Print artikel

Geir Gulliksen vil tæt på det menneskelige

Forfatterportræt: Baard Henriksen
Interview
09.08.19
Den norske forfatter Geir Gulliksen taler om kærlighed og kontroltab i anledningen af udgivelsen af sin nye roman 'Se på os nu'. Her undersøger han knuste idealer og et begær efter at finde et større menneskeligt register end det maskuline.

I Geir Gulliksens to seneste romaner spørger han til kærlighedens plads og funktion i dag. Han er interesseret i, hvordan mennesket overgiver sig til den anden i parforholdet, og hvordan man skiftevis mister og finder sig selv i kærligheden. I romanen Se på os nu diskuterer han blandt andet, hvilken plads og hvor meget frihed man kan tillade i et ægteskab. Kan man forsvare at forsvinde ind i et andet forhold, mens man er gift, og kan man komme tilbage igen til den, man måske egentlig elsker, når man først har svigtet?

I Se på os nu,  der lige er blevet oversat til dansk, er den 50-årige mediemand Hans Kaasajordet gift for anden gang. Han har været sammen med sin kone Ingunn i 14 år, som han har en datter med, og to børn fra et tidligere ægteskab. Romanen åbner med, at Ingunn og Hans er til bryllup, hvor Hans får den 20 år yngre Harriet som bordpartner. Harriet er lige blevet mor, og Hans føler ingen tiltrækning til hende. Faktisk er han en lille smule frastødt af hende, og ser hende som vulgær og overfladisk. Men det holder ikke længe. Hans føler sig ikke tilpas ved brylluppet, og han går ud og trækker luft med Harriet, hvorefter de ender på et handicaptoilet. Her udspiller der sig en smågrotesk scene. Hans mener ikke, at der bør være forskel på mænd og kvinder, og da Harriet har begyndende brystbetændelse, hjælper han hende med at malke hendes bryster. Denne ambivalente scene, der hele tiden balancerer mellem det uskyldige og erotiske bliver indledningen til Hans’ og Harriets affære.

Jeg tror virkelig, at man kan give sig selv bort på måder, som kan være farlige for én selv. Men jeg tror ikke, at vi har noget valg, hvis vi vil leve med kærlighed.

Som læser virker det som om, at intimitet og nærhed spiller en anden rolle i 'Se på os nu' end i din forrige roman. Den nye roman virker mere lukket og desillusioneret.

»Min forrige roman, Historie om et ægteskab, bæres frem af en idealistisk forestilling om kærlighed og ømhed. Den mandlige hovedperson, Jon, som er fortælleren, insisterer på, at det må være muligt at forstå hans ekskone Timmy, også efter, at de ikke længere er i stand til at snakke med hinanden. Han lever sig ind i hende, fortæller hendes historie. Samtidig findes der en dobbelthed i Jons fortælling, for når han fortæller som om, at han ved hvad Timmy tænker og oplever, tager han jo kontrol over hendes historie. Det er denne dobbelthed, som jeg vil undersøge, hvordan det som er ment som indlevelse, også bliver en invaderende handling.«

»Se på os nu er fortalt fra en helt anden position – ingen insisterer her på, at de forstår hinanden efter, at de er gået fra hinanden, tværtimod handler denne roman om personer, som prøver at passe på sig selv. Og sådan set har du ret i, at personerne er mere lukkede, både Hans, Ingunn og Harriett. Jeg tænker, at disse to romaner beskriver kærligheden fra to forskellige perspektiver. Se på os nu ligger nærmere den pragmatisme og selvbevarelsesdrift mange lever efter – forestiller jeg mig.«

Vil du forsøge at uddybe malkescenen på handicaptoilettet. Foregår der her en forhandling mellem det grænseoverskridende og frigørende?

»Hans er en mand, som forsøger at frigøre sig fra den konventionelle mandighed. Det er en af de sider, som han har tilfælles med mig, at han prøver at bruge feminisme til at gøre sig selv friere. I den scene, som du henviser til, havner Hans på et handicaptoilet sammen med Harriet, som er tyve år yngre end ham. Harriet har en to måneder gammel baby. Hun har ikke tænkt på, at en der ammer skal tømme sine bryster. En ikke ualmindelig komplikation er smertefuld brystbetændelse. Hans har tidligere haft småbørn, han ved slet og ret mere om amning end Harriet gør. Han tænker, at en voksen kvinde på hans alder ville kunne hjælpe Harriet med at tømme brysterne – så hvorfor kan han ikke også gøre det, selvom han er en mand? Problemet er, at der allerede eksisterer en tiltrækning mellem Harriet og Hans, dermed bliver scenen seksuelt ladet på en meget ambivalent måde.«

Tabte idealer er en del af livet, og vi kan muligvis argumentere for, at de fleste idealer bør smuldre, og at det kun er i de knuste idealer, at vi kan finde nogen som helst form for eksistentiel gyldighed

Kan man læse romanen som  en kritik eller et forsvar af en ny manderolle?

»Ingen af delene, er jeg bange for. I mit eget liv har jeg oplevet det skarpe skel mellem det mandlige og kvindelige, som en konventionel sædvane, en konstruktion, som vi er så vant til, at vi reproducerer den. Jeg siger ikke, at der ikke eksisterer nogle forskelle, men jeg har en stærk holdning til, at kønsforskellene er langt mindre vigtige end individuelle forskelle. Men jeg skriver ikke romaner for at forsvare mig selv eller mine egne meninger. Mine egne standpunkter er værdiløse i skrivningen. Det mest almindelige for mig er, at det jeg skriver i romanerne modsiger det jeg selv mener. Som du skriver, higer både Jon og Hans efter et større personligt register end det mandlige. Men de mislykkes jo grandiost, begge to, og dermed er det let at læse beskrivelsen af dem som en kritik af det du kalder en ny manderolle. Jeg læser ikke romanen på den måde. Jeg ser romanen som et sted, hvor ubehagelige sandheder kan udforskes, uden  at det som kommer frem egentlig kan bruges som argument for det ene eller det andet.«

Noget jeg har tænkt over er, at Hans virker til at have enormt lidt agens. Han glider ligesom bare med uden at have nogen form for kontrol.

»Agens er et godt ord. Men har du aldrig oplevet at overgive dig til en anden, sådan som Hans gør? Er dette ikke noget, som sker med os i kærligheden, at vi giver os over til en anden? Jeg skrev engang, at jeg kan give mig selv bort, at jeg ikke er bange for at gøre det, fordi jeg altid finder mig selv igen. Den sætning har jeg angret, for jeg tror virkelig, at man kan give sig selv bort på måder, som kan være farlige for én selv. Men jeg tror ikke, at vi har noget valg, hvis vi vil leve med kærlighed. Det er hverken mandligt eller kvindeligt at give sig selv bort til en anden, det er menneskeligt.«

Jeg ser romanen som et sted, hvor ubehagelige sandheder kan udforskes

Flere af karaktererne i 'Se på os nu' repræsenterer tabte idealer. På hvilken måde vil du sige, at romanen udfolder en samfundskritik?

»Jeg ved ikke hvilken slags samfundskritik, det skulle være. Det er jo for eksempel en kendt sag, at mange af de gamle maoister blev dygtige forretningsfolk. I Kina er maoismen blevet en ny form for kapitalisme. Men det er ikke en samfundskritik at sige det, det er bare sandt. Jeg er ikke ude efter den billige form for samfundskritik, hvor man skal vise dobbeltmoralen og egoismen frem i romanpersonerne. Den gamle maoist, som findes i denne roman, er tænkt, som et kærligt portræt af en ven af  mig, han var maoist da alle andre var, og blev siden en stor forlægger. Men han citerer forsat Mao. Der findes jo sætninger af Mao, der er bærere af en rørende eksistentiel alvor. Tabte idealer er en del af livet, og vi kan muligvis argumentere for, at de fleste idealer bør smuldre, og at det kun er i de knuste idealer, at vi kan finde nogen som helst form for eksistentiel gyldighed. Det er let for mig at sige det og tro på det. Men jeg skrev ikke romanen for at bevise det. Jeg skrev den for at komme så tæt på det levende som muligt.«

Kan man læse dine to seneste romaner som et forsvar for kærligheden og parforholdet?

»Det havde været godt, hvis du havde ret i det. Kærligheden og parforholdet har ikke brug for noget forsvar – i hvert fald ikke fra romaner. Men jeg er optaget af, at mange af os meget let fornægter vores egen sårbarhed og hjælpeløshed. Vi kan ikke leve alene, vi har brug for de andre, og jeg tror nok, at meget af det jeg forsøger at skrive, prøver på udforske sårbarheden, og gøre den legitim. Jeg tror vel, at litteratur i det hele taget handler om at tage vare på det sårbare.«