Print artikel

Worms ekko

Eisberg af den tyske kunstner Gerhard Richter
Har kuratoren fået en ny rolle som kunstner? Foto fra udstillingen.
Anmeldelse
27.01.14
Med Louisianas populære Arktis-udstilling understreges det endnu engang, at kunstmuseets udstillingsformat har udvidet sig. Kunstgenstande udstilles side om side med natur- og kulturhistoriske genstande. Det handler ikke længere om kunstobjektet, men mere om måden hvorpå objektet gøres til kunst. Det kan blive problematisk, hvis resultatet bliver fremvisning af en række genstande, hvis formål først og fremmest skal underholde og fascinere.

Er der en grænse for, hvad der kan udstilles på et kunstmuseum? På Louisiana i Humlebæk udstiller man i skrivende stund både isbjørne og iskrystaller side om side med danske og internationale anerkendte kunstnere som Gerhard Richard, Sigmar Polke, Joachim Koester med flere. Udstillingen Arktis er bygget op omkring i alt syv temaer. Og har, i hvert fald at dømme efter antal besøgende, været en populær udstilling, hvilket jo først og fremmest er dét museernes succes måles på i dag: Besøgende, brugerinddragelse og tilfredse gæster i cafeen. Louisiana kan det hele. Men fungerer det? Er det en god udstilling, og hvad er overhovedet kriterierne for en sådan?

Arktis handler om klima, miljø og natur set ud fra naturhistoriske, kulturhistoriske og kunsthistoriske perspektiver – en såkaldt bred, eller varm udstilling, som MoMa-direktøren Alfred H. Barr har brugt til at at beskrive de blockbuster-udstillinger, der appellerer til et bredt publikum. Denne sammenstilling af alt fra lyd- og lysinstallationer over dokumentariske info-videoer om polarisen til lysprojektioner af kanoniske malerier er kurateret af museets direktør Poul Erik Tøjner og kunsthistoriker og kurator Mathias Ussing Seeberg. I udstillingskataloget finder vi følgende beskrivelse: »Det handler om drømme, skønhed, skæbner og helte. Og om frygt, fascination, begær, undergang og overlevelse på trods.« Det er smukke store ord, om store voldsomme emner - vel netop emner for kunsten at tage op? Uhåndgribelige, men netop derfor uudtømmelige. Men hvilke konsekvenser har det, når kunstværket præsenteres side om side med natur- og kulturhistoriske genstande?

Under samme tag

Lad os for en stund gribe tilbage i historien til den første kunstsamling i Danmark som tilhørte den danske læge og videnskabsmand Ole Worm (1588-1654). Hans samling bestod af forskellige objekter som Worm på sine mange rejser havde købt, fået foræret eller snydt sig til. Det meste af Worms samling er i dag gået tabt, men i museumskataloget Museum Wormianum illustreres samlingens sjældenheder gennem Worms egne beskrivelser og tegninger. Vi kan derfor blandt andet læse os til, at der i samlingen fandtes et magisk æg, som Worm erhvervede på en rejse til Norge. Dette ægs historie er noget mærkværdig. En højgravid norsk kvinde, som ventede barn nummer tretten fødte efter sigende dette æg. Hvordan og hvorfor vidner Worms beretning ikke noget om, men det var under voldsomme smerte og med stor forargelse til følge blandt de tilstedeværende naboer. Netop på grund af denne mytiske tilblivelse havnede ægget i Worms samling, hvor der foruden dette fandtes kunstobjekter, naturvidenskabelige og etnografiske kuriositeter. Worm var først og fremmest videnskabsmand og derfor interesseret i at undersøge og systematisere verdens mærkværdigheder og forstå naturens forunderlighed. Siden hen blev Worms samling opkøbt af Frederik d. 3 (1609-1670) og indgik som en del af den kongelige kunstsamling. Denne samling fungerede først og fremmest som et symbol på kongens magt og dens formål var at belære og (ud)danne de besøgende. Man begyndte så småt at adskille naturalier og artificalier, hvormed opdelingen mellem kunst- og naturarter langsomt formede det klassiske kunstmuseet som vi kender, eller er bekendte med, i dag. En sådan opdeling betød samtidig, at genstande som et magisk æg såvel som andre naturgenstande mistede deres status, for med tiden helt at forsvinde fra kunstmuseet til i stedet at ende på specifikke natur- og kulturhistoriske museer eller i skraldespanden. Men med Arktis samles naturalier og artificalier igen under samme tag. Det er som om Worms ekko høres svagt i krogene, men hvilken betydning har det for det enkelte kunstværk?

Har kuratoren fået en ny rolle som kunstner? Foto fra udstillingen.

 

Andrée-ekspeditionens beretning

Joachim Koesters videoværk: Message from Andrée (2005) er udstillet ved siden af, og i samspil med de originale fotografier fra Andrée-ekspeditionen som normalt findes på Grenna Museum i Sverige. Det er historien om tre mænd, der i 1897 forsøgte at rejse mod Nordpolen i luftballon. Fotografierne og Koesters værk er udstillet klods op af hinanden i sydfløjens underetage. Louisianas labyrintiske arkitektur gør, at udstillingen kan opleves ad flere veje. Man kan påstå, at bevægelsen rundt i udstillingen derfor er bestemt af den besøgendes beslutninger samt selvfølgelig den forholdsvis tydelige fortælling udstillingsdesignet formidler – fra én tematik til den næste. Ankommer man fra venstre er det første man møder 17 sort-hvide fotografier fra ekspeditionen. Med udgangspunkt i ekspeditionsmedlemmernes egne dagbøger introduceres fotografierne først af en introduktionstekst, derefter via supplerende tekster til fotografierne. De 17 fotografier er ens i format, men varierer derimod i skarphed og motiv. Ofte er fotografiet sløret, men vi genkender de samme tre eventyrere, der skiftevis optræder foran eller bag kameraret. Et mystisk skær af tidsligt forfald og ægthed fanger beskuerens interesse. Ét for ét betragter vi fotografierne i glasmontren og følger ekspeditionens rejse – fra ballonens opstigningen til ekspeditionsmedlemmernes tragiske styrt, med døden til følge. Ankommer man derimod fra højre er det Joachim Kosters 16 mm film og tilhørende plakat, der iscenesætter fortællingen. Her står blandt andet: »While some of the photographs depicted scenes after the landing and the following struggle on the ice, others were almost abstract, filled with black stains, scratches and streaks of light. Most historians studying the expedition ignored this layer of 'visual noise'. I, on the other hand, have made it my focus.« Koester udforsker den glemte ekspedition og iscenesætter fortællingen som en slags registrator, der indsamler og formidler de glemte skæbner ud fra de originale fotos som ovenfor beskrevet. Koesters værk er mystisk, spændende og ikke mindst æstetisk. Den eneste direkte henvisning til ekspeditionen er teksten på plakaten, der fungerer som link mellem selve begivenheden og kunstværket. Koesters værk kan siges at befinde sig et sted mellem fiktion og fakta. Filmen fjerner sig fra selve begivenheden ved (som det skrives eksplicit) at fokusere på fotografiernes ’visual noise’. På udstillingen opleves værket Message from Andrée imidlertid sammen med det dokumentariske materiale fra ekspeditionen - det selv samme materiale, som man må formode Koester har set og er blevet inspireret af. Dette er ikke nødvendigvis dårligt. Tværtimod virker denne sammenstilling ualmindeligt godt – både fra venstre og fra højre. Sammenstillingen tydeliggør på mange måder kunstens arbejde, og evne til at kommentere og forankre sig i historiens uforklarlige begivenheder. Koesters værk skaber på den måde et rum for refleksion og meditation over de glemte skæbner. Og måske er sammenstillingen mellem Koesters værk og de originale fotos ligefrem med til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad vi betragter som kunst og kan samtidig betragtes som en måde, hvorpå vi bliver bevidste og i højere grad tvinges til at reflektere over om det er kunst eller ej. Problemet er dog, at det ikke er Koester men derimod kuratorernes til- og fravalg - noget den besøgende sjældent bemærker eller lade sig bemærke med - der bestemmer og styrer kunstoplevelsen.

Kunst som sidehenvisning

Med Arktis understreges det endnu engang, at kunstmuseets udstillingsformat har udvidet sig. Måske i forlængelse af, at kunstobjektet ikke længere er knyttet til et specifikt medie, men nærmere medierer mellem flere medier og konstant forvrider de traditionelle kunstarter? Måske i kraft af kuratoren som kunstnerens forlængede arm, eller snarere kuratorens nye rolle som kunstner. Det handler ikke om kunstobjektet, men mere om måden hvorpå objektet gøres til kunst. Det interessante ved denne udstilling er derfor ikke kunstprojektet, men derimod det der sker med kunstprojektet, når det sammenstilles eller præsenteres med videnskabeligt materiale og forskellige etnografiske genstande. På Arktis fylder kunsten mindre end den traditionelt gør på et kunstmuseum og man kan ikke lade være med at undre sig over, hvilke intentioner der ligger bag udstillingsformatet. Vi er på udstillingen for at blive klogere – ikke på kunst, men på Arktis. Overordnet gælder det for udstillingen, at fokus flyttes fra kunsten til udstillingens tema og at alt kommer til at omhandle dette tema. Det er som om, at der hersker en frygt for at tage kunsten seriøst – en frygt for at lade den stå alene. Måske fordi den ville blive vejet og fundet for let? Eller måske nærmere fordi, at ingen ville forstå den? Kunstværkerne på udstillingen fungerer flere steder som sidehenvisninger til temaet: Arktis. Det virker som om man går på kompromis med kunsten, når kunstprojektet virker til at indgå i udstillingen som formidlingsmateriale.

Sammenstillingen af kunstværker og natur- og etnografiske genstande fungerer enkelte steder i udstillingen som netop fremhævet, men som skrevet er dette ikke uden problemer, og vel derfor netop aktuelt at gøre opmærksom på og diskutere. Især fordi udstillingen andre steder bliver til dels plat eller pinlig som følge heraf. På mange måder er vi tilbage ved Worms Museum Wormianum, men mens formålet her i høj grad var et forsøg på at undersøge og systematisere verden, virker Arktis snarer som en fremvisning af en række genstande, hvis formål først og fremmest skal underholde og fascinere for således at kunne appellere til det brede publikum.