Print artikel

Hvad skal vi lave efter orgiet?

Joseph Beuys Das Ende des 20. Jahrhunderts. © VG Bild-Kunst, Bonn 2013
Anselm Kiefer Wege der Weltweisheit: die Hermanns-Schlacht. © Galerie Thaddaeus Ropac, Salzburg
Anmeldelse
02.12.13
Hvordan forestillede nogle af verdens største kunstnere sig fremtiden i slutningen af det 20. århundrede? Det er spørgsmålet i en medrivende og eftertænksom udstilling på kunstmuseet Hamburger Bahnhof i Berlin.

BERLIN - Da de to famøse fly fløj ind i de to tårne den 11. september 2001, indvarslede det en anden begyndelse, end vi havde ventet ved årtusindeskiftet. Efter et århundrede med krige, der var værre end dem, historien hidtil havde kendt til, brast vores forhåbninger om fred i takt med tvillingetårnene. Med andre ord stod vi langt fra ved historiens afslutning, som den amerikanske politolog Francis Fukuyama ellers havde bebudet i et essay af samme navn fra 1989. Tværtimod havde vi lige taget hul på en nyt kapitel i verdenshistorien.

Som Fukuyamas essay fint illustrerede, var der i den sidste halvdel af det 20. århundrede en spirende tro på, at det nye årtusind skulle bringe større fred med sig i kraft af det liberale demokrati og den fri markedsøkonomis suverænitet. Det havde »sejret ad helvede til«. Men for nogle kunstnere bar de to sidstnævnte instanser netop kilen til nye tvivlsspørgsmål, mens andre kunstnere, i forskellig grad, nærede sig ved en næsten opstyltet optimisme til fremtiden. Det væltede derfor om sig med kategoriske profetier og prognoser i slutningen af det forrige århundrede, og denne fremtidsbevågenhed er afsættet for den nye udstilling på Hamburger Bahnhof – en nedlagt togstation, der siden 1996 har fungeret som rammen for et af Tysklands førende kunstmuseer, nær der hvor Berlinmuren gik. Enden på det 20. århundrede hedder udstillingen oversat til dansk, med undertitlen Det bedste er endnu ikke hændt, og den består mestendels af værker, der indgår i museets faste katalog.

Her finder man værker af verdenskendte kunstnere som blandt andre Andy Warhol, Anselm Kiefer og Robert Rauschenberg, der i udstillingen konceptualiseres på ny over 10 forskellige sektioner, hvorved man bliver introduceret til forskellige tilgange eller fremstillinger af fremtiden, der ikke blot er af varierende optimisme, men også tager fremtiden som tidsramme og koncept op til overvejelse.

To poler

Trods udstillingens fokus på fremtiden har den ikke som hensigt at afgive bud på materielle opfindelser eller konkrete landvindinger. Man finder heller ikke konkrete opførelser af, hvordan en nært forestående virkelighed vil tage sig ud, men i stedet får profetier og abstrakte sansninger lov til at være den kunstneriske drivkraft. Kunstværkerne forsøger således at videreformidle eller udforske en kompleks, universel dimension, der ikke så let lader sig omsætte til rationel tænkning, præcis som optimisme og især frygt sjældent udspringer af fornuft, men nærmere det modsatte.

De forestillinger om fremtiden, der kommer til udtryk, gennem en bred vifte af billedkunstens former som malerier, skulpturer og video- og installationskunst, er på én og samme tid båret af en utrolig længsel og nysgerrighed over for hvad, der var i vente, men kommer også tit til at illustrere en dybfølt frygt for fremtiden. Det er typisk i spændet mellem disse to poler, det utopiske og den radikale negation af fremtiden, man skal begribe kunstværkerne.

Udstillingen åbner med en diskussion af begrebet fremtid. Hvad vi forstår ved fremtiden, ikke blot som tidsramme, men også som fænomen. I kunsten og litteraturen har tid ofte været symboliseret ved en flod, der løber fra fortiden, gennem nutiden til fremtiden. Med en diskret reference til den oldgræske filosof Heraklit kan man ligefrem mene, at både fortid og fremtid er udfald af nutiden. At vi spejler tiden i det øjeblik, vi står i, og alt får farve og stemning ud fra vores eget ståsted. Dette syntes at være tesen for store dele af udstillingen, hvorfor kunstværkernes samtid oftest er konkret nærværende i selv de mest fyndige fremtidsprofetier.

Anselm Kiefer Wege der Weltweisheit: die Hermanns-Schlacht. © Galerie Thaddaeus Ropac, Salzburg

Kritik og utopi

Dette er blandt andet værd at opleve i Andy Warhol og skotske Douglas Gordons værker, som begge tager marxisternes idé, om at fremtiden tilhører masserne, op til (gen)overvejelse. Idéen har ellers længe været ude af trit med den politiske virkelighed – fordi vi siden er blevet enige med os selv om, at vi altid i nogen grad vil have autoriteter til at udpege, hvad der er god og dårlig smag, kunstnerisk såvel som politisk. Massen har i nyere tid ofte måtte se sig forvandlet til forbrugere eller funktionelle elementer i en politisk dagsorden, og det er præcis denne beklemmelse, Andy Warhol så fortrinligt lykkes med at portrættere gennem sit kulørte kontrafej af Mao.

Andetsteds er borgerskabet og deres mangel på ambitioner (for fremtiden) udsat for hård kritik, men også kunstverdenen får en over fingrene. Dette er på fornem vis levendegjort i Nicholas Munros værk, der viser seks tjenere i kapløb mod hinanden, uden nogen af dem kender målstregen. Blandt tjenerne finder man velkendte kunstnerskikkelser som Michel Duchamp og David Hockney afbildet, hvormed der formidles en advarsel, en intern kommentar om, at kunsten hellere skal være et værn mod markedet, end udgøre dets tjener. Her er kunstens egen fremtid på færde, men Munro formår også at indføre en intrigant ironi; han selv er gengivet blandt de konkurrerende tjenere.

Ødemarken og stunde null

Utopien, forestillingen om det ideelle samfund, er et bærende tema i Hamburger Bahnhofs udstilling, men også dens modsætning, ødemarken – stedet hvor alting på en gang får en ende, men også tager en ny begyndelse – er et gennemgående fokuspunkt hos flere af kunstnerne. Udstillingens titel, Enden på det 20. århundrede, er således taget fra den tyske kunstner Joseph Beuys værk af samme navn. Både navnemæssigt og fysisk indtager værket en central position i udstillingen. Her er store knoglelignende klippestykker fordelt ud over et bart gulv som billede på den desillusion og tomhed, der var karakteristisk for tiden lige efter 2. verdenskrig - Stunde Null, som tyskerne kaldte det.

Levnene fra krigen og den tyske nationalisme er et tilbagevendende tema og ligeledes en vigtig problemstilling hos det tyske kunstneridol Anselm Kiefer. Mange af hans malerier er variationer over billedet af en øde slagmark med endeløse mængder af mudder og affald. Akkurat som Joseph Beuys værk beskæftiger Kiefer sig med en erfaret historisk virkelighed, men profetien er blot endnu mere nærværende. Hos Kiefer fornemmes en sammenkædning af historie og religion, kunst og liv, tydeliggjort gennem tematikker taget fra det gamle testamente. Kiefers værker, med al deres grumhed og tragik, får herved et nærmest mytologisk skær, der medfører et nærmest kuldskært møde mellem værk og beskuer.

Hvad skal vi lave efter orgiet?

Med nedbrydelsen af øst- og vestblokken i slutningen af det seneste århundrede indstiftedes en bred accept af, at man i den vestlige verden havde nået kulminationen på verdenshistorien. Der var i en hvis optik ikke længere store slag at udkæmpe, hvorfor kunsten også havde bevæget sig ind i et dødvande. Såfremt var der i hvert tale om en stilstand. I stedet for at udvikle nye epokegørende tendenser blev kunsten retrospektiv og indadvendt. Dagdrømme og mareridt optrådte ofte som maleriske motiver og var udtryk for de fatale og ultimativt ukontrollable relationer mellem frihed, fred og rigdom, modsat økonomiens og politikkens ofte inhumane imperativer, hvilket betød og vel fortsat betyder, at politik er blevet et kunstnerisk hvermandseje, og at kunsten er blevet almenmenneskelig. Trods inderliggørelsen er kunsten og politikken i dag uadskillelige komponenter. »Intet er politisk, alt kan politiseres, alting kan blive politisk«, som den franske filosof Michel Foucault sagde i en forelæsning på Collège de France i 1979.

Meget lig Francis Fukuyama, mente den franske sociolog og tænker Jean Baudrillard, at historien havde nået en afslutning, eller at den ligefrem var forsvundet med udbredelsen af globaliseringen. Men i modsætning til Fukuyama, bedyrede Baudrillard, at denne afslutning ikke skulle forstås som kulminationen på historiens udvikling, men som sammenbruddet af selve ideen om historisk fremskridt. Baudrillard sammenlignede stadiet med øjeblikket efter et orgie i sin bog Transpolitik – Transseksuel – Transæstetik, der udkom på dansk i 1988: »Politik frigørelse, frigørelse af produktivkræfterne, frigørelse af barnet, frigørelse af de underbevidste drifter, frigørelsen af kunsten (…) – det var et totalorgie, af de reelle, af det seksuelle, af kritik, og af anti-kritik, af vækst, og af vækstens krise. Vi har gennemløbet alle vejene for produktionen og den potentielle overproduktion af genstande, tegn, budskaber, ideologier og glæder. Vil I høre min mening, så er alt befriet i dag: terningerne er kastet og vi befinder os kollektiv over for det afgørende spørgsmål. HVAD SKAL VI LAVE EFTER ORGIET?«

Spørgsmålet er henvendt til kunstverdenen såvel som samfundet og borgeren. Hvad skal vi leve af? Hvad skal vi leve med? Dette må være et menneskeligt og dermed også kunstnerisk eksistensspørgsmål. Pakker og polstrer vi os til den kommende vinter, eller formår vi at omsætte vores rigdom til nye værdier og udspring, mens solen endnu skinner på os. Trods store dele skepticisme på fremtidens vegne, så klinger der alligevel i baggrunden et ”endnu ikke” eller et ”lige før og næsten”. ”Det bedste er endnu ikke hændt”, fortæller udstillingens undertitel, og hermed bortviskes Fukuyamas tese, om at vi har nået historiens endeligt. Men konkret hvad der kommer til at ske? Det forbliver forbilledligt og skønsomt ubesvaret på Hamburger Bahnhof i Berlin – der hvor verdenshistorien i sidste århundrede havde sit udspring, men hvor man i dag kan opspore den og tage toget tilbage til fremtiden.