Print artikel

Fremtiden, det er mere af det samme i højere opløsning

Kritik
25.06.19
Mark Fisher så den langsomme annullering af fremtiden. Han forsøgte at holde fast. Han skrev politisk teori og kulturkritik, man kan relatere til. Den posthumt udgivne k-punk demonstrerer hvorfor.

I juli 2015 skrev britiske Mark Fisher et af de sidste indlæg på sin blog www.k-punk.org, der i mere end et årti havde udgjort en art para-akademisk institution.

Indlægget bærer den håbefulde titel »No more miserable Monday mornings«. En smule tekst, et foto af en strand med en næsten blå himmel og en indlejret player med et mixtape. Når man trykker play, er det første man hører den engelske elektro-punkduo Sleaford Mods’ Jobseeker (»Can of Strongbow, I’m a mess/Desperately clutching onto a leaflet on depression«). Det hele er tagget postcapitalist desire. Indlægget er paradigmatisk for dét, Fisher skrev om, den attitude, han skrev med. Halvandet år senere tog han sit eget liv.

Det kan virke grænseoverskridende at åbne Fishers værk gennem det dunkle lys fra selvmordet og de depressioner, der hjemsøgte ham gennem det meste af livet. Men det, der gør hans tekster så stærke er en evne og vilje til at skrive ærligt og indfølt om egne lidelser og samtidig insistere på, at de ikke udelukkende er en personlig udfordring. Depressionen er kollektiv. Den er politisk betinget. Der er altid et kausalforhold mellem de politiske årsager og de personlige udtryk. Symptomerne aflæste Fisher i kulturen. Intet var for småt, for banalt. Han så og hørte de politiske undertoner i Toy Story og Drake; i Batman, Mike Tyson og J.G. Ballard, der optræder side om side med Kant, Freud og Lacan. Ingen teoretiske overgreb dér.

Bankerne krakkede, alle muligheder for at gentænke rammerne for den politiske virkelighed var til stede, men sådan gik det ikke

Fisher kan måske bedst placeres et sted imellem to af sine mest konstante inspirationer, Fredric Jameson og Slavoj Žižek, men det er – med al respekt – uden sidstnævntes selvbestaltede YouTube-personkult og uden førstnævntes tørre akademiske stil.

Fisher var punk, han er punk. Som Kafka og Lewis Caroll for Fisher var punk; som selv The Hunger Games er gennemstrømmet af punk. Ikke forstået som en genre, en æstetik, men en attitude, der nægter at acceptere tingenes tilstand, men tager det som en selvfølge at noget må forandres, at en form for revolution er nødvendig.

At Fisher ikke længere er her, er umådelig tragisk, men det annullerer langt fra det håb, der altid – indimellem næsten stakatoagtigt – var til stede i hans tekster. Det er et håb og i trods. Ikke fordi der er den oplagte anledning til det, når man beskuer verden, som Fisher gjorde, men fordi det er det eneste mulige – en betingelse for at leve, som nu overgives os, der er tilbage.

Testamentet er k-punk. The Collected and Unpublished Writings of Mark Fisher (2004-2016) – mere end 800 siders blogindlæg, essays, artikler, interviews, anmeldelser, manifester, samt den ufærdige introduktion til Acid Communism – den bog, Fisher skrev på frem til sin død.

Fisher forsøgte igen og igen at eksternalisere depressionen, transformere den fra privat patologi til politisk vrede og kraft

Redaktør Darren Ambrose har med sin ’digitale arkæologi’ gravet 140 kortere tekster frem og organiseret dem tematisk. Et imponerende stykke arbejde, der viser spændvidden, men også konsistensen i Fishers univers. Og så giver det læsere, der ikke nåede frem til den nu spøgelsesagtige blog i tide, mulighed for at få adgang til den eksperimentende og fabulerende umiddelbarhed, den begejstring og den harme, der karakteriserer de tekster, der er hentet derfra.

Fisher var akademiker, men befandt sig i udkanten af det akademiske miljø, som han forbandt med klinisk depression; han udgav – relativt sent i sit liv – bøger, men foretrak bloggens små, kontinuerlige udbrud frem for langsigtede og regelbundne akademiske projekter. For Fisher var bloggen en vej ud af depression, tilbage ind i skriften: »In short, and no exagerration, it’s made life worth living …«, som han skriver i et slags 1-års jubilæumspost, optrykt i k-punk. K’et står for kyber, den etymologiske rod af cyber, og samlingen giver et godt indblik i de tidlige 00’eres tro på det utopiske potentiale i det store www.internet.com – en drøm, man gradvist kan se kuldsejle.

Fisher blev født i juli 1968. På bagkant af de store visioner for en anden og bedre verden. Han ankom for sent, som han skriver, men mærkede kortvarigt efterveerne: At fremtiden bar på muligheder, at verden kunne formes og omformes – kort sagt, en snert af det, nogle kalder historiens vingesus.

For Fisher selv var den altafgørende begivenhed post-punken i de sene halvfjerdsere og tidlige firsere – »Britain’s version of Paris 68«– som alle andre pseudobegivenheder holdes op imod. Følelsen af det radikalt nye, usete og uhørte, det, man troede umuligt, ja, selve fremtiden, er gået tabt:

»In the past, the grand vision of the future was essentially a great dislocation from the present: that grand vision is no longer availabe to us,« siger Fisher i et optrykt interview. Ikke ved en tilfældighed, nej, den er manet i jorden, som han – med henvisning til franske Jacques Derridas hantologie – ofte skrev.

Tilbage er en afvæbnet kultur, hjemsøgt af den fremtid, der ikke længere er tilgængelig: nostalgisk pastiche renset for enhver kritisk gnist, endeløse gentagelser af det samme: »Nothing happens, again and again.«

Tilbage er en afvæbnet kultur, hjemsøgt af den fremtid, der ikke længere er tilgængelig: nostalgisk pastiche renset for enhver kritisk gnist, endeløse gentagelser af det samme: »Nothing happens, again and again.« Arctic Monkeys og Franz Ferdinand er blandt de soniske skræmmeeksempler.

»Has any cultural event of any significance ever happened whenever a juggler is within a hundred miles radius?« spørger Fisher i et herligt krukket blogindlæg fra 2004 om Glastonbury Festival. Svaret er et rungende nej: »It’s all finished, roll up, roll up, for the necrophiliac spectacle, it’s all over.«

Sådan en scene er mindre repræsentativ for Fishers teoretiske tænkning end for hans idiosynkratiske indfaldsvinkel og selverklærede dogmatisme, der kendetegner de korte, affektivt drevne tekster, k-punk giver adgang til.

En udvejsløs nutid, der står i stampe, et orgie af døde former. Det er også udfordringen i de to første og vigtigste af Fishers tre bøger: Capitalist Realism. Is There No Alternative? og Ghosts Of My Life. Writings on Depression, Hauntology and Lost Futures.

Den posthume kolos gør det muligt at følge både materialiseringen af, og efterrationaliseringer over, denne evige kamp for at slippe ud af dødvandet, der er temaet for bøgerne. Vejen varierer, den er sværere at fastholde, men k-punk kan ses som et katalog over de utallige forsøg.

Fisher var teenager i Ironlady Thatchers kronede dage, hvor samfundene erklæredes for illusoriske, hvor alle alternativer, alle store visioner og al solidaritet blev jaget på porten. Tilbage stod individet, og der står det ifølge Fisher endnu. Alene, (selv)disciplineret og deprimeret. Fisher forsøgte igen og igen at eksternalisere depressionen, transformere den fra privat patologi til politisk vrede og kraft.

Mens Thatchers proklamationer var et led i en ideologisk kamp, et (neoliberalt) projekt, så fremstår de i dag som urokkelige selvfølgeligheder. En selvopfyldende profeti, der har et så fast greb om vores underbevidsthed, vores psykiske infrastruktur, at alle alternativer vitterligt synes at være fordrevet: »Capitalist realism projects a vision of what is Possible.« Koordinaterne for den politiske virkelighed er sat én gang for alle. Thatcher vandt.

Vi må starte forfra, lede igen og k-punk er et oplagt sted at starte, et oplagt sted at finde håb og ammunition

Alt vi kan håbe på er justeringer: »The only future capital can reliably deliver is technological – we count historical time not in cultural shifts, but in technological upgrades, watching the same old things on higher definiton screens.« Det er, som Jameson engang sagde, nemmere at forestille sig verdens ende end kapitalismens ditto. En sådan verden – og den resignerede accept af den – beskriver Fisher med sit vel nok mest berømte begreb, kapitalistisk realisme: En virkelighed, hvor de fleste nok – om ikke andet, så i al fald efter finanskrisen – kan se, at kapitalismen i sine neoliberale gevandter ikke fungerer, men ikke desto mindre fremstår som det eneste realistiske politisk-økonomiske system. Bankerne krakkede, alle muligheder for at gentænke rammerne for den politiske virkelighed var til stede, men sådan gik det ikke.

Den selvsamme neoliberale politik med sine reformer og imperativer om, at vi alle må spænde livremmen og tage vores tørn, blev kørt i stilling til at kurere egne sygdomme: »It’s as if capitalism has suffered it’s own version of shock therapy.« Det neoliberale projekt er dødt, men fortsætter i default som zombie – og sådan nogle er som bekendt svære at dræbe. Det er Fishers analyse, udgangspunktet, som han nægtede at underkaste sig, men til det sidste forsøgte at komme til livs.

»The tiniest event can tear a hole in the grey curtain of reaction which has marked the horizons of possibility under capitalist realism«, skriver Fisher i Capitalist Realism. Og han så vitterligt huller, hvor der tilsyneladende ingen var.

De entusiastiske opdagelser kommer med en tragisk bismag, når 12 års forsøg på at slippe ud, finde veje, samles under samme omslag: Man er vidne til de ekstatiske udpegninger af sprækker i den kapitalistiske realisme, følelsen af, at nu er muligheden der, nu sker der endelig noget, men også, at de altid lukkes på ny. Vi må lede igen, og k-punk er et oplagt sted at starte, at finde håb og ammunition:

»A new humanity, a new seeing, a new thinking, a new loving: this is the promise of acid communism.«

Intet mindre.