En middelalderlignende fremtid af beton
Verden ønsker at se sig selv, skrev Inger Christensen, vanligt perfekt. På Tranen i Gentofte står et lille stykke verden og gør det, som en cyklus af levende og dødt og kunstigt på tværs af tiden. Sif Itona Westerberg har formet et system af middelalderlige gespenster eller gensplejsning, men udover at stråle af et før og et kommende, udover sin heftigt samtidspræcise skønhed er hendes værk Fountain også en strømlinet understregning af, hvordan vi ser og skaber. Et liv og en virkelighed og kunsten den rummer som et pendul mellem drømme om nyt og længsler efter gammelt. Vi gør, hvad vi kan, det vil sige hele tiden mere. Måske er biblioteker små katedraler over denne pendulering, og i Gentofte findes den både i ord og i billedkunst, generøst.
Det er alle øjnene, der først ligner fortiden. Dette blinde som skulpturøjne har i sig, fabeldyrenes eller gudindernes eller de smukke drenges virtuost slukkede blikke af marmor. Måske fordi de mangler pupiller, måske fordi først renæssancen og Michelangelo udviklede metoder til pupiludhugning, måske fordi sten aldrig rigtig kan blive kiggende. Sif Itona Westerberg har hugget øjnene og dets kroppe og ukroppe i gasbeton, men sel
