Print artikel

En middelalderlignende fremtid af beton

Anmeldelse
27.06.19
Sif Itona Westerberg har formet et system af middelaldervæsner, der også er en strømlinet understregning af, hvordan vi ser og skaber. Tag absolut på Tranen og genkend gamle linjer og øjne og gespenster.

Verden ønsker at se sig selv, skrev Inger Christensen, vanligt perfekt. På Tranen i Gentofte står et lille stykke verden og gør det, som en cyklus af levende og dødt og kunstigt på tværs af tiden. Sif Itona Westerberg har formet et system af middelalderlige gespenster eller gensplejsning, men udover at stråle af et før og et kommende, udover sin heftigt samtidspræcise skønhed er hendes værk Fountain også en strømlinet understregning af, hvordan vi ser og skaber. Et liv og en virkelighed og kunsten den rummer som et pendul mellem drømme om nyt og længsler efter gammelt. Vi gør, hvad vi kan, det vil sige hele tiden mere. Måske er biblioteker små katedraler over denne pendulering, og i Gentofte findes den både i ord og i billedkunst, generøst.

Det er alle øjnene, der først ligner fortiden. Dette blinde som skulpturøjne har i sig, fabeldyrenes eller gudindernes eller de smukke drenges virtuost slukkede blikke af marmor. Måske fordi de mangler pupiller, måske fordi først renæssancen og Michelangelo udviklede metoder til pupiludhugning, måske fordi sten aldrig rigtig kan blive kiggende. Sif Itona Westerberg har hugget øjnene og dets kroppe og ukroppe i gasbeton, men selvom reliefferne er gennemboret af nyt, franske skruer og appetitligt industrielle lufthuller fx, er det de ikke-seende ansigter, der først lader middelalderen sive ud i al Gentofte Hovedbiblioteks blidt kommunale atmosfære.

Rundt om hjørnet fra skrankerne og bibliotekers generelt kærlige reolsystematik er Tranen en lille lomme af marmorgulve og ovenlys og ganske udstillingsparat hvidhed. Her er strømlinet smukt, her er brugere og ansatte og funktionalitetens rutiner bliver en slags ro, der breder rummet uforpligtende ud mod muligheden af det publikum, hvis opmærksomhed ligeså godt kan være forbeholdt aviser eller tastaturer. Midt i dette milde rejser Sif Itona Westerbergs Fountain sig fra stengulvet mod de skinnende huller af himmel, arkitekturen tilbyder, den rejser sig virkelig, ligner virkelig noget, der hører til: rummet og værket i hinanden som en enig aftale mellem lyst, hårdt, æterisk. Fountain er vel en installation, en slags netværk af relieffer, bassiner og vandrørsstrukturer, på en gang splintret i skulpturer og samlet i en ret gavmild organisme. Det er som om formfuldendtheden i den potentielt brutalt moderne kombination af aluminium og gasbeton, polyester og vand hviler sig her, blødt rislende som et køligt landskab med en pænhed, der nærmest er for skarp, men også indlejrer sig ret passende i omgivelserne.

Tre blålige kar: hyperkunstige søer af polyester og som al naturs fuldkomne modsætning er de firkantede, de er mekanisk pumpende, men fra siden kan de ligne malerier eller havet og himlen med en lille horisont imellem sig. Et galvaniseret system af aluminiumsrør binder karrene sammen og vandet og det rundede rum. Og reliefferne, hvis skæbne det nok altid er at være indlejringer, de vokser også ind i resten af det kantede hele, til trods for deres iøjnefaldende organiske middelalderlighed. Ansigter og lemmer fra dyre- såvel som menneskearter flyder sammen i væsner, der har noget gotisk gargoylet over sig, men også genmanipulationer eller en dystopi af stråler og kemi. Det er rigtig lækkert, at reliefferne er i gasbeton, tørt delikate som kridt eller havsvampe, og i kontrast til den sublime tempelæstetik, der er disse figurers, er de sat sammen af plader med tydelige samlinger og mellemrum. Skrue og møtrik som skinnende smykker af nu på det kunstige før.

Vi drømmer igen og igen om forelskelser og fast ejendom, om penge eller skønhed eller egoets eftermæle, og kunsten mimer virkeligheden eller sig selv.

Det virker svært at sætte fingeren på, hvad der får ting til at ligne andre ting, hvad der kan få en nærmest uendelig samtid til at tage form af en meget distinkt fortid. Tag absolut på Tranen og genkend gamle linjer og øjne og gespenster i betonen, tænk over (valgfrit) hvorfor dette genkendeligt gamle virkelig stråler ud af den. Måske er der et oplagt svar, men jeg undrer mig over det. Middelalder i bredest mulig forstand er vel in, har været det et stykke tid: hedensk okkultisme og munke, hekse og magi og sakral patos. Det samme er glatte viljer til sci-fi og antropocæn fremtid og Sif Itona Westerberg fletter tiderne sammen, næsten for rigtigt eller dygtigt, men også bare med præcis den rigtighed og dygtighed, der kan understrege, at tid på en måde er cirkler. Samtiden er hele tiden alt, hvad der har været før den, det vil sige hele tiden større. Hele tiden mere alting som et hele tiden nyt ’vi’ kan bruge til at skabe noget næste, men det elementært sansede og følte lader til at gentage sig. Vi drømmer igen og igen om forelskelser og fast ejendom, om penge eller skønhed eller egoets eftermæle, og kunsten mimer virkeligheden eller sig selv (måske er det to sider af samme sag).

Det er rigtig lækkert, at reliefferne er i gasbeton, tørt delikate som kridt eller havsvampe, og i kontrast til den sublime tempelæstetik.

Tiden har givet os aluminium og forstand til at forme det, den har givet os pumper og beslag og polyester og en velfærdsstat at materialisere det hele i. Men noget er udenfor tiden eller på tværs af den, i hvert fald indenfor det spektrum de fleste af os kan begribe, de genkendelige livsformers: hænder og øjne og vinger, spirer og dråber. Med Fountain har Sif Itona Westerberg skabt en cirkel og et udspring, fortidsvæsner, samtidsmaterialer og kommende mulige CRISPR-katastrofer, en middelalderlignende fremtid af beton, vandets formentlig ultimative tidsløshed gennem den, stålet der også gror. Vi lever nok kun helt, fordi sprog og billeder, i Gentofte findes begge dele, lyser og er gratis.