Print artikel

Når to bliver til én, bliver én til mange

foto: Jasper Coppes, Stijn Verhoeff og Kristina Bejocki
foto: Jasper Coppes, Stijn Verhoeff og Kristina Bejocki
foto: Jasper Coppes, Stijn Verhoeff og Kristina Bejocki
Interview
24.03.14
Og det er ikke romantisk. To kunstnere og en filosof i samtale om ny materialisme, kollektivisme og ejerskab i hænderne på like-and-share-generationen.

Da jeg åbner døren til det rum, jeg kender som indbegrebet af galleriernes neutrale white cube og finder et sandt inferno af byggematerialer, små træer gravet op med rod, papirtryk til tørre mm. Begynder jeg langsomt at forstå udfordringen. Det er en torsdag formiddag først i marts og jeg befinder mig på galleriet New Shelter Plan på det gamle Carlsberg i København. Jeg er budt på kaffe af én af galleriets kuratorer, Sara Glahn, i selskab med to hollandske kunstnere, Jasper Coppes og Stijn Verhoeff . Ideen, som hun allerede præsenterede mig for tilbage i januar, lød i al sin simpelhed således: Hvad sker der, hvis vi sætter en filosof i samtale med et kunstnerfællesskab gennem tilblivelsen af et projekt? Altså, i stedet for, eller som supplement til, kunsthistorikerens evaluerende og bedømmende rolle i forhold til et færdigt værk, består min udfordring i at etablere en dialog i forhold til selve processen. Jeg indvilliger i præmissen og takker ja til udfordringen, nysgerrigt. For hvordan snakker man overhovedet om noget, der endnu ikke er der?

Det værk, som er undervejs og som skal vises på New Shelter Plan, er Stijn og Jaspers trejde samarbejde, en film, der vokser frem under arbejdstitlen Stock Finster, det hollandske ord for buldermørke. Så meget ved jeg, da vi mødes første gang i begyndelsen af januar. Filmen er vokset ud af en bog, It is a Roller, der er vokset ud af en installation, A Clear Black Market, forklarer Stijn og Jasper. Vi snakker løst om deres nu flere år lange samarbejde og en rød tråd tegner sig hurtigt fra det det første samarbejde til der, hvor vi står nu. En tråd, der forbinder forskellige refleksioner over spørgsmål såsom basale levevilkår, bæredygtighed, spændingen mellem civilisation og natur, landet og byen, ensomhed og samvær. Det virker bekendt og filosoffen slynger straks om sig med associationer lige fra Heideggers hytte i Todtnauberg til Thoreaus udfordringer i Walden over Erlends Loes Doppler, indiebandet Fleet Foxes og den hellige hipsters urban gardening. Det har ingen ende og faren står klart med det samme, faren for at reducere den række af værker, jeg endnu ikke er bekendt med til en for længst defineret zeitgeist. Faren for at agere kritiker. »Det er spørgsmål, der ligger i tiden, og kommer til udtryk gennem de bøger vi læser, de film vi ser«, lyder det høfligt fra den anden side af bordet. »Lav dig selv en god kop the og læs vores bog, du er hurtigt igennem den.«

Som sagt så gjort. Det er februar, hollænderne er rejst tilbage for at færdiggøre deres film og jeg læser en lille bitte bog om mand, der på mange måder ligner en karikatur på mig selv:

»I consider a variety of things. Simply because I enjoy to wrap my mind around them. And meanwhile I look out of the window. I stare at the fence and the trees. At the open field beyond. At a crow that takes off from the garden swooping into this space, like an uncontrollable black cursor pointing at the outside world. Sometimes I let personal memories pop up, at times global issues, other times petty bourgeois worries. Sometimes I think of acquintances or public and historical figures; all their activities and preoccupations, inappropriate decisions and consequential problems. I think about absolutely anything. I think international. Historical. Phenomenological. Physical. Engaged. Scientific. Semantic. Allegoric. Logic. You name it, I think of it, I think about it. But ideally, and that probably won’t surprice you, I would love to put an end to the incessant flow of thought. I’m kind of done with it. I would much rather immerse myself in silliness. That would be easy when you’re alone.«

Der er for så vidt ingen handling i den lille bog og den eneste bevægelse, vi inviteres til at følge, er en neurotisk tænkers tankestrøm. Der ligger en beslutning til grund, som udgør selve kernemotivet, nemlig bevægelsen fra byens pulserende liv til en ensom tilværelse i skovens ly, men derudover er vi som læsere ligeså fanget i vor hovedpersons ustyrlige tankespind som han selv er, hans handlingslammelse og hans vægring ved civilisationen, ved hans medmennesker, ved ham selv. Det handler om jagten på det autentiske i en tid, hvor forfald og fordærv stikker i øjnene, hvor krisen synes uoverkommelig. Hvad gør man? Man søger væk, tilbage til naturen som den sidste rest af noget ægte. Og der har vi ham, vor protagonist midt i alt ægtheden. Lige indtil bogens aller sidste sider, hvor det viser sig, at ægtheden og opofrelsen i virkeligheden blot er et setup:

»As I drive away I feel the film crew behind me fading away. In fact I would love to keep driving and leave everyone behind, but there are still five more days to go. More importantly, I signed a contract. And there should be food on the table too. I miss them, Ella and Aki, I have been away from home for almost four weeks now. At the end of the road where supposedly my neighbours live, but in fact a petrol station is located, I turn my motorbike around and drive back to the set.«

Det er lettende, ganske enkelt, med dette bratte indslag af ironi, som fuldstændig ændrer karakteren af det overordnede projekt. Fra at være et materiale, der lige så godt kunne høre hjemme i 1800tallet, står vi nu præsenteret for en polemisk skildring af et helt specifikt nutidigt symptom, nemlig illusionen, at noget først er virkeligt, når kameraet har indfanget det. Der tegner sig en grotesk cirkel, idet kameraet og hele den kategori af højteknologisk udstyr, som det tilhører, netop etablerer en romantik om det præteknologiske som det ægte. Men hvad er det ægte i sidste ende værd, hvis vi ikke kan kommunikere det og dokumentere det?

foto: Jasper Coppes, Stijn Verhoeff og Kristina Bejocki

 

Da vi mødes igen er filmen endnu i sin tilblivelse og vores samtale tager afsæt i min læsning af bogen It is a Roller og i oplevelsen af det scenario vi sidder midt i, som skal blive selve udstillingsinstallationen. Det gamle maltlager, som nu udgør New Shelter Plans showroom, er omdannet til en dunkel skov, hvor nogen tilsyneladende har slået lejr. Noget er under opsejling. Verden udenfor er for længst trådt i baggrunden, som vi sidder i skæret fra en enkelt skrivebordslampe i en isnende kulde. Jeg smider min første association og tilsyneladende også provokation på bordet: Romantik?

Stijn: »Det handler om natur og på den måde er der en klar tråd mellem det, vi laver og mellem meget af den kunst, man ser på gallerierne i Nordeuropa for tiden, og den kunst vi kender fra romatikken. Men der en en kæmpe forskel. Der er vendt op og ned på alting fra dengang til nu.« Der opstår et øjebliks stilhed. »Naturen findes ikke længere i dag!«

Jasper: »I den romantiske kunst ser vi igen og igen mennesket som underlagt naturen og den længsel, der kommer til udtryk er en længsel efter at lade sig overvælde, blive slået omkuld af naturen som det absolutte. I dag kontrollerer vi naturen til en sådan grad at denne længsel bliver ren og skær nostalgi.«

Kunne man kalde det en ny romantik?

Jasper: »Jeg tror stadig vi længes efter at blive overvældet, på den måde vi kender det fra romantikkens forestilling om det sublime. Men hvor romantikeren dybest set søgte efter en spiritualitet og dermed efter noget flygtigt, tror jeg at vi i vores generation søger efter noget virkeligt, noget manifest. Det er snarere en ny materialisme end det er en ny romantik. Vi søger efter at forstå tingene som de virkelig er, uafhængig af teknisk bearbejdning og manipulation.«

Stijn: »På et analogt plan. Derfor arbejder vi med 16 mm film, vi støber selv vores skulpturer, vi trykker selv vores print osv. Der hører en interesse for håndværket med til denne her tilgang, som vi kunne kalde en ny materialisme.«

Jasper: »Det er en længsel mod en ægte forbindelse til verden i dens konkrete manifestation, hvor man på sin vis transcenderer sig selv og nærmest ophæver sig selv i ønsket om at blive ét – som når man er forelsket.«

Man kunne måske også tale om den forskel, at den romantiske kunstner per definition er ensom, afskåret fra verden i sit elfenbenstårn, hvorfra han indånder de højere sfærer, hvorimod I har valgt at indgå i et fællesskab?

Stijn: »Ja. Vi er fuldstændig done med subjektet. Det handler om kollektivitet. Det handler om at begive sig ud på det ukendte territorium, som opstår når man ophæver grænserne mellem mig og dig og verden, og forsøger at sætte noget i værk sammen. Du træder ud af dig selv og indviliger i en form for rejse ud i det uvisse.«

Men – er det ikke romantisk at samarbejde og at dele?

Jasper: »Der hører en generøsitet med til det og en rigdom, der ligner det romantiske ønske om overskridelse.« »Jeg kalder det ping pong!« afbryder Stijn. » – Det er denne her restløse bevægelse frem og tilbage i det uendelige«, siger han, mans han trommer i bordet.

Jasper: »Det er sådan vi kommunikerer. Jeg tror det et af de mest fundamentale træk ved vores generation, at vi konstant skyder et materiale frem og tilbage mellem os i et virtuelt rum.«

Stijn: »Det er også et spørgsmål om identitet. Når jeg har en idé, ved jeg ikke længere om det var min idé, eller din, eller noget jeg læste et sted. Og det betyder ikke så meget. Det er en ny eklekticisme, som gør at vi har opgivet enhver form for ejerskab og dermed opgivet illusionen om et hjemsted. Jeg føler mig ikke hjemløs, selvom jeg konstant flyver rundt. Jeg bærer mit liv med mig rundt på min laptop.«

Jasper: »Det er også en nødvendig hengivenhed over det lokale. Jeg har ikke noget atelier, som afsæt for mit virke. Når jeg skal lave et nyt show, vil det altid være på det specifikke steds præmisser. På den måde er denne her nye materialisme, vi har snakket om, også kendetegnet ved at være en temporær materialisme, altid bundet op på en lokalitet og dens foranderlighed. Det handler om at låne og give tilbage, om fuldstændig at opgive ejerskab og identitet. Vi ejer ingenting. Ejendomsforhold hører en forgangen tid til.«

foto: Jasper Coppes, Stijn Verhoeff og Kristina Bejocki

 

Hvad med ejerskabet over et kunstnerisk udtryk og et kunstnerisk budskab? Det I siger leder umiddelbart mine tanker hen på Deleuze og Guattaris temmelig ikoniske indledning til deres Tusind Plateauer, hvor de beskriver hvordan de hver især er mange og således tilsammen udgør en hel forsamling. Genkender i denne tanke om en kollektiv stemme?

Stijn: »Ja, det handler i særdeleshed om at opgive sig selv.« »Og om at fortælle en historie«, indvender Jasper, »– en historie, som ikke specifikt tilhører os, eller har ophav i os, men en historie, som allerede er der. Ligesom Michelangelos ide om, at figuren allerede findes i stenen. At skulptørens arbejde kun ligger i at frigive den, ikke at formgive den. På samme måde er vores job at indfange og fortælle denne her historie, som noget der svæver i luften.«

Så, hvad er det for en historie, I gerne vil fortælle? Hvad er det for en historie, som er vores generations historie?

Stijn: »Du vil hele tiden snakke om en generation. Jeg tror ikke på denne her idé om en afgrænset generation, men den historie, som trænger sig på lige nu, er en historie om bæredygtighed, om det basale og det lokale.«

Hvorfor er det kunstneren, der skal fortælle den historie? Hvorfor hører den hjemme i et galleri?

Stijn: »Den hører hjemme alle steder og den kan fortælles af hvem som helst.«

Men er det politisk kunst, når den bliver fortalt af en kunstner i konteksten af et galleri? Er der en utvetydig morale til det værk, der er undervejs og de værker, I har bag jer?

Stijn: »Jeg har en klar ambition om at formidle en morale. Hvis der er én der er moralsk af os to, så er det mig.«

Jasper: »Jo, der er en morale, men jeg mener ikke at det er min opgave som kunstner at belære eller missionere.«

Stijn: »Budskabet ligger der og det må og skal formidles.« Jasper: »Vi er på sin vis meget forskellige i den henseende, men vi mødes i ambitionen om den kollektive stemme, som altid vil være en stemme præget af dissensus, uoverensstemmelser og paradokser, snarere end unison samklang. På den måde tillader kollektivitet, i mine øjne, at arbejde politisk på en ny måde, fordi den udtrykker en diskussion, frem for en nagelfast position.«

Jeg går derfra stadig uden at have set selve værket, som vores samtale har kredset om, men også taktfast fjernet sig fra. En snigende fornemmelse siger mig, at dette værk, trods ambitionen om en ny materialisme, snarere vokser ud af den form for samtale vi netop har haft, end ud af de små nyopgravede træer fra Amager Fælled med deres spæde rodnet. Jeg er ikke sikker på, om jeg fulgte forskriften til fulde og blot frigav denne kollektive stemme, ligesom Michelangelo frigav skulpturen i stenen. Nænsomhed er en udfordring i mødet med en selvmodsigende stemme. Måske kom jeg til at formgive den en smule, hugge lidt i den. Men netop fordi den huggede igen, i en sær vekslen mellem irritation og hengivenhed, går jeg derfra med en følelse af at være del af noget, der på besynderlig vis rækker ud over mig selv.