, eller altså Skipper, som han bliver kaldt, min mand.« Skipper er med Brian ude på båden. Jytte ringer og spørger, hvornår de kommer ind. Ti minutter. »Du kan vente herovre.« Vi går forbi en mand, som er ved at hejse flaget. »Det er Ivan«, siger Jytte, »Brians far. Han kan også fortælle dig en masse om stedet, han har været her længst.« Ivan hejser flaget, fordi det er sæsonstart i dag, første dag, de sætter garn.

Brian, Skipper og Lars, Brians lillebror, kommer ind med båden, hilser, »nå, er det dig, man har hørt rygter om. Du skulle ikke have ventet på os, når ham, der kan de bedste historier sidder derinde«, siger Brian og peger ind mod huset, hvor Ivan lige er gået ind. Vi følger efter, tre hunde løber rundt om os, glade for at se fiskerne, overraskede over mig. Midt i huset sidder den gamle fisker på en taburet og reparerer fiskegarn. Garnet fylder hele rummet, i midten ligger det fladt som et mønster tegnet på gulvet, i siderne ligger det i store bunker. Ivan går med til at fortælle mig nogle løgnehistorier, som han siger, »men det bliver ikke i dag«. Jeg skriver hans telefonnummer i min notesbog, han skriver mit ind på sin store smartphone. Jeg skal ringe til ham midt i ugen og høre, om han er nede på havnen.

Udenfor står Jytte sammen med Skipper og Lars. Skipper fortæller, at han altid har boet i Sydhavnen. Han husker, hvordan han som barn brugte skrænterne omkring banen som kælkebakke, inden stationen kom til. Sammen med vennerne fandt han juletræer og plastikposer og brugte dem som kælke. Da stationen skulle bygges, blev der banket pæle i jorden, som drengene overså i farten på vej ned af skrænten. Skipper krummer sig sammen og holder sig for skridtet, »så så man tre drenge stå sådan her og ømme sig!« Han fortæller, at Enghavevej før i tiden drejede så skarpt, dér hvor Sydhavn Station ligger nu, at biler, som kom kørende med ladet fyldt med jordbær, væltede i svinget. 

Officielt er der ingen, der bor i Fiskerihavnen, »man skal ikke bede om tilladelse, når man kan få tilgivelse«, siger Skipper med et glimt i øjet. Vi taler om, at lejekontrakten udløber om tre år, i 2020, at den nok ikke bliver forlænget, at en rigmand, som Skipper siger, sikkert køber området og bygger stål og glas, der ligner alt andet. Måske vil ikke engang et kaffebord, der rækker herfra og til månen, kunne forhindre det, men man kan jo håbe.

Fortiden i nutiden

I det gamle billetkontor på Sydhavn Station åbnede en gruppe kunstnere i 2012 et udstillingssted. Kunstnerne kuraterer på skift udstillingerne, som breder sig til plakatstanderne på stationen og et billboard ved indgangen. Siden 1940 har der på Gl. Strand stået en granitstatue til minde om de fiskerkoner, der i mange generationer solgte fisk på kajen. På grund af metrobyggeriet blev statuen opmagasineret, men i 2015 flyttede fiskerkonen til Sydhavn Station på foranledning af udstillingsstedet. Over mail fortæller Ulla Hvejsel, en af kunstnerne, at flytningen af fiskerkonen er en »insisteren på, at Sydhavnen, der måske er præget mere af hverdag end kunstfims, både kan nyde og fortjener kunst.«

Begynder man at se nærmere på et sted, pibler fortiden ud af sprækkerne, begynder man at grave, vælter den til og med frem overalt. Stedets og menneskenes minder vælder op af jorden, ud af sindene, ud af litteraturen, kunsten og filmene og blander sig med nutiden som akrylmaling i vand. Tiderne og minderne ligger ikke pænt ordnet i lag, men hulter til bulter i jorden, i erindringen.

Jeg ringer til Ivan, den gamle fisker, men fanger ham ikke. Hans minder forbliver gemt lidt endnu.