Print artikel

Satirisk kønsthriller

Kritik
28.03.19
Med tre elegant sammenfiltrede fortællinger leverer svenske Lina Wolff på én gang spydig, men subtil feministisk kritik og thriller. Det hele bindes sammen af et manuskript fuld af pis og et langt fra entydigt opgør med Michel Houellebecq.

Det er imponerende, hvor meget der er på færde i Lina Wolffs tredje udgivelse, der nu, som den første af de tre, findes på dansk. Romanen De polyglotte elskere vandt i 2016 Sveriges største litterære pris, Augustprisen.

Det lyder fornemt, og allerede ved titelbladet må jeg have fat i den digitale fremmedordbog. Polyglot betyder flersproget, ‘mange-tunget’. Og lige præcis oplevelsen af ikke at forstå løber som et tema gennem romanen. De polyglotte elskere handler nemlig mest af alt om (mis)kommunikation. Om sprog, men også om det, der sker før og under og efter sproget. Om gestikken og berøringen; om volden, magten og afmagten i mødet mellem mennesker i en virkelighed, hvor alle intime relationer er medieret af sproglige, seksuelle eller økonomiske investeringer, med alt hvad det indebærer af fornedrelser og uharmoniske magtbalancer mellem mænd og kvinder.

Det ser dystert ud, og det er det sådan set også, men Wolff udfolder det hele med en konstant understrøm af ironi, på én gang bidsk, subtil og burlesk. Det er feministisk kritik i thrillerklæder.

Romanens første fortællestemme, den provinsielle, lakonisk hårdføre og kyniske Ellinor, er ad mere eller mindre tilfældige omveje og en datingannonce på nettet havnet hos den voldelige, frastødende og endnu mere kyniske litteraturkritiker Calisto. Han ser »uanede muligheder« i Ellinors krop. De står begge som positurer af følelsesmæssig afstumpethed — som størstedelen af romanens persongalleri gør det — men på vidt forskellige vilkår. Ellinor er autodidakt i slagsmål, nægter at være offer og går i skånsk fight club. Hun køber spillets regler og insisterer på, at magtbalancer er ustabile og kun kan genoprettes med hævn.

Det største problem ved Houellebecq er, at han er klam, men også interessant.

Hun er ikke hellig, Ellinor. Nærmere selv forfalden til lidt strukturel sexisme, men Wolff får alligevel tydeliggjort, at hendes selvbillede er en forvrænget spejling (spejlet er et motiv, der symboltungt, men aldrig statisk, spankulerer gennem fortællingerne) af en mandeverden. Kynismen og hårdheden er en nødvendig foranstaltning for at begå sig i den. Og det gør hun så, begår sig, og så er hun altså dér, i et hus ved havet nær Stockholm, uden at der egentligt er noget, der binder dem sammen. Hun vænner sig til det, bliver »en lille kone«, ser tv-serier og gør rent. Indtil hun opdager en række Houellebecq-romaner, som Calisto meget sigende har gemt bag en foranstående række bøger på reolen.

Houellebecqs skygger er overalt i de tre fortællinger. Han virker uundgåelig for Wolff, der helhjertet og nuanceret tager kampen op med den notorisk misogyne franskmand. Over for dén Houellebecq er der ingen nåde. Men der er også den Houellebecq, der har beskrevet den senkapitalistiske vestlige virkelighed som en ‘udvidet kampzone’ og kynisk konstaterende, men ikke uden beklagelse, har skrevet, at »trods alt betyder menneskelige relationer ikke noget særligt«. Og den Houellebecq er ikke så nem at slippe af med.

Som Ellinor kommer frem til: »Det største problem ved Houellebecq kan ikke være at han er uinteressant, for så ville det hele have løst sig selv. Det største problem ved Houellebecq er, at han er klam, men også interessant.«

Det er i et sådant depressivt univers, romanens personer forsøger at navigere. Nogle bedre end andre. Men det er ikke bare verdenssynet, der er smittet af. Stilen imiteres og plottet er helt igennem Houellebecq’sk: Det tilfældige møde på et datingsite, umulige relationer og et kunstværk, der forsvinder.

Han er typen, der tror vinden bogstavelig talt blæser efter hans stormfulde følelser. Det hele viser sig selvfølgelig bare at være et hullet skalkeskjul for udfoldelsen af endeløs mansplaining og seksuelle fantasier på diverse sprog.

Romanens ret ubeskedne titel er nemlig navnet på det manuskript, der løber gennem og forbinder romanens fortællinger. På vejen møder det både ild, urin og tårer. Forfatteren til ’De polyglotte elskere’ er Max Lamas, en pompøst opstyltet, men falleret forfatter, der har overdraget Calisto sit manuskriptet, »sit barn«, som han uden at blinke kalder det.

Det er Lamas’ selvforherligende og kvindefjendske overvejelser, der udgør romanens anden del, hvor Wolff raffineret iscenesætter Lamas bag en barokt højtravende stil, mens han bilder sig ind at skrive apolitisk og absolut om kærligheden: »drømmen om forståelse.« Han er typen, der tror vinden bogstavelig talt blæser efter hans stormfulde følelser. Det hele viser sig selvfølgelig bare at være et hullet skalkeskjul for udfoldelsen af endeløs mansplaining og seksuelle fantasier på diverse sprog. Om »fantasikvinden«, idealkvinden, den polyglotte elskerinde. I Lamas’ forskruede fantasier dissekeres kvinder og sættes sammen på ny — fx »vekslende mellem fransk luksusluder og moderlig mexicanerinde«, som han længselsfuldt drømmer.

Calisto og Lamas er nemme at genkende som hver sin version af den berygtede ‘Kulturmand’, dominerende, bedagede og snobbede. Men det mest imponerende er ikke satiren over køn, klasse og kultursnobberi, det er det stilistiske og fortælletekniske overskud, der komponerer fortællingen.

Når den satiriske pensel er ved at male med for grove strøg og karaktererne tenderer mod at gå i allegorisk tomgang, bare stå dér og betyde, så igangsætter Wolff overlegent små forskydninger, der komplicerer tingene. Det sker ofte gennem bipersoner (der som oftest er kvinder, selvfølgelig), der ikke desto mindre også er interessante karakterer i sig selv. Lige så interesseret Wolff er i at udlevere sine typer, lige så interesseret er hun i reflekteret at opbygge dem.

De polyglotte elskere er en god gammeldags, men flintrende aktuel roman om besværligheden af kærlighed og kommunikation og en bidende satirisk blotlæggelse af begges fallit. Det er både underholdende og væsentligt. Men måske er det også en forsigtig og ambivalent hyldest til det nonverbale, til gestikken og det umiddelbare – »det ægte«, som Ellinor hylder … bare i en mindre voldelig, mindre maskulin skikkelse?