Print artikel

En parasitudstilling

Oliver Fairhurst, Snapchat Performance, 2014
Cindy Sherman, Untitled (Balenciaga), 2008 and AIRBNB Pavilion, AIRBNB Kit, 2014
Philipp Timischl, Men of science, Men of faith, 2012
Reportage
29.01.15
Kunst kan nødvendigvis ikke indrammes eller sættes på en plint. Kunst kan i dag antage mange former. Når man besøger museet eller galleriet genkender man det alligevel som kunst på grund af konteksten. Hvad sker der, hvis denne kunst der ikke ligner kunst flyttes ud af institutionen, hvor dens kontekst nødvendigvis ikke konstituerer den som kunst? Nye tendenser indenfor kuratering udbygger kunstens udstillingshistorie og bidrager til en ny forståelse af, hvad en kunstudstilling og et kunstværk kan være. Men med så mange andre tendenser, har den sin rod i historien.

En snapchatperformance, to hunde med skjult kamera, en MacBook ProSent difuser og et airbnb-kit. Udstillingen The Office i Paris gjorde fundamentet usikkert under selv den mest ferniseringsvante gæst. Kunst, kontekst og forståelser heraf blev vendt på hovedet og nye spørgsmål om og muligheder for, hvordan man kan præsentere samtidskunst blev åbenbaret. På udstillingen, der åbnede i slutningen af 2014, stod verdenskunstnere som Cy Twombly, Cindy Sherman og Martiel Raysse i skyggen af 29 unge forholdsvis ukendte kunstnere. Ved et simpelt greb vendte udstillingens kuratorer op og ned på, hvad der normalt forstås som kunst og kontekst, og man kunne derfor blive i tvivl om, hvorvidt kunsten skulle kigges på, røres ved eller ligefrem spises.

Jeg befinder mig i en stue i en lejlighed i det øvre Marais i Paris. Det første jeg får øje på, er et fotografi i storformat af Cindy Sherman. Det hænger på væggen over en luftmadras, som står i kontrast til det ellers gennemdesignede rum. To hunde snuser rundt mellem designmøbler og gæster, der står i mindre grupper fordelt rundt omkring i lejligheden.

Umiddelbart er det svært at få øje på de lidt over 40 kunstværker, der eftersignede skulle være udstillet her. Lejligheden tilhører ACL Partners, et firma der har specialiseret sig i salg af værdifulde genstande som kunstobjekter og designmøbler. Til dagligt fungerer lejligheden som et showroom for disse genstande, men i dag er det anderledes. ACL Partners har inviteret de to franske kuratorer Pierre-Alexandre Mateos og Charles Teyssou på besøg.

Og derfor er jeg i lejligheden – til åbning på Mateos’ og Teyssous udstilling The Office. De har inviteret 29 kunstnere fra hele verden til at producere ét eller flere værker, der forholder sig til lejlighedens interiør og daglige funktion. Det har resulteret i en total intervention af showroomets særegne ikonografi, hvor grænsen mellem fast interiør, kontorartikler og kunstværker er utydeliggjort. Med andre ord, leges der med spørgsmål som; hvad er et kunstværk og hvad er en kunstudstilling?

Smagen af kunst

Ude i køkkenet står en stor gruppe mennesker og ryger mens de drikker små 1664 øl – præcis som havde jeg været til en privatfest. Jeg ved ikke om skålen med farveløse M&M’s er en del af udstillingen eller om de er sat frem som en snack til øllen. Jeg tager én og den smager som M&M’s. På et glasbord i køkkenet ligger tre udgaver af det franske magasin Paris Match og en pakke cigaretter af mærket Parisienne. Jeg bladrer lidt i magasinet og en af de andre gæster byder mig en smøg fra pakken. Efter et stykke tid forlader jeg køkkenet og privatsnakken, for at se udstillingen, men som jeg bevæger mig videre rundt i lejligheden bliver jeg mere og mere i tvivl om, hvor jeg skal se hen og hvordan jeg skal opføre mig. I et forsøg på at virke beskæftiget sætter jeg mig på hug og aer den ene hund. Heldigvis kommer min ven mig til undsætning og jeg spørger ham med dæmpet stemme: hvor er kunstværkerne? Lige dér, svarer han og peger på hundens alternative navneskilt: ¯\_(ツ)_/¯

Det er først i løbet af aftenen, med forklaringen fra kuratorerne og snakken med vennerne, at det går op for mig, at det netop er tingene imellem showroomets faste ophængning og interiør der er kunsten – i hvert fald i denne sammenhæng. Det viser sig nemlig, at skålen med specieldesignede M&M’s er et kunstværk af Adam Cruces og Paris Match magasinerne samt cigaretter er Martyn Alexander Reynolds’ bidrag. Og sådan forsætter det. Udstillingen The Office udfordrer forestillingen om en kunstudstilling, og jeg bliver nødt til at nuancere min forståelse af, hvad der er kunstværker og hvad der er kontekst. Efterhånden får jeg dog øje på flere detaljer og afvigelser eller fremmedlegemer i lejlighedens forskellige kontorer, gange, toiletter og andre rum. Mens nogle af værkerne træder tydeligt frem, er andre kamuflerede. Først bemærker jeg Philipp Timischls screen saver, der er udstillet på en stor stationær Apple-computer, tekstprintet i printeren af Emanuele Marcuccio og Finansiel Times på bordet af Mohamed Namou. Dernæst den australske kunstnergruppe Greates Hits’ bidrag, en MacBook ProScent difuser, der i et af kontorerne spreder specialdesignet MacBook Pro-duft ud i lokalet. Værket bærer den humoristiske titel: Dealing Strategy. På toilettet er spejlet smurt ind i vaseline mens Amalia Ullmans bidrag, en badekåbe med guldbroderet tekst: $WEET A$ $WEAT $OUR A$ MONEY, hænger på en bøjle. Ved første øjekast kunne disse genstande tilhøre en morsom medarbejder hos ACL Partners, men ligesom sæben med det inkorporerede sim-kort eller øgletandbørsten ved siden af vasken er disse objekter en del af The Office.

Cindy Sherman, Untitled (Balenciaga), 2008 and AIRBNB Pavilion, AIRBNB Kit, 2014

 

Rummets og værkets status

Der sker noget interessant, når kunstværkerne får lov til at agere med og imod det i forvejen udsmykkede rum. Idealet om den hvide kube (et neutralt rum, hvori kunsten ideelt set kan opleves og præsenteres kontekstløst) brydes totalt og Mateos og Teyssou lader grænserne mellem kunst og kontekst flyde sammen. Hermed forvirres forståelsesrammen for, hvordan vi normalt ville opføre os i et udstillingsrum og for, hvordan vi normalt ville aflæse en udstilling.

Idéen om en alternativ udstillingsplatform er dog langtfra et nyt fænomen. Kunstnere har historisk set altid søgt udenfor den etablerede kunstverden, både som en reaktion mod den etablerede kunstscene, men også af nødvendighed – den eneste mulighed for at kunne udstille deres værker. Udstillingshistorisk set, er der derfor en del eksempler at referere til i et forsøg på at sætte ord på The Office. I pressemeddelelsen skriver kuratorerne, at de er inspireret af Dada-udstillingen Dada Vorfruhling fra 1920. Her udstillede blandt andre Marx Ernst i et baglokale til en ølstue i Køln, som udstillingens gæster kom frem til ved at passere et pissoir på vejen. Med andre ord – kunsten var rykket ud af dens vante borgerlige rammer på museet eller på galleriet. Endnu tidligere kendes grebet fra Salon des Refusée i 1863, hvor kunstnere, der ikke blev accepteret på den etablerede Salon de Paris, søgte nye veje og rammer for kunsten. Det er altså på ingen måde et nyt greb og det er Mateos og Teyssou bevidste om - heldigvis. Endnu et niveau tilføjes The Office online da jeg et bare dage senere besøger hjemmesiden.

The Office online

På hjemmesiden finder jeg blandt andet 50 screenshots af Snapchatvideoer. Det er dokumentationsmaterialet fra en performance udført under ferniseringen af Oliver Fairhurst, som iført en løstsiddende hvid skjorte, vrider sig foran kameraet i teatralske selfie-positurer. Han sendte videoerne til kuratorerne, der i løbet af åbningsaftenen delte dem med tilfældige besøgende. Desuden kan jeg via et link til Youtube opleve ferniseringen i hundeperspektiv. Det viser sig, at kunstnergruppen Puppies Puppies til ferniseringen havde udstyret Blondie og Chelsea, kunsthandlerens hunde, med hvert sit kamera. Jeg kan derfor nu bevæge mig ind og ud imellem ferniseringsgæster og kunstværker i lejligheden. På hjemmesiden ændrer The Office karakter. Her kan jeg opleve alle værker, snapchats, instagramfotos, se titler og kunstnernavne og så videre. Det er en komplet anderledes oplevelse og jeg mangler den tvivl eller spænding jeg følte under ferniseringen. Den er ikke tilstede på nettet, hvor alle værker fremstår tydeligt som kunstværker - idet de er løsrevet deres kontekst. Omvendt er det en understregning af, at kunstværkerne og udstillingen ikke er begrænset af et fysisk rum, men i lige så høj grad har et liv online.

Philipp Timischl, Men of science, Men of faith, 2012

 

Udstillingen som en parasit

Det interessante ved The Office er, at denne kuratoriske strategi tages et skridt videre. Udstillingen foregår nemlig inden for, hvad man kan kalde kunstverdenens grænser; i et showroom der viser og sælger højt profilerede kunstnere som Pablo Picasso, Henri Matisse og Cindy Sherman. Det særegne ved udstillingen er dens evne til at degradere disse koryfæer til baggrund. I forgrunden ser vi nemlig kunst der umiddelbart forsvinder ind i konteksten, men efter et stykke tid fremtræder som det væsentligste. På et galleri ville der ikke have været nogen tvivl om de udstillede værkers status som kunstværker, men fordi de er udstillet i en lejlighed, der er indrettet næsten som et privat hjem, forsvinder de, da de ikke er etablerede i samme grad som for eksempel Sherman. Ud fra samme logik kan The Office betragtes som en slags parasit, der snylter på værtsorganismen, ALC Partners. Præmissen for udstillingen er samtidig dens benspænd, idet balancen mellem parasit og værtsorganisme kan være svær at finde. Dog formår The Office at skabe grundlag for en dybere refleksion over, hvad der kan betragtes som en konventionel og en ikke-konventionel kunstudstilling. Samtidig fremstilles kunstværkets status som relativ, da kuratorerne benytter sig af magten til at udråbe, hvad der er kunstværk og hvad der er kontekst – uafhængig af objekternes status i andre kontekster - så længe publikum går med på ideen. Det er altså ikke et spørgsmål om den korrekte versus den ukorrekte kunst – tværtimod. Det er snarere et spørgsmål om, hvilket blik kuratorerne opfordrer den besøgende til at benytte sig af. Derfor kan man se udstillingen som et vigtigt bidrag til den altid igangværende undersøgelses af kunstens udfoldelsesrum ligesom The Office har held med at kritisere kunstmarkedets forudsigelighed indefra. Da jeg et par uger efter ferniseringen møder kuratorerne til en snak om udstillinger understreger de, at det dog ikke har været en pointe at komme med en egentlig institutionskritik. Deres ærinde har snarere været at undersøge en alternativ udstillingsramme - en udstilling i en udstilling. 

The missing link

The Office er langt fra et særtilfælde. Udover de historiske eksempler er der en lang række nutidige pendanter, der hver især undersøger kunstudstillingens mulighedsrum. Et eksempel kunne være udstillingen Un pour la route der blev vist i et kollegieværelse i Cité Internationale des Arts i Paris i november 2014. Her havde kunstneren og kuratoren Adam Cruces, ham med M&Ms, inviteret fire amerikanske kunstnere til hver især at fortolke den franske udgave af en dansk fyraftensbajer – en såkaldt apéro. Et andet eksempel er udstillingskonceptet Weekends af danske Rasmus Myrup, som siden begyndelsen af 2014, har arrangeret en række udstillinger med forskellige kunstnere i hans spisestue på Nørrebro i København. Sidenhen er Weekends flyttet fra Nørrebro for i stedet at afprøve nye platforme rundt omkring i Europa.

Den schweiziske kurator Hans Ulrich Obrist taler om, hvordan alternative udstillingsformater er blevet afprøvet gennem 1900-tallet, og at det bliver sværere og sværere at finde nye platforme – eller missing links, som han kalder dem. Kuratoren agerer som en videnskabsmand, der skal afprøve forskellige muligheder for kunsten. Derfor er det også strengt nødvendigt at organisere udstillinger på alternative steder, når man finder frem til dem, mener Obrist. The Office er i høj grad med til at understrege og videreudvikle denne kuratoriske strategi som disse off space-udstillinger synes at lade sig inspirere af. Der er ikke tale om en institutionskritik, men snarere om en nødvendighed – en nødvendighed i at afsøge disse missing links. Set i denne sammenhæng er The Office en forrygende, original og aktuel udstilling, som illustrerer, hvor vigtigt det er kontinuerligt at udbygge kunstens udstillingshistorie og bidrage til en ny forståelse af, hvad en kunstudstilling og et kunstværk kan være.