Print artikel

Permanent fremmed

Leonora Carrington, El mundo mágico de los Mayas, 1963-1964, Museo National de Antropologia e Historia, Mexico, © ADAGP, Paris
Kritik
17.09.19
Susanne Christensen formår at balancere det indfølende med det kritiske og lader Leonora Carrington gennembore alle sociale hierarkier.

Det hele begynder med en henvendelse og en påkaldelse: Ind træder den surrealistiske kunstner, selverklærede heks og økofeminist, Leonora Carrington. Kridhvid og spøgelsesagtig, men insisterende. Hun har noget at sige.

Det er den dansk-norske kritiker Susanne Christensen – en af de mest interessante og kompromisløse i Skandinavien – der inviterer Carrington indenfor med nysgerrig åbenhed, men også hende, der lader sig hengive til og til tider overvælde af den nyligt afdøde surrealist, en af de sidste af de oprindelige.

Christensen modtager den insisterende Carrington gæstfrit, og gør hende til katalysatoren for alt det, der er indeholdt i sin seneste bog, Leonoras Reise. Et Essay, der for nylig er udkommet på det norske forlag Oktober. (Det er svært at forestille sig, at bogen ville få den samme kommercielt set halsbrækkende genrebetegnelse essay på et forlag af samme kaliber i Danmark, men så er det jo godt, vi har Norge). Et essay, ja, men på en måde også flere essays og meget andet end det: Rejseskildring, civilisations- og kulturkritik, nekrolog, fantasi, til tider en poetisk prosa, der fremstår mere fiktiv end mange skandinaviske samtidsromaner.

Hvem var Carrington, hvem er hun? Har hun noget at sige om verden i dag? Det er Christensens beskedne udgangspunkt. En betaget undren, en nysgerrighed, der får hende til at fortælle og fortabe sig i Carringtons historie, iscenesætte og dramatisere – alt sammen i forsøget på at puste liv i de slumrende, men kraftfulde gløder: »Det er magisk å møte henne, men hun har også torner å stikke med. Hun er ikke enkel.«

Omgivelserne taler til os om ansvar. Hvis bare vi fjerner støjen, lærer at lytte, lader os opløse. Det er en smuk tanke, som kun bliver stadig mere nødvendig at tænke helt derud, hvor det hele bliver mærkeligt og rystende

Selv kendte jeg ikke Carrington, men selvfølgelig hele det surrealistiske mandeslæng, herunder Max Ernst, som hun i en periode dannede par med og ufrivilligt er blevet tildelt et eftermæle som muse for. Og det er selvfølgelig hele pointen. At redde Carrington ud af den skygge (kunst)historien har placeret hende i, som et appendiks til fortællingen om Ernst og de andre. Carrington er sig selv, hun kan ikke musegøres, insisterer Christensen: »Hun er ikke villig til å tjene noen. Joan Miró kan kjøpe sigarettene sine selv, og Man Ray kan finne seg en annen modell, hun er ikke interessert i å posere for ham.«

Christensen lader Carrington gennembore alle sociale hierarkier med sit lyssværd (ja, hun samlæser Carringtons biografi og den seneste Star Wars-film, The Force Awakens); lader hende bestige hesten, sit totemdyr, og ride af sted, utæmmelig: »Jeg ser Leonora som en flyktning og en alien. Hun er permanent fremmed.« Hun er interesseret i Carrington som kunstner i egen ret, men har ingen intentioner om at skrive en klassisk monografi, nej, Carrington genoplives, de ellers lukkede øjne bliver prismen, verden beskues igennem.

Christensen rejser i hendes fodspor, ind i sammenbruddet og på tværs af kontinenter; hun møder førende forskere (”leonoraheads”), giver mæle og lytter i samme bevægelse, mens stemmerne langsomt bliver sværere at skelne. Gradvist bliver Leonora til det familiære Leo, fascination bliver til indlevelse, måske endda identifikation. Kritikeren lader sig hjemsøge: »vi er mange som skriver.«

Der er tale om en poetik, men også en etik – en etik, der bliver sværere og sværere at ignorere. Intet er tilfældigt. Christensen skriver på én gang idiosynkratisk og upersonligt – i ordenes bedste forstand – og formår at balancere det indfølende med det kritiske.

Hun finder et slægtskab med surrealisterne, drømmer med dem om »nye, forløsende ritualer« og andre mulige verdener – dem under jorden og havoverfladen, dem derude, bag mælkevejen – men er samtidig kompromisløst kritisk over for deres evige idealisering af vanviddet og ’våde drømme’ om idealkvinden, der helst skulle være »mentalt fraværende på en henrivende måte.« Ingen intentioner om at pakke tingene ind i akademiske nuancer. Christensen er hverken bange for at give utopierne indhold, eller at kræve noget af den såkaldt kulturelle offentlighed.

Carrington er sig selv, hun kan ikke musegøres

Kritikken af surrealismen er væsentlig, men egentligt ikke det væsentligste. Leonoras reise er ikke så meget et bidrag til kunsthistorien som en samtidskritik, men netop derfor kan det indimellem virke, som om Carrington forsvinder fra scenen til fordel for ekskurser til koralrev i krise, kommunikerende trækroner, døde kulturarbejdere og nedsablinger af individualisme, antropocentrisme og den selvoptagede skandinaviske roman – for at nævne et par stykker.

En smule ustramt, måske. Og så er det alligevel ikke så off endda. Forbindelserne forsvinder ud af sigte, for så, ofte i hvert fald, at samles igen i nye fællesskaber. Og så spøger hun konstant i kulissen, Carrington. Når hun er ved at forsvinde, stamper Christensen på graven og vækker hende på ny. De indgår i okkulte og esoteriske seancer, trækker tarotkort, side om side, de døde og de levende. Senere træder Christensen ud af samtalen, overlader et kapitel til en opdigtet – men derfor hverken uvirkelig eller uvæsentlig – dialog mellem Carrington og to andre feministiske helte, sci-fi forfatteren Ursula K. Le Guin og Donna Haraway, forfatteren til A Cyborg Manifesto. Det kan lyde sådan her: »Vi hadde ingenting imot guder og gudinner som sådan, vi var ikke så postmoderne, vår verden så annerledes ut enn din. En kyborg? Jeg tror jeg forstår hva du mener, kyborgen er et hybridvesen – å ja, jeg har tro på hybridvesenene, Donna!«

Christensen skriver på én gang idiosynkratisk og upersonligt – i ordenes bedste forstand – og formår at balancere det indfølende med det kritiske

Eller som her, hvor Leo også har noget at sige Haraway om den norske samtidslitteratur: »Jo, det er klart jeg har antennene ute: jeg har mitt magiske hørerør ute, og jeg lytter til jorden og til havet, og jeg lytter til deg. Kunsten og vitenskapen må begynne å snakke sammen, som de gjør i science fiction-sjangeren. (…) Alle krabber rundt og er redde for å være noe annet enn populister. Alle de selvgode romanforfatterne, de legger seg lavt i landskapet og kverner løs om menneskelige banaliteter.«

Det er et godt greb, og som jeg læser videre og videre overgiver jeg mig til dét, der umiddelbart kan virke som sære digressioner. Det understøtter nemlig alt sammen (po)etikken: At lade sine tentakler – for at bruge en af bogens materielle metaforer – gribe vidt omkring og indgå i forbindelse med det, de fleste anser som uforeneligt. »Vi må fortelle noen andre historier, historier som ikke handler om vår egen overlegenhet, men om alle tings forbindelse«, som Haraway siger til Leo og Le Guin.

Omgivelserne taler til os om ansvar. Hvis bare vi fjerner støjen, lærer at lytte, lader os opløse. Det er en smuk tanke, som kun bliver stadig mere nødvendig at tænke helt derud, hvor det hele bliver mærkeligt og rystende. Leonoras reise er en oplagt ledsager.