Print artikel

Louisiana-komplekset

David Shrigleys 'SWAN_THING' Foto: Heartland
Reportage
04.06.19
Feed’et fodrer ikke sig selv på Heartland, hvor David Shrigleys oppustelige svane var iøjefaldende alene på grund af sin størrelse.

Ned fra en grøn himmel hænger krystallysekroner, midt i regnen og et stringent inferno af bøg - intet mindre end en labyrint – viser altså disse legendariske dekadencemarkører vej til Egeskov Slot og sulfitfri vin, skaldyr og rock og overskuelig academia. Kulturlivets standhaftige vilje til talks. Det virker uinteressant og egentlig allerede passé at lave karikerende segmentanalyser af Heartland, matriklen er naturligvis alt for smuk til at ligne en festival, men dette er jo landet Danmark og hvis noget eklatant overskud skulle kunne mønstre besøgende til smørsmagning, Mercedes Benz-sponsoreret vækstlagspop, kaviar, fællesyoga og queerteori-101 er det selvfølgelig det danske.

Vejret var sit eget lille demokrati i øvrigt, få ting slører spor af Hornbæk eller mediebranchen eller kreative uddannelser som kollektivt regntøj.

Men selv under regnen findes nyslået græs her, det er virkelig grønt og virkelig over det hele, glødepærer og lysstofrør findes, Pinterest findes helt klart jf. den samlede festivalarkitektur, B&O-høretelefoner findes simpelthen i en trækrone, der pynter de som noget diametralt modsat af nye, fugtige blade og som kostbare tilbud om såkaldte lyduniverser til fordybelsesparate forbipasserende. Endelig findes kunsten selvfølgelig også, fordi kunst og festival er for længst blevet lig med hinanden.

Den er vel et af de fire ben som Heartlandkroppen hviler på, denne ART, side om side med MUSIC, FOOD, TALKS, levemenneskets essentials. På en måde forpligter det at profilere sig så relativt intenst på et kunstprogram, det skaber et spinkelt håb om noget andet end massive, brandert-proof installationer at gøre kunsten til sin egen pulserende festivalarterie. Og på den anden side af velkomstprismerne, efter et væld af formklippet beplantning åbenbarer først slottet sig, søen og åkanderne under det, alting er patina og romantisk bortset fra noget enormt i midten: ART. Her kan de førnævnte spinkle håb smadres eller indfries, kæmpemæssig kunst skvulper i hvert fald rundt og smiler i vandoverfladen. Skotske David Shrigley er årets hovednavn og kronjuvel og han har lavet et stort stykke kunst, sit største nogensinde åbenbart. SWAN-THING hedder værket, det er en oppustelig skulptur, skør eller sjov i bedste fald, ligesom Shrigleys praksis i det hele taget. Sådan helt OBS-agtigt kan man lige google billedhuggeren Willy Ørskov og hans stenet fede Bøjninger, hvis man vil læse lidt om, hvordan luft og gummi kunne noget rimelig radikalt som tanke- og skulpturmateriale for små 50 år siden. Men sådan er der jo så meget.

Kunsten skal være fyrtårne fordi lyden er et hav

David Shrigleys svane vil nok gerne være så stor som et slot, den er det næsten, og det er klart, at den også gerne vil være fuck- og piklignende. En hvid, bevinget krop under en lang hals med dette overlagt åndede smileyansigt i toppen eller mandekunstens/-kunstsynets obligatoriske mulighed for fallos. Fordi alt hvad der rejser sig tårnlignende fra jordoverflader tilsyneladende har rod i penetrationens og patriarkatets evighed, hvor meget det end ligner noget midaldrende deadpan. Om det er god kunst eller ej må og bør man selv bedømme. Mange mennesker og deres telefoner lader til at kunne lide svanetingen, de fniser eller undrer sig, kigger på den gennem deres små linser sådan som alle dette årtusindes øjne har gjort det før dem, og vil gøre det efter dem. Oppustelighed har måske altid det lidt dårlige i sig, altid funktionskompromitterende alternativer, altid lidt semi: badebolde, luftmadrasser, gummibåde. Således også denne kunst, utvivlsomt med vilje.

Men trods støvregn og blæst og en muligvis materiel gennemsnitlighed er der aktivitet omkring kunsten, blikke og reaktioner på den, og det er jo et legitimt nok succesparameter. Man kan kalde det Louisiana-komplekset: etablissementets mistillid til eksempelvis prikket, gennemselfiet spejlkunst versus publikums store og milde kærlighed til den. Mere end noget andet - udover at være flænsende hvid og ny mod det virkelig smukt smuldrende slot – er David Shrigleys skulptur iøjnefaldende fordi enorm. Måske en hilsen til svanen som noget dansk nationalfuglslignende, måske en storstilet ironisering over udstillingskontekstens aristokratiske patos og uforlignelige overskud, måske en kulmination på hans karakteristisk satirekyniske tegneserieæstetik. Flydende som en skæg nok Land Art-karikatur: hernede på Midtfyn samler en rig natur og en rig historie, rige mennesker og kulturoverflod sig i et gyldent punkt af tidløs højkonjunktur, og svanen kan vel være en ganske blødt drillende finger til alt det. Man hverken kan eller skal undgå at se den, og på den måde er den festivalkunstens store og dumme og gavmilde væsen.

Man kan kalde det Louisiana-komplekset: etablissementets mistillid til eksempelvis prikket, gennemselfiet spejlkunst versus publikums store og milde kærlighed til den.

Hvis kunst er stor er den nærmest de facto vellykket, fordi den er stor. Den ligger lige der og byder sig til med sin muligvis imponerende skalaforskydning, henvender sig til alle mulige øjne, også dem, der ikke nødvendigvis kigger ind på museerne eller ned i undergrunden. Og det er jo virkelig i orden, men det kan også være virkelig uinteressant. Kunst må selvfølgelig gerne være overvældende som templer eller fjelde, men der er også noget behageligt ved blikkets eller tankens vej hen til noget småt. Den ro der kan opstå i bare at kigge eller måske endda opdage.

En festival er måske det modsatte af noget skjult, i hvert fald hvad angår dets programmer. På tværs af respektive rock-, indie-, arthouse-, techno- eller samtidskunstprofiler er festivalen altid pop i ordets bredeste forstand. Helt ned i etymologien har festivalformen nok altid haft denne iboende storhed eller i hvert mere eller mindre bevidste stræben efter den. Pop og ekspansion er på en måde det samme, især når det kommer til kulturproduktion, festival er overflod og forbrug, ofte tilsat promiller, så alting skal helst flyde ubesværet ind i øjne og ører. Kunsten skal være fyrtårne fordi lyden er et hav – naturligvis i mindre grad på Heartland, der stadig er præget af en eller anden drøm om sanselighed og douce koncentration. Men jo mere man gerne vil bygge kulturrelevante nicher, jo mere indtages de af overklassens autenticitetssøgende medlemmer og deres Instagramprofiler. Og feed’et fodrer ikke sig selv.