Print artikel

Ordet om tingen

Kritik
27.09.19
Kunsten har gavn af at blive mærket af en krop. I modsætning til film, musik, skrift, er vilkåret for billedkunsten, at den er stedsspecifik, men i en virkelighed, hvor blikket og kulturen for længst er splintret, er det relevant også at kigge mod den kunst vi kun kan se på vores skærme.

Man har brug for hele sit hylster for at opleve kunst, det er vel vedtaget og universitetsblåstemplet. Kulturteorien har fostret begreber som ’empatisk æstetik’, ’kroppens fænomenologi’, nogle intellektuelle pionerer satte på radikal vis sansningen før tanken midt i det fornuftsregime, der var (og er) det vestlige: kunsten har gavn af at blive mærket af en krop. Men der er meget kunst kroppen aldrig kommer til at mærke – fordi planeten flyder over af det, fordi blikke er vendt mod skærme, fordi nogle værker ønsker isolationen. Så måske kan ordet være en pseudokonservering, der bidrager til, at tingen kan få lov at findes lidt mere eller lidt længere end de fysiske oplevelser tillader. Nærhed og egne øjne er vigtigt, men kunst kan plante sig som et lille træ i bevidstheden uanset om den bliver genfortalt eller højtideligt selvopleves. Og i det østlige Japan findes et afsindigt stykke arbejde, som gør hvad det kan for at undgå virkelige øjne.

Der breder sig et hvidligt lerrige ud mellem skov og bjerge, på samme tid livløst og evigt sådan som særligt det forstenede kan se ud. 5800 kvadratmeter åbenbart, meget grundigt svøbt i håndlavet keramik: filtrede søjler af kroppe, lemmer, fantomnatur, svampede formationer af kranie- og globelignende klumper. Bag det her decideret ufattelige scenarie, som dets besynderlige hjerte eller krone, står en mosaiktavle og stråler af New Age-ånd eller kitschet decor. Regnbuen skriger lidt til himlen mod det tavst keramiske landskab under den, men alting, fra skulpturernes hænder og længsler til helhedens ret ufattelige omfang virker dybt esoterisk. En sær kaosmodsætning til den højtidelighed som fjern naturkunst vel ofte drømmer om og pyntes med af beskuerkærligheden til alting sjældent og skjult. Rothko Chapel, Roden Crater, Marfa, nogle af USA's kostbart afsides egotempler.

Men det her er ikke USA, det er Japan og lerlysningen er virkelig en hemmelighed. Niji No Izumi hedder den, det betyder noget i retning af Regnbuefontæne, og den var i mere end tre årtier billedhuggeren Kenji Azumas eneste beskæftigelse. Fra 1978 og indtil sin død i 2013 arbejdede han eftersigende på værket hver eneste dag året rundt. Selv med indregnede sygedage, rejser, en højtid eller et nyfødt barnebarn til at mildne forestillingen om hans asketiske ihærdighed, virker arbejdet ekstremt. Ophobningen af tid og håndværk, koncentrationen og materialet bliver en lille eksplosion i hovedet, hvis man giver den plads. Ikke mindst når det viser sig, at hele det her halve liv stort set er umuligt at opstøve, både i virkeligheden og på internettet. Google Maps er enestående ubrugeligt, medmindre man har de eksakte koordinater, der kan placere en rød nål et par kilometer øst for bjerget Takami i den japanske Mie-region. Som en syrlig gåde for udenforstående (fx ikke-japansktalende) er det altså nærmest et held, hvis man finder kunsten.

Jeg har aldrig set værket på andet end skærme. Smagsdommerwise er det vel absolut haram at kaste sig kritisk over noget kunst, man ikke rigtig har oplevet, en øjeblikkelig diskvalificering af kritikken eller beskrivelsen, hvis den ikke har rod i kroppens ultimativt sande sansning, men i en virkelighed, hvor blikket og kulturen for længst er maksimalt splintret findes i hvert fald to andre sandheder. Først og fremmest er skærmene efterhånden en absolut forlængelse af vores virkelighed, vel nærmest dens forudsætning, det er en banal pointe, men det er de. Derudover må ordet og billedet af billedet være en berettiget for ikke at sige nødvendig måde at bevare kunsten på, fæstne den i hukommelserne og give den videre til alle dem, der ikke får den rigtigt at se.

Smagsdommerwise er det vel absolut haram at kaste sig kritisk over noget kunst, man ikke rigtig har oplevet.

I relativ modsætning til film, musik, skrift, er og bliver vilkåret for billedkunsten, at den er relativt stedsspecifik, egentlig uanset om stedet er Aros eller en ørken. Et kunstværk findes et bestemt sted og langt flere mennesker end dem, der oplever det, oplever det aldrig, var det ikke for blandt andet skriften. Selvfølgelig kan ordet ikke erstatte tingen, men sprog kan gribe ud efter kunst, bidrage til billedet, hvis det er udenfor de rækkevidder som århundreder eller verdenshave udgør. At skriften om kunsten, og dermed selve kunsten, måske ikke har udelt gavn af vilkårlige cand. mag’ers skamløst subjektive kvalitetsvurderinger i dagspressen er en anden diskussion. Og en lidt trist diskussion, hvis man bruger et par øjeblikke på at overveje, hvor mange helt storslåede eller helt små kunstoplevelser, der aldrig slipper gennem samme dagspresses reaktionære aktualitetsnåleøjne.

Heldigvis kan man vende egne øjne mod de interimistiske orgier af pixelvirkelighed, der er internettet, og i et hjørne af det støde på en japansk keramikers minutiøse vilje til det majestætiske. Efter at være faldet i svime over Sigiriya-paladset i Sri Lanka, vendte Kenji Azuma hjem med drømmen om at give form til noget lige så overvældende, det særligt åndeløse ved menneskeskabte sensationer. »Designed to make us feel as if we were in a world full of clouds« står der på en ømt oversat japansk hjemmeside om Niji No Izumi. Azuma skabte altså sensationen og gemte den væk. Midt på et hypereksponerende årtusindes hypereksponerede kunstscene. Ensomhed kan ikke foregives.

Måske ønskede han det sådan. Måske ønskede han sig stilheden, måske foragtede han øjnenes og dommenes erobring af kunsten, som at de kan være gift for tvivlen i arbejdet. Kunst er vel at forlade fornuften som det reelt slagtende redskab den gang på gang viser sig at være i hænderne på et såkaldt samfund: at famle i stedet for at vide og bestemme og smadre. Dermed ikke sagt, at al kunst er lige god og vigtig i sin tvivl, men den er vel næsten altid ret kærlige huller af usikkerhed eller intuition i de fornuftsfundamenter, vi bygger vores vaklende verden på.

Billedkunst er til alt muligt, til forvirringen og sorgen og øjeblikket før en tanke bliver en tanke, men den er især til øjne og øjne hviler blandt andet på skærme. Så måske kan en kunstoplevelse også være et lille blåligt glimt i bevidstheden, et billede der vokser ind bag øjnene til sproget og lægger sig der. I bedste fald en forlængelse af den kommende erindring om et menneske, der hengivent elskede leret og skyerne og skoven i nogle japanske bjerge.