Print artikel

Kunstens centrum er der, hvor vi er

Annika Kahrs, Playing to the Birds (2014). Foto: Thomas Gunnar Bagge
Reportage
03.08.15
I landsbyen Askeby på Møn ligger kunsthallen 44 Møen. På få år har udstillingshallen formået at præsentere soloudstillinger med flere verdenskendte kunstnere, men hvordan er en lille flække på Møn blevet hjemsted for en internationalt anerkendt kunsthal? ATLAS har fulgt sporet fra Møn gennem DDR til Joseph Beuys' Düsseldorf.

På den anden side af Køge Bugt, forbi Stevns og Fakse Fjord, over Farø og Bogø, bag gravhøjen og rundt om svinget ligger Kunsthal 44 Møen, et af Danmarks mest velrenommerede udstillingssteder. På denne søndag i juli er gårdspladsen fuld af biler, terrassen summer med lyden af mindst hundrede stemmer, og billedhuggeren og medstifteren af 44 Møen, Bjørn Nørgaard, smiler skævt, da jeg spørger, hvordan det er lykkedes for dem, at samle så mange mennesker til en fernisering langt ude på landet på Møn.

»Da vi startede stedet her, ville vi gerne undersøge ideen om centrum. Hvor er centrum? Og så blev vi enige om, at kunstens centrum er der, hvor vi er.«

Når Nørgaard taler om vi, handler det som regel om den danske eksperimenterende komponist Henning Christiansen, den tyske kunstner Ursula Reuter Christiansen, og den tyske kurator og gallerist, René Block. De fire mødte hinanden som en del af 1960'ernes Fluxus-kunstbevægelse, der gennem performances og interventioner forsøgte at udviske kløften mellem kunst og hverdagsliv. Blandt bevægelsens mest berømte værker kan nævnes Phillip Corners klaverkoncert Piano Activities, hvor klaveret systematisk blev ødelagt undervejs, og Joseph Beuys' 7000 Eichen, hvor 7.000 egetræer og basaltsten blev plantet på gader og stræder i Kassel.

Henning Christiansen var en indflydelsesrig skikkelse i Fluxus-bevægelsen, hvor han deltog i happenings i Tyskland, Italien og USA, og sammen med Block, Reuter og Nørgaard købte han i 2007 en tidligere traktorgarage i Askeby og omdannede den til Kunsthal 44 Møen.

Det kan umiddelbart være svært at få øje på Fluxus-bevægelsens egalitære og legende kunstopfattelse, når man går gennem kunsthallens hvide og sterile udstillingslokaler, men 44 Møen er ifølge Nørgaard et forsøg på at vende tilbage til det sted, de fire fluxister startede.

»Det er en måde at komme back to basics,« siger Nørgaard. »Vi har forsøgt at lave et sted, hvor kunsten er det egentlige, hvor det handler om kunstnerne og dem, der ser kunsten. Ikke alt det fra biennalerne: hvem er mest kendt, hvem er rigest, hvem kender hvem og så videre.«

»Kort sagt, så handler det om det Beuys sagde: Jeder Mensch ist ein Partei,« siger Nørgaard og smiler lumsk, måske over den muterede udgave af Joseph Beuys' berømte motto: Jeder mensch ist ein Künstler.

I det samme bliver Nørgaard afbrudt og undskylder sig, nu skal han give den som grillmester og udskære et nygrillet lam - muligvis med humoristisk reference til sin berømte performance Hesteofringen fra 1970. På Kunsthal 44 Møen er det i det hele taget som om Fluxus-kunsten lurer bag hvert et hjørne, og kurator-in-residence Nico Anklam er ikke bange for at indrømme det.

»Ideen med kunsthallen er at udvide de baner Fluxus-bevægelsen udforskede, men samtidig at inkorporere de spørgsmål og problemer som er presserende for kunstnere i dag. Det handler om at føre liv og kunst sammen.«

Kunsthallen åbner denne dag tre nye udstillinger. I hovedbygningens lokaler har tyrkiske Ayse Erkmen indrettet en udstilling om mødet mellem natur og kultur. På et hvidt bord står All together as a group (2015), en enorm samling kitschede porcelænsfigurer som Erkmen har købt på loppemarkeder i Berlin. De glaserede pandaer og hjorte, hunde og giraffer, er udstillet under plexiglasbokse i små flokke, og sammensætningen giver en klinisk dragende fornemmelse, der ligger ligeså fjernt fra det nussede og amagerhyldeagtige, som fra den naturverden figurerne forsøger at repræsentere.

I en tidligere hestestald har tyske Melanie Bisping lavet en omvendt Gordon Matta-Clark med sit værk new old stock (2015). I stedet for at skære et stykke ud af bygningen som sit amerikanske forbillede, har Bisping indsat et stykke af 44 Møens sterile gallerilokaler i den gamle stald. Et stykke arketypisk galleriarkitektur - plant betongulv, glatte hvide vægge, gråt loft - spreder sig i en kegle fra indgangen af den gamle stald og hen til bagvæggen, som var arkitekturen projiceret ind med overhead. Det er et simpelt men kraftfuldt greb, Bisping anvender, som gennemlyser hun staldens 1800-talsmørke med en lygte, en slags lommelygte fuld af tidsånd.

Udstillingens stærkeste værk er perfekt placeret i et nyrestaureret lokale i det såkaldte Henning Christiansen Arkiv. På bagvæggen af et helt hvidmalet lokale spilles Playing to the Birds (2014), en film af tyske Annika Kahrs, der viser en opførsel af Franz Liszts klaverstykkeNo. 1: St Francis Preaching to the BirdsStykket opføres af en pianist siddende i en klassicistiske stadsstue, og alle musiksalonens traditioner følges højtideligt. Blot er publikum ikke mennesker men snesevis af tamme fugle, der lystigt skræpper løs i deres bure. Med sine rolige og skarpe billeder spiller værket elegant på kontrasten mellem det vilde og det kultiverede. Filmen inviterer både til en oprigtig beundring af de eksotiske fugle og deres reaktion på den forfinede musik, og peger samtidig udad på beskueren, der selv befinder sig midt i en slags stadsstue eller salon.

Det er kort sagt en udstilling af høj, international kvalitet som Kunsthal 44 Møen præsenterer, og publikummet denne dag matcher de internationale ambitioner. Udstillingslokalerne klinger af samtaler på både dansk, tysk og engelsk, på en bænk i haven sidder en gruppe kuratorassistenter og diskuterer stedspecificitet, men desto flere kunstreferencer, der bliver slynget gennem den mønske sommerluft, desto mere presser spørgsmålet sig på:

Hvorfor i alverden ligger der en kunsthal med verdensklassekunst i lillebitte Askeby?

»Ah, det var jo Henning der ville herned,« svarer Nørgaard, denne gang iklædt forklæde. »Det var sådan nogle idéer han fik.«

Den idé Henning Christiansen fik i slutningen af 1960'erne, var, at oprette et landbrugsfællesskab og kooperativ butik, alt sammen for at skabe en form for selvforsynende kunstnerkoloni. Til det formål købte han og Ursula Reuter Christiansen en gård i Askeby og startede en gårdbutik. Et årti senere købte René Block og Bjørn Nørregaard også hus på Møn, og siden da har fluxisterne opholdt sig i Askeby en del af året.

Det er i hvert fald en del af forklaringen på, hvorfor der ligger en kunsthal i Askeby. Hvis man spørger Rene Blocks kone, kuratoren Ursula Block, fortaber svaret sig snarere et sted i Düsseldorf avantgardemiljø.

»Alt det der med selvforsyning og dyr og landbrug, jeg troede aldrig på det,« siger Ursula Block tørt. »Møn var et værksted, et sted vi fremstillede kunst.«

I følge Ursula Block går kunsthallens kunstneriske rødder helt tilbage til Kunstakademie Düsseldorfs storhedstid i 1960'erne. Dengang underviste Joseph Beuys en gruppe studerende, der senere ville omvælte den internationale kunstverden gennem en udvidelse af kunstbegrebet. Blandt Beuys' studerende var Gerhard Richter og Sigmar Polke, og også de to 44 Møen grundlæggere, René Block og Ursula Reuter.

»Møn var et værksted, et sted vi fremstillede kunst.«

I 1964 mødte Henning Christiansen klanen af Fluxus-kunstnere i Düsseldorf, og det blev starten på et årelangt samarbejde mellem den danske komponist, Joseph Beuys og René Block. Med Beuys' praksis som inspiration og udgangspunkt, opbyggede Block i løbet af 1970'erne to succesfulde gallerier i Vestberlin og New York. Gallerierne repræsenterede Fluxus-kunstnere som Beuys, Nam June Paik og Wolf Vostell, og indimellem benyttede René Block Askeby som et værksted og laboratorium for sine kunstnere.

I 1986 købte Block også et hus i landsbyen ved siden af Henning Christiansens gård, og Ursula Block husker, hvor besværligt det var, at fragte kunstnerne og deres materialer fra Vestberlin til Møn gennem det lukkede DDR.

»Der var en meget smertefuld rejse. Der var grænser og uendelige kontroller, og alle de her grundige vagter, der ikke kunne forstå, hvad vi skulle med de, ja, til tider lidt sære materialer og kunstværker.«

Joseph Beuys arbejde dengang med honning, bladguld, og døde harer i sine værker, og mødet mellem de østtyske toldere og et læsfuld vesttyske avantgardekunstnere må næsten have været et Fluxus-kunstværk i sig selv.

»Det var et tæt og meget langstrakt fællesskab der voksede ud af Düsseldorf i 1960'erne,« siger Ursula Block. »Og selvom det er mange år siden nu, er ånden her stadig. Ånden fra Fluxus, eller hvad man nu skal kalde den.«

Ursula Block er ved at fortælle om den åbenhed, der kendetegnede datidens Fluxus-kunstnere, da vi bliver afbrudt. Maden står klar, gæsterne er begyndt at stille sig i kø foran Bjørn Nørgaards enorme grill - navngivet Krematorium 2 - for at smage en luns nyslagtet lam. Foran en bølgende mark er et langbord stillet frem, børn leger tagfat mellem aksene, og før vi sætter os til bords, siger kuratoren Nico Anklam, at han vil vise mig en lille ting.

Han viser vej om bag kunsthallen, op ad stien til René og Ursula Blocks hus, over terrassen og hen til et lille udkig. Midt på en gul kornmark vokser et egetræ, ved dens fod er en basalsten rejst. Her står ét af Joseph Beuys' 7000 egetræer og vajer i brisen, med rødderne dybt plantet i Askebys muld.