Print artikel

Det fraværende gjort nærværende

Nude (spotlight) kan ses på udstillingen på Charlottenborg.
Manets Olympia refereres i Marshalls Nude (spotlight)
Anmeldelse
28.02.14
Den amerikanske kunstner Kerry James Marshall arbejder både med og imod den kanoniske kunsthistorie. Ikke ved at fornægte dens begreber og dogmer, men ved at udvide, udvikle og problematisere dem indefra - i et på engang højtråbende og diskret visuelt sprog. Marshall arbejder med guldglimmer, kollage, foto, kitsch-opstillinger, maleri, skulptur med mere i et felt mellem det storpolitiske og det hverdagsgenkendelige. Det handler først og fremmest om billedrepræsentation, og måden hvorpå billeder definerer, beskriver og producerer vores fælles identitets- og samfundsforståelse.

Udstillingen Painting and Other Stuff på Kunsthal Charlottenborg, lover mere end bare maleri. Ikke desto mindre er maleri udstillingstitlens mest i øjenfaldende ord, såvel som dét medie den amerikanske kunstner Kerry James Marshall ofte forbindes med. Men udstillingstitlen Painting and Other Stuff skal imidlertid tages bogstavligt, for den forventede maleriudstilling viser sig at være noget helt andet end først antaget. Og selvom dette and Other Stuff virker en smule negligeret (for hvad kan vi egentlig forvente?) er det netop heri, at det interessante og virkningsfulde opstår. I udstillingskataloget lægges der heller ikke skjul på, at motivationen bag udstillingen har været at revidere opfattelsen af Marshalls kunst ved at samle og udbrede mange års kunstneriske arbejder. Painting and Other Stuff er med andre ord ikke bare en maleriudstilling. Rammen for udstillingsformatet er derimod Marshalls undersøgelse af traditionelle såvel som moderne kunstformer lige fra maleri over kollage og fotografi til video- og installationskunst samt tegneserier.

Usynlig sort

Marshall er født i 1955. Han er vokset op i 1960’ernes USA – en tid præget af begivenheder som mordet på Martin Luther King, Black Panther Party og borgerrettighedsbevægelsen for blot at nævne nogle få. Og det er blandt andet heri, at Marshall henter sin inspiration. Mange af værkerne indeholder genkendelige afdøde såvel som nulevende politikere og kulturpersonligheder eller ikoniske brands. Hans værker er kendt for at være storslåede, episk fortællende og figurative. Han arbejder ofte i et storskalaformat, der ekkoer det klassiske historie- og portrætmaleri. Traditionelt set er både historie- og portrætmaleriet blevet betragtet som prestigefyldte genrer. Mens portrætmaleriet har foreviget de adelige og kongelige, har historiemaleriet altid været forbeholdt historiske og mytologiske motiver. Og det er historie som Marshall vil fortælle - for hele historien hænger ikke på museerne. Marshall arbejder med billeder, og den måde billeder – reklame, mode, kunst og så videre - er med til at idealisere og forme vores værdi- og identitetsgrundlag. Han arbejder ud fra sin egen afrikansk-amerikanske baggrund med en vished om, at denne er infiltreret og ikke kan adskilles fra den europæiske (kunst)historietradition. Det gør, at hans værker bevæger sig i et felt mellem det højtråbende og det diskrete. For trods en umiddelbar lethed, i kraft af varme farver og let-aflæselige hverdagssituationer, bærer værkerne hele tiden præg af denne nødvendighed ved en insisteren på at etablere et billedarkiv, der ikke forsøger at omskrive kunsthistoriens kanon, men derimod udvide den ved at gøre det fraværende nærværende. Han arbejder med andre ord inden for kunstsystemet – med dens stilarter, repræsentation og materialer og stiller derved spørgsmål om kunsthistoriens konstruktion, repræsentation og eksklusion af minoriteter ofte med både varme og kant. For eksempel når et smil og to øjne kigger ud på os fra en tilnærmelsesvis monokrom malet flade. Værket Two Invisible Men Naked konfronterer racistiske vittigheder, men går vi tættere på maleriet kan vi svagt ane konturerne, eller silhuetten af en maskulin krop. Det er sort i sort og fungerer igen som en undersøgelse, såvel som en kritik af den maleriske tradition og figurative afgrænsning. For kan en konturlinje være hvid?

Det kan være svært at fange alle de referentielle lag Marshalls værker indeholder, men hvem har sagt at historien skal være nem at forstå? Man skal have styr på sin kunsthistorie, og ikke mindst historie og kulturarv. Er man interesseret kan man hive fat i kataloget, men det kræver at man holder tungen lige i munden, når man skal navigere sig gennem de teoritunge tekster. Man kan også lade værkerne tale for sig selv. Vignette-serien eksemplificerer, hvordan Marshall sammensætter sine værker ved på en gang at gribe ind i kunsthistorien, for derefter at arbejde i mod den, og i sidste ende at lade det være op til den enkelte at få øje på de referentielle elementer. Vignette-serien synes at spørge: kan du få øje på den franske rokoko-maler Jean-Honoré Fragonards maleri The Swing, eller kulturelle- og politiske afrikansk-amerikanske symboler? Og går man på opdagelse i værket ser man pludselig, hvordan havelågens ornament former sig til Black Panther Partys symbolske hilsnen, mens seriens i alt fem malerier af en kvinde og en mand omskriver, eller genfortolker The Swing. Et andet eksempel er værket Nude (Spotlight) der parafraserer Manets Olympia. I Nude (Spotlight) har Olympia imidlertid forladt billedet og tilbage er i stedet den sorte tjenestepige, der nu (i stedet for at stå diskret i baggrunden) ligger nøgen i sengen i spotlight. Hun ligger fuldkommen blottet og med samme sløve blik som Manets nøgne kvinde fra 1863. Et blik, der i sin tid medvirkede til, at Olympia blev fjernet fra salonerne i Paris. Spørgsmålet er, om Marshall fremkalder samme provokation, og i så fald hvilken provokation han ønsker at fremkalde? Betragtet bliver vi i hvert fald, såvel som hun!

Manets Olympia refereres i Marshalls Nude (spotlight)

 

Et sted mellem det fraværende og nærværende

Marshalls værker omhandler noget ved at formidle et narrativt indhold, der forholder sig til og sætter spørgsmålstegn ved den kanoniske kunsthistorieskrivning. For til trods for, at det virker gammeldags (i en moderne virkelighed, hvor køn og etnicitet diskuteres, problematiseres og debatteres nærmest dagligt), er det stadigvæk den hvide europæiske heteroseksuelle mand, der med naturlighed dominerer kunsthistorien. Han ånder os i nakken og hvisker i krogene, når en udstilling som Louisianas Avantgardens Kvinder 1920-1940, er nødsaget til at fremhæve kvinder i opposition til den (åbenbart) maskuline avantgarde. Og han får lov til at leve videre, når forskellige minoriteter står på sidelinjen og råber op og kritiserer uden egentlig at frigøre sig fra og skabe et alternativ til kunsthistoriens traditionen. Så længe man bliver ved med at fastholde den diskurs man forsøger at modarbejde, ændrer man ikke på noget som helst. Spørgsmålet er dog, om Marshalls værker rent faktisk foretager en kontramanøvre mod kunsthistoriens hegemoni? Skiftene mellem stil og medie møder én som et frisk pust og udstillingen fungerer rigtig fint, når den klassiske ophængning brydes af skulpturer og gulvinstallationer og den forventede maleriudstilling snarere viser sig som et stort billedarkiv. Værket Baobab Ensemble inviterer for eksempel publikum til at gå på opdagelse i et enormt billedkatalog og således være med til at skabe og producere værket mens The Art og Hanging Pictures, der fylder en hel væg, består af flere indrammede umiddelbart usammenhængende fotografier, som er hængt op som billeder på en oplagstavle.

Marshall arbejder i lag, hvilket også kommer til at afspejle udstillingens format. Han arbejder i lag, når malingen ikke påføres direkte på lærredet, men derimod på store stykker papir der klistres ovenpå selve lærredet. Og han arbejder i lag, når kunsthistoriske referencer plagieres, eller snarere analyseres og efterprøves, i samspil med klichéfyldte motiver og/eller politiske og kulturelle symboler. Han lægger til og bygger videre og undrer sig over, hvordan verden portrætteres, beskrives og indikeres gennem billeder. Udstillingens format afspejler og bygges op over disse lag og skaber på en måde to fortællinger. Den ene fortælling er den overordnede fortælling, som handler om Marshalls undersøgelse af forskellige medier som værktøj (eller middel) til at skabe billeder. Den anden fortælling handler om de problematikker som Marshalls værker behandler. Og her er det op til den besøgende at aflæse de referentielle lag som værkerne indeholder. Painting and Other Stuff forsøger ikke at formidle fortællingen, men lader værkerne tale for sig selv. Det er ikke altid lige let, og lige interessant, for det er ikke alle værkerne der har den samme gennemslagskraft. Fortællingen kan hurtigt gå hen og blive en smule ensidig (for billedarkivet er vel nødt til at vokse uafbrudt?) og det er derfor i sidste ende dette diskrete: and Other Stuff, der gør at det til spændende og overraskende udstilling. Det er nemlig i variation og brugen af de forskellige medier, at Marshalls budskab fremstår stærkest. Her bliver det nemlig klart hvordan han, i stedet for at råbe op og trække minoritetskortet, insisterer på at skabe en ny diskurs ved at genopfinde gamle motiver, men i en ny kontekst og på tværs af medier.